Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
318774Visninger
AA

43. Kapitel 39 // "Adoption and Sacrifice"

ADOPTION AND SACRIFICE

Harrys synsvinkel

De seneste to dage havde været hektiske og reflekterende. To enheder jeg generelt mødte meget i disse uger. I går var min toogtyveårs fødselsdag. Den var langt fra det, jeg havde forestillet mig. For bare en måned siden, havde jeg været klar til at være gift nu. Jeg havde valgt Aretha og vi havde haft det største brylluppet Nordregionen længe havde set.

Men sådan gik det ikke. I stedet lærte jeg, at jeg ikke var prins, men blot en heldig borger. Jeg fik hverken kvinden eller titlen. Jeg prøvede stadig at forstå, hvad der egentlig foregik.

Hele mit liv havde min alder haft betydning. Når jeg blev atten skulle jeg være parat til at overtage tronen og når jeg blev toogtyve skulle jeg være gift. Pludselig betød det ikke noget. Jeg var toogtyve, men følte mig ikke anderledes.

Men jeg havde fundet glæden ved den ellers følelsesforstyrrede dag. Udover at modtage ligegyldige genstande, havde mine forældre givet mig den mest betydningsfulde. Jeg ville blive adopteret i dag til en officiel ceremoni. Det var den bedste gave, jeg aldrig havde troet, jeg skulle få. Forhåbentlig ville det hjælpe mig på min fremtidige rejse. Hvis jeg vidste, at jeg var deres søn, kunne jeg bedre finde mig selv.

I dag var altså dagen, hvor jeg igen ville blive mine forældres søn og få min titel tilbage. Selvom rollen var tabt, betød det alt at kunne kalde mig selv Prins Harry. Det var, hvem jeg var.

Men før vi nåede så langt, skulle jeg igennem dagens opgaver. Jeg skulle oplære Samuel og i dag stod den på etikette og dansetime, da vi havde fået en invitation. Talia og Niall havde inviteret os til deres bryllup allerede om to uger. Der var derfor blevet rykket rundt på opgaverne, så Samuel kunne nå at lære at danse.

Det gik ikke særlig godt. Vi havde været i gang i en halv time, men jeg så ingen fremskridt. Det var ikke det, jeg havde håbet på, da vi havde skaffet musikduoen Lilly og Mabel. De var de dygtigste i området til netop selskabsdans og min far havde skyndt sig at hente dem ind, da vi fik invitationen.

Vi var samlet i musikrummet. Jeg havde ikke været her i årevis og tanken om mine forfaldne drømme prøvede at tage over. Men jeg gjorde alt for at ignorere det og fokuserede i stedet på Samuel.

Han stod på gulvet sammen med Lorena og prøvede at eftergøre det, Lilly og jeg havde vist dem tidligere. De var begge iført deres fineste, nye festtøj, så de kunne øve sig under de rigtige omstændigheder. Lorena havde allerede klaget flere gange over de høje hæle. Samuel brokkede sig over bevægelserne. Men når de kiggede hinanden ind i øjnene, glemte de alt. Også trinene.

”Okay, stop,” råbte jeg og afbrød Lillys undervisning. Jeg rystede på hovedet, da jeg kiggede på dem. Samuel var en soldat, ikke en prins. Men jeg måtte holde hovedet oppe og gik hen til dem. Samuel trådte et skridt til siden og kiggede undskyldende på mig. Han vidste godt, at det gik dårligt. ”Du skal følge musikken, Samuel,” forklarede jeg og nikkede hen mod Mabel, der begyndte at spille den samme melodi, vi havde lyttet til siden vi startede.

Uden at spørge stillede jeg mig ind foran Lorena. Hun smilede forsigtigt, da jeg tog min hånd rundt om hendes talje og begyndte at føre hende rundt i rummet. Hun trak sig væk og drejede rundt med mig. Vi løb rundt i cirkler og lavede bølger med armene. Når hun fik en, der førte, kunne hun godt finde ud af det. ”Og drej så ind til mig,” bad jeg og så hende gøre det med ynde og præcision. Jeg stod med min front til hendes ryg og smilede af endelig at se ordentlig dans.

