Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

209Likes
848Kommentarer
320732Visninger
AA

37. Kapitel 33 // "Statements"

STATEMENTS

Endnu en dag på slottet var gået. De sidste fireogtyve timer var dog ikke gået, som jeg havde troet. Jeg havde fundet Harry og bragt ham hjem. Men det, var virkelig var kommet bag på mig, var hans tilstand. Jeg forstod, at hans situation påvirkede ham drastisk, men aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se ham sådan. Han stillede spørgsmål ved alt ved sig selv, han viste mig sin sårbarhed og lukkede mig helt ind i hans hjerte. Jeg følte, at han var en hel ny person. En forbedret udgave af sig selv. Men jeg kunne lide det. Det varmede mit hjerte, at han åbnede op for mig. Jeg blev nødt til at fortælle ham, at han ikke var svag, som han selv gik og troede. Han var stærkere, når han var sårbar.

Jeg kunne ikke vente til jeg kunne få lov til at tale med ham. Men der kunne gå dage før jeg fik lov. For jeg regnede ikke med, at han ønskede at snakke med nogen, medmindre han blev tvunget. Han havde brug for at tænke det hele igennem og det accepterede jeg. Og hvis det her betød, at han kom frem til hvad der nu skulle ske med Serena og jeg, kunne jeg vente. Selv om jeg frygtede udfaldet, skulle Harry gøre det, der var bedst for ham.

Men jeg skulle se ham i dag. Der blev holdt et møde om en halv time, der skulle afgøre Harrys fremtid. Jeg mærkede nervøsiteten helt nede i maven.

”Aretha, min søde pige, det hele skal nok gå.” Helen fik min opmærksomhed, da hun tog ud efter min hånd. ”Jeg lover dig, at Kongen vil gøre alt for, at Harry får den bedst mulige fremtid,” smilede hun. Hendes øjne viste mig både glæde og sorg. Det var hårdt for alle på slottet. Hemmeligheden kom stadig bag på os hver gang, den blev nævnt.

Jeg sagde intet, men klemte hendes hånd. Det skulle nok gå, mindede jeg mig selv om.

Jasmina stod bag mig og flettede mit hår. Det overraskede mig, da hun kommenterede situationen. ”Hvad tror I, der kommer til at ske til mødet?” Jasmina var meget stille og sjældent kommenterede hun det, vi andre sagde. Men dette blev hun nødt til at spørge ind til.

Og sagen var den, at jeg var glad for, at hun stillede spørgsmålet. Jeg havde brug for at snakke om det. Jeg frygtede, hvad der ville ske. Det virkede mere som en retssag. Harry havde ikke noget at sige, men skulle i stedet se sin fremtid blive bestemt af sin far og ministrene. Og det var især ministrene, jeg var bange for. Hvad kunne de finde på? Ville det være uretfærdigt? Jeg håbede bare, at Kong Leopold ville kæmpe for sin søn. Han trængte til at bevise over for Harry, hvad han betød for ham.

”Jasmina, vi ved ligeså lidt som dig,” svarede Gina, mens hun redte min seng. ”Det, vi burde diskutere, er hvordan ingen kunne se det før. Harry har aldrig lignet Kongen og Dronningen. Til gengæld ligner han Ann. Meget endda.”

Gina prøvede endnu en gang at snakke om det, hun især fandt interessant. Hun havde prøvet lige siden nyheden kom frem. Men jeg havde ikke lyst til at diskutere hvem Harry lignede og ikke lignende. Det vigtige var ikke, hvordan ingen havde set sammenligningen, men hvad der nu skulle ske med ham. Derfor svarede jeg Jasmina.

”Jeg håber bare, at Harry får lov til at blive på slottet. Forhåbentlig får han en stor rolle, så han kan bruge alt det, han har lært. Måske kunne han blive Samuels rådgiver? Han ved jo alt,” foreslog jeg og håbede selv, at det var det, der ville ske. Han fortjente at kunne bruge sine evner. De kunne ikke smide ham på porten.

Der blev banket på min dør og Louis viste sig. ”Prinsesse Aretha, jeg har fået til opgave at eskortere dig til salen,” præsenterede han og smilede forsigtigt. Jeg studerede ham. Hans øjne viste mig, at han også frygtede, hvad der ville ske om lidt. Harry og ham var bedste venner.

