Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
318348Visninger
AA

45. Kapitel 41 // "Deja-vu"

DEJA-VU

Dagen var kommet og Talia og Niall skulle giftes. Jeg havde brugt hele dagen i går på at rejse og nu var jeg efter en nats søvn udhvilet og klar til at tage til kirken. Mitzy og Savannah var med mig og havde hjulpet mig i kjolen og sat mit hår.

Mitzy havde netop sat den sidste blomst i min krans. ”Tror du han kommer i dag?” spurgte hun spændt. Jeg kunne mærke, at hun havde kæmpet for ikke at stille spørgsmålet. Det gættede jeg på grund af hendes toneleje, men også fordi Savannah straks sendte hende et strengt blik. De gemte noget bag min ryg.

”Piger,” sagde jeg bestemt til dem og vendte mig rundt, så jeg kunne kigge på dem samtidig.

De kiggede skyldigt ned i jorden. Mitzy kunne ikke holde munden lukket. ”Undskyld, Aretha. Jeg håber sådan, at Harry er her i dag, men Savannah sagde, at jeg ikke måtte nævne ham,” forklarede hun forsigtigt.

Jeg sukkede opgivende. Jeg kunne ikke få fred fra Harry. Når jeg endelig selv tænkte på noget andet, skulle en anden nævne ham. Men jeg kunne ikke snyde mig selv. Jeg havde ikke tænkt på andet end ham på turen herhen. Mit hjerte håbede, at han var her, men resten af min krop vidste, at det var farligt.

Harry og jeg havde været adskilt i toogtyve dage, og selvom det havde været elendigt, ville det blot blive værre, hvis vi så hinanden i dag. Jeg var ikke klar til at skulle starte forfra med at savne ham.

Sandheden var, at jeg ikke havde nogen idé om, om han ville være der. Havde Talia og Niall inviteret ham? Havde han fået lov at tage af sted, hvis det var? Jeg havde hørt om det frygtelige attentat i Doran Lean for to uger siden. Harry skulle adopteres til en mindre ceremoni, men pludseligt havde oprørerne angrebet dem. Jeg vidste ikke andet, end Harry ikke var blevet adopteret den dag. Kong Leopold havde ikke fortalt særlig meget til folket. Min far vidste kun det om adoptionen fra et personligt brev fra Leopold selv. Han frygtede, at oprørerne kunne sprede sig til de andre kongeriger. Han frygtede især for dem, der havde haft en prinsesse i Doran Lean.

Oprørerne var stadig ude efter Harry. Havde de virkelig ikke fået, hvad de ville? Harry havde allerede mistet alt. De kunne i det mindste lade ham få lov til officielt at være sin mors og fars søn.

”Aretha?” hørte jeg Savannah sige. ”Du zoomede ud igen.”

Jeg rystede på hovedet og prøvede at fokusere. Det var sket lidt for meget de sidste uger, at jeg havde mistet fokus. Mine tanker var igen på Harry. Hvad ville jeg gøre, hvis jeg så ham? Ville jeg løbe ind i hans favn eller ville jeg stå og stirre på ham?

Havde han overhovedet lyst til at se mig?

Jeg fik brudt cirklen og tog en dyb indånding. ”Jeg er så nervøs,” fortalte jeg mine hofdamer.

De smilede forsigtigt til mig. ”Åh Aretha, det er da klart!” svarede Mitzy. ”Harry kunne være der, og du har ikke tænkt på andet end ham, siden du kom hjem.”

Savannah brød ind. ”Aretha, du er Prinsessen af Avina. Hvis han er der, klarer du den, hvis han ikke er der, klarer du den også,” smilede hun og tog ud efter min hånd. Hun placerede en corsages bestående af hvide og grønne blomster på mit håndled. ”Nu har vi i hvert fald sørget for, at du ser fantastisk ud, hvis han skulle være der,” kommenterede hun.

Mitzy drejede mig rundt, så jeg kunne se mig selv i spejlet. Jeg var smuk. Det var lang tid siden, at jeg havde haft både silkebånd og krone på. Diademet skinnede i mit krøllede, løse hår. Den matchede sølvhalskæden om min hals. Men fokusset var på den grønne kjole. Den var egentlig ret simpel med blondeærmer, men skørtets yderste tyl havde påsyet mørkegrønne blomster. Henover bar jeg det lyseblå silkebånd med Avinas emblem i toppen.