Lilly tog over. ”Perfekt Harry og Lorena. Det er det her, du skal kunne, Samuel,” pointerede hun og bad Samuel om at tage plads foran sin kæreste igen.

”Det kan du sagtens sige. Harry har haft år til at øve sig,” protesterede han. Lilly grinede ad optrinet, men jeg kunne se, at det glædede hende at få hjælp. Samuel rettede sig op i sit selskabstøj og hev Lorena ind til sig.

Jeg satte mig tilbage ved siden af klaveret og studerede dem igen. Det gik bedre denne gang.

Det gjorde ondt at se på. Jeg kunne allerede mærke, at jeg ikke skulle have danset med Lorena. Det påvirkede mig mere, end hvad jeg havde regnet med. Det havde taget mig direkte tilbage til det bal, hvor jeg havde danset med Aretha. Dansen havde været den bedste, jeg nogen sinde havde haft. Vi kendte begge trinene ud og ind. Men der havde også været lidenskab.

Jeg savnede hende så meget, at mit hjerte gik i stykker hver dag. Nu når jeg havde indset, at jeg elskede hende og ville have valgt hende, var det slet ikke til at bære, at hun var væk. Det var over en uge siden, hun havde forladt slottet, men det føltes som en evighed.

Jeg var dog i tvivl, om jeg var klar til at se hende igen. Hun var helt sikkert inviteret til brylluppet. Hvis jeg først så hende igen, ville jeg så kunne give slip igen? Jeg tvivlede. Det havde været mit livs sværeste beslutning at sende hende hjem. Men det var for hendes bedste. Hun fortjente den bedste chance og den ville hun ikke få med mig.

Jeg fjernede blikket fra Samuel og Lorena og kiggede rundt i lokalet. Jeg så min guitar stå i hjørnet, uberørt og støvet. Det var flere år siden, jeg sidst havde sat fod herinde. Da jeg var yngre havde jeg elsket at spille musik og skrive sange. Det var det, der fik mig til at slappe af efter en hård dag. Men jeg havde ikke rørt min guitar siden den dag, da jeg var atten. Min far havde udtalt, at han slet ikke så et formål med min interesse. Hvis det stod til ham, skulle jeg stoppe med det samme. Det var den ene gang, jeg virkelig havde lyttet. Jeg havde stoppet for at fokusere hundred procent på at blive den bedste prins. Når jeg tænkte tilbage på det, lød det åndsvagt. Især nu, når jeg aldrig ville blive konge.

”Jeg tror det var det for i dag.” Lillys stemme fik min opmærksomhed og jeg kiggede tilbage på Samuel og Lorena. De smilede forsigtigt til hinanden og ingen af dem virkede tilfreds med det, de havde præsteret. Men jeg var sikker på, at de nok skulle nå det, inden brylluppet. De havde trods alt hinanden.

Vi forlod rummet sammen, men gik straks hver vores vej. Jeg vidste, hvor jeg skulle være og gik direkte derhen. Det var nu, jeg skulle adopteres.

Jeg vidste, at Samuel og Lorena også ville komme, men jeg havde brug for at se mine forældre inden det hele gik løs. Vi havde aftalt at mødes i riddersalen.

Salen føltes større end normalt. Men da jeg så min mor, var jeg tilpas igen. Hun storsmilede og hev mig ind i et stort kram.

”Hvordan gik det så?” spurgte hun spændt.

Min far krammede mig, da jeg svarede. ”Som jeg havde forventet. Han har meget at lære,” sagde jeg ærligt.

De nikkede. Jeg kunne se for hver dag, at Samuel begyndte at betyde mere og mere for dem. Han var deres ægte søn. Men jeg følte mig ikke truet. Vi kunne sagtens dele.

”Vi er så stolte, at du har taget opgaven på dig,” smilede hun og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg følte mig tryg med dem omkring mig.

Min far nikkede. ”Det er få, der kan klare det, med hvad du har været igennem,” hævdede han. Jeg valgte at tro ham.

”Men der er noget, vi skal fortælle dig, søn.” De kiggede på hinanden og jeg mærkede pludselig, hvordan stemningen ændrede sig. Hvad havde de ikke fortalt mig?

