Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
385Kommentarer
54312Visninger
AA

4. Kapitel 2 // "Missing Titles"

MISSING TITLES

Tanken om, at jeg allerede havde set Prins Harry, forsvandt ikke, da dørene til balsalen blev åbnet for mig. Min mave sitrede og jeg mærkede en følelse af kvalme. Der var så mange historier om ham. Alt fra, at han havde sex med en ny kvinde til hver fest, til at han skulle have truet sin far om tronen. Inden jeg vidste, at jeg skulle møde ham, havde jeg været en del af dem, der kategoriserede ham som en skørtejæger. Men nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro. Der var så mange rygter i omløb, og man blev altid overrasket, når man rejste rundt. En ting var dog sikker. Jeg ville snart finde ud af, hvem Prins Harry egentlig var.

Jeg var ikke den første til at gøre min entre i den store sal. Foran mig stod fire piger, der alle på hver deres måde udviste ynde, elegance og succes. Den første, der fik min opmærksom var den slankeste. Hun bar en sort, elegant kjole, hvis søm var dekoreret med sorte blomsterblade, der var syet på med størst mængde for neden. Bæltet var strammet så godt rundt om hendes talje, at det overraskede mig, at hun ikke var besvimet endnu. Men det, der egentlig havde bragt hende i mit søgelys, var måden hun beordrede sin hofdame til at tjekke, at alt var perfekt. Hun løb rundt om hende, for at sy en blomst på, der var gået løs. Pigen selv havde brunt hår i en lysere nuance end mit, og hendes ansigt var proppet med makeup.

”Det der er Serena Lexington.” Uden jeg havde lagt mærke til det, havde en af de andre piger fundet frem til min side. Hun smilede forsigtigt til mig, men stod ellers stille og virkede ikke til at have andre intentioner.

Jeg havde hørt om Lexington-familien før. De stod for en af de største smykkeproduktioner i landet og var den rigeste familie, ud over kongefamilierne. Det overraskede mig ikke, at hun var blevet inviteret hertil. Kong Leopold ville sikkert være mere end tilfreds med, at sin søn endte op med en rig kvinde, der ville udspille sin konerolle perfekt.

”Er hun altid sådan der?” spurgte jeg pigen ved min side, der ligesom jeg stadig så, hvordan Serena behandlede sin hofdame.

Pigen trak på skuldrene. ”Det håber jeg ikke, for så bliver jeg da hurtigt træt af hende,” grinte hun og rettede på sin røde kjole. Den sidste pige var ankommet, mens jeg havde haft mine øjne på Serena, og det overraskede mig, hvordan syerskerne havde formået at lave så mange kjoler, hvor ingen af dem lignede en anden. De havde hver deres ynde og finesser.

”Du virker til at have godt styr på, hvem vi har med at gøre,” påpegede jeg over for pigen, der virkede overrasket over, at jeg holdt samtalen i gang. Jeg havde ikke fået nogen informationer om, hvem jeg skulle tilbringe min tid med på slottet, men her så jeg mit stik til at få så meget information som muligt, inden den egentlige konkurrence gik i gang.

Pigen pegede på den sidst ankomne pige, og fortalte mig, at hun var en af de tre prinsesser, der var til stede. Hun hed Talia og stod fortabt ved indgangen. Selvom hun ikke havde sagt eller gjort noget endnu, gættede jeg på, at hun var en, jeg kunne få det godt med. Hun havde allerede en helt modsat udstråling end Serena.

”Hvem er så den sidste prinsesse?” spurgte jeg, da jeg kunne udelukke mig selv fra ligningen.

Pigen najede formelt ved min side og trak ud i hendes røde stof. ”Må jeg præsentere Marissa af Taven,” smågrinede hun, så hendes smilehuller blev dybe. Jeg studerede, hvordan hun rettede tiaraen i sit krusede, sorte hår, mens en rødmen spredte sig under huden. Hun virkede som en atypisk prinsesse, der ikke havde selvsikkerheden på plads, og stadig ledte efter sig selv. En egenskab, jeg kun havde mestret for et par år siden.

”Nå, hvad tænker du så om det her med en af os skal giftes med Prins Harry Edward?” spurgte jeg hende, da ceremonien endnu ikke var gået i gang.