”Kareten venter udenfor,” meddelte Savannah. Jeg nikkede selvsikkert og forlod værelset. Talia og Nialls bryllup var inspireret af det idylliske og klassiske. Talia havde ønsket, at alle skulle ankomme i kareter og som den far, Kong Porter var, havde han opfyldt sin eneste datters ønske.

Kareten var smukt pyntet op. Blomsterguirlander hang fra toppen og ned langs sidestolperne. Roser var malet på lågen og så antikke ud. Døren blev åbnet for mig og jeg satte mig ind. Hestene vrinskede, da kareten begyndte at rulle mod kirken.

Det var en stor begivenhed i Laku, at deres prinsesse skulle giftes. Det var det første bryllup i generationen og de havde ventet længe på denne dag. Derfor var det planlagt, at alle gæsterne skulle køres gennem byen og hilse på alle de beboere, der havde valgt at stille sig op på ruten.

Jeg kunne straks høre jublen fra befolkningen, da kareten kom ind på hovedvejen, der i dag var lukket for uvelkommen trafik. Der var langt flere mennesker, end jeg havde regnet med. Det var mange år siden, jeg havde været til et royalt bryllup.

”Se, det er Prinsesse Aretha fra Avina!” hørte jeg en råbe, da min karet nåede menneskemængden. Jeg så mænd, kvinder og børn i alle aldre stå og se på de mange kareter. De råbte efter mig og vinkede ivrigt. Jeg prøvede selv at vinke tilbage til så mange jeg kunne.

Turen hen til kirken gik hurtigere, end forventet. Kareten stoppede, mens kirkeklokkerne kimede. Pressen råbte efter mig, da jeg gik ind i kirken, men det eneste, jeg ville, var at komme indenfor. Selvom jeg ikke anede, om Harry ville være her, så var jeg helt sikker på, at jeg snart ville se Marissa og Penny igen. Jeg savnede dem mere, end jeg havde regnet med. Især Marissa, jeg ikke havde nået at sige ordentlig farvel til.

Men før jeg nåede ind i selve kirkerummet, fik en mand i uniform min opmærksomhed. ”Prinsesse Aretha,” hilste han. ”Prinsesse Talia har bedt mig om at holde øje med dig. Hun ønsker at se dig, før ceremonien begynder,” forklarede han og bad mig følge med.

Jeg følte mig beæret, men samtidig overrasket. Talia havde så meget at tænke på lige nu, men hun valgte at bruge sin tid på mig. Vi havde ikke snakket særlig meget, mens vi begge var på slottet, men det gjorde mig glad at vide, at jeg alligevel havde haft en indflydelse.

Manden åbnede døren og jeg så hende straks. Hun stod og kiggede sig selv i spejlet i den flotteste brudekjole, jeg nogen sinde havde set. Den var cremehvid med korte blondeærmer og et langt, elegant silkeskørt. Hun så perfekt ud.

Hun fik hurtigt øje på mig. ”Aretha!” råbte hun og gav signal til, at jeg skulle komme hen til hende. Jeg gav hende et stort kram. ”Det er så godt at se dig! Tak fordi du kom,” smilede hun.

”Selvfølgelig,” svarede jeg. Talia så endnu flottere ud tæt på. Hun så lykkelig ud og virkede mere afslappet, end på slottet. Hun havde ikke længere noget at frygte. ”Jeg er så glad for, at det hele ordnede sig for dig,” tilføjede jeg oprigtigt. Det var tydeligt, at hun elskede Niall og det at blive gift med ham ville gøre hende til den lykkeligste person på hele jorden.

Hendes smil skiftede pludselig karakter. ”Jeg er ked af, at det ikke gik med Harry,” sagde hun til mig og aede min hånd. ”Jeg håber ikke det bliver for hårdt, at se ham i dag.”

Da ordene forlod hendes mund, mistede jeg pusten. Han var her.

Selvom jeg forstod, hvad hun sagde, kunne jeg ikke holde ordene ind. ”Er Harry her?”

Talia nikkede. ”Selvfølgelig er han det. Vi inviterede ham på grund af det, han gjorde for os. Vi er ligeglad med, at han ikke er prins længere,” fortalte hun med et sørgmodigt smil. ”Jeg har dog sørget for, at I ikke skal sidde ved siden af hinanden. Du skal sidde ved siden af Marissa og Penny og så Samuel på den anden side.”

