Forkert

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2016
  • Opdateret: 23 okt. 2016
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. Forkert

Jeg sidder ved søen og ser på de andre, de andre leger ude på søen, ja de danser næsten. Min lille søster er meget kloset og snubler over de små bølger som nogen af de andre laver for sjov, men hun passer stadig ind. Hun har altid været den af mine søskende jeg har syndets mest om. En tåre triller stille ned over min kind, jeg har altid været anderledes, jeg har ingen magt over vandet lige som alle de andre feer i min familie. Min storebror er blevet overhoved for frost feerne, en af mine søstre er regn fe. Jeg vil bare så gerne være med til noget vigtigt. Jeg er ikke rigtig, jeg er forkert.

"Hej Lilje. Må jeg sætte mig?" Det er min mor, Rain, hun er så smuk, hun har langt lyst let bølget hår, hav blå øjne og en smuk lys hud. Det er ikke lige som mig, jeg har rødt kort hår, grønne øjne, ikke som de andre der har sø grønne øjne, men mine øjne er lysegrønne lige som når bøge træerne lige er sprunget ud. Min hud er også mørkere end de andres. Jeg kan heller ikke kontrollere vandet lige som dem. Hver gang jeg forsøger at gå på vandet sammen med de andre falder jeg bare i.

"Ja, ja." Jeg tørre min tåre stille væk og håber at hun ikke har set det.

"Lilje, vil du snakke om det nu?" Hun ved godt hvordan jeg har det, hun har hørt mig græder mange gange før, stille, når alle de andre sover.

"Nej. Du forstår ikke..." Min stemme dør langsomt ud og jeg synker for at holde tårnene tilbage. Jeg tør ikke kigge på hende, hvad nu hvis jeg skuffer hende?

"Lilje min pige. Prøv..." Jeg rejser mig op for at gå, jeg kan ikke klare det mere. I ren frustration får jeg mindst tyve påskeliljer til at skyde op lige rundt om mig. Jeg begynder at græde nu. Jeg hader når det sker, det bekræfter bare at jeg er anderledes, forkert.

"Kan du ikke bare lade mig være i fred lidt?" Jeg står med ryggen til og prøver at tørre alle tårne væk med det lange ærme på min smukke blå kjole. Jeg kan høre at hun går, jeg snøfter en gang og sætter min ned mellem påskeliljerne og stryger dem ømt over bladene. Jeg elsker den gule farve, den beroliger mig.

"Nej se! Blomster pigen har lavet påskeliljer. SEKS måneder for sent. Kan du ikke se at bladene er ved at blive brune og falde ned?" Lydias stemme er kold og hånende. Hun og hendes slæng driller mig hele tiden. Hun får mig til at føle mig som en fejl, som om det var meningen at jeg aldrig skulle være kommet.

"Gå væk Lydia." Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har intet at sige til mit forsvar.

"Nej. Jeg tror at jeg bliver her! Det er trods alt MIG der høre til." Hun går hen til min lille ring af blomster og hiver fem af dem op og smider dem på jorden. Hun tramper på dem og jeg kan næsten høre hvordan de skriger i smerte.

"Fint, så går jeg!" Jeg er så rasende at jeg simpelthen bare vender mig om og går ind i skoven. Jeg har aldrig været uden for den lille beskyttede lysning. Mor har sagt at der er fyldt med mennesker, hvad der så end er for nogle væsner. Mor har altid sagt at lysningen er beskyttet så menneskerne kommer ikke her ind. Jeg er for vred til at tænke over det lige nu. Lydia er virkelig den værste søster man kan forestille sig.

Jeg går hen af den ikke eksisterende sti og ender ud på en sti der rent faktisk eksisterer. Jeg har en følelse af at det nok vil være bedst hvis jeg forvandler mig til menneske størrelse nu. Jeg ved ikke hvor jeg er henne så jeg følger bare stien hen mod noget jeg ikke kender. Måske et sted hvor jeg kan høre til.

Jeg når hen til et sted jeg aldrig har set før, der er en masse små huse. Der går en masse MENNESKER rundt der, eller jeg tror at det er mennesker. De har alle sammen kedeligt brunt tøj på. Mor har sagt at det er menneskernes farve, vand feer har den blå farve, og så vider. Lydia har en gang sagt at jeg ikke havde ret til at bære den blå farve.

"Hej du der!" En sort håret pige kalder fra et af vinduerne i huset lige ved siden af mig, jeg kigger mig omkring for at se hvem hun kalder på. "Ja, dig i den flotte blå kjole!" Efter som jeg er den eneste i blåt må det være mig. Jeg går hen til hende.

"Hvad er der?" Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller sige for den sags skyld.

"Hvad hedder du? Og hvem er du? Hvor kommet du fra? Hvad laver du her?" Pigen stiller så mange spørgsmål at jeg bliver helt forvirret. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

"Øh... Jeg hedder Lilje. Jeg er vist bog bare mig. Tror jeg." Jeg ser på hende.

