Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
318348Visninger
AA

40. Kapitel 36 // "Goodbye, Doran Lean"

GOODBYE, DORAN LEAN

Dagen var kommet. Den dag, jeg havde håbet aldrig skulle komme. Men nu stod jeg her og skulle hjem. Alt det, jeg havde opbygget med Harry, sluttede i dag. Jeg havde ikke snakket med ham siden skænderiet. Selvom jeg ikke var sikker på, om jeg kunne klare at se ham igen, ville jeg ikke tage hjem uden at sige farvel. Vi havde været så tæt på, men han var ikke klar til at indse vores kærlighed til hinanden.

Det havde været utrolig hårdt. Hele kongeriget snakkede om, at Harry og jeg nu skulle giftes. Jeg var den eneste tilbage, så det var den oplagte teori. Jeg ville ønske, at det var sandheden. Jeg havde sådan håbet, at Harry havde valgt mig. Han var den eneste, jeg kunne se mig selv være sammen med. I årenes løb havde jeg mødt mange bejlere, og ingen var i nærheden af det, Harry indebar.

Jeg havde haft to dage til at tænke det hele igennem. Og til sidst havde jeg indset, at Serena havde ret. Jeg elskede ham. Han var den eneste, jeg havde lyst til at være sammen med. Men han havde såret mig. Sendt mig hjem. Nu var der ikke andet tilbage end minderne om tiden i Doran Lean. Det havde været gode tider. Det kunne jeg ikke komme udenom. Hvis bare det kunne fortsætte.

Harry var meget mere, end hvad han vidste. Selv om han kunne være så selvsikker, at han glemte at tænke på andres følelser, var han omsorgsfuld. Det var vigtigt for ham, at alle dem, der betød noget for ham, havde det godt. Han ville kæmpe for deres glæde. Han kæmpede for sine principper og ønskede det bedste for Doran Lean. Det var kvalitet, der karakteriserede en leder. Han havde værdierne til at blive konge og jeg håbede, at han kunne bruge dem et andet sted. Han fortjente intet mindre.

”Jeg er så ked af, at du skal hjem nu, Aretha.” Helen kiggede sørgmodigt på mig som jeg stod der i min rejsekjole. Mine kufferter var pakket. Jeg var fysisk klar, men ikke psykisk.

”Det er jeg også, Helen,” svarede jeg forsigtigt og hev hende ind i et kram. Det kom som et chok for hende. Hun var bare en tjenestepige, men for mig var hun så meget mere.

Gina græd, da hun slog armene om mig. Det var ikke den reaktion, jeg havde regnet med at møde fra hendes side. Men det viste sig, at hun var meget blød indeni. ”Han er så tåbelig ikke at kunne se, at I er et perfekt par,” brokkede hun sig og tørrede tårerne væk fra kinderne.

Jeg sukkede og kiggede på mine tre tjenestepiger. De betød så meget for mig. Også Jasmina, selv om jeg ikke havde haft mere end et par uger til at lære hende at kende. De var alle fantastiske til deres job, men det, jeg ville huske bedst, var den måde, de havde taget imod mig på. Helen havde set mig som sin datter, Gina havde til trods for hendes kampe for at vinde, været der, hver gang jeg havde brug for det. Og Jasmina havde åbnet mit sind. Det var tre egenskaber, jeg ville huske dem for.

”I skal vide, at jeg er så taknemmelig for at have haft jer som tjenestepiger. I har været fantastiske,” smilede jeg, inden jeg klappede kufferthåndtagen. Jeg skulle hjem nu.

Helen fældede også en tåre, da hun gav mig et sidste klem. ”Jeg kommer til at savne dig.”

Jeg smilede. ”Vi skal nok se hinanden igen, Helen. Jeg har planer om at komme til Samuels kroning, hvornår det end bliver,” fortalte jeg hende. ”Og jeg vil invitere jer som æresgæster til min.”

Helen måbede. Selvom ingen af os vidste, hvornår jeg selv ville blive kronet, betød den titel alt for hende. De arbejdede alle tre for at komme højere op i hierarkiet og fra nu af, håbede jeg at andre ville se dem som jeg gjorde.

”Held og lykke, min pige,” hilste Helen af.

