Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
317627Visninger
AA

39. Kapitel 35 // "The Last One Standing"

THE LAST ONE STANDING

Harry prøvede at undgå mig. Jeg var sikker på det. Det var fire dage siden, jeg sidst havde set ham. Han spiste ikke morgenmad eller aftensmad med os. Han besøgte mig ikke. Og da jeg i går selv var taget hen til hans værelse, havde jeg fået at vide, at han ikke var der. Men jeg var sikker. Samuel havde selv fortalt mig, at de lige havde afsluttet deres træning.

Så hvorfor undgik han mig? Hvad havde jeg gjort? Var han sur på mig? Jeg håbede, at det ikke havde noget med mig at gøre, men i stedet handlede om alt det, der foregik i hans liv. Mit håb var, at han først skulle lære at leve sit nye liv at kende og så ville han komme til mig. Men jeg kunne ikke vente for evigt, og jeg var bange for, at Harry ville bruge flere måneder, før han var klar til at overveje at tage det næste skridt.

Jeg kunne ikke vente så længe. Jeg havde et kongerige at tænke på, og hvis jeg var fanget her uden at lave noget, kunne jeg udrette bedre ting i Avina. Men jeg var ikke klar til at forlade Doran Lean og Harry. Jeg blev nødt til at give ham en chance. Et par uger endnu og så ville jeg tage min beslutning.

Jeg var på vej ned til morgenmad denne morgen, da jeg til min overraskelse så de to kvinder, jeg havde købt lysestager af fra markedet. Samuels familie. Jeg vinkede til dem med et stort smil og så, at de havde en kuffert med sig.

Samantha var den første til at få øje på mig og hendes øjne strålede, da hun hilste. ”Hej Aretha!” råbte hun for at få sin bedstemor til at se mig. Da jeg fik øjenkontakt med hende, føltes det som om det var min egen familie, jeg ikke havde set i flere måneder.

”Hvad laver I her?” spurgte jeg spændt og gav Samantha et kram.

Hun kiggede ned på den lille kuffert. ”Harry har forlangt, at vi flytter ind på slottet,” svarede hun lykkelig. Harry, tænkte jeg og prøvede at forstå, hvad hun sagde. Men da jeg studerede hende igen, gik det op for mig.

De var ikke kun Samuels familie. De var Harrys.

Jeg så straks de lignende træk mellem Samantha og Harry. De havde de samme ansigtstræk og hendes grønne øjne skinnede som hans.

Hun fortsatte. ”Vi har levet i så dårlige kår så længe, så det er vildt, vi pludselig skal bo på slottet. Men heldigvis havde hverken Kongen og Dronning noget i mod det. Samuel støttede det også, selvfølgelig,” grinede hun og strammede taget om kufferten. Jeg indså, at den var så lille, fordi det var de eneste, de havde.

Jeg var så glad på deres vegne, at de fik lov til at få en ny begyndelse. Nu skulle de ikke længere tænke på penge eller at få mad på bordet. Hvis der var nogen, der fortjente det, så var det dem. ”Det er den bedste nyhed, jeg har hørt længe!” sagde jeg. ”Jeg havde fuldkommen glemt at tænke på, at I er Harrys familie.”

Samantha nikkede. ”Det havde han også selv. Han besøgte os i går sammen med Samuel,” fortalte hun med et forsigtigt smil om de tørre læber. ”Og når vi snakker om ham, der kommer han jo,” tilføjede hun. Jeg nåede at mærke mit hjerte stoppe med at banke. Jeg var overbevist om, at hun mente Harry, men da jeg vendte mig rundt, var det bare Samuel.

”Hej søs,” hilste han og gav hende et stort knus. ”Klar til at jeg viser jer til jeres værelse?”

Hun nikkede. ”Meget gerne. Vi ses, Aretha.”

”Vi ses,” smilede jeg. ”Du kan bare komme forbi mit værelse, så kan jeg få min syerske til at lave et par kjoler til dig,” tilbød jeg.