"Spøjst navn, jeg hedder Emmy. Har du lyst til at smage min nye tærte?" Det gør lidt ondt da Emmy siger at mit navn er mærkeligt, men jeg synes ikke at hendes et meget bedre selv. Men tærte, det lyder godt.

"Tærte, jep, jeg er på." Jeg har altid elsket når mor bager tærte med de vilde bær vi kan finde omkring søen. Emmy åbner døren og jeg følger med hende ind i et stort overfyldt rum. Hun griner da hun ser mit ansigtsudtryk. Jeg ved ikke hvad det er for et sted det her, det føles mærkeligt. Varmt og så lugter her.

"Har du aldrig været på en kro før?" Jeg ryster på hovedet, jeg ved ikke hvad en kro er. Emmy ler igen. Jeg kan godt lide hende, hvis alle mennesker er som hende kan jeg godt lide mennesker. "Kom lad os gå overen på." Hun trækker mig op af en trappe og ind på et lille værelse.

"Bor du her, helt alene?" Det ryger bare ud af mig. Der hjemme deler jeg værelse med fem af mine søskende. Men Lydia sover næsten altid hos nogen af hendes venner. Åh, der hjemme. En lille tåre triller ned af min kind. Heller ikke det vand kan jeg styre.

"Mine forældre og to brødre bor her også." Hun vender sig om og kigger på mig. "Hvad er det galt?" Hun trækker mig med hen til sengen og sætter mig ned.

"Jeg savner der hjemme." Endnu er tåre triller frit ned over min kind. "Og at høre til." Hun klemmer min hånd stille.

"Hvad skete der?" Hun stryger min arm let, ikke noget stort, men hun er den første, efter min mor, der virkelig tager sig af mig.

"Jeg løb hjemme fra." Jeg rejser mig op og går over til det lille bord hvor der ligger en masse papirer. Det meste er tegninger. Tegninger af feer og andre magiske væsner. Det øverste billede er af en lille fe i en smuk grøn kjole. Hun står ved siden af en smuk påskelilje. Hun har rødt hår lige som mig.

"Kan du lide det?" Emmy står lige bag mig. Jeg ligger papiret ned i ren forskrækkelse. Jeg er så bange for at jeg lige pludselig for der til at gro en rose eller andet op af det fine bord.

"Påskeliljer er min yndlings blomster." Siger jeg bare, jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. "Du tegner godt." Jeg ser på feens næsten levende vinger og ser Emmy lige i øjnene. "Er det ikke rart at være så god til noget?"

"Det er du den første der siger. Alle de andre driller mig bare." Hun sætter sig på stolen ved siden af mig. "Ikke fordi jeg tegner, men fordi jeg ikke kan læse eller skrive eller regne." Hun sukker og jeg kan se en tåre triller ned af hendes kind.

"Jeg ved hvordan det føles. Der hjemme kan alle de andre det de skal, undtagen mig, jeg er anderledes og forkert." Jeg smiler trist til hende. Hun smiler tilbage.

"Hvad er det alle andre kan som du ikke kan?" Jeg trækker vejret dybt, jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende det. Hun vil sikkert bare grine af mig. Jeg tager et rent stykke papir op og krøller det sammen. Og så trækker jeg vejret igen, bare for en sikkerheds skyld.

"Alle de andre kan forme vandet og styre det. De bliver ved med at gå på vandet ude på den lille sø. Jeg kan ikke. Jeg synker hele tiden i." Emmy ser på mig med store øjne. Jeg ved ikke om hun tror på mig. Hun roder igennem nogen af papirerne så jeg fortsætter bare: "det eneste jeg kan er at lave blomster." Jeg åbner hånden med papiret i og får en påskelilje til ar vokse op. Papir er lavet af træ. Jeg kan kun omdanne natur materiale til andet natur materiale. Emmy tager blomsten og stirre på den.

"Er det... Er det magi?" Hendes stemme stille, næsten en hvisken. Hun dufter til blomsten. "Lilje!" Hvisker hun. Jeg nikker. Jeg samler tegningen med feen og påskeliljen op og giver den til hende. Hun tager den og stirre på den.

"Hele min familie er vand feer. Jeg er ikke." Jeg ved ikke om det er svar nok.

"Vil du have noget tærte?" Er det eneste Emmy kan få frem. Jeg smiler og nikker.

"Ja tak. Du må ikke fortælle nogen noget om at jeg er en fe." Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv nu.

"Jeg siger ikke noget, det er jo det man har venner til, ikke?" Jeg smiler, Emmy er den første rigtige ven jeg har fået. "Men har du vinger eller sådan noget?" Jeg er lige ved at grine. Selvfølgelig har jeg vinger.

"Ja da. Men kun når jeg forvandler mig til min fe størrelse. Nu er jeg i menneske størrelse." Jeg har vidst ting som dette hele mit liv. Og jeg er endda ikke så gammel. Men for en som Emmy, et menneske, er dette helt nyt.