”Åh, Harry? Jeg synes ærligtalt det er mærkeligt, de inviterede mig med,” begyndte hun. Jeg studsede over hendes manglende titel, men hun forklarede hurtigt, at hende og Prins Harry var barndomsvenner. ”Harrys mor, Dronning Eira, har altid ønsket, at vi blev gift, så jeg tror det er hendes trumfkort, at jeg er her. Men Harry og jeg ville aldrig fungere som et par, det ved han også godt,” svarede hun forsigtigt. Det var tydeligt, at hendes forhold til ham var meget specielt. Næsten skrøbeligt, og jeg var spændt på om de kunne få det til at fungere under disse omstændigheder.

”Lad mig præsentere Prins Harry Edward d. II!” Trompeter begyndte at spille og overdøvede alt støj. Vi stoppede øjeblikkeligt vores samtale, og selv Serena holdt op med at tale til sin hofdame. Nu handlede det om at give sin bedste præsentation. Jeg havde endnu ikke overvejet, hvordan jeg skulle opføre mig, men Serena og de to andre rige piger stod rankt og smilede så meget, at det næsten var vammelt. De havde ikke en prinsessetitel at præstere.

Dørene åbnede nu, langsomt, men formelt og han kom til syne. Han så ud som jeg havde set ham før, men forskellen var, at jeg nu så ham forfra. Jeg studerede hans ansigt. Det var strammet op, og han viste ingen følelser. Hans læber havde en tint af en lyserød farve, men var næsten kolde at se på. Dog var hans grønne øjne sprudlende af flirteri, mens han hurtigt kiggede på os alle sammen. Jeg lagde mærke til, at hans blik forblev på Serena længst. Hele hans ansigtsudtryk ændrede sig dog markant, da han så Marissa ved min side. Vidste han ikke, at hun ville være her? Hans øjne var store af overraskelse, men han tog sig hurtigt sammen og gemte grimassen. Vi stod over for den mægtigste prins i hele området, og han skulle udvise denne status.

”Velkommen,” hilste han højt og tydeligt. Hans arme hang, som jeg havde set det tidligere, bag hans ryg. ”I seks er blevet nøje udvalgt af min far, Kong Leopold, til at bo her på slottet, hvor jeg så skal finde min kommende brud. Derfor vil jeg byde velkommen til den ukronede Dronning af Doran Lean, selv om det endnu er uvist, hvem af jer, det bliver.” Selv om jeg vidste monologen var indøvet, lød det elegant og naturligt. Jeg var dog ikke i tvivl om, at han hadede det faktum, at han blev tvunget til at vælge en kone mellem et meget lille afsnit af landets piger. Dog så han ud til at elske idéen om, at han kunne fjolle rundt med dem, der gav ham tilladelsen. Jeg var ikke i tvivl hvilket af de mange rygter, der med sikkerhed var sandt. Selvsikkerheden strålede ud af ham, og jeg var næsten sikker på, at han allerede ville have en af pigerne i sengen inden dagens ende. De lignede nogen, der blot stod på række til at blive valgt.

”Jeres ophold her på slottet vil foregå sådan, at der hver dag vil være samlede udflugter eller andre begivenheder her på slottet med mig, Prins Harry Edward. Der vil også være individuelle stævnemøder, så jeg kan få jer alle i enerum,” forklarede han og løftede slesk sin højre mundvige i et selvbevidst smil. ”Hver anden uge vil jeg blive tvunget til at sige farvel til en af jer, medmindre jeg ønsker det før,” fortsatte han og udviste sin status. Vi måtte ikke selv tage hjem, han skulle smide os hjem. Vi var hans fanger. ”Ellers vil jeg nu invitere jer ind til vores første samtale. Husk førstehåndsindtrykket, da det her vil have betydning for jeres fremtidige ophold. Vi starter alfabetisk, så Prinsesse Aretha, hvis du vil følge med.” Det var tydeligt at se, at han ikke havde nogen idé om, hvem jeg var, så jeg måtte altså træde frem, før jeg fik et venligt smil fra ham. Når alt kom til det, indebar han altså også venlighed.

Dørene blev lukket efter os, og jeg blev mødt af et rum, der var det mindste i slottet, indtil videre. Midt i rummet var der placeret to lænestole og et bord imellem havde to glas vand på det fine glasmateriale. Prins Harry strakte sin hånd ud mod stolen til højre og appellerede til, at jeg satte mig ned. Han placerede sig i den anden.

”Nå, Prinsesse Aretha, hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at du var blevet udvalgt til denne konkurrence?”

