Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
382Kommentarer
53575Visninger
AA

7. Kapitel 5 // "Lies Were Told"

LIES WERE TOLD

Marissa og jeg havde fyldt vores bord til renden med designs, brainstorms og farver. Det var ikke let at skulle planlægge et middagsselskab, og især ikke i et andet slot, end sit eget. Her var rigdom, status store symboler, og for at følge disse, skulle vi skabe en fest så overdådig, at den aldrig ville blive glemt. Det var et stort pres at være under, og selvom vi begge havde erfaring, kæmpede vi med at opfylde rammerne. Min erfaring stammede fra, at min far altid havde ladet mig være inden over planlægningen, og da Marissa ikke var tronarving og samtidig den eneste pige, var det hendes mest fornemme opgave i Taven. Vores kvaliteter burde havde kreeret noget så fantastisk, at vinderen allerede ville være fundet, men det var som om erfaring kom i vejen. Heldigvis var vi ikke under det samme pres, som Kenzie og Serena havde givet dem selv. De gjorde alt for at vinde, men Marissa og jeg ønskede blot et resultat, der kunne udvide vores horisont.

”Hvad tænker du om, at vi indretter salen med hvide og blå gardiner og får det til at ligne et hav. Så kunne vi servere fisk og bede alle om at have blåt på,” foreslog jeg og drømte mig tilbage til Avina. Jeg savnede at dyppe mine tæer i vandet hver forårs- og sommerdag, og mærke hvordan hele min krop mærkede strømmen. Så da jeg fandt ud af, at der var hav tæt på slottet, kunne jeg ikke dy mig. På sekunder var jeg blevet ført tilbage til min hverdag i Avina. Det var det samme vand, men et nyt sted og det gav mig mod.

”Aretha?” Marissa fik min opmærksom, da jeg måtte været falde i staver over mindet. Jeg kiggede fokuseret op, rystede tankerne væk og lod hende fortsætte. Hun pegede på de farvepallette, jeg havde liggende foran mig, og udtrykte sine tankestrømme. ”Vi kan godt gå videre med det,” kommenterede hun og bladrede i sin bog med madretter. ”Hvad med det her til forret?” foreslog hun og skubbede billedet hen ad bordet.

”Det ser ikke dårligt ud, skal vi gå med det? Jeg mener, gider vi virkelig have vores forældre til at komme?” indvendte jeg med et skævt grin. Ud over æren indeholdt præmien også at få sin familie på besøg, og hverken Marissa eller jeg havde lyst til at se vores forældre. De havde valgt at sende os hertil for at prøve at blive gift med Harry, og vi ønskede ikke de skulle se os fejle. Samtidig vidste jeg, hvordan min far ville foreslå en masse planer, jeg kunne føre ud i verden.

Marissa klappede bogen i. ”Det er det, vi gør,” afgjorde hun og rev et papir ud af blokken for at nedskrive idéer til middagen. Ord blev på ingen tid dannet ved en pæn, sammenhængende håndskrift, der skrev hvilke ingredienser vores retter behøvede. Jeg begyndte samtidig at skrive materialer og borddækningselementer ned.

”Har du egentlig fået snakket med Harry?” spurgte jeg hende efter en koncentreret stilhed havde bredt sig. Hendes øjne krummede, da hun stadig var ved at vænne sig til tanken om, at jeg også kaldte ham ved hans navn uden nogen titel eller status.

Hendes fingre rodede i det krusede hår, mens hun rystede på hovedet. ”Han ignorer mig,” indrømmede hun og udstødte et suk. Jeg vidste, at det påvirkede hende, at de ikke havde fået snakket om, hvordan de skulle klare den situation, de var endt i. ”Jeg har dog snakket med Ann, og hun siger, det går ham på,” fortalte hun.

Ann var Harrys gamle barnepige, og vi var blevet præsenteret for hende, da hun sammen med Harry havde præsenteret opgaven for os. Marissa havde allerede fortalt mig, at hun nu var Dronning Eiras første hofdame, men også var som et nært familiemedlem for Harry. Jeg skulle til at høre Marissa, om hun havde nye planer i forhold til at få Harrys opmærksomhed, da Serena kom ind igennem de store døre og tildrog sig opmærksomhed Vi havde alle, undtagen hende, siddet herinde og arbejdet. Kenzie havde allerede brokket sig flere gange over hendes manglende tilstedeværelse.

”Jeg kan nu officielt fortælle jer alle, at jeg var den første til at kysse Prins Harry Edward,” annoncerede hun. Hun stod midt i rummet iført endnu en alt for afslørende kjole. I dag var den blå og stropløs, sikkert lavet med det fineste silkestof. Mine tjenestepiger havde fortalt mig, at hun havde bedt om at få erstattet alle de kjoler, der var blevet lavet til hende inden sin ankomst, da de ikke var afslørende nok. Serena stod højt med hovedet, mens hendes læber var strammet op i en lige linje. Hun afventede om nogen ville starte en diskussion med hende, og da dette ikke skete, satte hun sig ned og tiede stille.

