Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
392Kommentarer
56183Visninger
AA

5. Kapitel 3 // "Forming an Alliance"

FORMING AN ALLIANCE

Mine nye tjenestepiger vækkede mig, da de bankede på døren. Jeg var vant til at vågne ved at andre vækkede mig, men det her var anderledes. Det var ikke de bank, jeg var vant til, heller ikke den samme stemme, der kort efter råbte efter mig. ”Miss Aretha? Er du vågen?”

Helen og Evangeline åbnede døren og beordrede mig at stå op. ”Der er morgenmad med de andre gæster, så vi skal gøre dig klar,” annoncerede Helen, den ældste af mine tjenestepiger, med en fornem tone. Selvom jeg ikke havde kendt dem længe, var hendes kommanderende side ikke gået ubemærket hen.

”Åh, miss Aretha, jeg synes du skal have denne her kjole på!” Jeg havde ikke bemærket, at Evangeline havde åbnet mit skab, før hun stod og viste kjolen frem. Den var af et sort silkestof, broderet med gulddetaljer ved barmen.

Helen lod mig dog ikke svare, da hun hurtigt gik hen til hende og hang kjolen ind i skabet. ”Evangeline, hvad er det vi har snakket om?” Hun henvendte sig til mig. ”Du må undskylde Prinsesse Aretha, hun kan være lidt ivrig,” undskyldte Helen på Evangelines vegne. Men jeg så intet problem i det, hun havde gjort.

”Hun gav bare sin holdning til kende, det er helt i orden,” gjorde jeg klar og gik selv hen mod skabet. Evangeline smilede forsigtigt, men så snart Helen stirrede på hende, sænkede hun hovedet. Jeg åbnede skabet og fik øje på præcis den kjole, hun havde holdt frem. Da jeg tog den ud, indså jeg, hvor smuk den egentlig var. Midt på kjolelivet dannede guldmønsteret en silhuet af et spejl med detaljer rundt om sig. Skørte var af tyl, men fremstod stadig enkelt. ”Jeg tror faktisk, at det bliver den her,” meddelte jeg dem og holdt den op foran mig. Evangeline var tydeligt rørt over min gestus, men turde ikke udvise sin glæde.

”Den er også flot, Prinsesse Aretha,” svarede Helen.

Jeg begyndte at tage kjolen af bøjlen og overlod resten af arbejdet til dem. ”Nu vi er ved det, kan I så ikke bare kalde mig Aretha?” forespurgte jeg og vidste på forhånd, at Helen ville være svær at overbevise med hendes mange holdninger. Hun viste mig da også en grimasse, der bekræftede min påstand. Evangeline derimod var helt oppe at køre, og udtrykte sin idé om, at vi kunne blive veninder. Hun var en drømmer.

Efter mine tjenestepiger havde hjulpet mig med istandsættelsen, gik jeg selvsikkert ned til salen, hvor jeg skulle møde de andre piger. For hvert minut der gik i denne kjole, følte jeg, at det var det rigtige valg. Den udviste, at jeg hvilede i mig selv, men samtidig trak den ikke opmærksomhed, og slet ikke Harrys opmærksomhed.

To soldater nikkede til mig, da jeg gik igennem den store døråbning og blev mødt af en riddersal, der levede op til sit potentiale. Et stort langt bord var placeret midt i rummet og indbød til et af de bedste måltider, man nogen sinde ville få. De syv stole var placeret længst væk fra døren. Den største af stolene ved bordenden havde en høj ryg og var dekoreret med et rødligt stof og et mørkt træmateriale. Resten af stolene var til os piger, de var utrolig flotte, men intet særligt målt op mod Harrys stol. Jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste, der havde regnet ud, hvem, der skulle sidde der, da Serena og en anden pige med blondt hår, havde sat sig tættest på. Heldigvis gjorde det mig ikke noget, og jeg satte mig tilfreds ved siden af Marissa, så jeg sad længst væk.

”Hvorfor kommer Talia altid for sent? Hun forsinker altid Prins Harry Edward,” kom det fra blondinen, da sædet foran mig fortsat var tomt.

Serena var enig. ”Helt enig, Kenzie, vi kan ikke vente på hende hver gang.” Jeg kiggede over mod pigen, jeg nu kunne kalde Kenzie. Hendes hår var snoet ind i en stor, kompliceret fletning, der hang ned langs hendes højre side og endte med helt glatte spidser under brystet. Ligesom Serena havde hun makeup i ansigtet, der dækkede det mest nødvendige og mere til. Hun så dog mere naturlig ud.

Den sidste af pigerne, hvis navn jeg endnu ikke kendte, deltog i diskussionen. ”Hvad gør fem ekstra minutter?” spurgte hun og løftede irriteret et øjenbryn. Serena og Kenzie var tydeligvis overrasket over pigens indskud, men havde et svar parat.

”Hør Morris,” vrissede Serena og hentydede til pigens efternavn. Jeg genkendte hendes navn, og indså hvem hun var. Hun måtte være minister Morris’ datter. Alle kendte Tony Morris, der havde en af de højeste poster inden for loven efter Kong Leopold. ”Jeg har en plan om at være den første af os til at kysse Prins Harry, og den kan jeg ligesom ikke udføre, før han er her,” fortsatte Serena og rullede øjne.

Pigen skulle til at diskutere yderligere, da Marissa ved min side åbnede munden. ”Det er allerede for sent,” udbrød hun og viste endnu engang, at hun havde sociale inkompetencer.

Serena nedstirrede hende. ”Som om du har kysset ham,” snerrede hun og fik et enigt nik fra Kenzie.