Jeg nikkede og forlod værelset. Louis mødte mig og tog mine kuffert med. ”Jeg er ked af, det skulle ende sådan her, Aretha,” fortalte han mig. Det virkede til at alle havde det sådan, undtagen Harry. Han virkede helt lige glad, eftersom han slet ikke havde fundet mig siden vores skænderi. Vi burde i det mindste sige farvel på en ordentlig måde.

”Det er jeg også, Louis. Det er jeg også.”

Vi gik i stilhed ned ad gangene. Hvert maleri og skulptur studerede jeg for sidste gang og vidste, at jeg nok ikke ville se dem igen. De mange tjenere havde jeg også set for sidste gang. Jeg fik det dårlig for hvert skridt jeg tog. Jeg havde ikke lyst til at forlade slottet allerede. Det var meningen, at jeg var kommet for at blive. Jeg skulle forene Doran Lean og Avina sammen med Harry. Men nu var han hverken prins eller forelsket i mig. Selv hvis han havde bedt mig om at gifte mig med ham, vidste vi ikke hvad fremtiden ville indebære. Hvordan ville det hele foregå? Jeg vidste bare, at havde han spurgt, havde jeg sagt ja og så havde vi taget den en dag ad gangen. Vi ville kæmpe sammen, grine sammen og elske sammen. Men nu fik jeg intet af det. For Harry var ikke klar.

Jeg respekterede, at han havde andet at se til. Han var påvirket over situationens drejning. Forvirret over sig selv. Men midt i alt det, burde han vide, hvad han følte for mig. Måske var det ondt, at jeg ikke gav ham tiden til at finde sig selv. Men jeg havde et land at tænke på. Hvis jeg først skulle vente måneder på at få et nej ville en stor del af min tid være spildt. Så jeg måtte tage hjem. Og det gjorde jeg.

”Louis, hvorfor går du den vej?” spurgte jeg, da han pludselig drejede til højre ned ad en gang. Jeg var sikker på, at den hurtigste vej var lige ud.

Han vendte hovedet rundt. ”Bare bliv ved med at gå. Vi mødes udenfor.” Jeg forstod ikke, hvad han havde gang i, men da jeg fortsatte, forstod jeg pludselig. For da jeg drejede ned til venstre, stod han der. Harry. Havde det været en fælles plan?

Harry var iført formelt tøj. Tynde, sorte bukser, en hvid skjorte og en af hans flotte jakker med gulddetaljer på brunt stof. Det klædte hans korte hår og satte guldtrådene i fokus. Jeg havde ikke set ham klædt sådan siden hemmeligheden.

Jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere, da han sagde mit navn. ”Aretha,” hilste han forsigtigt. Han vidste, at jeg var sur på ham. Men alligevel havde han ignoreret det faktum og fundet mig. Det var en af de kvaliteter, jeg elskede. Han gik imod andre og gjorde det, han selv følte, var rigtigt. Han havde ingen idé, hvor glad jeg var for at se ham. Selv om jeg godt vidste, det ikke ville føre noget stort med sig, havde jeg brug for at se ham en sidste gang.

Jeg gik hen til ham og stoppede først, da jeg mærkede hans ånde. De grønne øjne kiggede ned på mig. Jeg så sorgen, fordi han var ked af det. Jeg så seriøsteten, fordi han prøvede at holde sammen på sig selv. Det vigtigste var, at jeg kunne se, at han også fandt det her svært. Vi ønskede ikke at skilles fra hinanden.

Men det var det rigtige at gøre. Måske når Harry havde fundet sig selv, kunne vi mødes igen og se hvor det bar os hen. Lige nu blev jeg nødt til at sætte Avina i første række.

”Jeg kommer til at savne dig, Harry. Det skal du vide,” fortalte jeg ham og kiggede ned på vores hænder. De havde automatisk viklet sig ind i hinanden. Jeg klemte.

Harry bukkede sig og satte sin pande op mod min. Vores øjne var millimeter fra hinanden og jeg så regnbuen af følelser, bag den skovgrønne farve. ”Jeg ville ønske, at det ikke behøvede at være sådan her,” begyndte han og tog også fat i min anden hånd. ”Men jeg kan ikke holde ud at se dig, når jeg ved, at vi ikke kan blive gift.”

