Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
386Kommentarer
54701Visninger
AA

9. Kapitel 7 // "The Taylors"

THE TAYLORS

For første gang siden min ankomst, var jeg på vej væk fra slottet. Når tiden en dag ville komme, havde jeg troet, at jeg ville se frem til at komme væk, men der var noget i mig, der bare ønskede at blive der. Også selvom det kun var for en enkel tur ned til byen. Nu havde jeg snart været her i to uger, og selv om jeg ikke ønskede at indrømme det, så havde oplevelsen allerede givet mig minder og været med til at styrke min personlighed. Jeg vidste, at jeg ikke ønskede at behandle mennesker som Serena gjorde, og Marissa havde vist sig allerede fra dag et at blive en, jeg ønskede at være se efter alt det her, var overstået. Og så var der Harry. Han var speciel på sin egen måde, og af en eller anden grund følte jeg ikke, at jeg var helt færdig med at finde ud af, hvem han egentlig var. Han var stadig en skørtejæger og jeg vidste, at han allerede havde kysset med flere af pigerne, men alligevel følte jeg, at der var noget, han holdt inde. Noget han ikke bare åbnede op omkring til enhver. Derfor ønskede jeg at blive.

Mit blik studerede scenariet udenfor. Det var en mærkelig følelse, hvordan det hele passerede så hurtigt forbi. Jeg var vant til at sidde i en karet, men her i Doran Lean havde de råd til det nyeste køretøj: biler. Det var min første gang, at jeg sad i en, og jeg måtte sige det gik alt for hurtig til, hvad jeg kunne lide. Kenzie derimod var helt oppe at køre og følte sig som den rigeste i kongeriget. Hendes smil var et af de lykkeligste, jeg længe havde set.

Penny udviste ingen følelser. Hun var vant til at køre i bil. Hendes far havde en af de højeste stillinger i landet, så det her var hendes hverdag. Jeg indså, at vi var på vej mod det, Penny kaldte hendes hjem. Vi var på vej mod byen.

”Bor du i nærheden?” spurgte jeg hende, da vi kørte igennem den første del af byen. Der var store, hvide bygninger på begge sider af vejen, inspireret af de gamle kongeriger sydpå. Taget var rødt og vinduerne havde et stort mønster af cirkler i kanterne.

Penny, der sad i midten, lænede sig ind over mig og pegede ud ad vinduet. ”Jeg bor ned ad vejen her, og så ligger mit hus dernede,” fortalte hun med et smil, og ganske rigtigt kunne jeg lige nå at skimme et stort palæ. Designet var det samme, men ingen var i tvivl om, at det havde langt større prestige og status end de andre huse i området.

”Savner du din familie?” spurgte jeg hende. Hvis jeg havde været så tæt på mit hjem, var jeg ikke bare kørt forbi.

Hun kiggede ned på sin turkisblå nederdel og rystede på hovedet. ”Jeg må indrømme, at jeg nyder at være mere fri her.” Hun så forbi mig. ”Derhjemme havde jeg så mange opgaver, så mange regler.”

”Regler?”

Et nik. ”Min familie er meget traditionelle. Bøn ved aftensmaden, ingen sex før ægteskab, den slags,” forklarede hun som om jeg sagtens kunne sætte mig ind i det.

”Hvordan vil du så vinde konkurrencen?” tænkte jeg højt, og fortrød straks mit ordvalg. ”Jeg mener, han er jo meget, du ved... “

Heldigvis virkede hun ikke påvirket. ”Jeg må bare vise ham, hvem jeg er. Ikke, hvad jeg kan.” Hendes ord kom bag på mig. De var smukke, meningsfulde – noget, jeg aldrig selv havde overvejet på den måde.

”Det er meget dybt, Penny,” vurderede jeg.

Hendes skuldre hang fortsat. ”Det er sådan jeg er. Dog går jeg meget ind for det med ægteskabet og sex. På den måde er man helt sikker på, at den man ender med, virkelig elsker en.” Hun havde ret.

Jeg havde så mange flere spørgsmål, jeg gerne ville stille hende, men bilen stoppede og vi blev ført ud.