”Det vil glæde mig,” takkede jeg og smilede til mine tjenestepiger, inden jeg gik hen til Louis. Han stak armen ud og jeg tog fat i den. Jeg havde brug for støtte.

For første gang i flere dage larmede det på slottet. Ministrene og rådsmænd var på vej til riddersalen. Jeg mærkede klumpen i halsen.

Louis mærkede mine følelser. ”Det skal nok gå, Aretha,” hviskede han. Jeg ville ønske, jeg kunne tro ham, men selv ikke hans stemme var overbevisende. Alt kunne ske. Måske ville jeg aldrig se ham igen efter i dag.

”Jeg håber sådan, han får lov til at blive.”

”Jeg lover dig, at han med sikkerhed bliver på slottet. Hans forældre vil ikke lade ministrene smide ham på porten, tro mig.”

Han havde ret, mindede jeg mig selv om. Selv om loven muligvis sagde noget andet og Kongen skulle overholde den, blev han ikke sendt væk. Slottet ville stadig være hans hjem. Spørgsmålet var bare, hvilken status, han ville få. Kunne han stadig blive prins?

Vi nåede frem til salen. Dørene blev åbnet for os. ”Harry er stærk, Aretha. Husk det,” smilede han, inden han hev mig indt i et kram. Jeg tog armene om ham og prøvede at fokusere. Det hele skulle nok gå. For Harry var en af de stærkeste, jeg kendte. Selv i den mørkeste tid af sit liv, tog han rollen på sig og kom til mødet.

”Tak, Louis,” smilede jeg, da vi trak os fra hinanden. Han løftede sine mundviger, inden jeg fortsatte ind i salen alene. Riddersalen bestod af ét stort rum, der fordelte sig på to etager. Nederst var der ét stort gulv, hvor kongens trone var længst væk fra dørene. Ude til siderne var der tribuner til ministrene. Foran Kongens trone var der placeret et langt bord, hvor Harry ville komme til at sidde. Samuel stod og snakkede med Kongen og Dronningen, inden det hele ville starte. Harry var her ikke endnu.

Jeg kiggede rundt på pladserne oppe ved balkonen. Det var her menigheden kunne sidde, hvis de var inviteret. Men da mødet i dag var lukket, var det kun Serena, jeg og et par af kongefamiliens tætteste, der ville følge med. Det var i hvert fald, hvad jeg troede. For på et af de æressæder, som jeg kun troede Serena og jeg skulle sidde ved i dag, sad en kvinde, jeg aldrig havde set før. Hun havde brunt hår og kiggede længselsfuldt ned på gulvet. Hendes fingre holdt hårdt om et lommetørklæde. Jeg var ikke i tvivl, hvem det var.

”Lorena?” sagde jeg til pigen, da jeg kom hen til hende. Overrasket drejede hun hovedet. Hendes brune øjne prøvede at forstå, hvordan jeg kendte hendes navn. Jeg rakte min hånd ud, da jeg satte mig ved siden af hende. ”Jeg er Aretha,” smilede jeg.

Hun kiggede ned på min hånd og efter at have brugt et par sekunder på at fokusere væk fra hendes tanker, storsmilede hun. ”Aretha, dejligt at møde dig!” sagde hun. ”Samuel har fortalt så meget om dig.”

Jeg nikkede. ”Jeg kan kun sige det samme,” grinte jeg.

Det var dejligt endelig at møde Samuels kæreste, Lorena. Han havde nævnt hende flere gange, men først nu kunne jeg sætte ansigt på hende. Hun var flot, men naturlig. Det overraskede mig ikke, at Samuel var faldet for hende. Hun virkede oprigtig.

”Hvordan har han det, Samuel? Jeg har slet ikke fået talt med ham,” nævnte jeg over for hende. Jeg havde kun set Samuel i et par sekunder, men det var ikke nok til at spørge ham, hvad han følte. Men jeg vidste, at Lorena vidste det. De var sammen hver dag.