Mit hjerte stoppede med at banke. Det var ikke det, han havde sagt i går. ”Jeg har ikke længere status og jeg skal blive her for at oplære Samuel,” fortsatte han.

Jeg tog et skridt tilbage, da jeg indså alvoren i hans ord. ”Så du ville have giftet dig med mig?” spurgte jeg forvirret. Hvorfor havde han ikke bare sagt det i forgårs? I stedet havde han såret mig ved at få mig til at tro, at han ikke følte noget.

Harry løftede sin ene mundvige og besluttede at være helt ærlig. Jeg mærkede energien boble. ”Jeg har vidst, at det skulle være dig, siden Marissa tog hjem, Aretha” hviskede han og hev mig ind til sin krop. Jeg mærkede varmen og det bankende hjerte. ”Det tog mig bare lang tid at indså og desværre er det lige meget nu.”

Det hårdeste var at erkende sandheden. For han havde ret. Han var ikke længere konge og skulle bruge de næste mange år på at lære Samuel op. Det ville kræve tid. Og selv om han nu kunne stå og erkende sin kærlighed, vidste jeg, at han også havde brug for tid til sig selv. Først når han havde fundet sig selv igen, vidste jeg, om han talte sandt. Følelserne havde det med at snyde en. Måske troede han kun, at han kunne lide mig, fordi det var det eneste, der fik ham til at slappe af. Det eneste sted, han følte sig tryg. Jeg blev nødt til at være sikker, før jeg overvejede fremtiden.

”Så jeg vil stadig bede dig om at tage hjem, Aretha. Der er ikke mere for dig her,” sagde han hårdt. Jeg kunne mærke tårerne igen. Realiteten ramte mig for anden gang. Jeg skulle faktisk hjem.

Jeg nikkede trist og fjernede mit blik fra hans. Det var en stor omvæltning. Harry aede min hånd. ”Men inden du går har jeg en sidste ting, jeg vil spørge dig om,” sagde han bestemt. Jeg kunne mærke hans hjertebanken.

Mine øjne fandt hans og jeg vidste, at det her var for sidste gang. Jeg ville ikke se hans øjne eller høre hans stemme igen. Vi skulle skilles og jeg turde ikke tro på, at vi nogen sinde ville blive genforenet. Det ville være for hårdt at stole på, hvis det aldrig skete. Jeg blev nødt til at lade ham gå.

”Hvad?” spurgte jeg forsigtigt.

”Kys mig,” bad han. ”En sidste gang.”

Der blev helt stille, da jeg stirrede ham ind i øjnene og prøvede at forstå, hvad han ville med det. Jeg kiggede skiftevis på hans læber og ind i hans øjne. Det grønne blik kiggede bønfaldende på mig. Jeg indså, at han ville have noget at huske. Så jeg kyssede ham som jeg aldrig havde kysset ham før. Og sammen nød vi vores sidste sekunder sammen.

Vores læber bevægede sig i en perfekt rytme. Mit hjerte bankede melodien. Harry tog sine hænder rundt om min lænd og pressede mig helt ind til ham. Jeg mærkede hele hans krop, hans hjerte og hans smerte. Jeg mærkede, hvordan kysset blev vådere. Vi græd. Men vi stoppede ikke. Det her var ægte og vi gjorde alt for at opsnappe enhver følelse ved det. Det var det her, vi skulle huske. Vores kærlighed. For Harry havde lige erkendt over for mig, at han elskede mig. Det var det bedste, jeg nogen sinde havde fået at vide.

Han havde valgt mig. Midt i kaosset havde han erkendt, at jeg betød noget for ham. Det gav mig en ny energi og selv om vi skulle skilles, kendte jeg sandheden.

Selv om jeg skulle hjem og forlade ægte kærlighed, var jeg blevet stærkere af rejsen. Sammen havde vi udfordret hinanden og med hinandens minder ville vi fortsætte med at vokse. Og hvem ved? Måske havde vi en fremtid. Jeg turde ikke tro på det, men hvis jeg nogen sinde så ham igen, ville jeg løbe ind i hans favn. For han var den, der betød mest for mig. Min Harry.