”Okay piger, vi vil gerne have en masse flotte dekorationer i brune og orange nuancer,” informerede hun og gav os hver en kurv. Kenzie drejede straks rundt for at kigge på de mange boder, der var sat op, samtidig med Penny så efter et godt sted at starte. Jeg fulgte i deres fodspor og gik en tredje vej.

Den første bod jeg nåede frem til, havde alverdens dekoration lavet af træ. Der var træfigurer, rammer og så det, der fangede mit øje. Lysestager. Det ville være perfekt til middagsbordet og passe godt ind i det tema, Penny og Talia havde kreeret. Det skulle være efterårets fest, en begivenheden hvor man skulle gøre alt det, efteråret havde at byde på. Vi skulle have en traditionel bueskydningskonkurrence, æbler i spande og så lækker mad med de bedste grøntsager og kød fra denne sæson. Jeg elskede idéen og så frem til at det hele var klar til at blive præsenteret.

”Undskyld mig, men hvad koster lysestagerne?” Forsigtigt smilede jeg til den gamle kone, der stod i boden. Hun stod stille i et kort øjeblik, og gjorde mig i tvivl, om jeg havde stillet mig det rigtige spørgsmål. Men kort efter drejede hun rundt og vinkede en yngre kvinde over. Da hun var ovre pegede konen på lysestagen.

Den unge pige gengældte mit smil. Bag hendes store briller gemte sig et par krystalgrønne øjne. Hun var på min alder, nok et par år ældre. ”Lysestagerne koster halvtreds leans stykket.”

”Og er det muligt, at I kan levere hundred inden torsdag i denne uge?”

Pigen gjorde store øjne. ”Hundred? Mener de det?” Det var tydeligt ikke besværet ved at fremstille så mange, der udviste sig i pupillerne, nærmere det, at nogen ønskede så mange af deres lysestager.

”Det er til slottets næste fest,” fortalte jeg, og hjalp ikke just på hendes vejrtrækningsproblemer.

”Slottet?” Hun tabte kæben og kiggede på kvinden ved siden af sig. Hurtigt pegede hun op ad mod slottet, der lå på bakken, og den gamle kvinde fik våde øjne. ”Undskyld, vi har bare aldrig fået ordrer fra slottet før,” smilede hun fornøjet og bøjede sig ned for at tage fat i lysestagen. En tot af hendes brune, krøllede hår faldt ned, men hun havde ikke travlt med at sætte den tilbage bag øret.

”Tusind tak, miss,” hilste hun og gav mig et stramt håndtryk.

”Bare kald mig Aretha.”

”Aretha som i Prinsesse Aretha af Avina?” udbrød hun.

Da jeg nikkede, så jeg for første gang hendes øjenbryn, da de flyttede sig op over brillekanten. De var buskede, men klædte hende. ”Hvordan kunne jeg ikke genkende dig, undskyld,” udbrød hun og tog sin frie hånd på den anden side af min. ”Ser du vi boede i Avina, mens min mor arbejdede her for at få råd til at få os flyttet hertil også,” fortalte hun mig og nikkede mod kvinden ved sin side. ”Sidst jeg så dig, var nok, da du var fem.”

”Er I fra Avina?” Det hele kom bag på mig. Selv om jeg vidste, at det var en realitet, at familier flyttede til Doran Lean, havde jeg endnu ikke mødt nogen, der havde gjort præcis det.

Jeg studerede kvinden og hendes bedstemor. Det var især det her jeg elskede ved at være prinsesse. Den måde jeg kunne hjælpe dem i nød, eller i det mindste bare gøre deres liv nemmere. Og her så jeg et rørende eksempel på det, da kvinden skiftede dialekt og fortalte sin bedstemor de gode nyheder. Der kom tårer i hendes øjne og hun bøjede forsigtigt ryggen for at takke mig.

”Aretha, finder du noget?” Kenzie fik min opmærksom, da hun kom over til mig. Selv havde hun servietter i sin kurv. Jeg nikkede og pegede på lysestagen. For første gang synes Kenzie om noget jeg havde gjort, og det varmede.

”Kenzie det her er-” begyndte jeg, men indså, at jeg ikke kendte deres navne.

