Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
318836Visninger
AA

41. Kapitel 37 // "Times Are Changing"

TIMES ARE CHANGING

Der var stille i salen under morgenmaden. Min far og jeg sad ved hver vores ende af bordet, ligesom i gamle dage. Selvom han blev ved med at tale til mig, havde jeg ikke følt mig så ensom i lang tid. Jeg vidste, at han ville mig det bedste, men jeg kunne ikke fokusere på hans ord. Det eneste, jeg tænkte på, var Harry.

”Aretha?”

Jeg rettede blikket mod min far og sendte et forsigtigt smil hans vej. Bordet var tre meter langt, så han kunne ikke skjule rynkerne i panden. Og jeg kunne ikke skjule, at jeg ikke lyttede.

Jeg prøvede at fokusere, da han omsorgsfuldt kiggede på mig. ”Hvad går dig på?” spurgte han. Hans fingre drejede glasset rundt. Ingen af os var vores normale jeg denne morgen. Jeg vidste, at han ønskede mig det bedste. Men det var ikke den eneste grund til, at han kun stillede mig spørgsmål. Han virkede ikke helt tilpas denne morgen. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at han holdt noget hemmeligt for mig. Men jeg havde ikke kræfter til at finde ud af hvad. Hvis det var vigtigt nok, ville han fortælle mig det senere.

Jeg trak på skulderne og kiggede ned på min mad. Jeg havde næsten ikke spist noget. ”Du må ikke tro, jeg ikke er glad for at være hjemme, for det er jeg, men jeg savner Harry,” fortalte jeg ham ærligt. Min far fungerede som både min far og min mor. Derfor fik han altid at vide, hvis jeg havde det svært. Det var dog første gang, at vi havde snakket om mine følelser til en mand. Jeg havde aldrig før haft behov for det. Men lige nu blev jeg nødt til at komme ud med det. For ellers ville jeg aldrig komme igennem tiden uden ham. 

Min far nikkede forstående. ”Det er en stor forandring, men jeg er sikker på, at vi nok skal klare det sammen,” svarede han med et forsigtigt smil.

”Hvordan kan du være så sikker på det?”

Han sukkede dybt og skubbede sin stol ud. ”Jeg tror det er på tide, at jeg fortæller dig, hvad der foregår,” sagde han og gik ned mod mig. Han strakte sin arm ud og bad mig om at følge med. Jeg løftede mine øjenbryn, men rejste mig. Øjnene udviste både glæde og sorg. Hvad skete der?

En soldat åbnede dørene for os. Vi begyndte at gå ned ad gangen. ”Der er sket meget i Avina, mens du har været væk. Meget af det har jeg ikke fortalt dig, da du havde andet at fokusere på,” begyndte han.

”Som at overtale Harry til vælge mig? Ja, det gik ikke så godt,” jokede jeg. Men jeg forstod hurtigt, at det ikke var tiden til at lave sjov. Min fars blik var seriøst. Det var normalt kun et blik han gav befolkningen. Det var sjældent, at jeg fik det.

Jeg fik det dårligt. Vores skridt gav genlyd og mit hjerte bankede hurtigere. Hvad kunne være så slemt, at han havde undgået at fortælle mig det?

”Avina får mindre og mindre indflydelse. Der er uro ved grænserne og vores indbyggere er ved at miste troværdigheden til mig,” sagde han lige ud. Han havde ingen grund til at holde det inde længere. Men jeg kunne ikke tro ham. Jeg vidste godt, at Avina ikke var det første kongerige de andre kom til, men det var nyt, at min far havde mistet sin popularitet. Jeg havde ikke selv den opfattelse, men jeg havde været væk i næsten to måneder.

”Det er jeg sikker på ikke passer. De elsker dig, far,” protesterede jeg og studerede ham. Hans rynker var dybere og blikket stirrede ned i gulvet. Han så presset ud, mere end før.

Min far sukkede dybt, men stoppede pludseligt midt på gangen. Han tog ud efter min arm og aede min hånd. Jeg kunne ikke læse hans blik. Han smilede forsigtigt. ”Selv om jeg kunne kæmpe for at få troværdigheden tilbage, er der en bedre måde at redde Avina på,” sagde han bestemt. Han kiggede på mig som om, jeg burde vide, hvad han mente. Men jeg forstod ham ikke. ”Jeg har set, hvor stærk du er blevet på denne tur og jeg er sikker på, at når du snart overtager tronen, vil Avinas befolkning elske dig som de elskede din mor.”

Jeg smilede og så min mor for mig. Men kort efter indså jeg seriøsiteten af hans ord. ”Vent. Snart?”

Min far nikkede og gav mig sekunderne til at forstå, hvad der foregik. ”Jeg har fulgt med i den gode omtale, du fik, mens du var i Doran Lean. Avinas fremtid ser lysere ud med dig som dets regent. Det er på tide, du tager over,” fortsatte han.