Jeg trak mig væk og prøvede at finde kræfterne til at forlade ham. De ventede på mig udenfor og jeg havde en lang tur foran mig. Harrys fingre fandt min hage og han tvang mig til at kigge på ham. Øjnene var røde. ”Hvis vi ikke ser hinanden før, så kommer jeg til din kroning, hvis du vil have mig der,” smilede han.

Jeg grinede sagte og aede hans våde kind. ”Og jeg kommer til Samuels.”

Harry trak mig ind i et sidste kram. ”Lad mig følge dig til bilen,” foreslog han og flettede vores fingre. Jeg nikkede og lænede mit hoved op ad hans arm.

Vi nåede ikke langt, før Harry skiftede emne. Det var hans måde at klare situationen på. Stilheden kvalte ham.

”Jeg talte med Samantha i dag, og hun er sikker på, at Ann oprigtigt gjorde det for at give mig min bedste chance. For hun elskede mig, ikke fordi hun selv ville opnå noget,” fortalte han mig, mens vi gik ned ad gangene.

Jeg smilede forsigtigt. Harry var ved at erkende sandheden og bare det, at han fortalte mig om det, hjalp på humøret. Han skulle nok klare det.

”Tror du nogen sinde, at du kan tilgive hende?” spurgte jeg ham.

Han trak på skuldrene, da vi nåede porten. ”Det ved jeg virkelig ikke. Hun skal bevise sin kærlighed før jeg overhovedet kan overveje det.”

Jeg forstod ham. Hun var skyld i, at hans liv så ud som det gjorde. ”Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg aldrig mødt dig,” hviskede han, da vi nåede de andre.

Jeg kiggede på ham en sidste gang og nikkede anerkendende. Vi vidste begge, hvad det betød og han trådte væk.

Mit hjerte gik i stykker, men jeg holdte facaden oppe, da jeg havde andre, jeg skulle sige farvel til. Jeg gav Kongen og Dronning hånden. Lorena fik et kram. Wells et nik.

Og så var der Samuel og Louis. Jeg havde lært dem bedre at kende, end jeg havde regnet med, da jeg først ankom. De havde begge vist sig at være fantastiske personligheder. Jeg ville savne dem.

Samuel var den første til at hive mig ind til sig. ”Jeg kommer virkelig til at savne dig, Aretha,” fortalte han mig. Jeg smilede og da jeg trak mig væk og så ham ind i øjnene, vidste jeg, at jeg ville savne ham mest efter Harry. Han var blevet en af mine bedste venner. Jeg havde lært ham at kende, da han bare var en soldat og ville fortsætte med at snakke med ham, nu når han var blevet prins. Jeg var stolt af, hvordan han havde taget opgaven på sig.

”Du må endelig komme og besøge Avina igen en dag,” tilbød jeg ham og gav ham et sidste kram. Han kyssede mig på kinden og nikkede smilende. Forhåbentlig ville jeg se ham igen. ”Du skal nok blive en god konge en dag,” lovede jeg ham.

Til sidst var der Louis. Han smilede formelt, men fældede alligevel en tåre, da vi krammede hinanden. Jeg kendte ham ikke ligeså godt som Samuel, men var jeg blevet, var jeg sikker på, at han var blevet en god ven. Han havde været der i de svære tider og havde beskyttet mig, selv når jeg ikke vidste, at jeg havde brug for det. Vi udvekslede ingen ord, for jeg vidste, hvad han ville sige.

Jeg kiggede kort tilbage på dem alle, men da jeg ville finde Harrys blik, var han væk. Jeg tog en dyb indånding. Han havde forladt stedet. Han kunne alligevel ikke holde til det. Jeg kiggede ned på jorden, inden jeg tog mig sammen og kravlede ind i bilen. Nu var det nu. Min tid i Doran Lean var slut.

Jeg fokuserede indtil døren blev smækket. Tårerne trillede hurtigt ned af min kind, men jeg lod dem. Mit hjerte gik i flere stykker, da bilen begyndte at køre væk. Det hele var ovre. Jeg skulle hjem.

 

***

Og så skete det :( Aretha tog hjem .. Meeeen de nåede lige at kysse en sidste gang! 

Hvad tror I, der kommer til at ske nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...