Pigen kom mig heldigvis i forkøbet. ”Mit navn er Samantha og det her er min bedstemor Margaret,” svarede hun og gav Kenzie hånden.

”Og der kommer Samuel!” råbte hun pludselig, og da vi drejede rundt var vi ikke i tvivl om, hvem hun hentydede til. Ned ad vejen fra slottet kom en mand ridende på sin hvide hest. Han havde mørkt hår og var iført sit nok fineste tøj, hvis man sammenlignede med Samanthas snavsede nederdel.

Samuel bremsede sin hest, da han kom helt hen til os. Samantha tog fat i tøjlerne og han hoppede af. Han stirrede på Kenzie og jeg og løftede sit øjenbryn. Hans blik forlod os dog hurtigt, da Samantha krammede ham. ”Hvad sagde de?!”

Samuel trak sig ud af hendes arme, men et smil fandt hurtigt frem til hans læber. ”Jeg fik det! Jeg starter i næste uge,” udbrød han stolt og omfavnede både Samantha og Margaret.

Jeg kiggede på Kenzie og overvejede om vi bare burde gå, og lade dem have deres øjeblik. Samantha valgte dog at inddrage os i samtalen. ”Det her er Prinsesse Aretha af Avina og Miss Kenzie,” præsenterede hun og pegede hen mod os. ”Prinsesse Aretha har lige købt hundred af vores lysestager!”

Da Samuel hørte dette, var hans øjne på mig, hurtigere end jeg selv nåede at reagere. Det var taknemlighed, der fyldte hans blik. Jeg lukkede begge øjne i og blinkede til ham som svar.

Samantha fortsatte sin begejstring. ”Samuel har lige været oppe på slottet, han ansøgte om at blive soldat,” informerede hun og tog endnu engang sine arme rundt om ham. ”Og nu skal han arbejde der sammen med vores mor!”

Deres mor? Arbejdede deres mor på slottet? Og vent, var de søskende? Det var nok ikke mit første gæt, efter at have set den måde, de havde opført sig over for hinanden. Men efter at have fået det at vide, kunne jeg ikke lade vær med til at bemærke, hver gang Samuel prøvede at komme ud af sin søsters greb.

”Jeres mor? Arbejder hun på slottet?” kom det fra Kenzie, der var ligeså nysgerrig som jeg selv var.

Samuel nikkede, mens han studerede Kenzie. Nu så jeg også, hvordan deres øjne flirtede. ”Hun hedder Annette Taylor. Hun snakker dog ikke meget om os.” Kenzie og jeg sendte blikke til hinanden. Vi kendte langt fra hele personalet, men jeg havde i hvert fald aldrig hørt det navn før. Det fortalte jeg ham.

”Åh, I kender hende nok som Ann, Dronning Eiras førstehofdame,” fortalte han og straks vidste jeg, hvem hun var. Da jeg kiggede på dem, kunne jeg godt se, at Samantha havde de samme øjne.

”Ann, ja hende har vi mødt!” udbrød Kenzie og prøvede for åbenlyst at få point i Samuels bog. Hun var for meget. Derhjemme på slottet gik hun efter Harry, men så snart hun var ude ville hun havde opmærksomhed fra en anden fyr. Men jeg måtte indrømme, at han var pæn. Samuels hår var lettere bølget og sad hulter til bulter, men det klædte ham.

”Men jeg kan høre, at vi skal i gang med at producere lysestager, så det må vi nok hellere gå i gang med,” hentydede Samuel til og Samantha nikkede og trak sin bedstemor med, efter at have vinket til os.

Tilbage stod Samuel. ”Men vi ses jo så i næste uger, piger,” tirrede han og tog et skridt tættere på. Han tog fat i min hånd og gav den et tryk. Da han gik hen til Kenzie kyssede han håndfladen. Hendes kinder blussede op.

Da Samuel gik, vidste jeg ikke, om jeg burde konfrontere hende, eller bare lade det ligge. Jeg kunne vel være ligeglad, hvordan hun spillede sit spil for at få Harrys hånd.

Derfor spurgte jeg hende i stedet: ”Skal vi finde Penny?” Jeg havde pludselig en stor trang til at komme tilbage til slottet, så jeg kunne tage på date med Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...