"Har du planer om at tage hjem igen?" Hun skære et stykke af den tærte der dufter så vidunderligt ud og giver det til mig. Jeg bruger miniaturer treforken til at skære et stykke af den og får det ind i munden på mig. Det smager himmelsk.

"Jeg ved det ikke. Jeg er forkert der. Jeg passer ikke ind." Jeg tænker på når de holder fester ude på søen. Jeg er inviteret, men jeg kan aldrig komme der ud.

"Du må aldrig stilke af. Livet handler ikke om at finde det sted du høre til. Det handler om at lære at høre til der hvor du er, som den du er." Hun se mig lugen ind i øjnene da hun løfter hende lille trefork og tager en bid tærte. "Forstår du mig Lilje?" Jeg nikker.

"Jeg forstår. Tærten smager himmelsk!" Jeg smiler til hende. Hun er fantastisk. Jeg forstår godt det hun siger. Jeg tager hjem. I morgen. Ikke i dag, lad Lydia svede lidt. I morgen, i morgen vil jeg vise dem hvad JEG kan. I morgen.

"Vil du sove her i nat?" Det er som om Emmy har læst mine tanker. Jeg nikker og kommer ufrivilligt til at gabe. Jeg kan se ud af vinduet at det er ved at bliver mørkt udenfor. Det har været en lang dag. Emmy hiver en madras ud far under sengen og smider en pude og et tæppe ned på madrassen. "Jeg siger lige til min mor at du sover her." Hun åbner døren og går ud. Jeg lægger mig i sengen og mine øjne glider i med det samme.

Jeg står på breden hjemme ved søen. Jeg kan se de andre ude på søen. De danser og fester. Uden mig. Jeg træder ud på vandet, men falder igennem. Jeg er stadig væk forkert.

"Lilje! Kom her ud!" Jeg kan ikke se hvem der kalder på mig. Det lyder lidt som min mor der kalder kærligt på mig. Men det lyder også som Lydia der håner mig. Jeg bliver sur på hende. Hun kan ikke bare håne mig sådan. Jeg skal vise hende at jeg kan! Jeg samler alle mine kræfter og får to åkander til at skyde op fra bunden af søen. Jeg flyver let ud på dem. De kan sagtens bære mig. Jeg får de to åkander til at bære mig hele vejen ud til der hvor Lydia og de andre står. De ser måbende på mig. Jeg smiler bare. Min mor kommer hen til mig. Jeg kan se i hendes ansigt at hun er stolt af mig.

"Lilje! Kom hjem nu!"

Jeg vågner med et set. Jeg er stadig på Emmys værelse. Emmy sover stadig. Jeg rejser mig stille op. Min mors ord køre rundt inde i hovedet på mig: 'kom hjem nu!' Jeg ved nu at jeg skal tage hjem. Så stille som jeg kan tager jeg et af de tomme stykker papirer og sætter mig ned for at skrive et brev til Emmy.

Kære Emmy

Først undskyld for at jeg bare er taget afsted uden at sige noget. Jeg vidste bare ikke om jeg kan vente længer. Nu har jeg modet til at flyve hjem.

Tak for det du fortalte mig i går. Min første plan var at tage videre og se om jeg kunne finde nogen der er lige som mig. Men du lærte mig at jeg ikke skulle stikke af. Jeg tager hjem og viser dem at jeg også kan gå på vandet. Jeg viser dem at jeg ikke er forkert men bare ikke lige som dem.

Men Emmy, du må ikke lade dem blide dig ind at du ikke er god nok. Hvad så om du ikke kan læse eller skrive? Du kan lave de bedste historier med dine tegninger. Fortæl dem alle om mig. Fortæl dem om den lille vand fe der ikke kunne styre vandet. Fortæl dem om hvordan du lærte mig at gå på vandet.

Du skal heller ikke lade dem sige at du ikke kan regne. Det ved jeg nemlig er forkert. Du kan bage de lækreste tærter. Og jeg er sikker på at du også er rigtig god til at lave andet mad.

Når det bliver forår kommer jeg og planter påskeliljer hele vejen rundt om kroen.

Kærlige fe kys og kram fra Lilje

Jeg folder brevet sammen og lægger det på bordet og laver endnu et stykke om til en påskelilje. Jeg lader blomsten og brevet ligge på bordet og går over til vinduet. Jeg løfter hængslerne og lader det lille vindue glide langsomt og lydløst op. Den kolde natte luft fylder hurtigt det lille værelse og jeg kigger over på Emmy for at sikre mig at hun ikke vågner. Hun trækker bare dynen op i søvne. Jeg kommer til at savne hende. Det klare måne lys strømmer ind så det er nemt at se hele værelset. Selvom mørket aldrig har generet mig rigtigt.

Jeg forvandler mig til min normale lille fe størrelse og flyver ud af det åbne vindue. Jeg kan med megen besvær få det før lille, nu store vindue skubbet i så Emmy ikke kommer til at fryse.

"Farvel og tak for at jeg har lært dig at kende Emmy." Jeg vender rundt og sætter kursen mod søen. Hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...