Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
397Kommentarer
57639Visninger
AA

11. Kapitel 9 // "The First Elimination"

THE FIRST ELIMINATION

Aftenens stemning havde overtaget morgendagens humør. Min krop rystede stadig fra hændelsen i går, og det hjalp ikke, at ingen snakkede til mig om det. Da vi kom hjem i går havde Harry forladt mig i bilen og spurtet ind på slottet. Hele turen hjem havde jeg prøvet at få ham til at fortælle mig, hvem de var. Desværre måtte jeg til sidst indse, at jeg ikke ville få svar fra ham. Og da jeg nævnte det for mine tjenestepiger lod de som om, de ikke anede, hvad jeg snakkede om.

Men jeg havde afsløret dem. De vidste nok til at kunne fortælle noget videre. Desværre måtte jeg også her sande, at jeg skulle kæmpe bedre for selv den mindste information.

Jeg havde netop taget min stiletter af og erstattet dem med min snøresko, da min dør gav lyd fra sig. Helen kom ind og najede. ”Aretha, Kongen og Dronning vil gerne snakke med dig,” meddelte hun.

”Hvad?” udbrød jeg. Jeg havde kun mødt Kong Leopold og Dronning Eira, når de skulle annoncere en konkurrence eller lignende. Men nu skulle jeg møde dem, alene?

Helen åbnede døren op, så jeg kunne komme forbi. ”Det haster.”

Jeg behøvede ikke vide mere. Når man var vokset op på et slot, og en dag skulle overtage posten som regent, vidste man hvornår et møde var vigtigt. Når det hastede, slap man alt, man var i gang med og susede af sted.

Harry gik i cirkler, da jeg nåede frem til Kong Leopolds kontor. Hans hoved var let bøjet, så blikket stirrede ned på gulvet, mens hans krøller hoppede. Han havde ikke set mig.

”Jeg er blevet tilkaldt,” hostede jeg og så, hvordan Harry hurtigt stillede sig ret op. Hans blik studerede mig. Var han bange?

”Har de ondt i fødderne?” Harrys bemærkning kom bag på mig. Eftersom jeg aldrig havde oplevet ham være nervøs, tænkte jeg, at han nok plaprede i den tilstand. Men da jeg fulgte hans blik og så mine sko, forstod jeg. ”Hvordan kan du være prinsesse, når du ikke kan gå i høje hæle hele dagen?” Han var forvirret, men hans kommentar var ligeså nedladende, som den lød undrende.

Det irriterede mig. ”For det første elsker jeg at have behagelige sko på. For det andet har Avina ikke de samme principper som her,” modsagde jeg.

”Fornærmede du lige Doran Lean?” Blikket blev fyldt med motivation.

Jeg gentog hans spørgsmål. Fornærmede jeg virkelig lige Doran Lean? Ordene blev gentaget, men jeg kunne ikke se problemet i det. ”Jeg siger bare, at Avina er mere åbent for nye traditioner, det er ikke ensbetydende med, at Doran Lean ikke er det,” argumenterede jeg.

Harrys øjne rullede, og jeg kunne ikke regne ud om han gjorde det for at irritere mig, eller om det også var en af hans naturlige sider. Jeg fik dog ikke tid til at spørge, da Harry åbnede døren til kontoret.

Bag det store skrivebord sad Kong Leopold og Dronning Eira ventende. Eiras fingre foldede sig igen og igen ind i hinanden. Hun kunne ligesom Kong Leopold, ikke slappe af. Hans forsøg lykkedes dog bedre, da han kontrolleret rejste sig for at vise mig stolen foran dem. Harry satte sig ved siden af mig.

”Prinsesse Aretha, jeg går lige til sagen,” begyndte han. Blikket var låst fast på mig. Stirren var ubehagelig. ”I går var De og min søn ude, da en mand kom op til dig, korrekt?”

Jeg nikkede. ”Harry Edward har fortalt mig, at han sagde noget til dig. Kan du prøve at gentage hans præcise ord?”

Klumpen, der havde samlet sig i min hals, blev siddende. ”Jeg kan ikke huske det ordret,” mumlede jeg, og var bange for om Kongen ville blive skuffet. Jeg lukkede mine øjne og tænkte tilbage. Der var mørkt omkring mig, musikken spillede og de gule øjne stirrede direkte ind i min sjæl. Midnat. ”Han sagde noget med midnat og solopgang,” memorede jeg. Tomgang. Himmerige. Jeg fortalte det videre. Men da jeg huskede det vigtigste, åbnede jeg skræmt mine øjne.

”Aretha?” Harry lagde forskrækket sin hånd på min. Jeg kunne ikke fokusere og blinkede utallige gange af synet foran mig. Huden brændte. ”Du bliver nødt til at fortælle os det,” bad han og fik øjenkontakt med mig. Øjnene viste pludselig en ivrighed over at få svaret. Men det jeg opfattede i pupillerne var medlidenhed. Var Harry nervøs på mine vegne?