Jeg kunne mærke, jeg slappede af ved at vide, at Samuel også var her. Han kunne altid få mig til at slappe af.

”Det er jeg glad for,” takkede jeg og gav hende et kram, inden hun viste mig til en dør, der førte ud i kirken. Men da jeg åbnede den og gik ud, opdagede jeg, at den førte lige ud til alteret. Niall spottede mig hurtigt og vinkede mig over. Jeg nåede slet ikke at tænke over det faktum, at Harry faktisk var her, før jeg igen skulle fokusere.

”Aretha, dejligt at se dig! Vi nåede slet ikke at lære hinanden at kende sidst, men jeg vil bare takke dig for alt det, du har gjort for Talia og jeg,” hilste han. Jeg kunne allerede mærke, hvor nervøs han var. Han rystede og talte hurtigt.

”Jeg er glad for det lykkedes for jer,” smilede jeg.

”Hvordan så hun ud?” spurgte han spændt.

Jeg gav hans arm et tryg. ”Den smukkeste, du nogen sinde har set. I er skabt for hinanden, Niall,” hilste jeg, inden jeg vendte rundt for at finde min plads. Jeg kunne ikke holde til mere. Selvom jeg var så glad på deres vegne, gjorde det ondt, at jeg ikke kunne finde det sammen.

Men jeg kom aldrig ned til min bænk. Jeg stoppede med det samme. Alt i min krop holdt op med at fungere.

Harry stod ved indgangen til kirken.

Han havde endnu ikke spottet mig, men jeg vidste, der ikke ville gå mere end et par sekunder, før han gjorde.

Jeg tog en dyb indånding, mens jeg studerede ham. Han stod og kiggede bagud, så det eneste jeg kunne se var hans korte frisure. Håret var allerede groet, men var ikke i nærheden af de gamle, lange lokker. Men alle frisurer klædte ham. Han ventede på Samuel, der kort efter kom ind efter ham. Det var mærkeligt at se dem stå sammen ved siden af hinanden. Til denne anledning var det Samuel, der var iført det kongelige sæt tøj fra Doran Lean og Harrys gamle krone. Det var tydeligt at se, at det var ham, der var prins. Harry havde et simpelt grønt jakkesæt på, men han behøvede ikke kronen eller emblemerne for at ligne en million. I stedet havde han sine tre medaljer ved lommen. Jeg indså, at vi begge havde valgt at tage grønt på. Håbets farve. Skulle jeg lægge noget i det eller var det en ren tilfældighed?

De tog et par skridt op ad kirkegulvet og jeg fik mulighed for at se hans ansigt. Harry sagde noget til Samuel, der fik dem begge til at grine. Hele hans ansigt brød ud i latter og jeg så den ellers forsvundne livsglæde i både hans øjne og smil. Hans grin påvirkede mig mere, end hvad jeg havde regnet med. Jeg savnede, da det var os, der grinte sammen. Jeg savnede, at han kiggede på mig og gav mig alt sin opmærksomhed.

Det var ikke en god idé, at vi så hinanden. Jeg nåede lige at få tanken, at hvis jeg skyndte mig at finde min plads, ville han ikke se mig. Men jeg nåede det ikke.

Øjeblikket, jeg havde frygtet, skete kort efter, da Samuel kiggede op mod alteret. Han så mig straks. Hans øjne ændrede karakter, og det bemærkede Harry, der som en naturlig reaktion fulgte Samuels blik.

Mine følelser kulminerede, da vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke holde til det. Harrys ansigtsudtryk signalerede både overraskelse og frygt. Han havde heller ikke været sikker på, om jeg ville være her.

Jeg kunne slet ikke beskrive, hvad der skete i min krop. Jeg havde savnet Harry så meget, at mit hjerte var gået i stykker, men da jeg stod her og kiggede på ham, fandt stykkerne ikke sammen igen. Det var som om de prøvede, men de passede ikke ordentlig sammen.

Vi lignede spøgelser, mens vi kiggede på hinanden. Vi var to sjæle, der helst ville have hinanden, men godt vidste, vi ikke kunne. Alligevel havde vi savnet hinandens nærvær og kærlighed. Jeg havde savnet Harrys personlighed og den omsorg, han viste mig, uden selv at være klar over det. Vi elskede hinanden, men var ikke forudbestemt af skæbnen.

