Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

208Likes
878Kommentarer
317627Visninger
AA

18. Kapitel 16 // "A Bleeding Heart"

A BLEEDING HEART

Harrys synsvinkel

Serena var blevet overrasket over at se mig. Hun havde regnet med, at jeg ville lade som om, vi aldrig havde været sammen. Så da jeg åbnede døren til hendes værelse, uden at banke på og kyssede hende med det samme, kom det bag på hende. Men hun var helt klar på alt, jeg tilbød hende.

Hendes læber var våde mod mine og vores tunger viklede sig hurtigt ind i hinanden. Mine fingre fandt frem til natkjolens frynser og jeg listede dem indunder. Huden var varm, nærmest brændende.

Jeg kunne ikke gøre for det. Ovenpå sedlen oprørerne havde lagt på Arethas værelse, var alt gået fra 1 til 1000 på få sekunder. Jeg trængte til at slappe af og siden Serena var den eneste, der ville give mig det, jeg ville have, fandt jeg mig igen oven på hendes seng.

Jeg havde ikke sovet hele natten, men følte mig hurtigt mere vågen end nogen sinde. ”Jeg har tænkt på dig lige siden festen,” hviskede hun i mit øre og trak mig med ned på sengen.

Hun blev irriteret, da jeg ikke svarede hende. Men jeg var mere interesseret i hendes krop og det hun kunne tilbyde mig, end hende som person. Jeg legede med hende. Hun overgav sig til sidst og lod mig hive natkjolen af.

”Næste gang skal det være på dit værelse.” Jeg stoppede i mine bevægelser og kiggede ned på hende. Desperationen lyste ud af hendes ansigt. Hun prøvede at hive min krop tættere på hendes, men jeg rykkede mig ikke.

Og det var der, jeg indså, at det jeg havde gang i, var forkert. Serena brokkede sig, da jeg rejste mig, men jeg kunne ikke udstå hendes stemme lige nu. Jeg burde ikke være på hendes værelse. Først, når jeg også ville have hende for hendes personlighed, kunne jeg gøre det igen.

Hun satte sig på knæ på sengen og prøvede ihærdigt at hive i mig. Men jeg var sikker i min sag. ”Du kan ikke bare gå,” beklagede hun sig.

”Vi ses senere, Serena.”

Jeg prøvede at samle mig selv, mens jeg gik ned ad gangen. Aldrig før havde jeg forladt en pige i sin seng så tæt på, som vi havde været. Hvad gik der af mig?

”Prins Harry!” råbte hun efter mig, men jeg var væk, før hun fangede mig.

Det var typisk Serena, altid at lægge vægt på den første del af min titel. Prins. Til tider følte jeg, at hun kun blev på grund af titlen, men i sidste ende betød det ikke så meget for mig. Serena kunne blive en god Dronning. Selvsikkerhed var ideelt, for troede man ikke på sig selv, var man langt fra startlinjen. Samtidig var det vigtigt, at hun i dette tilfælde, ikke prøvede at få mere magt end mig. Jeg var, som konge, den øverste i hierarkiet i Doran Lean, og jeg havde ikke tænkt mig at give den plads fra mig.

Jeg nåede aldrig at beslutte, hvor jeg egentlig var på vej hen, da mit navn igen blev råbt. Denne gang var det dog anderledes. Stemmen lagde vægt på den samlede effekt og udviste respekt. Lige som jeg ville have det.

Det var Samuel. 

”Kongen ønsker at se dig på sit kontor.” Ordren kom ikke bag på mig. Vi havde allerede haft to møder om, hvordan vi skulle prøve at kontrollere situationen efter oprørerens seddel. Jeg håbede, at det tredje møde endelig ville indeholde, hvilken plan han var kommet frem til.

”Skal du med?” Jeg kiggede forvirret og nedladende på Samuel, da han fortsat gik ved siden af mig. Det var ingen grund til at prøve at skjule, at vores forhold var og forblev kompliceret.  

Samuel rettede sig op. ”Kongen vil gerne have, at jeg holder øje med dig, efter den kritiske tilstand.” Selvfølgelig opblæste min far situationen til noget værre, end hvad det egentlig var.

”Jeg må betyde meget for ham, hvis han vælger den nyeste soldat til det job,” antydede jeg, men indså, at det nok alligevel ikke var på sin plads. Samuel og jeg kendte trods alt ikke hinanden. Derfor undskyldte jeg og fortalte ham, at jeg havde en svær dag. En dårlig, men sikker undskyldning.

Han grinte, hvilket var det sidste, jeg havde forventet. ”Det må være hårdt at have så mange piger omkring en hele tiden,” tirrede han. Jeg indså, hvorfor vores forhold, udover at være påvirket af Ann, var kommet dårligt fra start. Han mindede for meget om mig selv. Jeg kunne ikke lide det.

Alligevel fortjente han et svar. ”Det er forvirrende. Det er ikke muligt at regne ud, hvad de vil have,” svarede jeg. Serena fik sex, men var alligevel ikke tilfreds, Marissa var sur hele tiden, Kenzie fik opmærksomhed, men synes alligevel ikke det var nok og Aretha havde stadig ikke fortalt mig, hvordan hun egentlig havde det efter vores kys. De var alle hver deres krydderi og til sammen dannede de én stærk gryderet.