Det var første gang, jeg havde set sådan en følelse hos ham, og han gav mig modet til at fortsætte. ”Kingdom come,” åndede jeg ud.

På sekundet rejste Kong Leopold sig op og tog sig til hovedet. ”Jeg troede det var ovre, jeg troede virkelig, vi havde besejret dem,” råbte han og var i trance. Hele rummet blev fyldt af vrede. Men da jeg igen så på Harry, fortalte hans holdning mig alt. Han var så bange, at han ikke turde kigge på nogen.

Vi vidste alle, hvad kingdom come betød. Det var et ord, der stammede fra oprørsstyrkernes æra, og havde i årtierne efter været deres kodeord for, når en monark skulle myrdes.

”Leo, vi bliver nødt til at bringe dig i sikkerhed,” græd Dronning Eira, og jeg indså hvilken situation jeg var i. Jeg oplevede kongefamilien i deres reneste og ærligste udgave.

”Far, jeg kan aflyse middagsselskabet med det samme,” foreslog Harry. Han havde rejst sig og stod foran ham.

Da han rystede på hovedet, så jeg forvirringen i Harry og Dronningens ansigter. Men Kong Leopold insisterede. ”Nej, middagsselskaber forbliver. Oprørerne må ikke få mistanke om vores tilstand,” meddelte han.

Det gav god mening. Havde han aflyst middagsselskabet, ville oprørerne vide, at slottet var påvirket af situationen. Nu gav Kong Leopold udtryk for, at de ikke var bange for deres næste skridt.

”Søn, vil du være venlig at følge Aretha til hendes værelse. Jeg bliver nødt til at snakke med Rådet om situationen,” meddelte Kongen og kiggede skarpt på sin søn.

Men Harry var ikke tilfreds. ”Men far, jeg plejer at være med til rådsmøderne,” indvilligede han.

”Ikke i dag Harry.” Kongen pegede ham hen mod døren, og jeg så for første gang Harry Edward, søn af Kong Leopold. Indtil videre havde han vist sig som Prinsen, der fik alt, hvad han bad om, men nu så jeg ham uden magt. Jeg kunne godt lide den udgave.

***

 Middagsselskabet manglede kun de vigtigste gæster, da trompeterne truttede. Mændene i de sorte uniformer tog fat i de tunge døre. Oplæseren tog en dyb indånding: ”Vinder af udfordringen, Prinsesse Talia af Laku og hendes familie Kong Porter, Dronning Clarissa og Prins Clay!”

Alles blikke studerede kongefamilien fra Laku. Landet var kendt for at være det eneste kongerige i Nordregionen, der stadig forbød kvinder at blive monark. Så selv om Talia var den ældste, var det hendes tre år yngre lillebror, der en dag skulle tage over. Jeg måtte dog indrømme, at det nok var det bedste for Laku, efter at have mødt Talia. Jeg kunne ikke se hende regere det andet største kongerige i området.

Talia nåede enden af trappen, og det var der, jeg spottede soldaten. Han bar Lakus farver og emblem. Under hans hat stak der blonde hårtotter ud. Det måtte være Kong Porters egen soldat. Havde kongerigerne allerede fået at vide, hvad der foregik? For jeg havde aldrig før set en soldat gå ned sammen med en kongefamilie, når de blev præsenteret.

Jeg så det samme mønster, da Pennys familie kom frem ved toppen af trappen. ”Vinder af udfordringen, Penny Morris og hendes far Minister Morris og mor Danty Morris!”

Minister Morris smilede ud til alle, men Penny havde mere blikket rettet mod enden af trappen. Opmærksomheden blev også hurtigt taget fra hende, da dem alle ventede på at se, blev præsenteret.

Oplæseren samlede hælene og råbte højere end før. ”Hans Majestæt Kong Leopold, Hendes Kongelige Højhed Dronning Eira og Hans Kongelige Højhed Kronprins Harry Edward.”

Alle i riddersalen najede og bukkede sig for dem, da de trådte ud. Kong Leopold bar sin ikoniske pelskappe og Dronning Eira en fuldstændig fabelagtig kjole af silke og tyl. Hendes hår var som altid, sat op.

Harry stod mellem dem, iført en lang, rød silkeblazer ud over en sort skjorte med gulddetaljer. Det var sjældent man så ham i farver, men det klædte ham.

Da alle var blevet præsenteret vendte jeg mig rundt og kiggede på Marissa, der stod ved min side. ”Du kiggede længe på ham,” pointerede hun til min overraskelse.

”Hvem?” prøvede jeg, men der var ingen at narre. Da hun gav mig blikket, sukkede jeg. ”Det har været en lang dag.”