”Aretha!” Jeg hørte mit navn, men reagerede ikke på det, før Marissa tog fat i min arm. Hun havde ikke lagt mærke til, hvad der skete. Derfor hev hun mig ind i et kram. Men mit blik forlod ikke Harry. Først da han så ned i jorden, kiggede jeg ordentligt på Marissa. ”Jeg er så glad for at se dig!” jublede hun og storsmilede. Hun bar en lilla kjole med stort tylskørt med ombre effekt. Det var sort nede ved kanten og matchede hendes opsatte hår.

Jeg kunne ikke svare hende med den eufori, hun udviste. Jeg var stadig helt ude af den og var stadig ikke ude af den trance, Harry og jeg havde været i. Men Marissa opfattede det ikke. Hun var bare lykkelig for at se mig.

Jeg kiggede til venstre efter Harry, men han var væk. Mit blik ramte gulvet og jeg skulle bruge nye kræfter for nu at fokusere på de to piger, der var foran mig. Penny havde også fundet os.

”Det er så dejligt at se jer igen,” sagde jeg ærligt og prøvede ikke at vise dem, hvad jeg lige havde været igennem.

Men Penny så det straks. ”Er du okay?” spurgte hun bekymret.

Jeg trak på skuldrene efterfulgt af en dyb vejrtrækning. ”Det tror jeg ikke,” erkendte jeg. ”Harry er her.”

Selv Marissa var nu med. ”Hvordan endte det egentlig med jer?” spurgte hun.

Jeg skulle tage mig sammen, inden jeg svarede. Det var hårdt for mig at snakke om, men lettere, da de begge kendte Harry.

Vi satte os ned. Jeg tog en dyb indånding. ”I har vel fulgt med i alt det, der skete? At Harry ikke er prins og det?” De nikkede. ”Harry blev nødt til at vælge sig selv, så han sendte mig hjem,” fortalte jeg.

”Men følte han slet ikke noget?” spurgte Marissa.

Det gjorde ondt helt ind i hjerte, da jeg skulle svare. ”Vi elsker hinanden, men det var ikke nok.”

”Ikke nok?!” udbrød Penny.

Jeg trak på skuldrene. Det lød så dumt, når andre sagde det. Men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Harry havde taget sit valg, og jeg respekterede, at han skulle bruge tid til sig selv. Det var vigtigere, at han fandt sig selv, end at vi var sammen. Jeg ønskede hellere for ham, at han var sit ægte jeg, end en anden sammen med mig. Det ville aldrig være et godt forhold.

”Det kan du ikke mene,” stammede Penny.

Marissa nikkede. ”Det lyder slet ikke som Harry at vælge sig selv frem for en kvinde.”

Hun havde ret. Den gamle Harry havde aldrig taget det valg. Men sandheden havde ændret ham. På mange punkter til en bedre udgave af sig selv, men jeg kunne ikke se forbi den skyldfølelse og ulykke, han følte. Forhåbentlig havde han det bedre i dag. Det håbede jeg for ham.

”Har I hørt om attentatet?” spurgte jeg dem for at høre om de vidste mere. Marissa havde måske flere informationer, eftersom Tavens og Doran Leans alliance var stærk.

Hun nikkede, men hendes svar stak mig i hjertet. ”Ja, jeg er så glad for, at Ann overlevede,” kommenterede hun.

”Hvad er der sket med Ann?” spurgte Penny og jeg samtidig. Jeg fik det helt dårligt, da jeg havde på fornemmelsen, hvad der kunne være sket.

Men Marissas fortælling havde rystende detaljer. Ann var blevet skudt af oprørerne, fordi hun havde ofret sig for Harry. Jeg kunne ikke tro det. Hvis Harry havde været igennem dét, hvordan kunne han så stå her i dag? Det havde jeg ikke selv været i stand til. Hans biologiske mor havde ofret sig. Det ændrede mit syn på Ann. Selvfølgelig var hendes handling stadig utilgivelig, men hendes ofring viste hendes ægte kærlighed til Harry. Hun havde altid set ham som sin ægte søn, også selv om ingen vidste sandheden. Hun havde passet ham som lille og været der hele hans opvækst. Hun havde aldrig ladet nogen gøre noget ondt mod sin dreng. Heller ikke når oprørerne ville skade ham, lod hun dem komme af sted med det. Også selv om det kunne havde betydet, at hun skulle lade livet. Det var et skrækkeligt scenarie og jeg havde så ondt af Harry. Hvorfor skulle han været igennem så meget? Han fortjente det ikke.