Samanthas øjne strålede. ”Virkelig?” spurgte hun usikkert.

”Selvfølgelig. Alt for Harrys og Samuels familie.” Hun gav mig hurtigt et kram, inden hun forsvandt ned ad gangen med Samuel og deres bedstemor.

Jeg var så jaloux, at de fik lov til at se Harry. Hvorfor kunne jeg ikke være så heldig? Forhåbentlig ville jeg se ham til morgenmad i dag. Jeg turde ikke håbe for meget, men lige nu var der intet andet, jeg hellere ville. Det var på tide, at vi så hinanden igen og snakkede om situationen. Kunne jeg overhovedet forvente, at vi havde en fremtid? Jeg blev nødt til at få svar.

Jeg drejede rundt om hjørnet ned mod salen, da mit hjerte skippede et slag. Serena gik den modsatte vej. Hun var iført solbriller og bukser og lignede en, der prøvede på, ikke at blive set. Hendes hånd trak en kuffert langs gulvet.

”Hvad laver du?” spurgte jeg hende forvirret.

Serena stoppede op foran mig og tog solbrillerne op i håret. Hun så træt ud. ”Hvad tror du jeg laver? Jeg skal hjem,” forklarede hun som om det var åbenlyst. Jeg stirrede på hende. Det var det sidste, jeg havde regnet med ville ske i dag. Hun var på vej hjem. Havde Harry taget sit valg? Havde han valgt mig?

”Hjem?” spurgte jeg og prøvede at bekræfte mine tanker. Jeg håbede, at hun for en gangs skyld ikke løj. Men jeg forstod ikke, hvordan hun kunne kontrollere sig selv så meget i situationen. Hun havde kæmpet så meget for Harry, at hun var blevet blind af det. Og nu stod hun her og lignede en, der havde sejret.

Serena udstødte en kort, men hård latter. ”Jeg gider ikke være her længere,” begyndte hun. ”Harry er ikke længere kronprins og han vælger alligevel dig, så hvorfor skal jeg blive?” brokkede hun sig. ”Han har ikke længere noget at tilbyde mig.”

Hendes ord kom bag på mig. Hun havde selv valgt at tage hjem. Af alle personer, så var det hende, der gav op. Men så slog det mig.

”Var du kun ude efter kronen?” spurgte jeg forfærdet. Jeg havde haft spekulationerne hele tiden, men stod hun ligefrem og bekræftede dem?

Men hun rystede til min overraskelse på hovedet. ”Tro det eller ej, men jeg var her for at finde kærligheden. Kronen havde været en bonus, men det kan være lige meget nu, for alle kan se, at han elsker dig og jeg gider ikke være andet valget.”

”Elsker han mig?” spurgte jeg, før jeg indså, hvad der havde forladt min mund. Sagde jeg det højt? Elskede Harry mig? Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på hende. Med alt det, hun havde udsat mig og de andre for, hvordan vidste jeg så, at hun talte sandt? Var det endnu en af hendes lege for at lede mig på afveje?

Serena rullede med øjnene. Men for en gangs skyld var det ikke ondt ment. Det irriterede hende, at jeg ikke forstod hende. ”Du er endnu dummere, end jeg troede,” grinte hun. ”Har du virkelig ikke lagt mærke til det? Det har været et død løb længe. Og hvis du ikke selv har indset, at du også elsker ham, er du virkelig dum, Aretha. Alle kan se det.”

Jeg stirrede blankt på hende. Hun var seriøs. Hun mente, at Harry elskede mig. Og at jeg elskede ham. Gjorde jeg det? Og var det så tydeligt for alle andre? Jeg vidste slet ikke hvad, jeg skulle sige, men da jeg kiggede op for at spørge hende, var hun væk.

”Serena!” råbte jeg og drejede rundt for at se hende længere nede ad gangen. Men i stedet for at svare, strakte hun blot sin hånd op og signalerede, at jeg ikke skulle sige mere til hende. Vi havde set hinanden for sidste gang.

