Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

209Likes
848Kommentarer
320732Visninger
AA

27. Kapitel 24 // "Priorities"

PRIORITIES

Ved I hvad der kommer til at ske?” Serena kiggede på mig, men jeg vidste, at hun ikke gad høre, hvad jeg havde at sige. I stedet forventede hun et svar fra Kenzie. Så jeg gjorde præcis det, hun ikke ønskede. Jeg svarede. ”Kongen har bedt os om at komme for at fortælle os noget, der også har betydning for soldaterne,” fortalte jeg hende og kiggede kort hen på de mange soldater, der stod og ventede.

Serena stirrede på mig. ”Hvordan skulle vi vide, hvad I skal gå ind på Kongens kontor betyder?”

Jeg kiggede på hende og følte for at prikke til hendes selvsikkerhed. ”Nå ja, det glemte jeg. I er ikke royale,” undskyldte jeg og løftede mine arme.

Jeg vidste godt, at jeg var gået over stregen, da Serena pegede pinger af mig. ”Pas på, hvad du siger, Aretha. Om treogtyve dage vil jeg være Dronning af Doran Lean og du vil bare være-” Hun var midt i sit comeback, da hun indså, hvordan hendes sætning ville ende. Jeg storsmilede. ”Åh, glem det,” brokkede hun sig og pustede den tot hår, der hang ned foran hendes ansigt, væk. Når den her konkurrence var færdig var jeg stadig prinsesse, om det så blev af en eller to lande.

Kenzie sad stille imellem os og da jeg fulgte hendes søgende blik, fik jeg øjenkontakt med Samuel. Jeg mærkede, hvordan mine øjenlåg lukkede i og op – hvad havde de gang i? Men da jeg igen kiggede på ham, denne gang skarpt, forsikrede hans blik mig om, at der ikke foregik noget. Men hvor meget vidste Kenzie? Var hun klar over, at hun ikke kunne få ham?

Jeg overvejede kort, om jeg burde fortælle hende det, men valgte at det var bedst, hvis Samuel selv gjorde det.

Vi hørte pludselig trompeterne og ind ad døren kom Kong Leopold med Harry bag sig. Mit hjerte bristede, da jeg så hvor meget han kæmpede for at gå henover gulvet. Hans far tvang ham til at være aktiv, men jeg var nervøs for, om det kunne påvirke hans helingsproces. For smerten skar fra hans ansigt. Jeg skulle lige til at rejse mig op for at støtte ham, men det var som om han læste mine tanker, for sekundet efter tanken, kiggede han på mig. I dét sekund jeg fik opmærksomheden, viste han mig, at han nok skulle klare det. Han rettede sig op og gav mig et forsigtigt, men selvsikkert smil. Det var det første smil jeg havde set længe, hvor der ikke var nogle smerter at se.

Han skulle nok klare den.

Jeg vidste samtidig også, at han ville blive rasende, hvis jeg gik hen og hjalp ham foran alle de soldater, der var i rummet. Så jeg var tilfreds med at blive siddende, da han satte sig på en stol ved træbordet. Vi var i et af kongens kontorer, dette lidt større end de andre. Det var her han typisk havde møder.

I dag var rummet fyldt med omkring tyve soldater, inklusive Oberst Tomlinson og Samuel. Serena, Kenzie og jeg havde siddet her ligeså længe som de havde ventet og nu da Harry og Kongen nu havde tilsluttet sig os, kunne mødet endelig begynde.

Det var i hvert fald, hvad jeg troede. For døren gik endnu engang op og ind kom Liam haltende med sin stok. Alles blikke var fikseret på ham, mens han kæmpede sig frem i lokalet. Han havde en stor stak papirer i sin ene hånd og skulle balancere sin krop med stokken i den anden. Men han kom frem og da han havde lagt papirerne foran Kongen, gik mødet endelig i gang.