Jeg var mundlam og var helt drænet fra følelser, da jeg bemærkede bevægelse i min øjenkrog. Jeg udviste ingen energi, da Samuel storsmilede til mig. Ham og Harry satte sig med Harry yderst mod gangen. Først skulle jeg overkomme nyheden med Ann, og nu skulle jeg hilse på Samuel som om intet var sket.

Jeg havde dog savnet ham. Vi var blevet tætte på slottet. Men jeg havde de største knuder i maven. For selv om jeg kiggede på Samuel, så jeg Harry i baggrunden. Han kiggede væk, men var der stadig.

Han var så tæt på. Jeg kunne se ham trække vejret.

”Aretha, det er okay.” Samuel hviskede til mig og tog min hånd. Først nu mærkede jeg følelserne sive tilbage i kroppen. Samuels smil fik mig til at slappe af. Det hele skulle nok gå. Hvis Harry alligevel ikke ville hilse, behøvede vi ikke at snakke sammen. Vi kunne tage herfra som om vi ikke havde set hinanden.

Det ville være det kloge valg.

Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at blive sur på ham. Her sad jeg og kunne slet ikke håndtere hele situation, og så kunne han bare sidde på den anden side af Samuel og stirre væk. Hvordan gjorde han det? Var det på grund af Ann? Var han stadig for påvirket af episoden? Jeg nåede ikke til en konklusion, før Samuel klemte min hånd.

Jeg tog mig sammen og hilste ordentligt. ”Du ser godt ud,” komplimenterede jeg. Kronen klædte ham virkelig, selv om den hang lidt for langt ned i panden.

Samuel grinede. ”Den er ikke blevet gjort mindre endnu,” svarede han. Jeg smilede til ham og nød at se, at han tilpassede sig prinserollen.

Men det, der overraskede mig mest, var hvordan Harry slet ikke virkede til at blive påvirket. Han rykkede ikke engang på sig. Jeg kunne ikke finde ud af om han spillede sej, gemte sine følelser eller slet ikke havde hørt det. Han var slet ikke til at læse.

Jeg overvejede om jeg skulle sige noget til ham. Eller tage hans hånd og vise, at jeg var der, hvis han havde brug for det. Men lige som jeg besluttede, at jeg burde lade vær, begyndte musikken at spille. Det var tid.

Vi rejste os alle op og så, hvordan Talia kom ind med sin far. Hun strålede og græd, da hun fik øjenkontakt med Niall. De var sådan et sødt par, og jeg håbede en dag, at jeg ville få et bryllup med så meget kærlighed som deres.

De afgav deres løfter og da de kyssede jublede hele kirken. Jeg var så glad på Talias vegne at se hendes forældre være så glade. De havde aldrig forbudt hende at gifte sig med Niall, hvis hun bare havde spurgt. Det var tydeligt. De kunne se, at han virkelig elskede hende og det var det vigtigste for dem.

***

Lige siden selve festen var begyndt, havde jeg gjort alt for at undgå Harry. Men det var ikke særlig svært, eftersom han ikke opsøgte mig. Vi var nu nået til den festlige del af begivenheden, men han sad stadig på den stol, han havde spist ved. Han var en af de eneste, der endnu ikke havde danset. Jeg havde så ondt af ham, for jeg kunne se, at han havde det forfærdeligt. Han sad stift og studerede alle have en fantastisk tid ude på dansegulvet. Selvom han ikke viste en eneste følelse i det kolde ansigt, havde jeg læst ham denne gang. Han kunne ikke skjule det for mig.

Samuel havde opfordret mig til at spørge ham om vi skulle danse. Jeg havde hurtigt fortalt ham, at jeg synes det var en forfærdelig idé. Lige siden havde jeg overvejet, om Samuel mon vidste noget, jeg ikke gjorde. Hvad hvis Harry gerne ville, men undgik mig fordi han troede det var det, jeg helst ville? Selvom jeg også undgik ham, var mit største ønske at få lov til at mærke hans kærlighed. Jeg ville gøre alt for, at han ville kysse mig og elske med mig. Men jeg prøvede at være stærk. Det hele ville gå tilbage til trin et, hvis vi fulgte vores lyster.

