Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

148Likes
399Kommentarer
58281Visninger
AA

10. Kapitel 8 // "Deadly Rhymes"

DEADLY RHYMES

Kjolen er speciallavet til vores date. Tag den på. Det var fjerde gang, jeg kiggede på den seddel Harry havde lagt på min seng. Under papiret lå en lyseblå kjole, dækket af et ternet mønster hele vejen ned. Det var slet ikke min stil.

Derfor bar jeg i stedet en sort kjole, der under tylstoffet gemte på et ringmønster af et guldbelagt stof. Harry skulle ikke bestemme, hvad jeg tog på.

Derfor overraskede det mig ikke, at han var rasende, da han hentede mig på mit værelse. Selv efter at have siddet i hans personlige bil i ti minutter, brokkede han sig stadig. ”Jeg forstår ikke, hvordan du bare kan gå imod mig på den måde,” beklagede han sig. Jeg havde ramt ham, hvor han sjældent blev berørt.

”Harry, kjolen var slet ikke mig. Tern, helt seriøst?” Mine øjne rullede ikke af hans konstante brok, men at han faktisk havde fået lavet den kjole. For det første var lyseblå slet ikke min farve, for det andet havde jeg aldrig brudt mig om tern. Han burde vide bedre.

Harry var tydeligvis ligeså irriteret af situationen, som jeg var. ”Du ved ikke engang, hvor vi skal hen. Der var sjovt nok en mening med mit valg,” modsagde han og strakte sine arme for at fremvise sin pointe, hvorefter han krydsede dem hårdt.

Jeg valgte at lade ham få det sidste ord. Lige siden vi havde været på markedet, havde jeg set frem til at tilbringe tid med Harry, men nu var stemningen en helt anden, end det jeg havde håbet. I et forsøg på at ændre det, skiftede jeg emne.

”Vidste du, at Ann har en søn?” Emneskiftet så ud til at glæde ham.

”Jeg fandt ud af det i dag. Min far var ikke i tvivl om at give Samuel en plads mellem soldaterne,” fortalte han mig med en tone, der sagde mig noget var galt.

”Du virker irriteret?”

”Jeg ved det ikke, der var bare noget over ham,” begyndte han, men trak på skuldrene. ”Han var tydeligvis sur på mig.”

Mit blik studerede ham. Hans næver var knyttet stramt og han havde unaturligt løftet sine skuldre i en ubehagelig position. ”Hvorfor skulle han dog være sur på dig?” spurgte jeg ham.

Harrys blik forblev på omgivelserne omkring os. ”Ann har boet på slottet hele sit liv. Det er primært Samuels mormor, der har passet ham,” konstaterede han.

”Og imens har Ann været hos dig?”

Harrys nik var ikke blot et svar. Han var tydeligt påvirket af situationen. At have en andens mor til at passe en som sit eget barn havde sat sine spor. Især hos Samuel.

”Du må jo bare gøre det godt igen,” prøvede jeg.

Da hans øjne mødte mine, var de fyldt med ærgrelse, men jeg så også et hint af en interesse for min idé. ”Sørg for de får en masse tid sammen, nu når han får et job på slottet. Selvfølgelig får han ikke sin barndom tilbage, men jeg er sikker på, at det vil hjælpe med din skyldfølelse-”

”Jeg har ikke sagt noget om skyldfølelse.” Det overraskede mig ikke, at han gik i forsvar. Han var vant til at folk havde sine antagelser om ham, så han havde for længst lært at stå op imod dem.

Men han så ud til at have glemt, at jeg var ligeså var mester inden for det samme emne. Han havde glemt, at jeg var en kronprinsesse. ”Harry, det stråler ud af dine øjne.”

Det tog ham et par sekunder at indse, hvad jeg rent faktisk havde sagt til ham. Jeg havde læst ham, selvom han havde haft sit skjold oppe. Det var tydeligvis ikke noget, der skete tit.