”Jeg har samlet jer alle sammen her i dag for at diskutere nye, vigtige informationer om oprørerne,” fortalte han. Så det var dét mødet skulle handle om. ”Takket været Mr. Payne har vi endelig fundet frem til hvor de hører til og hvordan deres symbol ser ud. I skal derfor holde øje med dette, for hvis I ser det hos nogle, skal I straks slå alarm,” uddybede han og kiggede skarpt på de mange soldater.

Dette var primært informationer til dem. Vi var nok kun i rummet, fordi Harry havde insisteret på, at vi også fik det at vide.

Kongen begyndte at fortælle, at oprørerne havde base i landsbybyen Rhyl og hvad han vidste omkring det. Jeg betragtede Liam imens. Hvordan havde han fundet frem til at al den information? Havde han snydt nogle af oprørerne? Det var i hvert fald vigtige informationer, han havde fundet frem til. Altafgørende for at vi en dag kunne slå dem.

Liam stod stolt og lyttede til Kongens ord. Imens stod han og knugede sig til sin stok. Hans hænder så næsten ud til at holde så hårdt om stokken, at han mistede blodtilførslen. Det måtte være så besværligt at skulle gå med stok for at kunne gå.

Kongen fik endnu en gang min opmærksomhed, da han begyndte at beskrive symbolet. ”Det kan være svært at se til at starte med, men Liam siger, at de har lavet en krusedulle ud af bogstaverne D, R og G. Vi ved endnu ikke hvad disse bogstaver står for, men det er vores næste mission at finde ud af det,” meddelte han og gav Liam et anerkendende nik.

Jeg huskede tydeligt de tre bogstaver fra det papir, de havde lagt på natbordet. Men hvad kunne de stå for? Og ville navnet afsløre, hvem de var eller hvad de ville have? Det var de spørgsmål, vi alle sad med.

Kongen fortalte videre, men pludselig blev han afbrudt. ”Hvad var det, Konstabel Fritz?” Harrys stemme hævede sig over sin fars for første gang til dette møde. Kongen drejede sig straks rundt for at forstå, hvorfor hans søn havde afbrudt ham. Men Harry kiggede ikke på ham, hans blik stirrede på soldaten, han havde talt til.

Blikket var fyldt med vrede.

Soldaten samlede hurtigt benene og prøvede at komme udenom emnet. Men Harry havde hørt noget, og han lod det ikke ligge. Så selv om Kongen prøvede at få ham til tie stille, så vi kunne fortsatte, gjorde Harry det uforudsigelige. Han rejste sig op. Jeg hørte flere gispe, da han med hastige skridt gik hen mod soldaterne. Hans blik var hele tiden på Fritz.

Først da han stod ved siden af mig, stoppede han. Jeg så straks hvor ondt det havde gjort, og denne gang tænkte jeg hverken på hans holdning eller hvad andre ville tænke. Jeg rejste mig op og støttede ham. Hurtigt tog jeg fat om hans venstre arm. Men selv ikke det fik Harry til at fjerne blikket. Til gengæld mærkede jeg straks, hvordan hele hans krop slappede af.

”Fortæl mig og resten af os, hvad du lige sagde til James,” ordrede Harry skarpt og stak sin arm ud for at pege på ham. Men han måtte hurtigt stoppe med den handling, da det gjorde smerten værre. I stedet lagde han den over kors og placerede håndfladen på min hånd. Selv om det muligvis ikke var noget, han havde tænkt over, gjorde bevægelsen mig så glad, at jeg havde svært ved ikke at smile. Det var hans måde at vise mig på, at han var taknemmelige for, at jeg var der for ham.

Det var alt, jeg behøvede at vide.

Soldaten havde endnu ikke svaret Harry. Det var først, da Harry råbte, at han mumlede ordene. ”Jeg … Aretha … seng.”