”Hvad har det med, at du stirrede på Harry at gøre?” spurgte hun.

Jeg fjernede blikket fra hende og fandt Harry i mængden. Han var let at spotte i dag. ”Vi var på en date i går-”

”En date?!” Marissa råbte højere, end hvad jeg havde ønsket. Hun undskyldte, da hun så mit stirrende blik.

”Han inviterede mig ud i byen, men-”

Vi blev afbrudt igen, da den selvsamme Harry pludselig stod ved siden af mig. Hvordan var han kommet så hurtigt hen til os? ”Undskyld Marissa, men jeg har en person Aretha skal møde,” indvendte han og havde hevet mig væk fra min veninde, før jeg nåede at hilse af. Hvem skulle jeg dog møde, som Marissa ikke skulle?

Harry tog sin arm omkring min hofte. Jeg mærkede hans krøller, da han hviskede til mig. ”Vi matcher.” Han hentydede til mit hårbånd, der forestillede roser. Helen havde lavet det til mig. Jeg prøvede at gemme mit smil, men han havde nok allerede set det.

Harry stoppede, da vi stod over for en muskuløs mand på vores alder. Hans hår var kort, men alligevel så langt, at man kunne se bølgerne. Selvom hans øjne smilede til mig, var det stokken, der fik min opmærksomhed. Han støttede sig op ad den.

”Knæskade,” kommenterede han. Hurtigt løftede jeg mit blik, men han smilede heldigvis stadigvæk. Jeg var blevet fanget i at stirre. ”Bare rolig, du er ikke den første, der undrer sig,” tilføjede han og grinede af sin stok.

Harry tog hånden ud. ”Aretha, det her er Liam,” præsenterede han. ”Liam var engang soldat her på slottet.”

”Det forklarer stokken, gætter jeg på?”

Liam nikkede. ”Et halvt år siden oppe i Skyggeskoven,” forklarede han, mens han løftede den skulder, der ikke holdte stokken.

Han begyndte at fortælle mere om sin oplevelse, men mit blik blev draget mod noget andet. Bag os så jeg Talia kiggede nervøst rundt, præcis som jeg havde set hende gøre tidligere. Hvad havde hun nu gang i?

Jeg undskyldte mig over for Harry og Liam, og mærkede deres øjne i ryggen, da jeg fulgte efter Talia. Hun havde længe været mistænkelig, og jeg vidste, at jeg ville få svar nu. Hendes ord gentog sig: Har du nogen sinde været forelsket?

Flere scenarier havde kørt igennem mine tankestrømme på dette tidspunkt. Men det var først, da jeg hørte hendes nervøse stemme, at jeg regnede det hele ud.

”Talia, skat, det skal nok gå. Vi er sammen nu.” En mandlig stemme prøvede at berolige hende. Hendes hurtige vejtrækning kunne høres selv for enden af gangen, hvor jeg gemte mig.

”Du ved jeg elsker dig, men hvad nu hvis jeg ikke bliver den første, der bliver smidt hjem?” Hun hev efter vejret.

Talia havde en kæreste. Bag Harrys ryg. Og når jeg tænkte mig om, måtte det være bag alles ryg, for ellers ville hun ikke være blevet sendt hertil.

Jeg hørte et kys. ”Skat, du skal nok blive smidt hjem, og så fortæller vi din far det, okay?”

”Men hvad nu hvis han dræber dig…” Ordene hang i luften. Dræbt. Det havde ikke strejfet mig før nu, at de rent faktisk kunne blive dræbt for deres løgne.

Jeg følte, at jeg blev nødt til at hjælpe dem, og derfor tog jeg et skridt frem og gjorde mig til kende. Det var drengen, der først så mig. Det var soldaten.

Talia fulgte sin kærestes blik, og da hun så mig, brød hun sammen. ”Åh, Aretha, vil du ikke nok lade vær med at sige noget,” bad hun med tårerne trillende ned langs hendes kinder. Hendes følelser ramte mig.

Uden at sige noget, gik jeg helt hen til dem. ”Så det var det her brevet handlede om,” kommenterede jeg og studerede soldaten. Flere af de blonde totter var faldet ud af hatten og gav en kort, kruset frisure til kende. Hans øjne var blå og var fyldt med nervøsitet. ”Bare rolig, jeg er her for at hjælpe,” skyndte jeg mig at sige, da deres blikke påvirkede mig.

De pustede begge ud og Talia lukkede mig endelig ind i hendes hemmeligheder. ”Det her er Niall. Han er min fars tætteste soldat,” hilste hun og kiggede lykkeligt på ham. Niall rakte hånden frem.

”Og din kæreste, ikke at forglemme,” grinede han.

Talia smilede forsigtigt af den kommentar. Hun var rædselsslagen.