Jeg stod sammen med Samuel og Marissa på dansegulvet. Den næste dans var ved at blive introduceret. En national bryllupsdans i Laku, der primært gik ud på at bytte partner og danse med så mange som muligt. Når musikken så slukkede, var man tvunget til at danse den næste dans med den partner, man endte med. Det kunne være alle stilarter, for til hvert bryllup var det bruden, der bestemte, hvad det skulle være. Jeg havde aldrig prøvet en dans som dette og glædede mig til at glemme alt og have det sjovt.

Jeg startede med at have Samuel som partner, som jeg havde danset med hele aftenen. Vi stod og ventede på, at de ville starte musikken. Men Marissa prøvede stadig at finde en at starte danse med. Hun kiggede ivrigt rundt, inden hendes blik faldt på Harry.

Jeg behøvede ikke engang at spørge. Jeg vidste, hvad hun havde tænkt sig og jeg kunne ikke lide det. Men jeg vidste godt, at hun ikke gjorde det for at irritere mig. Hende og Harry var barndomsvenner og jeg var sikker på, at hun savnede ham ligeså meget, som jeg gjorde. Hun skyndte sig over til ham. Først var Harry meget imod idéen, men på en eller anden måde fik Marissa ham overtalt. Hun trak ham op ad stolen og hev ham hen ved siden af Samuel og jeg.

Jeg kunne ikke lade vær og kiggede på ham. Hans lyster blev også for meget og vi fik øjenkontakt. Det var første gang, jeg virkelig så de grønne øjne igen. Tidligere kunne jeg ikke se dem ordentligt, men nu så jeg regnbuen af farver, der gemte sig bag pupillerne. Godt skjult bag facaden så jeg hans indre glæde. Han var glad for at se mig, jeg var sikker.

Jeg mærkede mit hjerte springe et slag over, men vi havde ikke tid til at snakke, da Talia annoncerede, at vi nu ville begynde. Vi havde alle fået en lynintroduktion til, hvordan man gjorde, men jeg vidste allerede at det hele ville gå galt. Men det var det sjove ved store danse til fester.

Musikken gik i gang og vi gjorde som vi skulle. Først dansede jeg lidt med Samuel, inden vi i store cirkler skiftede partner ved at tage dem i hånden og føre sig selv videre til den næste person, der ventede. Før jeg vidste af det, havde jeg danset med ti mænd og selvom jeg tit havde haft en runde uden en partner fordi det var gået galt, kunne jeg ikke lade vær med at grine.

Det var lige indtil, jeg var i gang med at dreje. Jeg mærkede hans hånd et split sekund, før jeg så ham. Jeg stoppede op og missede de trin, vi skulle sammen. Vi stod blot helt stille på dansegulvet og stirrede på hinanden. Han holdt stadig min hånd og jeg mærkede energien pumpe. De andre dansede rundt omkring os, men det eneste, vi fokuserede på, var hinanden. Jeg mærkede hans ånde. Vi var så optagede af at forstå, hvad der skete, at der gik lang tid før vi indså, musikken var stoppet.

Harry var blevet min sidste partner.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det. Jeg kunne slet ikke tænke. Det eneste, jeg så var hans øjne. De klare, grønne øjne, der stirrede på mig. Han vidste hverken hvad han skulle gøre eller hvordan jeg havde det i situationen. Utallige følelserne skinnede fra pupillerne og jeg opfangede dem alle sammen.

Han smilede forsigtigt, inden han valgte at tage næste skridt. Han tog langsomt ud efter min anden hånd. Vores fingre flettede sig sammen let som ingen ting og på det tidspunkt erkendte jeg, at jeg ikke kunne holde mig fra ham. Jeg var ligeglad, om jeg ville komme tilbage til stadie et. Hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg der stadig.

”Jeg-” Harry åbnede munden, men nåede ikke at afslutte sin sætning, da Talia fik alles opmærksomhed. Det var tid til hun skulle afsløre, hvilken dans vi nu skulle danse med vores partner.

Jeg kiggede hen mod hende og så, at hende og Niall stod og storsmilede, mens de kiggede på os. Havde det her været deres plan? Havde de med vilje stoppet musikken, det sekund Harry og jeg blev partnere? Det var i hvert fald tydeligt, at hun havde en plan. Det viste hendes smørrede smil tydeligt.