Harry knyttede sine næver, mens jeg stod der, forvirret. Hvorfor havde han nævnt mig? Jeg ville snart få det at vide, for Harry fortsatte det, der nu var blevet en afhøring. ”Selvom jeg ikke vil høre det igen, skal du gentage, højlydt, hvad du sagde.” Fritz sendte Harry et bedende blik, men han slap ikke. Hvad kunne være så slemt, at Harry ikke ville lade det ligge, men samtidig ville have, at han skulle gentage det?

Soldaten tog til sidst mod til sig, men jeg kunne se i hans blik, at han vidste, det ville ændre hans liv, når han fortalte os resten af ordene. Han tog en dyb indånding. ”Jeg sagde, at jeg gerne ville have Aretha med i min seng.”

Lokalet forandrede sig til et helvede, da ordene havde forladt hans mund. Det tog ikke Harry mere end et sekund, før han lukkede øjnene og i foragt talte til manden. ”Louis, hvis du vil smide ham på porten,” beordrede han og nægtede at se soldaten i øjnene.

Selv stod jeg fuldkommen forstenet tilbage, tom for ord, og stirrede på ham. Jeg væmmedes og følte, at jeg skulle kaste op. Hvordan kunne han finde på at sige sådan noget? Og det, at han overhovedet tænkte sådan fik mig til at vende blikket væk fra ham. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende.

Louis tog fat i soldaten og selvom jeg nægtede at se på ham, hørte jeg hans råb. Han spurgte om at blive tilgivet. Jeg kunne ikke tro det. Hvem troede han, at han var?

Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Jeg ville ikke se på nogen.

Men i det øjeblik, at jeg følte mig midt i et sort hul, trak Harry mig ud af min svimmelhed. Forsigtigt aede han min hånd, og da jeg åbnede øjnene, kiggede han på mig. Jeg kunne stadig se vreden i pupillerne, men det, der var i fokus var hans beroligende blik. ”Han vil aldrig genere dig igen,” hviskede han og gav min hånd et klem.

Endnu en gang viste han mig en grund til hvorfor jeg skulle kæmpe for ham. Aldrig før havde en mand forsvaret mig før. Det følte hele min krop med taknemmelighed og jeg kunne mærke, hvor heldig jeg var at han kæmpede min sag.

Men lige som vi havde vores første øjeblik i flere dage, afbrød Kong Leopold os. ”Jeg vil nu vende tilbage til det, vi egentlig diskuterede,” meddelte han. Som altid undgik han at adressere yderligere problemer og kommenterede ikke det, der lige var hændt. Men det gjorde mig ikke noget, for jeg havde Harry til at forsikre mig om, at det nok skulle gå.

For Harry valgte at sætte sig ned ved siden af mig og der blev han siddende gennem resten af mødet. Det fyldte mig med energi.

”Vi snakkede som sagt om symbolet. Hvis I ser det på tøj, hatte eller hvad end det skulle være, så anmeld det til mig. Især hvis det er inden for slottet mure,” ordrede han. Jeg nikkede for mig selv, men havde svært ved at fokusere, da jeg mærkede varmen fra Harrys hånd strømme ind i min krop.

Da mødet sluttede, var jeg klar på at skulle rejse mig op for at gå tilbage til værelset. Men Harry holdt mig nede og kort efter mærkede jeg den varme ånde mod mit øre. ”Kom og besøg mig om en time,” hviskede han. Han talte så lavt, at jeg var den eneste, der kunne høre det. Men jeg vidste hvorfor. For lige ved siden af sad Kenzie og Serena, der tydeligt var jaloux over den opmærksomhed, jeg havde fået fra Harry.

Serena kunne slet ikke holde til det og blev nødt til at kommentere det, da Harry og sin far havde forladt rummet. ”Det jeg ikke forstår er, hvorfor soldaten ville i seng med dig. Så han slet ikke mig eller hvad?” Hun rullede med sine øjne og begyndte også selv at forlade rummet. Jeg overvejede at sige noget til hende, men lod hende gå med tvivlen. For min skyld måtte det gerne have været hende, han havde omtalt, men det behøvede hun ikke at vide.