Jeg prøvede at fokusere væk fra alle detaljerne, da hun begyndte at fortælle optrinet til Kenzie. Men kun to sætninger senere, talte en af de andre piger. Det var Penny. ”Er der egentlig andre end Serena, der har været på date med Prins Harry?” spurgte hun ud i rummet.

Jeg havde ikke i sinde at fortælle noget om min aften i går, da jeg ikke gad høre på Serena, når hun ville fortælle, hvor meget bedre hendes date havde været. I stedet kiggede jeg over mod Kenzie, men hun sagde intet. Jeg troede ellers, at det var noget, hun stolt ville meddele, men hun forblev stille.

Det var dog umuligt for mig at holde min date hemmelig, da Marissa endnu engang talte, før hun tænkte. ”Aretha var ude at ride med ham i går,” udbrød hun midt i stilheden og smilede stort til de andre. Irriteret kiggede jeg på hende, og hun indså hurtigt, hvad hun havde sagt. Hendes blik faldt straks ned mod bordet i skam. Serena gjorde det modsatte.

”Fortæl Aretha, hvad lavede I?” snerrede hun og sad ret op i sin stol. Hendes øjenbryn var løftet, mens hun afventede mit svar.

”Det kommer ikke dig ved,” informerede jeg, og var ikke bange for, at hun skulle gå amok med flere spørgsmål. Hendes egoisme kunne rende mig.

Hun smilede tilfreds og kiggede over på Kenzie for at udvise sin succes. ”Så de kyssede altså ikke, for så havde hun sagt det,” meddelte hun de andre piger, som om jeg ikke var i rummet.

Serena drejede rundt på sin stol og indikerede, at samtalen var ovre, men jeg ville ikke lade hende få det sidste ord. ”Og hvad så hvis vi gjorde?” spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig med øjne, der brændte af flammer. Selvom hun krummede dem sammen, brændte de stadig ligeså meget som før. Men temperatuen steg ikke.

Hun åbnede munden, men nåede aldrig at færdiggøre sin sætning. ”Prinsesse Aretha og Ms. Lexington, lad mig ikke få en grund til at smide jer hjem.” Harry stod pludselig bag os og fik for tredje gang min krop til at spjætte. Jeg var ikke vant til at blive overrasket på den måde, men nu var det tredje gang på anden dag. Han måtte elske at drille mig på den måde, selvom det sikkert ikke engang var hans mening. Jeg kiggede op på ham, som han stod der og kastede et skarpt blik på os begge. Han havde skiftet tøj siden sidst. Bukserne var de samme, stramme og af sort læder, men ud over sin hvide trøje havde han iført sig en jakke. Størstedelen af den var brun og var knappet med guldknapper, der på hver side havde sorte detaljer, der endte i pileender. Ærmerne var mørkeblå. Jeg overvejede, hvor meget af samtalen, han havde hørt.

Serena gik straks i selvforsvar. ”Undskyld deres højhed, hun startede,” prøvede hun og pegede med sin akrylfarvede negl hen mod mig. Endnu engang åbnede jeg mine øjne og rullede dem i foragt. Hvor lavt kunne hun synke?

”Aretha, er dette sandt?” Harry spekulerede, da han tvang mig til at kigge op på ham. Han havde ryggen til Serena og fokuserede kun på mig. Jeg kunne se i hans blik, at han ikke var overbevist. De grønne øjne viste blandede følelser.

Jeg trak på skuldrene og gad ikke længere lægge øre til hendes barnelege. ”Ja, jeg startede det,” mumlede jeg og skrev videre i min blok.

”Harry, hun-” Marissa prøvede at hjælpe, men han kom hende i forkøbet.

”Jeg er skuffet over din opførsel, Aretha. Lad det ikke ske igen.” Hans stemme udviste hvad han følte, men samtidig hørte jeg en overrasket tone. Var han stadig i tvivl? Han burde vide, at jeg løj. Hvis han havde været på date med os begge, ville han vide, hvilken type, Serena var. Medmindre han var blevet blændet af hendes ydre skønhed, og når jeg tænkte over det, kunne det sagtens ligne ham. Især med den kjole, hun bar.

Ann tog alles opmærksomhed ved at hoste og vendte samtaleemnet. Jeg havde ikke indset, at hun også var i rummet. ”Vi kom egentlig for at se jeres arbejde, så hvis I vil klargøre et lille indblik i jeres tanker, vil vi gå rundt nu,” fortalte hun og kiggede skiftevis rundt på vores borde. ”Er der nogen, der vil begynde?”

Selvfølgelig var Kenzie og Serena de eneste, der rakte hånden op. Ann og Harry gik over til deres bord og jeg skulle straks høre på Marissa brokke sig. ”Hvorfor sagde du dog det?” spurgte hun forvirret.