Jeg var så træt, at selv mine jokes var elendige.

”Sådan er piger altid. De kan være så alsidige, at selv om man når at lære en af deres sider at kende, så møder man kort efter en ny og skal starte forfra.” Samuel talte fra erfaring og jeg undrede mig, om han mon havde en kæreste derhjemme. Jeg spurgte ham ikke.

I stedet valgte jeg at skifte emne, til det vi burde snakke om, men havde prøvet at undgå, siden han var kommet til slottet. ”Hør Samuel, jeg er måske ikke den sødeste over for dig, men jeg er glad for, at du fik jobbet på slottet, så du kan være tættere på din mor,” fortalte jeg ham og smilede forsigtigt. Vi havde endnu ikke fået øjenkontakt.

Samuel virkede til at have sit svar klar, som var det et emne han havde forventet, jeg ville spørge ham ind til. ”Jeg har været vant til, at hun ikke er der, så det er næsten mærkeligt at se hende hver dag. Jeg føler faktisk, at hun prøver at undgå mig.”

”Undgå dig? Det lyder ikke som Ann.”

Han trak på skuldrene i samme sekund som døren til min fars kontor kom til syne foran os. Jeg forstod, at han ikke ønskede at fortælle mere og nikkede til ham, inden soldaterne åbnede døren for mig. Samuel gik, til min overraskelse, med ind i rummet.

Min far sad på sin stol foran bordet med fire ministre rundt om sig. Alle stirrede de på papirlappen, der lå centreret på egetræet. Da han fik øje på mig, lukkede han mig ind i sit sind. Blikket var sørgmodigt. Resten fortalte han mig:

”Vi har besluttet, at jeg ikke forlader dette rum før i morgen. I stedet sender vi dig ind til byen for at vise oprørerne, at vi ikke frygter dem,” meddelte han. Han gik lige til sagen.

Jeg nikkede, inden jeg havde nået at overveje, hvad det kunne få at konsekvenser for mig. Oprørerne var ude efter min far, men ville det overhovedet hjælpe, hvis jeg forlod slottet og tiltrak mig deres opmærksomhed? Jeg havde lært, at de havde deres planer nøje tilrettelagt. Alligevel valgte jeg at adlyde min fars ordre og det, der var ministrenes plan, og forlod straks rummet for at gøre mig klar. Louis og Samuel ville tage med mig og fulgte mig hele vejen til mit værelse.

Jeg lod dem stå alene uden foran dørene. Selv gik jeg hen til det sorte skab og kiggede tomt på indholdet. Mine hvide skjorter hang blandt farverige blazere og blomstrede jakker. Men intet af det føltes rigtigt til dagens ærinde. I stedet søgte mine øjne hen mod en simpel, grå T-shirt. Uden at gennemtænke situationen, trak jeg min nuværende skindtrøje over hovedet og hang den på bøjlen. Jeg så tatoveringerne ud af øjenkrogen i det store spejl, og mærkede trangen til igen at komme under nålen. Det var alt for lang tid siden.

Mens jeg tog T-shirten på, besluttede jeg, at jeg ville få en ny, når alt det her postyr var ovre.

Efter også at have iført mig min sorte uldjakke og tilført den mit krone-emblem, rettede jeg på kronen. Den sad perfekt, men jeg følte for at rykke den lidt til siden, for så at rykke den tilbage igen. Nu sad den præcis, som den gjorde mig før, men af en eller anden grund, var jeg mere tilfreds. Håret blev strammet i en knold og så var jeg ellers klar til dagens obligatoriske opgave.

Markedet var pakket med mennesker. Indbyggere fra alle aldre havde valgt at tage forbi boderne denne kolde eftermiddag. Det summede af lyde, alt fra børns klagende ord til deres forældre til sælgere, der prøvede at få potentielle køberens opmærksomhed. Da en lille dreng fik øje på mig, hørte jeg hans stemme højere end de andres: ”Se mor, det er prinsen!”

Kvinden havde også en mindre pige i sin favn, da hun fulgte drengens snavsede finger og fik øje på mig. Hun smilede forsigtigt, mens jeg nikkede. Og sådan fortsatte det for hver gang en af indbyggerne fik øje på mig. Det var ikke tit, at vi kongelige besøgte markedet, så når vi gjorde, blev folket begejstrede. I dag var ikke anderledes.

Det eneste, der ikke var som det plejede, var mine tanker. Normalt ville jeg for hver hilsen føle selvsikkerheden boble, men i dag kunne jeg ikke lade vær med at flytte blikket frem og tilbage mod slottet. Jeg håbede, at min far var i sikkerhed.

”Prins Harry Edward, Samuel vil gerne præsentere dig for sin familie.” Louis fik min opmærksomhed og sammen studerede vi Samuel gå hen mod en lille bod. Jeg var ikke tilfreds med hans beslutning, men valgte at lade det ligge, fordi det var Samuel.