Ordene skar igennem mig, da min mor uddybede. ”Den eneste måde vi kan adoptere dig officielt på, er ved at få dine biologiske forældres underskrifter,” fortalte hun.

Jeg havde på fornemmelse, hvad der var på vej. Men det var alligevel vildere, end det, jeg havde forventet. ”Din biologiske far er død, Harry.”

Ordene forlod min mors mund som en hård vind og tog al min luft med sig. Jeg havde svært ved at blive stående. Jeg havde ikke nået at tænke meget på min ægte far midt i dramaet. Men at vide, at jeg aldrig ville møde ham, ramte mig hårdt. Selvom jeg havde en far, og han var nok, var der noget over at kende min rigtige far. Måske var han svaret på alle de forskelligheder, jeg havde fra mine forældre. Men nu ville jeg aldrig få svar.

Jeg lænede mig op ad bordet. Min mor var der straks til at tage sin arm om mig. Jeg vidste, at hun ikke ønskede at fortælle mig det. Hun ville mig det bedste.

”Der er også noget andet,” fortsatte min far. Jeg kunne høre, at han havde svært ved at sige ordene. Det skete sjældent, så jeg vidste, at det var vigtigt.

”Fortæl mig det,” bad jeg og kæmpede for at være stærk.

Min mor trak mig ind til sig. ”Eftersom Ann er din eneste, levende forælder, bliver hun nødt til at være her i rummet og skrive under på papirerne, mens vi kigger på,” sagde han blankt.

Ann. Jeg burde have tænkt mig til, at jeg skulle se hende i dag. Men var jeg klar? Jeg havde så mange spørgsmål, jeg gerne ville stille hende. Samtidig var der også så mange grunde til, at jeg endnu ikke havde gjort det. Det krævede, at jeg skulle se den kvinde, der har løjet mig op i ansigtet, i øjnene. Jeg vidste ikke, hvordan det ville påvirke mig yderligere. Hun havde givet udtryk for, at det var for at give mig min bedste chance. Og det troede jeg på. Men det var tanken om, at hun havde givet mig væk, for at gøre det, der ramte mig hårdest. Var jeg ikke nok til, at hun ville beholde mig? Også selvom vi ikke ville leve under de bedste kår. Jeg ville have været hendes.

Men jeg måtte indrømme, at selv om mit liv var kompliceret lige nu, elskede jeg alle dem omkring mig. På grund af Ann havde jeg to forældre, der elskede mig. Jeg havde en fremtid, også selv om den ikke indebar det, jeg havde troet. Og så var der Aretha. Hvis Ann ikke havde byttet mig om med Samuel, havde jeg aldrig mødt hende. Jeg ville blot være en indbygger og være så fattig, at jeg ikke engang ville turde drømme om at møde prinsesser.

Selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, havde Anns beslutning givet mig en masse muligheder. En bedre chance for at være succesfuld. Men det var ikke nok til at tilgive hende. Jeg var i tvivl om jeg nogen sinde kunne. Men jeg var klar til at se hende. Så længe jeg ikke behøvede at snakke med hende.

Den sidste halve time gik og ministrene, Samuel, Lorena og vores familier var samlet. Vi manglede kun Ann. Jeg tog en dyb indånding, da dørene blev åbnet. Jeg kunne næsten ikke genkende hende, da hun blev trukket op ad gulvet af to soldater. Hendes hænder var i håndjern og der var størknet blod på håndfladerne. Hvad havde de gjort ved hende? Jeg fik det pludselig dårligt, da jeg så alt det, der var anderledes. Hendes hår var rodet og uglet. Hendes ene øjenbryn havde sting og den øverste læbe var slået åben.

Hvordan kunne de gøre det, når de vidste, at hun var min biologiske mor? Ja, det hun havde gjort var grusomt, men de behøvede ikke at straffe hende på denne måde.

Jeg ønskede at sige noget, men vidste, at det ikke var stedet at gøre det. Så jeg kæmpede for at blive siddende. Det hjalp, da min far rejste sig og formelt fortalte alle, hvorfor vi var her. Først ville han og min mor skrive under, så blev Ann tvunget og så skulle jeg til sidst, da jeg var myndig.

