Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
318108Visninger
AA

36. Kapitel 32 // "Deep End"

DEEP END

Harrys synsvinkel

Jeg var ikke længere Kronprins. Jeg var ikke klar over, om jeg overhovedet var Prins. Alt det, jeg havde troet, ville vente mig i fremtiden, var nu erstattet af en sort sky. Hele mit liv var en løgn. Jeg var bare Harry. Og hvem ville nogen sinde have noget med ham at gøre?

Mine tanker fløj rundt og jeg havde igen ikke kontrol over dem. I et øjebliks svaghed havde jeg sluppet alt og ladet mine følelser få ord. Men nu, da jeg sad i bilen mod slottet, begyndte jeg igen at spekulere. Aretha prøvede at give min hånd et klem, mens hun bekymrende kiggede på mig.

Men jeg kunne ikke tage det. Hun var kommet og hentet mig, men det var alt sammen for meget. Jeg var ikke klar over, hvordan hun havde fået mig med ud i bilen. Jeg ville ikke tilbage til det, der engang var mit hjem. For hvad var det nu? Kunne jeg overhovedet blive?

Jeg tog mine hænder op til håret, og huskede, at jeg havde klippet det. Jeg vidste ikke, hvad der var gået af mig. Det havde været den første nat på baren. Alkohollen pumpede i mit blod og jeg blev nødt til at gøre noget ved smerten, der skar i mig. Jeg havde fundet en saks og en tot af gangen, klippet det hele.

Jeg var ikke længere Kronprins Harry Edward d. II af Doran Lean. Derfor skulle jeg heller ikke ligne ham mere. Kronprins Harry var død. Der var kun mig tilbage nu.

”Harry, vil du ikke nok slappe af?” Arethas stemme var rolig, men bekymrende. Jeg kunne både høre og se hendes følelser. Hun var bange. Hun havde aldrig set mig sådan her, og hun havde trods alt set mange sider af mig efterhånden. Den her var den værste.

Jeg var et vrag, der ikke vidste, hvor jeg hørte til. For hvor hørte man til, når man fandt ud af, at ens forældre ikke var dem, man troede, de var? Og at ens ægte mor stod bag det hele?

Der blev sort, da jeg dækkede mine øjne til. Ann havde snydt mig og hele kongeriget. Hun var en af dem, der betød mest for mig. Jeg havde altid set op til hende. Og nu kunne jeg slet ikke holde ud, når hendes navn blev nævnt. Hun var en bedrager og jeg var blot en brik i hendes spil. Hvis mit hjerte kunne knækkes i flere stykker, havde det gjort det.

Aretha fik denne gang lov til at holde om min hånd, da hun sænkede den fra mit ansigt. Hun bevægede blidt sin tommelfinger henover mine kolde hud. ”Husk, hvad jeg sagde til dig. De elsker dig alle sammen,” gentog hun.

Jeg sukkede dybt og prøvede at fokusere på hendes ord. De elskede mig. De så mig stadig som deres søn. Det ville jeg altid være.

Men jeg havde svært ved tro hende. Indtil jeg så mine forældre, og de sagde det samme, kunne jeg ikke. Samuel var deres ægte søn. Jeg var bare en, der var endt hos dem. De behøvede ikke at elske mig.

”Men,” stammede jeg, men kunne ikke få mere ud. Jeg ville ikke græde igen. Det havde været nok foran Aretha.

Hun tyssede på mig, men sagde intet. Jeg sagde heller ikke noget.

Vi kørte til slottet i stilhed.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, da bilen stoppede. Jeg havde faktisk slet ikke nået at overveje mulighederne. Men da vi trådte ud i mørket uden det store cirkus omkring os, vidste jeg, at det var det, jeg helst ville. Hvis mine forældre – hvis jeg overhovedet kunne kalde dem det – havde været der, havde jeg ikke forladt bilen. Jeg var ikke klar på at møde dem, selv om jeg vidste, at det var der, Aretha og Louis førte mig hen.

Hun havde fortalt mig, at de savnede mig. Min mor havde ikke sovet. Men hvem ville jeg møde? Hvad ville de kalde mig? Ville de sende mig bort? Jeg var ikke klar til at forlade slottet. Det var det eneste, jeg havde.

Aretha holdt stadig min hånd, og det var som om hun kunne høre mine tanker, for hun strammede taget om den. Hun holdt mig op og hjalp mig videre. Jeg fortjente ikke hendes bekymring. Hun var der altid, men hvad havde jeg gjort for at fortjene det? Jeg havde været sammen med andre piger på samme tid. Det var ikke fair over for nogen.

Jeg havde tænkt meget over konkurrencen, mens jeg havde været alene. Det føltes som flere måneder siden. Men det var kun tre dage siden, at Aretha og jeg havde haft sex. Når jeg tænkte tilbage på det, kunne jeg godt huske følelsen af eufori. Men når jeg så på hende nu, kunne jeg kun føle forvirring. Jeg var så usikker omkring alting. Hvis alt det her ikke var sandt, havde vi sikkert haft sex hver aften. Men nu føltes det forkert. Det kunne jeg ikke gøre, mens der stadig var en anden pige på mit slot. Serena var her stadig. Ville hun overhovedet have mig, når jeg bare var Harry? Og hvad med Aretha? Hun havde regnet med en stor aftale mellem Doran Lean og Avina, men nu vidste jeg ikke engang, hvad jeg kunne give hende. Jeg vidste ikke, om jeg var klar.