Lorenas øjne kiggede længselsfuldt ned på ham. ”Han er så forvirret, men samtidig også beæret og ydmyg for den rolle, han har fået,” erkendte hun. Jeg så i hendes øjne hendes kærlighed til ham. ”Han kan ikke rigtigt forstå det,” fortalte hun mig og trak på skuldrene. ”Men hvordan reagerer man også, når man pludselig finder ud af, at man er prins og har en far?”

Jeg nikkede, men forstod først alvoren af hendes ord lidt efter. En far. Hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på, at ingen vidste, hvem Harrys biologiske far var? Vidste Ann det? Levede han? Hvis Samuel aldrig havde mødt ham, hvad kunne det så betyde?

Jeg nåede ikke at spørge hende, da Serena pludselig afbrød os. Hun satte sig opgivende på stolen ved siden af mig i en mørkerød kjole. ”Hvorfor er det, vi skal til det her?” spurgte hun opgivende og rettede det store skørt, så det sad rigtigt.

Jeg kunne ikke styre det, da mine øjenbryn løftede sig. Hvordan kunne hun opføre sig sådan? Ikke nok med, at hun virkede ligeglad med Harrys fremtid, havde hun også taget en yderst afslørende kjole på. På den ene dag, hvor hun virkelig ikke burde vise sig frem, tog hun en kjole på, der skreg efter opmærksomhed. Jeg kunne ikke klare det og gjorde alt for, ikke at kommentere det. Jeg gad ikke bruge kræfter på hende i dag. Forhåbentlig ville hun være stille.

Men vi sad ikke i stilhed længe. Trompeterne lød, da dørene blev åbnet for Harry. Han kom ind sammen med Louis. Jeg havde ikke set ham, siden jeg havde sendt ham ind til hans forældre, og jeg prøvede virkelig at tage mig sammen for ikke at græde. Selv om han prøvede at vise alle, at han ikke var nervøs, så jeg igennem facaden. Han havde det forfærdeligt. Han gjorde alt for at komme igennem mødet, selv om han helst ville være alle andre steder.

”Hvor er hans krøller?!” Serena ignorerede alt andet og hviskede forfærdet til mig. Jeg havde helt glemt, at hun ikke havde set ham siden han kom tilbage. Hun stirrede på ham og kunne ikke tro sine egne øjne. Harry var iført en sort jakke med gulddetaljer og hans frisure klædte både den og ham til perfektion. Han havde fået ordnet håret, så den ikke var så rodet som før og det klædte ham bedre, end hvad jeg havde troet. Det var klippet kortere i siden, men krøllede stadig lidt på toppen.

Harry satte sig ved det lange bord ved siden af Samuel. De smilede forsigtigt til hinanden, inden Kongen rejste sig. De tog alle en dyb indånding, inden deres liv ville blive ændret for evigt.

”Kære alle, som I ved er dette et meget vigtigt møde. Vi er blevet udsat for noget grusomt og har derfor været nødt til at finde en løsning, selvom det er uretfærdigt for alle parter.” Det var tydeligt at se, at han var en presset mand. Det påvirkede ham. ”Eira og jeg fik fra den ene dag til den anden en ny søn og det er noget af en omvæltning, vi skal igennem. Vi havde i forvejen Harry, vores stærke, skønne søn, men nu har vi lært, at Samuel Taylor er vores søn af blod.” Han kiggede skiftevis på begge sine sønner.

”Men fordi vi er kongefamilien, er det desværre et dilemma, der kræver mange ændringer. Men Samuel, du har fået taget din ægte rolle fra dig. Du er Doran Leans ægte prins. Og Harry, min søn, du har arbejdet hele dit liv på at kunne overtage denne rolle og nu bliver det taget fra dig. Men jeg håber, at I kan samarbejde om at gøre det bedste for vores land. I fortjener begge det bedste.”

Jeg havde aldrig hørt Kongen tale så poetisk og følelsesrigt. Det klædte ham. Jeg vidste pludselig, hvad han faktisk følte. Det var hårdt for ham at se Harry blive frataget sin rolle som Kronprins. Men samtidig havde han sin ægte søn, Samuel, der var den rigtige tronarving.

Selvom jeg ville ønske, at Harry kunne blive Konge af Doran Lean, kunne jeg ikke komme udenom, at Samuel var blevet snydt fra det fra start. Det var hans retsmæssige plads. Og jeg ville støtte ham i at nå toppen. Ligesom jeg ville være ved Harrys side hele vejen. Hvis han ville have mig.

