Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

211Likes
845Kommentarer
326887Visninger
AA

47. Kapitel 43 // "Present Tense"

PRESENT TENSE

Harrys synsvinkel

Samuel svarede rigtigt på alle spørgsmålene om Nordregionen, da han blev quizzet foran min far og mor. Efter det sidste spørgsmål om Kreas prinser var blevet besvaret korrekt, brød han ud i et stort smil. Han skyndte sig hen til mig og gav mig et stort kram.

Sammen havde vi på kun fem uger opnået dette flotte resultat. Det var et stort skridt på vejen mod at blive konge.

”Fantastisk,” udbrød min far med stor tilfredshed. Han kom hen og klappede os begge to på skuldrene. Jeg kunne se stoltheden i hans blik. Ikke kun fordi Samuel var nået så langt i sin læreproces, men fordi jeg havde formået at lære ham det hele på så kort tid. Selvom processen var hård, hjalp det at se min fars glæde så tit. Jeg havde ikke været vant til at høre ros fra ham, men de seneste uger havde jeg hørt det flere gange dagligt. Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg havde manglet det.

Men al den glæde var på bekostning af det, jeg havde troet var min skæbne. Kronen.

Ud af det blå var den blevet taget fra mig og sat på Samuels hoved. Men den største overraskelse ved situationen var mig selv. Jeg holdt hovedet højt og havde det faktisk okay med ikke at være kronprins. Aldrig havde jeg troet, jeg skulle nå det stadie. Prins Harry havde været min eneste identitet, og den eneste personlighed, jeg troede, jeg havde. I dag vidste jeg, at jeg var så meget mere end det. Jeg var Harry. Jeg behøvede ikke kronen for at føle mig selvsikker eller elsket.

Jeg kunne dog ikke komme udenom, at det stadig var hårdt. Hver dag stod jeg over for nye udfordringer, jeg ikke kendte løsningen til, men sammen med mine forældres og Anns hjælp klarede jeg dem.

Anns og mit forhold var vokset meget siden attentatet. Hun havde vist, hvad jeg betød for hende ved at ofre sig, og det havde virkelig åbnet mine øjne. Selvom jeg ikke havde tilgivet hende, følte jeg ingen vrede, når jeg talte med hende. Hun havde trods alt været der hele mit liv og givet mig muligheden for at være den, jeg er.

Hendes tilstand havde forbedret sig, men hun var stadig svag og sengeliggende. Jeg besøgte hende hver dag og denne morgen havde hendes smil været større end tidligere. Hun var bare glad for at se mig, havde hun sagt. Hun følte ikke, hun fortjente alt det, jeg gav hende. Måske gav det heller ikke mening for andre, men jeg havde brug for begge mine mødre, hvis jeg skulle klare den her udfordring, jeg var blevet stillet.

Indtil videre havde Ann skubbet mig længere, end hvis hun ikke havde været der. Det var det, der talte.

”Samuel og jeg skal til møde med ministrene. Klarer I jer?” spurgte min far min mor og jeg. Vi vidste godt spørgsmålet var stillet direkte til mig. Kunne jeg klare at se dem gå til det møde, jeg burde have været med til? Svaret jeg gav ham var ja, men indeni var jeg ikke sikker. Det gjorde ondt.

Min mor opfattede det med det samme. Da de havde forladt rummet, tog hun ud efter mig og hev mig ind til sig. ”Det er menneskeligt at være ked af det,” hviskede hun ind i mit øre, mens hun aede min hals.

Jeg løftede mundvigene og vidste, hun havde ret. Det skulle gøre ondt, ellers var det ikke ægte. Det var kun seks uger siden, jeg fik hemmeligheden at vide. Alle skulle bruge længere tid for at erkende en så drastisk ændring. Det vigtigste var bare, at jeg midt i tvivlen fortsatte min udvikling – og det gjorde jeg. Jeg var kommet langt og havde tænkt mig at kæmpe videre. Det ville kun ende dårligt, hvis jeg lod det. Hvis jeg derimod kæmpede for min egen glæde, kunne jeg blive lykkelig. Jeg havde allerede oplevet den følelse, og den bankede stadig svagt i mit hjerte. Aretha havde fyldt mit hjerte med kærlighed og jeg værnede om den for at mindes tiden med hende.

Min mor bemærkede, hvordan jeg pludselig slappede af. Hun satte sig i sofaen og hev mig med sig. ”Du elsker hende, gør du ikke?” spurgte hun.

Jeg var ikke forbløffet over, hun havde læst mine tanker. Det gjorde hun altid.