”Jeg havde fået skylden lige meget hvad,” forklarede jeg hende. Endelig kunne jeg fokusere på at få skrevet detaljerne ned. Der var dog lige kommet det ekstra pres på mig, nu når vi skulle fortælle om vores planer om lidt.

Harry og Ann havde været alle bordene rundt, og efter vi havde fremlagt vores idéer som de sidste, lod de os få fri resten af dagen. Vi skulle dog være klar til at fremlægge det endelige resultat for Kong Leopold og Dronning Eira i morgen. Jeg følte mig ikke klar efter at Harrys syn på mig var blevet forvrænget. Samtidig var der heller ikke nogen af os, der endnu havde mødt hverken kongen eller dronningen. Kong Leopold var trods alt den største af kongerne og havde altid det sidste ord.

Marissa og jeg pakkede vores ting sammen, men inden hun havde fået alle papirerne ind i blokken, løb hun. Flere af hendes papirer landede på gulvet, men registrerede det ikke. Hun løb efter Harry og prøvede endnu engang at få hans opmærksomhed. For første gang lod han hende følge efterham, men hvad det blev til, ville jeg nok først få at vide i morgen. Serena og Kenzie gik forbi mig og smilede fornøjet og påmindede mig om, at de havde vundet denne omgang. Jeg prøvede at følge mit eget råd, og valgte at glemme dem. I stedet forlod jeg rummet og gik mod mit eget værelse. Men på vejen så jeg Talia. For engang skyld havde hun været tilstede, men hun havde forladt rummet med sådan en hast, at jeg var blevet nysgerrig. Hendes opførsel var meget mærkværdig, men ingen af os piger havde formået at forstå, hvad der foregik. Hun havde forladt rummet i sådan en fart, at hun allerede havde været inde på hendes værelse, og igen var klar til at forlade det. Jeg troede ellers, at hun tilbragte sine timer derinde. Jeg studerede, hvordan hun nærmest løb ned ad gangen, som om hun blev forfulgt. Det var der, at jeg så det foldede brev i hendes hånd. Hvem skulle hun sende et brev til? Jeg kunne ikke dy mig og fulgte efter hende. Det var ikke noget, jeg havde særlig god erfaring med, men Talia virkede til at fokusere mere på, at komme hurtigt frem til sin destination, frem for at kigge, om nogen så hende.

Hendes endestation var køkkenet. Jeg havde personligt ikke selv været hernede, men jeg hørte, hvordan kokkene var i gang med at gøre klar til vores aftensmad. Talia lukkede døren efter sig, og jeg valgte at blive stående og se, om hun kom tilbage. Jeg forstod ikke, hvorfor hun var så hemmelighedsfuldt omkring et brev. Vi havde alle lov til at sende breve hjem til vores familier, medmindre det altså ikke var familie, hun skulle sende til. Men hvem kunne det så være, og hvorfor gik hun i køkkenet?

Der gik ikke lang tid før døren igen gik op, og ud kom Talia i sin grønne kjole. Hendes øjne forøgede sig og stod på stilke, da hun så mig. Hun frøs fast i sin position og lod hånden blive liggende på håndtaget. Blikket stirrede af nervøsitet, og først efter et par sekunder fik hun langsomt lukket døren.

”Prinsesse Aretha,” mumlede hun og fandt gulvet at kigge på. ”Jeg vidste ikke, at nogen fulgte efter mig.” Hendes fingre rystede, mens de hang ned langs siden af tylstoffet.

Jeg tog et skridt tættere på hende. Hun skulle ikke være bange. Forsigtigt lagde jeg min hånd på hendes bare skulder, og forfærdet kiggede hun op. Vi fik ordentlig øjenkontakt. Hendes hjerte bankede derudaf og hendes hud var varm. ”Jeg vil ikke gøre dig noget, Talia,” smilede jeg. Hun slappede stadig ikke af. ”Det var ikke min mening at følge efter dig, men jeg så brevet i din hånd,” undskyldte jeg og kiggede ned på den hånd, der nu var tom. Hun havde afleveret det.

”Please ikke fortæl nogen, at du har set mig, Prinsesse Aretha. Jeg beder dig.” Hendes blik var fuldt af bekymring med en snert af håb.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg siger ikke noget til nogen, hvis du fortæller mig, hvad der foregår,” bad jeg.

Hun kiggede igen ned på gulvet og rystede opgivende på hovedet. ”Det kan jeg ikke,” begyndte hun. ”Jeg kan blive dræbt,” tilføjede hun i foragt og rev sig ud af mit greb.

”Dræbt? Hvad snakker du om Talia? Er du i problemer?” adspurgte jeg og mærkede, at nervøsiteten steg i mig, selvom jeg slet ikke kendte hende. Det var mit dronningehjerte, der pumpede.

”Har du nogen sinde været forelsket, Aretha?” Talia havde tårer i øjenkrogen, da hun tørrede svedpletterne af sin næse. Jeg rystede på hovedet. ”Så kan jeg ikke fortælle dig det.” Og så løb hun ellers grædende væk og tog mine tusind spørgsmål med sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...