”De venter på dig herinde,” hørte jeg Louis sige. Jeg opfattede først ordene, da dørene blev åbnet og Aretha gav mig et blidt skub. Jeg var alene nu.

Men da jeg drejede hovedet og så ind i lokalet, kom mine forældre løbende imod mig. ”Åh, Harry, min skat,” græd min mor, da hun tog armene om mig. Jeg stod stadig og prøvede at få fodfæste, da også min far tog armene om os begge to. ”Jeg har været så bekymret,” fortsatte hun. De strammede taget om mig.

Kunne det virkelig være sandt, at de stadig elskede mig? Var jeg stadig deres søn?

Min mor holdt fortsat fast, da hun løftede hovedet og kiggede mig ind i øjnene. De både græd og var fyldt med glæde. Hun smilede forsigtigt og jeg kunne se, hvor meget det betød, at jeg var kommet tilbage. Måske var der en chance for, at jeg kunne blive.

”Og du har klippet dit hår,” udbrød hun, da hun så min frisure. ”Åh min lille dreng er blevet så stor,” græd hun og kørte sine fingre igennem mine totter.

Jeg kunne ikke holde det ud længere og tog et skridt væk fra dem. Min mors øjne græd, da hun ikke forstod min reaktion. Men jeg kunne ikke klare det. De stod her og viste mig, hvor bekymrede de havde været, men kunne jeg virkelig tro på det? De behøvede ikke at elske mig, og jeg var i tvivl om de kun gjorde det, fordi de følte sig tvunget.

Jeg tog en dyb indånding og frygtede det værste. ”Elsker … Elsker I mig stadig?” hviskede jeg og stirrede håbløst på dem. Det var de to, der havde lært mig alt det, jeg vidste i dag. Til sammen stod de bag den mand, jeg var blevet.

Min mor lagde håndfladerne sammen og lænede dem op ad sine læber. Hun kiggede dybt ind i mine øjne, inden hun tog armene frem mod mig. Tårerne trillede ned ad kinderne. ”Åh Harry, du må aldrig tænke sådan,” bad hun og placerede mit hoved i hendes hænder. Jeg tog fat i hendes håndled. ”Selvfølgelig elsker vi dig. Du er vores søn!”

”Men, jeg…”

Hun rystede bestemt på hovedet og fandt igen mine øjne. Jeg så det nu. Hendes var fyldt med kærlighed. Det var alt sammen rettet mod mig. ”Sandheden er ligegyldig, Harry. Du er vores søn og det vil du altid være. Det må du aldrig tvivle på. Ikke også, Leo?”

Vi vendte begge vores blikke mod min far, mens jeg registrerede hendes ord. Jeg måtte ikke tvivle. De elskede mig. De var mine forældre. Og da min far bekræftede det, mærkede jeg tårerne. ”Vi elsker dig, min søn. Du har og vil altid være min søn.”

Det var de ord, jeg altid gerne ville have hørt ham sige. Og selv om det var en skandale, der forårsagede dem, hørte jeg ægtheden. Han mente det. Han havde altid elsket mig.

De elskede mig begge to. Min mor og far. Jeg smilede forsigtigt, da min mor igen trak mig ind til hende. Vi stod der sammen og nød at have fundet hinanden på ny.

Men vi var kongefamilien. Pligten kaldte.

Min far sukkede, før han hev os ud af det magiske øjeblik. Hvor end han gerne ville fejre, at jeg var kommet tilbage, havde han vigtige ting at tage sig til. Jeg vidste, at han kun gjorde det, fordi han blev nødt til det. ”Hvor meget har du hørt?” spurgte han forsigtigt.

Jeg så tristheden i hans øjne, da jeg svarede. ”Jeg ved godt, at jeg ikke kan overtage tronen.” Min stemme var tæt på at knække over, men jeg prøvede at tage mig sammen.

Men min mor kunne ikke. Hun græd ind i min skulder. ”Jeg er så ked af det, skat. Vi har kæmpet for at lade dig beholde tronen, men loven kan ikke ændres,” græd hun. Mit ærme blev vådt.

Heldigvis havde jeg haft dage til at komme mig. Selv om det ville tage mange år, før jeg forstod, det der foregik, var jeg klar på at diskutere det. ”Der er planlagt et møde i morgen, hvor ministrene og jeg i samarbejde vil finde ud af, hvad der helt præcis skal ske. Det er en kæmpe skandale,” forklarede han.

Jeg nikkede. Det kunne ikke beskrives. ”Harry, du må forstå, at vi arbejder hårdt med at få det bedste mulige resultat.” Min far kiggede sørgmodigt på mig og for første gang længe, troede jeg på ham. Han ønskede det bedste for mig. ”Men en af de ting, vi har ventet med at diskutere til du kom tilbage, er hvad vi gør med Prinsesse Aretha og Miss Serena,” fortsatte han.