Første gang var altid ydmygende og tankevækkende på samme tid. Og derfor svarede han mig ikke og lod i stedet stilhede sprede sig i hele bilen. Lige indtil bilen stoppede ved vores destination, og at han derfor ikke længere kunne ignorere mig.

Harry steg ud af bilen og overraskede mig med hvor hurtigt han var ovre på den anden side for at åbne døren. Forsigtigt smilede han til mig, da jeg steg ud. Hvad gik der af ham? Nu var han pludselig en gentleman.  

Det var først da jeg han smækkede døren i, at jeg virkelig fik mulighed for at studere, hvordan han så ud. Jeg havde for længst lagt mærke til, at han ikke bar sin krone. Hvorfor var stadig et mysterium for mig, eftersom han ikke lagde skjul på, han elskede den status, den medbragte. Men i stedet havde han i aften valgt at sætte sit hår op i en lavthængede hestehale, der med de krøllede spidser kun gik til det øverste af ryggen. Ellers lignede han sig selv. Sorte bukser og en hvid skjorte. Jeg indså, at han faktisk prøvede at frastøde sig mulig opmærksomhed.

”Din kjole klæder dig, Aretha.” Harrys stemme tog opmærksomheden væk fra hans tøj, da han komplimenterede mig. Og da hans næste ord forlod hans mund, forstod jeg den ternede kjole. ”Men det er problemet, for nu vil alle kigge efter dig.”

Da jeg fik tid til at undersøge området, vi befandt os i, så jeg baren foran os. Bygningen var lille, men dekorationen gav en fornemmelsen af, at den var større. En bar var nok det sidste, jeg havde regnet med Harry ville tage mig til. Det var et sted, der passede meget bedre til Kenzie og Serena. Men han havde sikkert en plan, så jeg valgte at lade vær med at kommentere valget, og fulgte i stedet efter ham.

Dørene blev åbnet for os, og da jeg fik set mig omkring, var jeg godt klar over, at jeg havde den forkerte kjole på. Den var alt for fin til det her sted. Pigerne på dansegulvet havde alle sammen simple, korte kjoler på, og her stod jeg med en lang kjole af tyl og diamanter.

Jeg mærkede pludselig en varme omkring mine fingre, da Harrys tog min hånd. ”Du ser godt ud, Aretha,” komplimenterede han og styrkede straks min selvfølelse. Det var lige meget, at jeg skilte mig ud. Kjolen var smuk.

”Må jeg spørge dig, hvorfor du tog mig med herhen?” Harry havde trukket mig hen til baren længst fra indgangen.

”Jeg tænkte, du havde brug for at slappe lidt af,” svarede han blankt, mens han fokus på var bartenderen.

Da han igen kiggede på mig, sendte han et smørret grin min vej. ”Nu skal du ikke blive fornærmet, det er godt for dig,” mente han og skubbede glasset med alkohol hen imod mig.

”Du er godt klar over, at Avina kun handler vin, ikke?” Hans blik sagde alt. Jeg skubbede drinken tilbage til ham. ”Hør, Harry, måske er du vant til at kunne drikke alt slags alkohol, men sådan gør vi ikke hvor jeg kommer fra,” fortalte jeg ham og følte mig pludselig meget malplaceret.

Men Harry insisterede og skubbede drinken tilbage. Da hans grønne øjne mødte mine, følte jeg, hvordan han gjorde det her af årsager, der fokuserede på mig. ”Savner du ikke bare for et par timer at koble helt af og tænke på alt andet end royale pligter?” spurgte han og tog en tår af sin drink. Med øjnene signalerede han, at jeg skulle gøre det samme.

”Fint. Én drink,” gav jeg ham.

Han smilede fornøjet.

”Nå, fortæl mig om Avina. Hvad elsker du mest?” Harrys spørgsmål kom bag på mig. Indtil nu havde han ikke stillet spørgsmål om mine interesser.

”Havet.” Jeg var ikke i tvivl.

”Havet?” gentog han.