”Nu når det er Nialls og mit bryllup har jeg besluttet, at I skal danse en kinddans!” annoncerede hun. Selvfølgelig valgte hun den dans, der krævede, at man var tættest. Det var så tydeligt, at hun havde planlagt det her.

Harry havde også opfattet det. For da jeg kiggede på ham igen, formede hans læber et stort smil og jeg hørte hans latter. Han nød det faktisk, hvilket gjorde mig både glad og nervøs. Hvad ville det her føre til?

Jeg nåede ikke at tænke, før musikken kort efter blev tændt. Harry tog ansvar og tog sin arm rundt om min talje. Det kom bag på mig, da han romantisk trak mig ind til sig. Vores næser snittede hinanden og jeg indså hurtigt, at vi ikke dansede en traditionel kinddans. Harry ville bare være tæt på mig og jeg indrømmede, at det også var det jeg helst ville. Jeg mærkede hans varme og hørte hans hjerteslag. Intet andet havde betydning, det var kun Harry og jeg.

Jeg blev trukket tilbage til den første gang, vi havde danset sammen. Jeg havde været sur på ham, fordi jeg troede, han ville sende mig hjem, men så snart jeg så ham ind i øjnene, kunne jeg ikke andet end at mærke kærligheden. Det var den samme situation nu. Lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke hade ham.

Harry lænede sig ind mod mig, mens vi langsomt drejede rundt i cirkler, og hviskede i mit øre. ”Din egen syerske laver altid de mest sexede kjoler til dig,” sagde han og placerede til min overraskelse et blidt og hurtigt kys under øret. Ingen så det og det var helt med vilje.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han tænkte også på vores første dans. Her havde han kommenteret på mit valg af kjole, og jeg havde fortalt ham, det var min syerske, der havde lavet den.

”Jeg skal nok lade vær med at kaste mine hæle efter dig i aften,” lovede jeg og grinede højlydt af mindet. Det var den samme aften Harry senere havde været sammen med Serena og jeg havde fanget dem i det. Det havde aldrig føltes bedre at kaste noget efter nogen.

Harry sendte mig sit smørrede smil og de smilehuller, jeg havde savnet så meget, kom til syne. ”Jeg fortjente det dengang,” erkendte han. ”Jeg håber dog stadig, at du vil tage dem af senere.”

Jeg burde være blevet chokeret af hans kommentar, for jeg vidste præcis, hvad han hentydede til. Men jeg kendte Harry. Selvfølgelig håbede han, at vi skulle være sammen efter vores dans.

Der var ikke noget, jeg hellere ville. Jeg lod vær med at lytte til min hjerne, der sagde det var dumt og koncentrerede mig om de timer jeg kunne få med ham fyldt med lykke. Jeg håbede, at jeg ligeledes kunne være en lille glæde midt i al hans elendighed. Mit største ønske var, at han kunne gå herfra med et godt minde og at han i den tid vi var sammen ville glemme alt det forfærdelige, der foregik i hans liv.

Hvis han kunne det, var der en chance for, at han nok skulle blive okay igen.

”Jeg har virkelig savnet dig,” hviskede jeg og lagde mit hoved mod hans bryst. Det var så længe siden, vi havde været så tæt på hinanden. Hans varme smittede mig.

Harry flyttede sin hånd væk fra min talje og placerede den under mit hår. Han skubbede totterne væk og aede blidt min kind. Han behøvede ikke at sige noget, jeg vidste, han følte det samme. ”Jeg har overvejet at skrive så mange gange, men der er bare sket så meget,” fortalte han.

Jeg nikkede forstående. ”Marissa fortalte mig om Ann. Jeg håber, I begge er okay.”

Harry kyssede mig blidt i panden. ”Jeg prøver stadig at forstå, at hun faktisk ofrede sig for mig,” svarede han og kiggede ned i jorden. ”Hun er jo min mor, men det er alligevel en stor ofring.”

Smilet fandt frem til mine læber. ”Hun elsker dig, Harry. Jeg ved godt, at det hun gjorde, var forfærdeligt, men hun gjorde det for din skyld,” sagde jeg til ham og håbede, at han var klar til at høre ordene.

Han nikkede heldigvis og kiggede igen op på mig. Jeg så tårerne danne sig i hans øjenkroge. ”Det var hende, der bad mig om at tage af sted. Jeg ville egentlig ikke, fordi hun stadig er svag, men hun insisterede,” smilede han forsigtigt, inden en tårer langsomt faldt ned ad kinden.