Mine øjne blev blanke og min mund tør. Det var ikke lige det spørgsmål, jeg havde regnet med at få som det første. ”Skal jeg være ærlig?” Han nikkede. Jeg tog en dyb indånding og gjorde mig klar på at blive smidt hjem med det samme. ”Jeg blev meget overrasket og faktisk skuffet. Min far har altid sagt, at jeg skulle vælge lige den mand, jeg ønskede at blive gift med. Om han så var af laveste status, så skulle jeg være glad,” forklarede jeg uden at smile, da jeg var bange for hans reaktion. Det var umuligt det svar, han ønskede at høre.

Men da han svarede mig, blev jeg overrasket. ”Og du tror ikke, at vi kunne være rette for hinanden?” Han løftede et øjenbryn, men det var umuligt for mig at aflæse, om han allerede hadede mig.

”Det sagde jeg ikke,” prøvede jeg og sukkede forsigtigt. Jeg indså, at jeg var sunket ned i stolen og rettede min krop op, før jeg fortsatte. ”Hvis jeg må sige det, så cirkulerer der mange rygter om dig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro, før jeg kom,” protesterede jeg og prøvede at redde min ære.

Til min overrasket smilte Prins Harry på sådan en måde, at han næsten var stolt. ”Så du antyder altså, at du har fået sandheden nu?” spurgte han mig og kiggede mig direkte ind i øjnene. De skar ikke, som de ville have, hvis han var sur. Havde jeg faktisk formået at gøre ham tilfreds? ”Aretha, du skal ikke være bange for mig. Jeg er kendt for at være pigeglad, men jeg kan love dig, at den pige jeg ender med vil få al min kærlighed. Jeg accepterer ikke utroskab,” forsikrede han mig og tog en tår af sin vand. ”Jeg nyder bare livet, mens jeg kan.” Han blinkede til mig. Var det en opfordring? Åh Gud, det håbede jeg ikke. Jeg prøvede at fastholde facaden og smilede forsigtigt. Kunne jeg stole på ham?

”Du er meget selvsikker,” pointerede jeg. Han sad som en rigtig konge i sin stol. Armene lå hvilende på stolens armlæn, hans ryg var helt lige og blikket var fastholdt på mig hele samtalen igennem. Jakken, han bar over den løse, hvide trøje, gjorde det heller ikke bedre. Stoffet var af et kongeblåt materiale, der var tilsat gulddetaljer både ved åbningen ned ad maven og på ærmerne.

Prins Harry behøvede ikke rette sig op, da han svarede på min kommentar. ”Det er ikke muligt at være en god konge, hvis man ikke har selvsikkerheden i orden. Det må du da have lært?” For første gang mærkede jeg for alvor, hvordan han fjernede blikket fra mit ansigt, for i stedet at studere min holdning og kjole. ”Det er tydeligt at mærke, at du heller ikke er bange for at sige dine meninger, Aretha. Bare bliv ved med det,” opfordrede han. ”Jeg er sikker på, at halvdelen af pigerne derude ikke engang ved, hvem de egentlig er, og hvad de ønsker i livet.”

”Og det påstår du, at jeg ved?”

Han nikkede med sikkerhed. ”Jeg kunne se det, da du stod blandt de andre derude,” forsikrede han mig.

Jeg smilede sagte. Hvad skulle jeg sige til ham? ”Harry, jeg-”

”Se, du kalder mig allerede Harry fra første dag, det kræver en stor del selvbevidsthed,” kommenterer han. Jeg kunne slå mig selv, hvis jeg ikke sad ved siden ad ham. Hvorfor sagde jeg dog det? Og udover, at jeg ikke brugte hans titel, benyttede jeg mig heller ikke af hele hans navn. Jeg havde virkelig dummet mig.

”Jeg, Jeg tænkte, at nu når du kaldte mig Aretha, kunne jeg kalde dig Harry,” svarede jeg og begrundede mit valg, i den forhåbning, at jeg ikke ville blive straffet. Det var nok for sent.

Harry nikkede. ”Javel, det glæder jeg mig så til,” smilede han. Var det et ægte smil, jeg lige fik der? ”Men du kan gå nu, jeg skal videre til den næste pige,” hilste han af og rejste sig, mens han gav mig retningen mod udgangen. Jeg stillede mig op og najede til ham. Han rystede dog på hovedet af min handling. ”Hvis du har tænkt dig at kalde mig Harry, så burde du nok også droppe det der,” bad han og grinede sagte. Der var det igen. Grinet, der hverken indeholdte romantiske undertoner eller forhåbninger om dette. Havde jeg virkelig formået at sende et signal om, at jeg ikke ønskede det? Og var han virkelig villig til at acceptere det?

Det ville tiden vise.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...