”Det bedste jeg ved er, når jeg om morgenen går ned til stranden og går ud i bølgerne.” Mens jeg fortalte, drømte jeg mig tilbage til Avina. ”Mit slot er bygget på en ø, ved du nok?”

Han nikkede intetsigende. ”Jeg har set billederne.”

”Harry,” jeg stoppede op og kiggede ordentlig på ham. En blid stirren. ”Har du aldrig været i Avina?” Da han i stedet for at svare tog endnu en tår af sin drink, afslørede han sig selv. Hans indirekte svar kom bag på mig. Jeg havde besøgt Krea og Laku op til flere gange, men bare fordi Avina lå på den anden side af Lean Mountains, havde han aldrig været der?

”Ikke noget jeg kan huske, i hvert fald,” begyndte han og trak på sine skuldre så stoffet blev spændt ud. ”Men nogen gange drømmer jeg dog om, at jeg står i en eng af valmuer,” fortalte han og hentydede til Avinas nationalblomst. ”Så jeg må vel have været der, da jeg var lille.”

Han rejste sig pludselig op. ”Du må have mig undskyldt. Jeg er tilbage om lidt,” hilste han, hvorefter han gik fra mig. Da jeg fulgte ham med øjnene, så jeg hvordan han gik på toilettet. Det overraskede mig, at han ikke smilede til pigerne, der prøvede at få hans opmærksom på vejen. Jeg blev glad over at se, at han mandede sig nok op til at fokusere på mig i aften.

Jeg drejede rundt på barstolen for at tage en slurk af min drink, da jeg pludselig så en hætteklædt skikkelse ved siden af mig. Han var klædt i blankt, sort tøj og stod og hældte pulver i Harrys drink.

”Hey!” Skikkelsen stirrede chokeret på mig, men da vores øjne mødtes var det mig, der fik kuldegysninger. Hætten gjorde hans ansigt så mørkt, at øjnene var helt i fokus. De var så hvide, at lyset gjorde dem gule.

Da manden tog et skridt hen mod mig, stadig uden at have blinket, blev jeg virkelig nervøs. Blikket var kun få centimeter fra mig, da stemmen rimede en remse:

Hver solopgang og hver midnat

åndedrattet hans bliver besat

Hver midnat og hver solopgang

nærmer han sig sin tomgang

Han farer op mod sit himmerrig’

hans kingdom come, endelig

Hele min krop frøs. Manden blinkede ikke én gang, mens ordene forlod hans mund. Det var pludselig blevet utrolig koldt i baren og hårene havde for længst rejst sig. På dette tidspunkt vidste jeg ikke engang, om mit hjerte bankede.

Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder, og min krop spjættede så meget, at jeg kunne have faldet ned ad barstolen. Harry opfattede hurtigt, at noget var galt, og prøvede ihærdigt at få min øjenkontakt, men mit blik løftede sig ikke fra gulvet.

Tomgang, midnat? Hvad skulle det betyde. Jeg turde ikke fortolke det til ende, da jeg var bange for det resultat, jeg ville komme frem til.

Harry tog fat i min hånd, og da det endelig lykkedes ham at se mig ind i øjnene, så jeg nervøsiteten i hans blik. ”Aretha, hvad er der galt?” hviskede han.

Mit blik søgte hen mod drinken. Den lignede sig selv. Havde det hele bare været noget, jeg havde opdigtet? Nej, det kunne det ikke have været. Han var ægte, og hans ord, de havde en mening.

”Han … Han prøvede at forgifte din drink,” stammede jeg.

Harrys hånd blev kold og blikket blev til is. Han stirrede tomt ned i gulvet. Vidste han, hvad det her handlede om?

Jeg fik intet svar, da han hurtigt tog fat i mig og rev mig ud af klubben. Jeg prøvede flere gange at få hans opmærksomhed, men han var så påvirket af situationen, at han ikke stoppede op før bilen kørte os væk.

”Harry, svar mig. Hvad sker der?” spurgte jeg igen. Da han svarede ville jeg have ønsket, at jeg aldrig havde spurgt.

”De er tilbage.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...