Jeg kunne ikke beskrive, de følelser, der gik igennem mig. Harry blottede sig og var ikke bange for det. Han ønskede at vise mig, at det gik ham på. Jeg tog min tommelfinger op til hans ansigt og fangede tåren. Vi smilede forsigtigt og et lavt, tilbageholdende grin forlod hans læber.

Musikken stoppede med at spille og det var det øjeblik Harry og jeg havde ventet på. Vi behøvede ikke engang foreslå det til den anden. Harry tog ud efter min hånd og trak mig ud af salen ved det hotel, festen blev holdt. Alle gæsterne boede her og jeg vidste, at Harry nu ville tage mig med op til hans værelse.

Vi gik hurtigt op ad trapperne og før jeg vidste af det, stod vi på hans værelse. Han skubbede mig ind midt på gulvet, men da jeg troede, han ville tage første skridt, stoppede han op. Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede forvirret på ham.

Han smilede og beroligede mig. ”Jeg vil gøre det her ordentligt,” sagde han og aede min kind. Øjnene var fyldt med farver. Den sorte for lysten, den røde for kærligheden, den gule for glæden. ”Det skal ikke gå hurtigt, selvom vores lyst er udholdelig,” uddybede han.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre de ord forlade Harrys mund, men det var ægte. Det her havde mere betydning for ham. Jeg kunne ikke holde smilet tilbage, da han tog det sidste skridt hen mod mig. Han kiggede mig ind i øjnene en sidste gang, inden han langsomt og blødt placerede sine læber på mine. Jeg mærkede straks alle hans krops lyster. Der var utallige af dem, men for hvert ekstra sekund vi nød hinandens berøringer, blev de tilfredsstillet en efter en. Men ligesom de forsvandt, kom der dobbelt så mange til.

Vores kroppe brændte op mod hinanden og jeg følte varmen snige sig ind på os. Jeg kunne slet ikke beskrive savnet. Kysset var forsigtigt og blød, men fyldte min krop med mere energi, end hvad jeg havde oplevet de sidste mange uger. Harrys hånd aede huden under øret, mens den anden tommelfinger blidt strøg henover min kind. Jeg nød følelserne nogle sekunder endnu, inden jeg løb mine fingre gennem de korte lokker. Hans hår var blødere end jeg huskede det og jeg vidste, at der ikke var nogen vej tilbage, da Harry hev mig så tæt ind til sig, at der ingen luft var tilbage mellem os.

Jeg nåede slet ikke at komme mig fra alle sommerfuglene, da Harrys tunge fandt vejen ind i min mund. Kysset udviklede sig hurtigt. Selvom vi ville nyde hvert sekund, kunne vi snart ikke vente længere på at føle hinanden. Jeg havde savnet hans berøringerne så meget, at hvert tryk mod min hud brændte. Han vidste altså, hvad han skulle gøre og gjorde nytte af situationen. Jeg behøvede ikke engang fortælle ham, at jeg var klar til at gå videre. Han fingre var allerede omme ved lynlåsen og uden jeg forstod, hvordan han formodede det, lå kjolen hurtigt nede ved mine fødder. Han pressede min krop tilbage, så jeg automatisk gik bagud indtil jeg ramte den kolde væg. Jeg stønnede ind i hans mund og det tændte ham straks. Han begyndte at kysse mine skuldre og kraveben og sugede hårdere jo længere ned på kroppen han kom. Til sidst kunne han ikke vente længere og fik revet både sin jakke og skjorte af, inden vi sammen hev hinandens sidste dele af. Vi lagde os nøgne i sengen og før jeg vidste af det tog det ene det andet og vi blev fyldt med eufori. 

 

**

Nok det længste kapitel, jeg har skrevet endnu, men det kræver det, når de genforenes haha

HVAD TÆNKER I DER SKER NU?! Vi er i gang med de sidste ti kapitler af KC og meget kan nå at ske endnu

Jeg lyttede til Harrys live version af SOTT fra Graham Norton mens jeg skrev, fordi han var så fantastisk og man bare kan høre følelserne i hans stemme og det havde jeg brug for til dette kapitel 

+++ 196k VISNINGER?!?! Da jeg tog hjemmefra havde den altså i 180'erne, what what

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...