Jeg kunne ikke tro ham. Han stod og fortalte mig, at jeg snart ville blive Dronning af Avina.

Jeg rystede på hovedet og fjernede hans hånd fra min. ”Far, det er jeg ikke klar til. Jeg er lige kommet hjem,” protesterede jeg. ”Det eneste, jeg burde tænke på, er hvordan jeg kommer over Harry.”

Min far ville ikke lytte og lagde en hånd på min skulder. ”Jeg tænker, det først skal være i starten af næste år,” uddybede han. Det var slutningen af oktober, så selv om han tænkte, der var masser af tid, var jeg ikke overbevist.

”Jeg er ikke klar,” gentog jeg og håbede, at han ville forstå, at jeg havde andre ting at tænke på lige nu. Mit hjerte var et af dem. Før jeg kunne tænke på mit folk, blev jeg nødt til selv at være lykkelig. Det var jeg ikke lige nu.

”Aretha, jeg har aldrig været mere sikker. Du er klar. Du ved alt, hvad der er at vide. Du er stærk og vores folk elsker dig,” sagde han skarpt og kiggede opfodrende på mig.

Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Inden jeg tog til Doran Lean ville jeg have været henrykt over min fars tillid til mig. Jeg ville ikke have været i tvivl om, at jeg skulle overtage tronen.

Han stolede på, at jeg ville blive en fantastisk dronning. Men jeg var i tvivl, hvad jeg kunne præstere, når det eneste, jeg kunne tænke på, var Harry. Hvis jeg skulle regere et land, havde jeg ikke tid til at tænke på fyre og kærlighed. Mit folk burde være min eneste prioritet.

”Jeg ved ikke, far,” hviskede jeg. ”Hvordan skal jeg kæmpe for vores folks glæde, hvis jeg ikke selv er lykkelig?”

Han forstod endelig, hvor meget det hele gik mig på. Blikket skiftede karakterer. Jeg så endelig min far. Han tog armene rundt om mig og hev mig ind i sin favn. ”Åh, min pige. Jeg lover dig, at du nok skal komme over det her. Nu vil du have noget at fokusere på,” lovede han og aede min ryg.

Der var ingen chance for, at vi kunne udskyde det. Jeg havde tabt på forhånd. Men var tabet virkelig så slemt? Det var egoistisk ikke at overveje, hvilken mulighed, jeg fik. Jeg var Prinsesse Aretha af Avina. Snart ville jeg være Dronning.

Jeg kunne for første gang i mit liv virkelig mærke, hvilket ansvar, der fulgte med titlen. Jeg kunne ikke tænke på mig selv længere. Nu var det mit lands fremtid, det skulle handle om. Jeg ville komme over Harry med tiden, men lige nu kunne jeg ikke græde flere tårer over ham. Jeg havde et land at tænke på.

Min far bemærkede ændringen i mit blik, før jeg selv fik sagt det. Han smilede stolt. ”Jeg ved godt, hvad du ofrer, Aretha. Men det er vores land, det handler om. Du vil blive den bedste Dronning,” sagde han bestemt.

Jeg håbede, at han havde ret.

***

Havets bølger brusede om mine fødder. Det var flere timer siden, jeg havde talt med min far. Jeg havde forladt ham på gangen og søgt mod det eneste sted, jeg følte mig fri. Stranden.

Jeg ville blive Dronning næste år. Men var jeg virkelig klar til det ansvar? Jeg havde prøvet at finde svaret lige siden. Det var sværere, end jeg troede. Jeg vidste inderst inde, at der ikke var mere at lære i fasen, inden jeg overtog. Men hvorfor kunne jeg så ikke juble over muligheden? Min tid var kommet. Det var noget, jeg havde ventet på i flere år. Jeg var vokset op med at vide, at jeg skulle regere Avina en dag. Den dag nærmede sig.

Jeg gik længere ud i vandet og holdt stoffet op. Lukkede øjnene og mærkede vinden blæste mit hår tilbage. Jeg så Harry for mig, men gjorde intet ved det. Han var en del af mig nu.

”Aretha,” smilede han forpustet. Han søgte efter vejret som han stod der i dørkarmen på mit værelse. Jeg løftede mine øjnebryn og han vidste, at han kunne komme nærmere. Mit hjerte bankede, da han hev mig op ad sengen. Vores brystkasser snittede hinanden. Jeg hørte hans hjerte via hans hurtige vejtrækninger. ”Jeg er så glad for, at jeg fandt dig,” hviskede han. Hans fingre viklede sig rundt om en af mine hårtotter og placerede den bag mit ører. Hans hænder aede mine kinder.