”Af hele mit hjerte,” svarede jeg klart og tydeligt. Jeg var ikke længere bange for, at andre vidste det. I stedet ønskede jeg at vise hende frem til alle, jeg kendte. Vise dem, hvad hun betød for mig og hvad hun havde gjort ved mig.

Min mor tog min hånd. ”Selvom du ikke er den kommende konge, så må du huske, jeg stadig er din mor,” begyndte hun. Jeg forstod ikke, hvor hun ville hen med sine ord, men blev ved med at lytte. ”Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan her, Harry. Hvis du elsker Aretha, er din rette plads hos hende,” tilføjede hun bestemt.

”Men vi kan ikke blive gift,” indvendte jeg. Det var de ord, jeg havde overbevist mig selv om var sande så længe. Indtil jeg så hende for to uger siden til brylluppet, havde det været den overbevisning, der havde fået mig igennem tiden uden hende. I dag var der dog intet, jeg hellere ville, men jeg var stadig i tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Min mor stirrede skuffet på mig. ”Harry, har du hørt dig selv? Hvor er min søn, der altid er klar til at kæmpe?” Jeg trak på skuldrene. ”Hvorfor er det, du tror, I ikke kan blive gift?” spurgte hun.

Alle de grunde, jeg havde fundet på, blev nævnt en efter en. ”Jeg er ikke kronprins længere, lige nu er jeg ikke engang prins og hvem ved, om hun overhovedet vil have mig?”

Min mor rullede med øjnene – noget, jeg aldrig havde lagt mærke til, hun gjorde. Måske var der en grund til, jeg elskede, når Aretha gjorde det?

”Det er lige meget om du er prins eller ej. Selv når du er efter adoptionen spiller det ikke en rolle for jeres muligheder,” konstaterede hun. ”Og jeg er sikker på, at hun gerne vil have dig, Harry. Hun mangler bare, at du viser hende, at du er seriøs omkring det.”

Hun havde ret i forhold til det første. Flere prinsesser og prinser blev gift med menige i Nordregionen. Arethas far, Kong Watson, havde endda giftet sig med en fattig kvinde fra markedet. Han var ligeglad med om Arethas kommende ægtemand havde en titel. Jeg var overbevist om, han bare ønskede, at hun var lykkelig. Og det fik mig til at overveje den anden del af det, min mor havde sagt. Kunne det virkelig være sandt, at Aretha manglede at vide, at jeg var sikker på, at det skulle være os to? Ville hun sige ja, hvis jeg spurgte? Jeg turde ikke tro på det efter vores sidste samtale. Hun havde ikke sagt, at hun elskede mig. Sikkert fordi hun ikke var sikker på, jeg var den rette for hende.

”Jeg er altså ikke sikker på, hun vil have mig resten af livet,” fortalte jeg min mor. Mine tanker påvirkede mig.

”Selvfølgelig vil hun det.” Min mor var slet ikke i tvivl. ”Hvem vil ikke have en omsorgsfuld, stærk mand, der vil elske hende med hele sit store hjerte?”

Hun smilede, mens jeg gentog hendes beskrivelse i hovedet. ”Du har aldrig kaldt mig omsorgsfuld før,” kommenterede jeg efter at have overvejet de store ord, hun havde brugt til at beskrive mig med.

Hun trak på skuldrene. ”Det har altid været derinde, men nu er du endelig nået et sted, hvor du virkelig begynder at vise det. Du har så meget kærlighed i dig, Harry,” lovede hun mig og lagde sin varme hånd på min skulder.

”Synes far også det?”

Et smil omfavnede hendes læber. ”Vi snakker om det hver nat. Du må ikke tro, han ikke elsker dig. Du er hans vigtigste prioritet,” svarede hun.

Jeg troede hende. Min far var svær at læse, men jeg følte mere og mere af hans kærlighed.

”Men selv hvis alt det passede, ville jeg ikke kunne forlade Samuel. Det var aftalen,” sagde jeg og mistede modet igen. Hvorfor var det så svært?

Men min mor holdt ved. ”Du skulle oplære Samuel for at bo på slottet. Har du overhovedet lyst til at være her, Harry?”

Hendes ord kom bag på mig. Hun gav mig muligheden for at rejse væk. Tage hen til Aretha. Men var jeg virkelig klar til det? Det ville kræve, at jeg forlod mine forældre, Ann, hele hoffet, Louis og Samuel. Men det ville betyde, at hvis hun ville have mig, kunne jeg være sammen med Aretha hver dag. Og der indså jeg sandheden. Slottet var ikke længere mit hjem. Aretha var. Det var der, jeg hørte til. Med alt det, der var sket, var hun det eneste, der gav mening.