Der var flere ting, der kom bag på mig ved denne samtale. For det første var Serena ikke den, jeg troede, hun var. Selvfølgelig havde hun gjort forfærdelige ting, men i sidste ende, gav hun mig muligheden, i stedet for selv at kæmpe. Hun havde indset, at der ikke var mere at kæmpe for at havde erkendt, at hun havde tabt. Det var kun stærke personligheder, der kunne gøre det.

Men det, der også kom bag på mig, var det faktum, at Harry og jeg elskede hinanden. Hvis jeg skulle tro hende, vidste alle det. Hvorfor vidste vi det så ikke? Og hvis han elskede mig, hvorfor havde han så ikke endt den her konkurrence for længe siden?

Det gav ikke mening i mit hoved. Selv om jeg vidste, at jeg var glad for Harry, vidste jeg ikke, om jeg var klar til at erklære min kærlighed til ham. Vi havde begge to fejl og var vi det perfekte match? Mit hjerte sagde ja, men min hjerne tvivlede. Især nu når han ikke længere var kronprins. Hvad ville det så betyde for fremtiden?

Jeg kunne ikke klare tankerne og vendte om og gik den modsatte vej af salen. Jeg blev nødt til at finde Harry og min mavefornemmelse fortalte mig, at han var på sit værelse.

Men der var ingen lyd inde fra værelset efter jeg havde banket flere gange. Intet svar. Men jeg var næsten sikker på, at han var der alligevel. Han ignorerede mig bare som han havde gjort alle de andre dage. Jeg gad virkelig ikke finde mig i det mere.

”Harry, jeg ved, at du er derinde. Luk op,” råbte jeg igen og slog en knytnæve mod døren. Jeg sukkede irriteret, da der intet skete.

Men så pludselig hørte jeg det. ”Aretha,” udbrød han. Harrys var forbavset over at se mig her. Det kunne jeg høre i hans stemme. Jeg indså efter at have hørt mit navn blive gentaget i mine tanker, at stemmen ikke kom fra værelset.

Da jeg drejede rundt stod han foran mig. De grønne øjne viste en underen, men jeg så også, hvad han egentlig følte. Han var nervøs for, hvad der skulle ske og ville helst gå fra stedet. Men han skulle ikke få lov til at slippe for denne samtale. Det var den vigtigste, vi nogen sinde havde haft.

”Harry,” sagde jeg bestemt og sendte et tilfreds smil hans vej. Jeg kunne se på hans grimasse, at han ærgrede sig over, at han havde valgt lige dette tidspunkt til at tage hen til sit værelse. ”Jeg ledte efter dig,” forklarede jeg ham.

Han løftede sit øjenbryn og prøvede at holde et seriøst udtryk i ansigtet. ”Hvorfor?” spurgte han, men masken krakelerede. Han lykkedes ikke med at bevise mig om, at han slet ikke følte noget i dette øjeblik. Følelserne styrede ham. Han var ligeså påvirket som jeg var.

Og netop derfor stillede jeg ham det spørgsmål, jeg havde holdt inde alt for længe. ”Havde du tænkt dig at vælge mig?”

Jeg løftede mit øjenbryn og så hans krumme. Han forstod ikke, hvorfor jeg pludselig stillede dette spørgsmål. Det slog mig pludselig, at Serena måtte være taget hjem, uden at have snakket med Harry først. Han vidste ikke, at jeg var den sidste tilbage.

Harry tog sin hånd op til håret og uglede de korte krøller til. ”Jeg vil ignorere, at du stillede det spørgsmål i datid og fortælle dig sandheden.” Han tog en dyb indånding og lignede ikke en, der havde lyst til at fortsætte. Men han gjorde det halvhjertet og sænkede sit blik. ”Det ved jeg ikke.”