”Du skal ikke tage dig af hende, hun føler sig bare udsat for tiden.” Kenzie snakkede til mig for første gang i flere dage. Jeg havde næsten glemt, hvor lys og spinkel hendes stemme var. ”Efter Harry blev stukket ned har hun ikke fået det ud af ham, som hun gerne vil,” fortalte hun mig og smilede svagt. Det var som om hun undskyldte på Serenas vegne.

”Det lyder så forfærdeligt, når du siger det på den måde,” kommenterede jeg og huskede den aften jeg havde set dem efter at have været i seng sammen. Heldigvis vidste jeg, at Harry ikke havde gjort det med hende siden. Det stolede jeg på.

”Det er sådan Serena er. Hun er den eneste, der ikke er blevet inviteret ind på hans værelse, så hun har faktisk ikke haft alenetid med ham siden ulykken.”

Først da jeg tænkte yderligere over hendes sætning, slog det mig, hvad hun havde sagt.  ”Har du været på hans værelse?” spurgte jeg overrasket. Ud fra hvad Harry havde fortalt mig og hvad der havde stået i brevet, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde været inde hos ham. Men selvfølgelig var det ikke sådan.

Kenzie sukkede, men jeg kunne høre, at hun ikke var irriteret. ”Aretha, vær ikke dum. Du er ikke den eneste i den her konkurrence. Vi kyssede.” Hun sagde det ligeud som om det ikke betød noget for hverken mig eller hende. Kunne hun overhovedet lide ham?

”Kyssede?” gentog jeg.

”Som sagt, vi er flere med i konkurrencen,” svarede hun og rejste sig for at gå. ”Lad nu vær med at blive sur, du vidste, det ville ske, da du valgte at komme her til slottet. Du skal bare være glad for, at han bruger mest tid med dig.”

Jeg var så opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke nåede at svare hende, før jeg var alene. Harry havde kysset med Kenzie uden at fortælle mig det. Men igen, behøvede han overhovedet at gøre det?

Kenzie havde ret. Jeg vidste, at det her var en del af konkurrencen og vejen til Harrys hjerte. Alligevel kunne jeg ikke beskrive, hvor ondt det gjorde. Tanken om at han havde hygget sig med hende, mens jeg havde været hjemme gjorde mig svimmel.

Men jeg kunne ikke lade det komme i vejen for mine følelser eller det forhold vi var ved at opbygge. Jeg måtte bare tro på, at det ikke betød ligeså meget for ham, som når han kyssede mig. Og så måtte jeg vente at se, om han havde tænkt sig at fortælle mig det en dag.

Først der kunne jeg stole på ham.

Timen gik længere, end hvad jeg havde håbet på. Så da jeg endelig kunne banke på døren til Harrys værelse, følte jeg, at jeg havde gået i cirkler i flere dage. Men tiden stoppede igen, da jeg fik adgang og så ham smile til mig.

Han sad op i sin seng, hvilket jeg havde forventet, men han så friskere ud end sidst jeg var herinde. Han sad ovenpå dynen iført et mere behageligt sæt af tøj. T-shirten og bukserne var begge mørkeblå og klædte hans hårfarve. ”Du ser godt ud,” komplimenterede jeg og satte mig til rette ved siden af ham. Jeg mærkede gåsehuden, da vores arme rørte hinanden.

Harry svarede ved at tage min hånd. Den var varm og da han flettede vores fingre skød han heden ind i min krop. ”Du må undskylde soldaten. Jeg ved ikke, hvordan han blev ansat.”

Jeg rystede på hovedet og kiggede på vores hænder. ”Du behøvede ikke at gøre det,” fortalte jeg ham og mente det. Jeg havde haft lang tid til at tænke over episoden, og selv om Harry havde bevist så meget over for mig, behøvede han ikke at have gjort sådan et stort show ud af det. Men det vidste jeg, at han elskede.