Mine øjne blev blanke. Ville de sende dem hjem? Lige meget hvor slemt alt var lige nu, var de det eneste, jeg havde tilbage, der fik mig til at føle mig som mit gamle jeg. Prins Harry. De måtte ikke sende dem hjem.

”Vi har besluttet, at det er op til dig, hvad du vil gøre,” begyndte han. Jeg pustede ud. Der var trods alt stadig noget, jeg kunne bestemme. ”Du må gerne sende dem hjem, for du er ikke tvunget til at gifte dig med nogen lige nu. Ja, faktisk er du slet ikke tvunget til at gifte dig overhovedet, hvis det er det, du beslutter. Medmindre du selvfølgelig allerede ved, hvem du vil vælge. Så kan vi også arrangere et bryllup.” Hans ord kom bag på mig. Hele konceptet med at få pigerne hertil, var fordi jeg skulle være gift inden min toogtyveårs fødselsdag. Og nu … Nu kunne jeg selv vælge. Jeg behøvede ikke at skynde mig, jeg kunne vente til jeg var helt sikker.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. For hvad ville jeg helst? Jeg var i tvivl, men jeg var alligevel sikker på, at jeg ikke kunne sende dem hjem. Jeg var ikke klar til sige farvel til dem.

”Der er én, er der ikke.” Min mor fik min opmærksomhed, og da jeg registrerede hendes ord, blev jeg bleg. Havde hun gennemskuet mig? Vidste jeg det overhovedet selv?

Jeg tænkte, men blev enig med mig selv. Jeg vidste godt, hvem af de to piger, jeg bedst kunne lide. Det var hende, der havde fundet mig.

 ”Åh, min skat, hvor er jeg glad på dine vegne,” smilede hun og kom over for at give mig et stort kram.

Men jeg fik kvalme. Jeg var ikke klar til at afgøre det. Jeg var ikke sikker. Jeg kunne lide Aretha bedre, det var sikkert, men behøvede det at betyde, at hun var den rette for mig med det liv, jeg havde foran mig? Og hvad hvis de begge tog hjem i morgen, fordi jeg ikke længere var prins? Jeg kunne hverken tvinge dem til at blive eller vælge en af dem nu, uden at de havde noget at sige.

”Mor, jeg ved ikke, hvad der er realitet lige nu og hvad der ikke er,” fortalte jeg hende og håbede, at hun ville droppe emnet.  

Hun smilede og nikkede. Heldigvis. Min mor snakkede altid om, at hun glædede sig til, når jeg skulle giftes. Lige nu var jeg dog hendes eneste fokus. Det hjalp på selvtilliden.

Jeg studerede igen mine forældre. Først nu lagde jeg mærke til, hvor trætte de så ud. De havde ikke sovet. De elskede mig virkelig, indså jeg igen. Og jeg elskede dem. Det ville jeg altid gøre.

Men det var en anden sag med Ann. Hun havde været som en anden mor, hvilket nu var så ironisk, det gav mig kvalme. Men lige meget, hvad hun havde gjort, så var hun min ægte mor. Alligevel var hun grunden til, at min liv var en løgn. Hun havde løjet hele mit liv, alt sammen imens hun havde set mig vokse op fra sidelinjen. Hvad skulle jeg stille op? Hun var min ægte mor. Jeg kunne ikke forstå det.

Min far fik igen min opmærksomhed, da han nåede til endnu et vigtigt emne. Jeg prøvede at fokusere på hans ord, men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Ann. Alligevel formåede jeg at høre hans første ord. ”Vi har også valgt at udsætte Liam og Evangelines retssag,” fortalte han, men så ikke selv særlig tilfreds ud. Jeg forstod ham godt. Det kunne betyde flere angreb. Især nu, når alting skulle ændres. Hvad ville det betyde for oprørerne? Ville angrebene stoppe eller ville der komme flere?

Fremtiden var usikker. Både Doran Leans og min egen.

”Leo, jeg tror vi skal give ham en pause,” afbrød min mor. Min far havde fortalt mere, men jeg havde ikke hørt det. Jeg kunne ikke glemme Ann. Elskede hun mig? Eller havde hun skilt sig af med mig, fordi hun ikke gad have et barn? Selvom hun havde sagt, at hun ønskede at give mig min bedste chance, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro.

Min mor tog sin arm rundt om mig og sammen gik vi ud af lokalet mod mit værelse. Da jeg lagde mig i min seng følte jeg mig for første gang hjemme. Det her rum var det eneste, jeg havde tilbage, hvor jeg følte mig tilpas.

Jeg faldt i søvn med det samme og sov for første gang i tre dage.  

 

---

Åh stakkels Harry :( Hvordan tror I hans tilstand kommer til at påvirke resten af historien? 

+ I ER FOR VILDE! KC har allerede 122k visninger, det er snart den af mine movella'er, der har flest visninger! I er bare så fantastiske og der er også kommet rigtig mange kommentarer på det sidste, det gør mig seriøst så glad! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...