Han vidste det ikke. Jeg kunne ikke tro det, jeg hørte. Jeg havde boet her i snart to måneder og han vidste endnu ikke, om han ville vælge Serena eller jeg. Jeg var godt klar over, at han havde alt andet at tænke på for tiden, men han burde da vide, hvem han bedst kunne lide. Jeg fik det dårligt af at tænke på, at han rent faktisk var i tvivl.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg ødelagde alt det, vi havde opbygget. ”Det er ikke nok,” sagde jeg med sammenbidte tænder. ”Det var meningen, at du skulle vælge mig! Men det eneste valg, du har taget, er at sende Penny hjem. Alle de andre er enten blevet smidt hjem eller har selv valgt at forlade slottet!” Sandheden gik op for mig, mens jeg sagde ordene. Det gjorde ondt.

Harry kiggede op og jeg så, at han ikke forstod et ord af det, jeg sagde. Han vidste stadig ikke, at Serena havde forladt slottet.

”Aretha, hvad snakker du om? Der er stadig tid-”

”Serena er taget hjem, Harry. Jeg er den sidste tilbage.”

Han kiggede forstenet på mig og prøvede at forstå alvoren i mine ord. Da han ikke gjorde det, blev jeg nødt til at uddybe hvor meget, han havde svigtet mig. ”Jeg ville vælges Harry, ikke være dit eneste valg,” hviskede jeg og kæmpede med at holde tårerne tilbage. Det hele smuldrede for øjnene af mig. Han var ikke klar.

”Aretha,” gentog han, men jeg kunne ikke lytte på hans forklaringer.

”Jeg troede, du var anderledes,” sagde jeg skarpt og så, hvordan ordene ramte ham. Han kiggede sørgmodigt på mig og prøvede at undskylde gennem følelserne. Men det var ikke nok. Han skulle have fortalt mig, at jeg var den eneste, han ville have. Han skulle være sikker på, at han alligevel havde valgt mig. Men alt han kunne sige var undskyldninger. Det kunne jeg ikke bruge til noget.

Han havde såret mig. Jeg havde vist ham så mange gange, hvad han betød for mig, men det eneste jeg fik tilbage var tvivlsomhed.

Jeg tog hænderne op til ansigtet, da Harry fortsatte. ”Der er en grund til, at du stadig er her, Aretha,” forklarede han og tog et skridt tættere på mig. Jeg var sur, men da han aede min arm, frøs jeg. Hans berøring sendte energi gennem min krop og jeg var ikke stærk nok til at skubbe ham væk.

”Jeg kan rigtig godt lide dig, Aretha,” begyndte han. Mit hjerte sprang et slag over. ”Men der sker så meget i mit liv lige nu.” Han havde svært ved at sige ordene. Men selv om han åbnede sig op, følte jeg stadig, at han gemte på noget.

Men da han sagde sine næste ord, glemte jeg alt andet og brød sammen. ”Så jeg synes, du skal tage hjem. Der er ikke mere for dig her.” Hans ord var kolde og kyniske og ligeså hurtigt som han havde åbnet op, ligeså hurtigt pakkede han sine følelser væk. Det var som om jeg intet betød for ham. Han stirrede blankt på mig.

Hvem var denne person? Havde det hele bare været skuespil?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Vi havde åbnet op over for hinanden, men i sidste ende kunne han ikke holde ved. Han turde stadig ikke forblive sårbar over for mig. Først, når han erkendte, at hans sårbare side, var hans stærkeste side, kunne jeg elske ham. Lige nu var han ikke klar.

Så jeg skubbede ham væk og løb ned ad gangen. Ned mod ensomheden og tårerne. Jeg skulle hjem. 

****

Jeg ville så gerne publicere et kapitel på min fødselsdag (som er i dag wuuu, jeg bliver 20 hehe) men jeg havde ikke lige regnet med, at det ville blive dette kapitel...  Jeg har haft det her planlagt i måneder og har ikke set frem til at skulle skrive det, men nu er det gjort og det er en realitet. Aretha skal hjem. Havde I regnet med dette udfald? At Serena selv tog hjem og at Harry sendte Aretha hjem? Fortæl mig hvad I tænker og føler


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...