Han var ikke enig. ”Aretha, jeg kan ikke sidde tilbage og lade vær med at gøre noget, når jeg hører nogen snakke om dig på den måde,” forsikrede han mig om. ”Han stod og smilede, mens ham og den anden soldat kiggede over på dig.”

Mit hjerte bankede hurtigere. ”Men han ville jo aldrig være kommet af sted med det alligevel. Det havde jeg aldrig tilladt.”

Harry rullede med øjnene, noget jeg følte, jeg havde fået ham til at gøre mere. ”Det er ikke pointen,” sagde han skarpt. ”Han snakkede om min pige og det tolerer jeg ikke.” Jeg mistede pusten.

”Din pige?” Min mave slog knuder.

Harry indså, hvad han havde sagt, men i stedet for at forklare sig udenom, smilede han blot. Og det var det mest fantastiske smil, han nogen sinde havde sendt min vej. ”Nu er I selvfølgelig stadig tre tilbage, men jeg føler mig mere tættere knyttet til jer, end da I var seks.”

Selvom han ikke direkte knyttede ordene til mig, var det nok. Så jeg rykkede tættere på ham, så der kun var få centimeter mellem os. Den måde hans læber kurvede på dannede smilehuller og fik min energi til at gå amok. Jeg kunne ikke vente længere og havde brug for at mærke ham. Jeg havde brug for at føle ham. Så jeg lænede mig frem og fjernede afstanden mellem os.

Det startede meget stille og roligt ud. Blide kys og forsigtige berøringerne, men efter lidt mærkede jeg, hvordan Harry prøvede at gøre kyssene hurtigere. Så jeg lod ham og elskede, hvordan energien strøg rundt i min krop.

Efter flere forskellige kys, følte jeg for første gang for at udfordre ham. Forsigtigt placerede jeg mine knæ på hver side af ham og da jeg kunne kigge ham direkte ind i øjnene, vidste jeg, at han glædede sig over udviklingen. Derfor pressede jeg min overkrop op mod hans og kyssede mere heftigt de bløde læber. Hurtigt mærkede jeg Harry varme hænder skubbe mig længere ind mod sin krop, så jeg kom længere op. Min hals var nu ud for hans ansigt og det brugte han til at begynde at kysse min hals. Berøringerne fik mit hjerte til at pumpe derudaf og jeg kunne ikke få nok af ham.

Så da hans ene hånd bevægede sig ned til mit bøjede ben og begyndte at bevæge sig op mod knæet, kyssede jeg ham igen på munden. Heftigere. Han åbnede den for mig og gav adgang til min tunge. De viklede sig rundt om hinanden, alt imens Harrys hænder aede mig.

Men pludselig gik det op for mig, at vi ikke kunne gå længere. For Harry var stadig for svag, og selv om han ville prøve at overtale mig, vidste jeg, at det ikke var klogt endnu. Irriteret over sandheden lagde jeg mig om på ryggen og pustede ud.

Heldigvis var Harry ikke vred. Han var irriteret, lige som mig, men han forholdt sig roligt. ”Bare vent,” hviskede han hæst og tog fat i min hånd og kyssede den blidt.

Jeg drejede rundt så jeg lå på siden og kunne kigge op på ham. ”Og jeg som troede, at du havde andre ting, du skulle i dag,” grinede jeg.

Men Harry var i stedet meget seriøs, da han sagde sine næste ord. ”Det her er vigtigt.” 

***

IHHHH hehehe

 

Ville I forresten læse en movella med en masse ekstra ting om KC? altså fra hvad kapitler vil komme til at hedde til nogle tekster om de andre piger / andre karakterer, nogle historier fra Harrys liv inden konkurrencen gik i gang, manips, scener som kunne være skrevet men som jeg droppede (lidt ligesom i film) og videoer og alt muligt andet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...