Da vi kom tæt nok på, så jeg en kvinde kramme Samuel. Hendes hår var sat op i en hestehale og afslørede, hvor kruset hendes krøllede hår var. Jeg ville gætte på, hun var et par år ældre end Samuel.

”Samantha, det her er Prins Harry Edward af Doran Lean,” præsenterede han til hende, der viste sig at være hans storesøster. Hun gav mig et stort smil og rakte hånden ud. Den var snavset.

”Dejligt at møde dig, Deres Højhed,” hilste hun. ”Jeg må sige, at jeg føler mig meget beæret. Nu møder jeg dig og for under to uger siden, mødte jeg Prinsesse Aretha.” Hendes latter var smitsom og jeg fandt mig selv stå og smile af hendes ord.

Samuel kaldte også sin bedstemor over, og da hun fik øje på mig, faldt stemningen. Først troede jeg, at hun havde et dårligt syn, men da hendes øjne forblev krumme, begyndte jeg at undre mig. Hendes blik gjorde mig utilpas og da hun efter flere, korte skridt, kom hen til mig, så jeg hendes øjne. De var grå, men alt afhængig af hvordan lyset ramte dem, fremstod de grønne. De skræmte mig. Med ét blik udviste hun hele følelsesregistret og jeg kunne ikke regne ud, hvorfor jeg fik det frem hos hende.

Heldigvis så jeg til sidst et smil krybe frem i hendes rynkede ansigt, da hun rakte hånden ud. Den var varm, da jeg tog den. ”Deres Højhed,” hviskede hun og nikkede anerkendende.

”Du må undskylde min bedstemor, Harry,” smågrinede Samuel og kløede sig i håret. ”Hun er til tider lidt forvirret, ikke også Margaret?”

Hun fjernede endelig blikket fra mig og kiggede på sit barnebarn. ”Nicht verwirrt. Du sagst, er der Prinz sei. Ich weiße nicht,“ mumlede hun på et uddødt sprog. Hendes stemme var så lav, at jeg ikke opfangede et eneste ord.

”Hvad sagde hun?” spurgte jeg og kiggede Samuels vej.

Han rystede på hovedet, da vi fik øjenkontakt. Det var første gang. ”Hun mumler bare, det skal du ikke tage dig af,” svarede han og prøvede at få mig til at lade emnet ligge. Jeg valgte at følge hans indirekte råd og gav besked videre til Louis, at jeg tænkte vi burde tage videre.

Men så langt nåede jeg aldrig. For da jeg vendte mig om blev mit blik mødt af fem sorte skikkelser. Fire af dem stod med hovedet sænket, mens den sidste stirrede mig direkte ind i øjnene. Hans øjne virkede røde under hatten og jeg mærkede straks, at noget var helt galt.

Louis var hurtigere end mig til at sætte brikkerne sammen, men da han langede ud efter en af de hætteklædte figurer, kom to andre bagfra og holdt ham fast. Han var dog for stærk til dem, men nåede ikke at tage mere end et skridt før to andre også var over ham. Han kunne intet gøre, da de fik ham ned at ligge. Han skreg, at jeg skulle løbe, men jeg var forstenet. Samuel blev ligesom Louis holdt tilbage og hans søster og bedstemor var væk. Jeg nåede ikke at tænke på, hvor de var, da en stemme pustede.

”Hver midnat og hver solopgang nærmer han sig sin tomgang.” Stemmen fik hele min krop til at ryste og hårene havde for længst rejst sig. Jeg hørte igen Louise fortælle mig, at jeg skulle løbe, men denne gang lød det blot som en hvisken.

Alt mit fokus var på manden foran mig. Hans øjne virkede bekendte, men samtidig så fremmede og fjendtlige, at jeg umuligt kunne kende ham.

”Han farer op mod sit himmerig’, hans kingdom come, endelig.”

Jeg havde fået nok og rakte ud efter hætten, men nåede kun lige at røre stoffet, da en smerte bredte sig i maven. Jeg mærkede vejtrækningen blive tungere og prøvede at tage fat om objektet, men det var væk. Hurtigere end jeg kunne nå at reagere, havde han stukket kniven i mig og hevet den ud igen. Min krop stod helt stille på stenene og jeg prøvede at holde mig oppe, men indså hurtigt, at jeg ikke havde nogen kræfter. Blodet havde allerede gjort min trøje mørkerød og ved synet af det gennemblødte stof mistede jeg styrken og faldt. Knæene ramte først og gav et stik i hele min krop, men blev straks erstattet af et knæk, da mit hoved også kom i kontakt med asfalten. Verdenen omkring mig var begyndt at forsvinde fra mit synsfelt, mens stemmer råbte mit navn. Til sidst jeg var i tvivl om det var syner, eller om det skete i virkeligheden.

Sekundet efter blev det hele sort og tankerne blev erstattet af intetheden.

 

***

Der kommer ingen teaser til dette kapitel, da det er slutningen på del 1. Del 2 og 3 vil også være i denne movella.

Hvad er jeres tanker? Hvad tror I, der sker med Harry?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...