”Men så skal jeg forlade dig,” hviskede jeg, mens det ligeså stille gik op for mig, at jeg faktisk kunne tage til Avina og kæmpe for Arethas kærlighed. Jeg ønskede at vise hende, at jeg virkelig mente det.

Min mor gav min hånd et kærligt klem. ”Jeg vil savne dig ufattelig meget, men det vigtigste for mig er, at du er lykkelig. Det er tydeligt, at det ikke længere er her,” sagde hun.

Jeg trak hende ind til mig og blev ved med at gentage: ”Jeg kan godt gifte mig med hende.” Det var ikke til at forstå. Jeg havde været blind for alle de muligheder, jeg havde. Nu var den eneste forhindring hendes svar, men mit hjerte sagde, at det vi delte var ægte kærlighed. Det var Arethas tur til at bekræfte det.

”Hvis jeg var dig ville jeg give det et par uger, før du tager af sted. Du bliver nødt til at kende Avinas historie og traditioner, hvis du skal bo der og blive accepteret af folket,” foreslog min mor. Hun havde ret.

Der var syvogtredive dage til Arethas kroning. Hvis jeg gav det en måned kunne jeg nå at lære alt det om Avina, jeg ikke vidste i forvejen og stadig nå at hjælpe Samuel. Udover det kunne jeg nå at finde ud af, hvordan jeg ville gribe det an, når jeg ankom til Avina. Med den her plan ville jeg overraske hende en uge før, jeg burde være kommet. Forhåbentlig ville hun tage imod mig.

”Jeg bliver her i en måned og så tager jeg af sted,” besluttede jeg og nød, hvordan jeg var i stand til at tage så store beslutninger. Det viste mig, at jeg var længere i min udvikling, end jeg troede. Jeg havde erkendt, at jeg aldrig ville blive Kronprins og begyndte nu at lede efter en ny fremtid.

”Jeg er så stolt af dig, min skat,” sagde min mor og krammede mig igen. Denne gang tog hun hårdere fat og jeg vidste det var fordi, vi snart ville bo i hvert vores land – forhåbentlig. ”Men så vil jeg lade dig være alene med dine studier. Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gå ned og fortælle Ann de gode nyheder.”

Hendes ord gjorde mig paf og jeg stirrede forstenet. Jeg troede ikke, at hun nogen sinde ville snakke med Ann igen. Min mor havde givet udtryk for, at hun aldrig ville kunne tilgive hende. Hendes ord havde været stærkere end mine. ”Nok har hun gjort dig uret, men hun er også grunden til du står her lige nu,” forklarede hun og smilede forsigtigt. ”Men smut nu. Du har meget at lære.”

Jeg gav hende et sidste kram inden jeg gik ned mod vores bibliotek. På vejen mødte jeg Samuel og Lorena. De kiggede underligt på mig og Samuel spurgte, hvorfor jeg havde så travlt. Jeg var så ekstatisk, at jeg råbte: ”Jeg vil spørge Aretha, om hun vil gifte sig med mig.” Jeg nåede ikke at se deres reaktioner, men var sikker på de var både overraskede og forbløffede, men glade på mine vegne. Nu håbede jeg bare, at det hele ikke ville være spildt arbejde.

Jeg nåede biblioteket og fandt hurtigt ti bøger. Hvis jeg læste en på tre dage ville jeg nå at komme igennem dem alle sammen. Jeg kunne hurtigt mærke, hvor meget jeg gerne ville vide alt om Avina. For ikke nok med, at det var Arethas land og hun ville forvente af sin kommende mand, at han vidste landets traditioner, så handlede det også om noget andet. For Avina var også mit hjemland. Det var der, jeg var født – der, jeg egentlig hørte til. Måske ville de her bøger give mig svar på alle de spørgsmål, jeg havde stillet mig selv siden sandheden kom frem. 

 

***

Jep, jeg har ændret coveret. Jeg ved godt, at jeg vandt Årets cover for det andet og det er jeg også stadig utrolig glad for, men jeg følte virkelig for at skifte det ud. Det er snart et år siden jeg lavede det gamle cover og jeg føler mine manipskills har udviklet sig meget siden, og derfor vidste jeg, at jeg kunne gøre det bedre. Så jeg håber I vil tage godt imod det nye cover og Harrys korte hår hehe - love you guys!

+++ Harry har besluttet, han vil kæmpe for Aretha - tror I hun vil lade ham vinde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...