Elsket og savnet

At miste nogen man elsker er forfærdetligt. Det er svært at skrive om døden og den sorg der medfølger, men jeg har forsøgt, og jeg håber at det giver et retvisende billede, om den sorg vi føler, når nogen der står os meget nært ikke er her længere.

0Likes
0Kommentarer
25Visninger
AA

1. Elsket og savnet

Jeg sad som forstenet og kiggede på det billede af min far og mig der stod på skrivebordet. Det var fra vores ferie i Spanien, som ikke havde været for mere end et år siden. Vi så lykkelige ud, hvilket vi også havde været, men nu var alt anderledes. Mens regnen silede ned og vinden ruskede i træernes grene uden for, gennemgik jeg de sidste måneder i mit hoved.

Det hele startede efter vores ferie i Spanien. Min ellers aktive, sjove og livsglade far begyndte at blive mere træt og han forsvandt mere og mere ind i sig selv som tiden gik. Jeg sagde ofte at han skulle gå til læge, men han slog det hen og sagde at han bare var ved at blive gammel. Jeg havde min tvivl, men min far havde altid ret, så det måtte han jo også have denne her gang. Det havde han ikke. En dag da jeg kom hjem fra skole fik han et krampeanfald. Jeg blev bange og skyndte mig at ringe 112. Kort efter kom ambulancen og tog både min far og mig med. Jeg var i choktilstand, men det eneste jeg kunne gøre var at vente indtil lægerne kom med en melding.

Så længe tilbage jeg kan huske har det altid bare været min far og mig. Mine forældre blev skilt da jeg var helt lille, og forældremyndigheden gik til min far, da min mor er et stort karrieremenneske, og ikke kunne finde tid til et barn. Hun rejste meget så jeg har derfor kun tilbragt få weekender hos hende om året. For at være ærlig har hun aldrig vist den store interesse i hverken mig eller mit liv, men så havde jeg min far, som jeg altid kunne regne med. Han var den  bedste far man kunne ønske sig, både sjov, kærlig og omsorgsfuld. 

Først dagen efter fik jeg at vide hvad min far fejlede. En hjernetumor. Tænk at et enkelt ord kan ødelægge så meget godt. De sagde det ikke direkte til mig, men jeg vidste at det var slemt. Min far fik ikke lov at komme hjem, så jeg skulle bo hos min mor. Hun boede i samme by, så hun hentede mig på sygehuset. Jeg havde ikke set hende i lang tid, og det var underligt at skulle bo hos hende nu. Hver dag efter skole tog jeg hen på sygehuset for at være sammen med min far. Min mor tog tidligere fri så hun kunne hente mig på sygehuset klokken fem, og nå at lave mad. For en gangs skyld tog min mor sig af mig. Hun virkede bekymret og spurgte ofte indtil min far. Det virkede som om hun havde dårlig samvittighed over at hun i så mange år ikke havde været en del af mit liv. Mine dage var meget ensformige og jeg tilbragte alt den tid jeg kunne på sygehuset. Jeg lukkede mig inde i mig selv, og sad oftest alene i frikvarterene. Før havde jeg været skolens populære pige, udadvendt, omsorgsfuld og klog. Nu var jeg stille og hørte ikke efter i timerne, fordi jeg sad i mine egne tanker. Min far ændrede sig også meget og det var skræmmende for mig at se hvor lidt af mine sjove og livsglade far der var tilbage. På min sekstenårs fødselsdag vækkede min mor mig. Min far var død. Det kom som et slag i maven og slog alt luften ud af mig. Jeg græd indtil jeg ikke kune græde mere, men smerten indeni ville ikke forsvinde. Han skulle brændes og hans aske skulle kastes ud over vandet, for det var det han havde ønsket, men jeg kunne ikke. Jeg var bange for at han ville forsvinde hvis jeg gjorde det, så jeg udskød det indtil jeg var klar. 

Første dag i skolen efter hans død var forfærdelig. Alle kiggede efter mig med triste blikke, men kun få kom over og kondolerede. Det passede mig egentlig fint for jeg ville hellere end gerne bare være alene, men de triste blikke fulgte mig overalt. Jeg havde lyst til bare at skrige, få det hele væk, men mest af alt ønskede jeg at få min far tilbage. Mit liv blev meningsløst og det første jeg gjorde når jeg kom hjem fra skole var at sætte mig på mit værelse og stirre tomt ud i luften. Jeg var aldrig sammen med venner og de venner jeg havde haft havde opgivet mig. En dag i frikvarteret satte Lukas, fra min klasse, sig ved siden af mig. Han kiggede på mig og sagde så det andre folk var bange for at sige. "Du er ikke død bare fordi han er. Du må godt leve dit liv selvom han ikke er her til at se det. Og vigtigst af alt må du godt være lykkelig selvom han er død." Jeg var målløs, men jeg vidste at han havde ret. Stille og roligt begyndte jeg at finde mig selv igen med hjælp fra Lukas. Han var der både i de gode og dårlige tider og det var ham der hjalp mig op hver gang jeg faldt. Det var hårdt, men det hele værd. 

En solskinsdag vågnede jeg op ved fuglenes kvidren. Det var i dag. Det var i dag jeg var klar til at give slip på ham og kaste hans aske ud i vandet. Jeg ringede til Lukas, for det virkede som det mest naturlige at han skulle med. Sammen tog vi ud til en strand hvor min far og jeg havde brugt meget tid da jeg var yngre. Vi havde ofte siddet i sandet og set solnedgangen ud over vandet, og det gav et stik i hjertet at være her igen. Lukas og jeg gik en tur langs stranden og snakkede om alt mellem himmel og jord, for jeg ville først kaste asken ud ved solnedgang. Da solen begyndte at gå ned over vandet og farvede himlen rød, var jeg klar. Jeg kastede asken ud over vandet, og da det sidste aske ramte vandet, var en sten blevet lettet fra mit hjerte. Nu forstod jeg at han altid ville være en del af mit liv også selvom han ikke var her mere. Min sorg var der stadig, men nu var der også en glæde. En glæde over at han var min far, og en glæde over at have kendt et så fantastisk menneske. Lukas trak mig ind til et kys, og sammen så vi solen gå ned over det blanke vand.

Sorgen vil aldrig forsvinde helt, men når den kommer sætter jeg mig altid som nu og kigger på billedet af os. Så tænker jeg på alle vores gode minder og sender et luftkys mod himlen hvor han sidder og kigger ned. Han vil altid være min far, elsket og savnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...