”Hvad sker der, Harry?” spurgte jeg forhåbningsfuldt. Han gennemskuede mig hurtigt.

Et stort smil formede sig om hans læber. Jeg havde aldrig set ham så glad før. En indre glød smittede mig.

”Jeg har sendt Serena hjem. Jeg vælger dig, Aretha. Det har hele tiden været dig,” sagde han og fjernede afstanden mellem os. Han kyssede mig som han aldrig havde gjort før.

Jeg åbnede øjnene, da det blev for meget. Det var det øjeblik, vi aldrig fik. Alt ændrede sig, da sandheden blev afsløret. Men selv om jeg stod her og håbede, at Harry stadig var Prins og han havde valgt mig, fortjente han at vide sandheden. Også selv om det var grunden til, vi nu var i hvert vores kongerige og aldrig kunne få hinanden.

Jeg blev nødt til at give slip. Det var meget tidligere, end jeg havde planlagt. Jeg havde ikke engang været hjemme i et helt døgn og jeg blev allerede hevet tilbage til mit liv i Avina. Men jeg vidste, at det var det rigtige valg. Harry og jeg kunne ikke være sammen, så for at være den bedst mulige regent, blev jeg nødt til at give slip nu.

Jeg kunne godt tænke på ham og mindes vores tid sammen, men det måtte ikke påvirke mig. Jeg blev nødt til at være stærk for mit land. Det var min eneste opgave.

”Aretha!” Jeg genkendte straks Savannah og Mitzys stemmer. ”Vi har ledt efter dig alle steder,” sagde Mitzy forpustet, da de nåede ned til mig.

”Vi burde dog have vidst, at du var,” kommenterede Savannah sarkastisk. Jeg kunne høre hende smile.

Jeg vendte mig om og studerede mine hofdamer. De så straks, at noget var galt og kiggede skiftevis på hinanden og mig. Mitzy var den første til at spørge. ”Er det Harry?”

Da jeg ikke svarede, tog Savannah over. ”Jeg er ked af vores plan ikke virkede,” undskyldte hun og kiggede ned i sandet. Vi havde alle tabt. Jeg havde fortalt Harry, hvad jeg følte, men havde ikke fået noget ud af det.

”Du elsker ham virkelig, gør du ikke?” spurgte Mitzy. De trådte begge tættere på og aede mine skulder. Jeg lagde mine arme over kryds og prøvede at holde tårerne inde.

Jeg fejlede og mærkede mine kinder blive våde. Men jeg prøvede ikke at stoppe dem. Det her var muligvis sidste gang, jeg kunne tillade mig at græde over ham. Fra i morgen af kunne det ikke længere handle om mit knuste hjerte.

”Åh, Aretha,” trøstede Mitzy. ”Jeg er sikker på, at det hele nok skal gå.”

Jeg tog en dyb indånding og valgte at tro hendes og min fars ord. De havde ret. Harry og jeg elskede hinanden, men jeg kunne ikke lade det styre mig. Vores historie var slut og det blev jeg nødt til at erkende. Vi kunne ikke få hinanden, men det betød ikke, at jeg aldrig ville se ham igen. Vi ville altid være venner.

”I har ret,” forsikrede jeg dem og sænkede mine arme. Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg elsker Harry og derfor skal jeg give slip på ham.”

Mitzy og Savannah måbede, da jeg gik forbi dem og fortsatte op mod slottet. Først efter de havde sundet sig, løb de efter mig. ”Aretha, det kan du ikke,” råbte de efter mig.

De havde tydeligvis ikke hørt nyheden. Jeg stoppede og drejede rundt på hælen. De stoppede brat op foran mig. ”Jeg er glad for I vil mig det bedste, men da jeg bliver Dronning næste år, bliver jeg nødt til at tænke på Avina. Jeg beder jer, lad vær med at overtale mig til noget andet. Det er svært nok i forvejen,” bad jeg og gik videre.

Endnu en tåre trillede ned ad min kind.

”Dronning?! Aretha!” råbte de igen.

Men jeg ignorerede dem og fortsatte. Hvis jeg ville være en god dronning, blev jeg nødt til at give slip. Jeg kunne ikke tænke på mig selv, når mit lands fremtid var usikker. Min far havde opgivet så meget for, at jeg kunne blive den bedste Dronning Avina nogen sinde havde set. Jeg havde tænkt mig at gøre alt for, at det blev en realitet.

Også hvis det betød, at jeg aldrig selv ville finde ægte kærlighed. 

 

***

Det her kapitel var så svært at skrive :( Fortæl gerne hvad I tænker <3 

+ næste kapitel hedder "Wedding Bells" - hvad tror I det betyder?

++ En af jeres karakterer bliver præsenterer i næste kapitel hehe

+++ 160k+ visninger?!?!?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...