”Minister, hvis du vil fortælle, hvad vi er kommet frem til?” spurgte Kongen og kiggede på de mange mænd. Jeg tog en dyb indånding. Nu skete det.

Ministeren takkede og gik hen imellem Harry og Samuel og Kongen. Først kiggede han på Samuel. ”I kender alle Doran Leans lov. Den siger, at kun en ægte søn af Kongen og Dronningen kan blive Konge. Vi har desværre fundet ud af, at du Harry Edward, ikke er søn af blod. Det er derimod du, Samuel Taylor. Det er derfor ikke en overraskelse, at du, Samuel, fra i dag af skal være kendt som Kronprins Samuel af Doran Lean.”

Jeg tog en dyb indånding. Det var sandt. Samuel var den nye Kronprins. Han ville overtage tronen.

”Kronprins Samuel skal fra i dag af bo fast på vores slot. Vi er ved at renovere et værelse på samme etage som resten af kongefamilien med plads til to, da Miss Lorena Mullins også vil blive inviteret til at bo på slottet.” Jeg hørte Lorena gispe, da hun forstod, hun fra nu af skulle bo her. Hende og Samuel havde kæmpet med at få nok penge til at flytte sammen og nu fik de mere, end hvad de havde drømt om. Jeg var glad på deres vegne. Jeg gav hendes hånd et klem og hun smilede til mig gennem sine tårer.

Ministeren fortsatte og da jeg så, at han nu kiggede på Harry, blev jeg for alvor dårlig.

”Desværre betyder denne nyhed også, at Harry, der har brugt hele sit liv på at gøre sig klar til at blive Konge, ikke længere kan få denne rolle. Du vil ikke længere være Kronprins eller Prins,” begyndte han.

Nej. De kunne ikke tage prinsetitlen fra ham. Men da ministeren fortsatte, prøvede jeg at slappe af. ”Du vil blive Prins Harry, hvis Kongen og Dronningen officielt adopterer dig, hvilket jeg har fået at vide, at de vil gå i gang med hurtigst muligt. Men du har og vil ikke få krav på tronen.”

Harry havde hovedet sænket. Jeg ville ønske, jeg kunne høre, hvad han tænkte. Men jeg kunne ikke andet end at sidde heroppe og prøve at berolige mig selv.

Mit blik var så fokuseret på Harry, at jeg ikke registrerede Lorenas bevægelse, før hun tog min hånd i hendes og holdt om den. Vi var sammen om det her. Jeg sendte hende et smil, da ministeren fortsatte:

”Vi har skånet dig, Harry, ved at lade dig blive boende på slottet i dit eget værelse. Men det kommer med en betingelse. Du får til opgave at oplære Samuel. Han er mange år bagud, og vi ser det som din pligt, at du de næste måneder vil bruge hver dag på at lære ham alt det, du ved,” forklarede ministeren. Der var stille i salen, da han stoppede med at snakke. Jeg kunne ikke finde af, om det var godt eller dårligt. Jeg var lykkelig over, at Harry kunne blive på slottet, men jeg vidste, hvor hårdt det ville blive at skulle oplære Samuel. Harry skulle fortælle ham alt det han vidste, men ville aldrig selv få lov til at bruge det. Nu var han bare Harry. Og det var nu det var vigtigst at få ham til at forstå, at det var mere end nok. Han skulle begynde en ny tilværelse og jeg håbede, at jeg kunne være der til at hjælpe ham med de udfordringer, der ville komme hans vej. Men jeg var sikker på, at han nok skulle klare dem, om jeg så var der eller ej. For han var stærk. Stærkere, end han selv troede. Og derfor var jeg vild med ham. 

 

**

Nu ved jeg godt, der er gået næsten to uger siden sidste kapitel, men 11 tusind visninger på den tid?! Det er jo fuldkommen sindssygt, wow! 

Men jeg håber kapitlet var værd at vente på, jeg lover det næste kommer hurtigere. Det bliver fra Harrys synsvinkel. Men fortæl mig, hvad tænker I om forandringen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...