Marissa indså, hvad hun havde sagt og prøvede hurtigt at finde et svar frem. Hun valgte den lette udvej, der dog langt fra imponerede Serena eller Kenzie. ”Prins Harry og jeg var bedste venner, da vi var små,” forklarede hun roligt og trak på skuldrene. ”Vi var små, hvad kan man forvente.” Serena rullede med øjnene og tog det tydeligvis ikke alvorligt. Hun var ingen trussel.

Vi hørte pludselig alle en hosten, da Wells kom ind i rummet. ”Jeg må desværre meddele jer, at Prins Harry Edward ikke vil deltage i morgenmaden i dag, da han har fået møder, han skal til. Han undskylder og lover, at han vil se jer senere,” meddelte han.

”Det er da også bare for meget!” brokkede Serena sig og rejste sig fra sin stol. ”Jeg vil have min morgenmad op på mit værelse,” bad hun og stormede derefter ud af salen. Vi andre piger sad forvirret tilbage. Det var ikke lige sådan, jeg havde regnet med, at den første morgenmad med de andre skulle udfolde sig. Men Serena kendte ikke livet som tronarving. Det kunne være så krævende, at man flere gange overvejede, om der ikke var en måde at undgå at skulle blive dronning. Men når alt kom til alt, så var det ens kald, og man skulle beskytte både sit kongerige og sine indbyggere. Det eneste Serena tænkte på, var hvor meget de smykker, hun havde om halsen, var værd.

Resten af tiden ved bordet havde overrasket mig. For det første dukkede Talia aldrig op, hvilket vi alle sammen synes var lidt mystisk. Hun var prinsesse, så hun vidste, hvad der blev forventet af hende. For det andet så havde Kenzie ændret karakter, da Serena havde forladt bordet. Hun udviste en blødere side af sig selv, men holdt stadig fast i, at hun ikke ville lade venskaber komme i vejen for hendes forhold til Harry. Hun ønskede ligeså at vinde den her konkurrence. Det gjorde den anden pige, Penny Morris, også. Hos hende var det dog mere presset fra familien, der var i spil, men hun sagde da ikke nej til en prins. Det havde været så forfærdeligt at lytte på, at jeg trængte til at komme udenfor.

Derfor stod jeg nu i slottets store have og kiggede ud over en sø. Slottet havde simpelt også en sø midt i haven. Det blev ved med at imponere og overraske mig. Vandet i søen var stille, så man kunne spejle sig i refleksionen. Jeg var så fokuseret, at jeg ikke opfattede, jeg havde fået selskab.

”Du virker anderledes, Aretha.” Stemmen bag mig fik min krop til at spjætte. Jeg havde været så optaget af søens ynde, men nu stod Harry ved siden af mig. Han huskede vores aftale. ”Undskyld, det var ikke min mening at skræmme dig,” sagde han forsigtigt, men hans grimasse sagde det modsatte. Han virkede til at have fundet det sjovt. Det overraskede mig ikke.

”Hvad mener du med, at jeg er anderledes?” spurgte jeg ham. Det var en anderledes Harry jeg mødte i dag. Han bar en simpel hvid T-shirt og et par sorte læderbukser. Hvis jeg ikke vidste, hvem han var, havde jeg aldrig gættet på prinsen.

Harry trak på skuldrene og studerede selv søen. ”De andre piger har endnu ikke forladt slottets mure, nok fordi de er blændet af rigdommen, men du flygter nærmest, når du har muligheden.” Jeg havde aldrig hørt en snakke så egoistisk om sit eget hjem. Men det kunne jeg ikke fortælle ham.

”Lad os bare sige, at rigdom ikke imponerer mig på samme måde. Og så elsker jeg naturen,” kommenterede jeg. Det var måske ikke helt sandt, for jeg var flere gange blevet overrasket over, hvor flot slottet var. Men det var ikke sådan, at man vandt mig.

Harry smilte slesk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. ”Nå, men så ved jeg da, hvad vi skal på vores første date,” grinte han.

”Date?” Det havde jeg ikke regnet med.

Harry kiggede mig direkte ind i øjnene. ”Hørte du slet ikke efter i går? Jeg vil have alenetid med jer alle sammen. Faktisk skal jeg møde Miss Woods om en halv time,” annoncerede han. Så havde Kenzie altså overhældt Serena, det var godt klaret. ”Hvad siger du til at møde mig her klokken otte i aften?”

Jeg skulle lige til at svare ham, da han afbrød mig. ”Det var faktisk ikke et spørgsmål. Du vil møde mig her. Jeg får min syerske til at lave noget ordentlig, nyt tøj til dig,” fortalte han og smilede fornøjet.

Mine øjne stirrede forbløffet på ham. ”Harry, du kan da umuligt bede din syerske om at lave en kjole til mig på seks timer,” kommenterede jeg, og ønskede ikke, at en kvinde skulle på overarbejde på grund af en af hans anmodninger. Det kom bag på mig, at han overhovedet kunne tænke sådan, og slet ikke overveje, hvad han ville spørge syersken om.

”Du vil blive overrasket over, hvad de kan nå. Ellers ville de ikke arbejde for mig,” sagde han bestemt.

”Men jeg behøver ikke en ny kjole,” protestede jeg.

Harry ønskede at vinde diskussionen. ”Aretha, du bor i mit slot. Hvis jeg vil have, at du skal have noget nyt, så får du det.”

”Men-”

”Det er afgjort, så. Vi ses i aften.” Han gav mig et smørret smil og vendte ellers om på hælen. Men inden han helt gik, sagde han: ”Og det er ikke en kjole.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...