Min far og mor rejste sig fra deres troner og gik hen mod bordet. Der lå et simpelt papir. De smilede rundt til ministrene, da de hver især skrev under. Jeg mærkede glæden. Om lidt ville jeg få noget af mit gamle liv tilbage.

Men jeg fik det dårligt igen, da min far hånligt stirrede hen på Ann. Hun lå på knæ et par meter væk fra bordet, så alle kunne se, at hun var fange. Hendes blik stirrede ned i gulvet og jeg frygtede, at hun havde mange smerter. Min teori blev bekræftet, da det nu var hendes tur.

Min far hævede stemmen. ”Vil I tage håndjernene af denne bedrager, så hun kan skrive under på, at hendes søn nu for altid vil være vores. På grund af det du har gjort, mister du nu begge dine sønner,” råbte han og fik tilfredse smil fra ministrene.

Jeg brød mig ikke om hans toneleje og prøvede ikke at sige noget, der ville ødelægge det hele.

En af soldaterne fjernede Anns håndjern og skubbede hende hen mod bordet. Hun faldt ned på knæene og blev siddende. Først efter et par sekunder tog hun sig sammen og rejste sig. Hendes krop rystede og jeg var bange for, at hun ville vælte. Men hun kæmpede sig hen til bordet.

Min mor rakte hende kuglepennen. ”Jeg er ked af, det skal ende sådan her,” hørte jeg hende hviske.

Ann nikkede og tog imod pennen. Det kom bag på mig, da hun pludselig talte. ”Det jeg gjorde var forkert, men jeg holder fast i mine ord. Harry fortjener det bedste,” hostede hun, inden hun skrev under på papiret.

Hendes ord ramte mig. Jeg følte, at hun elskede mig. Men jeg kunne ikke gengælde hendes følelser. Og det så hun, da hun efter at have skrevet under, hævede blikket. Vi fik øjenkontakt. Hendes blik var omsorgsfuldt og undskyldende. Jeg var ikke klar over, hvad jeg sendte hende. Jeg var så forvirret, som jeg sad der i stolen. Men da min far kaldte mig frem, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville og ønskede at skrive under.

Ann blev skubbet til højre for bordet. Soldaterne lod hende stå alene, men var så tæt på, at skulle hun prøve på noget, ville de være over hende på et sekund.

Jeg undgik Anns blik, mens jeg gik hen til bordet. For hvert skridt jeg tog, mærkede jeg pulsen stige. Det her var øjeblikket, jeg havde ventet på, siden hemmeligheden kom frem. Om lidt ville jeg officielt være mine forældres søn igen. Jeg ville være Prins Harry Edward II af Doran Lean.

Men så langt kom vi aldrig.

Jeg havde netop taget fat om kuglepennen, da dørene blev slået op og høje brag fyldte rummet. Folk skreg, da vi så de to dørmænd falde om på jorden. De var blevet skudt i hovedet.

Soldaterne oppe ved os trak straks deres pistoler og skød, men på ingen tid var indtrængerne dobbelt så mange som os i rummet. Ingen turde skyde.

Det var indtil en sort skikkelse dukkede frem blandt alle de andre. Om armen havde han et rødt bånd. DRG, stod der.

Det var oprørerne.

Jeg nåede ikke at tænke logisk før han rettede sin pistol mod mig. ”Vi er den Republikanske Garde og vi er kommet for at stoppe dette galskab,” råbte han hårdt, inden endnu et brag kunne høres.

Jeg så kuglen nærme sig i slow motion. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle dø.

Men kuglen ramte mig aldrig. Noget kom i vejen.

Ann. Jeg hørte ikke mit eget råb, da jeg så hende falde til jorden med blodet strømmende fra hendes overkrop. Hun var hoppet ind foran mig og taget kuglen. Hun havde ofret sig for mig.

Jeg kunne ikke kapere, hvad der foregik. Men pludselig gik det hele amok og skud blev affyret fra alle sider. Men det eneste, jeg kunne fokusere på, var min biologiske mor, der lå døende for mine fødder. 

 

***

:((( HVAD TÆNKER I??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...