Jeg tog ordet. ”I må undskylde, at jeg smug lyttede, men du har været så hemmelighedsfuld, Talia.” Jeg fortalte dem, at jeg havde hørt deres plan om at få stemt Talia hjem som den første.

”Tror du Prins Harry Edward sender mig hjem som den første?”

”Nu kender jeg ikke alle hans planer, men han har i hvert fald ikke snakket om dig,” erkendte jeg. Det var en positiv nyhed. ”Men jeg skal nok snakke med ham og få ham til at sende dig hjem først, men så skal I også love mig noget,” udfordrede jeg.

De nikkede. ”I skal love mig, at I fortæller din far det. Jeg er sikker på, at det vigtigste for ham, er at se dig glad, Talia.”

Hun stod stille og overvejede det lidt. Men så fyldte et smil hele hendes ansigt, da hun gav slip på Niall hånd for at give mig et ordentligt kram. Men hvad der skete som det næste, kom bag på os alle.

”Aretha, Talia, hvad er problemet?”

Harrys stemme stivnede Talias krop, og jeg var sikker på, at mit ansigt var frosset fast. Da Talia trak sig væk, så jeg hvor nervøs hun var. Jeg havde aldrig set en være så bange. Selv tog jeg en ordentlig indånding, inden jeg vendte mig rundt. Harry var på vej mod os, og hans ansigtsudtryk var tydeligt forvirret. Hvad gjorde jeg? Fortalte jeg sandheden, eller løj jeg?

”Mr. Horan,” hilste Harry, inden hans blik stirrede på mig. ”Aretha, vil du være venlig at fortælle mig, hvad der foregår her?” beordrede han. Han viste sig igen som Prins Harry Edward, ham, der kunne få alle til adlyde.

Pludselig mærkede jeg en varme ved min hånd, da Talia tog den, samtidig med hun tog et skridt frem. Hun fik Harrys opmærksomhed. ”Undskyld Deres Højhed, det er alt sammen min skyld.”

”Talia,” prøvede Niall at hviske, men Harry opfattede det.

Han tog et skridt forbi os og fokuserede nu på Niall. ”Gjorde du dem fortræd?” spurgte han. Hans stemme var fuld af foragt.

Niall gik i selvforsvar. ”Nej, Deres Højhed, det kunne jeg aldrig finde på,” sagde han hurtigt. ”Du har misforstået situationen. Ser du, Aretha prøvede at hjælpe os med vores situation,” begyndte han og smagte på det sidste ord. For hvordan skulle man dog forklare det?

”Fortsæt.”

”Sagen er den, at jeg elsker Talia. Se, jeg sagde det,” udbrød Niall. Hans ansigt var helt hvidt, men han fortsatte. ”Talia og jeg har elsket hinanden i et par måneder, men vi har ikke kunne fortælle det til nogen, da vi var bange for, hvad hendes far ville sige,” erklærede han og tog Talias hånd.

Hun fortsatte. ”Og så pludselig sendte min far mig herhen,” græd hun. Hun lignede en, der havde givet op på forhånd. ”Jeg forstår, hvis du vil dræbe-”

”Ingen af jer skal dræbes,” afbrød Harry hurtigt, men bestemt. ”Jeg kan forstå situationen er meget speciel,” tænkte han og tog sine fingre til sin hage. ”Hør, jeg gider egentlig ikke spilde tid på det her, så jeg fortsætter bare med min plan om at annoncere, at du bliver den første til at forlade slottet, Talia. Okay?”

De nikkede lykkeligt. Selv stod jeg forundret, men tilfreds tilbage. Jeg havde ikke nået at overveje, hvad Harry egentlig kunne finde på, men det glædede mig, at han hverken blev vred eller ville sende dem i fængsel. Han kunne se de elskede hinanden og gav dem muligheden for at få den oplevelse sammen.

Harry kiggede på sit ur og nikkede for sig selv. ”Vi skal til at sætte os, så hvis I alle sammen kommer med, kan vi komme videre med vores aften.” Han sagde det som et forslag, men vi vidste alle, at det var en ordre.

Vi gik tilbage til salen, satte os, og efter alle havde spist annoncerede Harry, at Talia skulle hjem. Helt, som lovet. Det gik dog ikke helt stille til, da Talia smilede af lykke, da hun forlod slottet med sin familie. Heldigvis lod folk til at glemme det, så snart familien havde forladt os.

Middagsselskabet fortsatte, og jeg fandt kun mig selv være alene i et par sekunder, før Harry igen stod ved min side. ”Det var flot gjort,” smilede jeg, men han gik direkte til et andet emne.

”Hvor længe har du vidst det?” spurgte han skarpt.

”Jeg fandt ud af det lige inden dig.”

Han nikkede tilfreds og viste ingen følelser. ”Godt, for jeg vil ikke have du gemmer på hemmeligheder over for mig.” Mere sagde han ikke, da han gik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...