Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Færdig
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina.
Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen. | Vinder af årets originale idé og årets cover til Movellys 2016

209Likes
848Kommentarer
320732Visninger
AA

16. Kapitel 14 // "Sheets and Secrets"

SHEETS AND SECRETS

Jeg så en anden Aretha i spejlet, end hvem jeg havde set de seneste uger. Denne aften var jeg så skuffet, at jeg udviste endnu mere selvsikkerhed. Jeg var sur på Harry, hvilket udløste en trang til at overbevise ham om, at han havde truffet det forkerte valg.

Hvorfor jeg pludselig var så klar på at kæmpe for at blive, skræmte mig. Men jeg kendte mig selv så godt, at satte jeg mig først op efter noget, skulle det fuldføres. Lige nu var min mission at blive på slottet. Jeg, Aretha af Avina, skulle ikke sendes hjem som den anden. I stedet ville jeg vise ham, at jeg var bedre end Serena. Det her handlede ikke om at vinde; det handlede om at vise mit værd og vise hele Doran Lean, at jeg var en ægte prinsesse.

”Helen, jeg tror det er tid til at finde mit diadem frem.” Alle mine tjenestepiger var på mit værelse og hjalp mig med at gøre mig klar. Da de hørte mine ord kiggede de alle tre på mig. Deres øjne var fyldt med overraskelse, men jeg anede også stolthed. De havde ventet på at jeg skulle træde i karakter.

Helen fandt hurtigt æsken frem. Da hun åbnede den skinnede diademet mere end tusind sole. Jeg smilede da jeg så det. Det havde været min mors.

”Det er smukt, prinsesse.” Gina var tryllebundet og fulgte smykket med øjnene, mens Helen placerede det på toppen af mit hoved. Det komplimenterede mine krøller så flot, og jeg vidste, at jeg havde taget det rigtige valg.

Evangeline tog armen rundt om mig og stillede sig, så vi begge to kunne se os selv i spejlet. Hun var iført den perfekte kjole. Den øverste del var et mørkerødt, simpelt stof, men var fyldt med de smukkeste perler. Ved taljen skiftede kjolen stof til et lyserødt tylskørt, der fortsatte helt ned til hendes fødder. Skilningen mellem den øverste og nederste del blev markeret med mørkerøde perler i et mønster ned langs tyllet. Hun var smuk, men ikke på grund af kjolen. Det var den måde, hendes livsglæde lyste ud af øjnene. 

Min kjole var langt simplere, men det var sådan jeg ønskede det. For det var min yndlingskjole. Den var lysegrå med lange ærmer. Stoffet var silke hele vejen ned og blev kun adskilt af et perlebesat bælte. For mig var dens enkelthed hvad der gjorde den elegant. Og når jeg parrede den med en flot halskæde i rosenguld, var hele mit look perfekt.

Jeg følte mig klar til at overtage verden.

Gina og Helen ønskede os held og lykke, da vi blev hentet af en soldat. Da vi hilste af, ønskede jeg sådan, at jeg kunne tage dem alle tre med. De fortjente alle sammen at føle sig som en prinsesse for en enkel aften. I dag blev det Evangeline.

Vi blev ført frem til dørene, der om lidt ville føre os ind til ballet. Jeg kunne høre musikken spille igennem væggene. Der var få minutter til at den første af os piger ville præsenteret, og da jeg studerede dem alle, følte jeg mig helt tilpas i min kjole. De andre piger havde alle sammen de største balkjoler på. Det var ikke alle, de klædte.

Marissa og sin ledsager kom hen til os. Jeg gættede hurtigt, at det var hendes storebror, Kronprinsen af Taven. Han bukkede, mens jeg najede. ”Aretha af Avina, det er mig en ære at møde dig.” Darius gav mig et blændende smil. Selvom han prøvede, kunne han ikke skjule, at han sidste år var fyldt tredive. 

Man skulle tro at de fremtidige regenter allerede havde mødt hinanden, men det skete sjældent. Og eftersom Darius endnu ikke var blevet gift, havde der ikke været en grund til at tage til Taven. Først når vi var blevet kronet mødtes vi typisk.

”Jeg kan kun sige i lige måde,” smilede jeg og studerede Marissa. Det var tydeligt, at de var søskende, men udseendet var det eneste, de havde tilfælles. Mens Darius stod med ret ryg og udviste selvsikkerhed, kiggede Marissa ned på gulvet. Først da jeg komplimenterede hendes kjole, så jeg de brune øjne.

Hun skulle til at sige noget, da vi pludselig blev afbrudt. Serena puffede til Darius for at komme til at stå foran mig. Hun var ikke klar over, hvem han var. ”Hvem er din veninde?” Hendes blik studerede skarpt Evangeline.

Jeg var ikke i tvivl, hvad hun var ude på. Hun vidste allerede, at Evangeline var min tjenestepige, men ville have mig til at afsløre det foran alle andre.

Så jeg sagde det stolt. ”Det her er Evangeline. Hun er min tjenestepige og en god veninde.” Serena stirrede på mig. Hun forstod ikke, hvordan jeg kunne se sådan på dem, der arbejde for mig. Hun så selv sine som slaver.

”Miss Lexington,” hilste Evangeline og viste sin modige side. Hun smilede drillende og elskede at se, hvordan Serena stormede væk.

Jeg rullede med øjnene og kiggede på Evangeline. ”Du skal ikke tage dig af hende. Du er meget bedre end det.” Hun smilede af mine ord og gav mig overraskende et stort kram. Det betød virkelig meget for hende. Og derfor betød det meget for mig.

De andre piger og deres gæster var blevet inviteret. Der var nu kun Evangeline og mig tilbage, og jeg kunne ikke vente med at vise hende frem. Samtidig havde jeg set frem til at give Harry igen.

Så da dørene åbnede og stokken blev banket mod gulvet gav jeg gæsterne mit største og bedste smil. ”Prinsesse Aretha af Avina og hendes gæst, Miss Evangeline Epany.” Alles blikke var på os, men det blik, der kiggede mest, var Harrys. Jeg gav ham kun et par sekunder, inden jeg kiggede væk og lod som om, han ikke var i rummet. Når han ignorerede mig, var det kun rigtigt at gøre det samme.

***

Festen havde stået på i en lille time, da Wells fik alles opmærksom. Det var blevet tid til, at Harry skulle danse med de udvalgte, som vi blev kaldt. Jeg holdt hovedet højt og prøvede at minde mig selv om, at det var dette tidspunkt, jeg havde ventet på. Selvom jeg på ingen måde havde lyst til at danse med ham, var det samtidig nu, jeg fik at vide, hvad han havde gang i. Jeg skulle vise ham, at jeg skulle blive.

Serena fik den første dans. Elegant dansede hun rundt på gulvet med Harry. De smilede til hinanden og Serena lignede en, der var nyforelsket. Hun gjorde mig sindssyg.

Efter hende fik Kenzie turen, herefter Penny og så hørte jeg pludselig mit eget navn blive råbt op. Jeg stod bagerst i cirklen af mennesker, der alle stod og studerede det dansede par. Men da alle hørte mit navn, tog de mennesker, der stod foran mig alle et skridt til siden. Pludselig blev der lavet en gang frem mod Harry. Og der stod han så. Midt på dansegulvet stod han og ventede med et smil. Da jeg ikke gik frem mod ham, kom han hen til mig.

Jeg mærkede min puls stige og prøvede at holde facaden oppe. Jeg skulle være stærk og vise ham, hvem jeg var. Men da han rakte ud efter min hånd og jeg mærkede varmen, indså jeg, hvor svært det ville blive. Jeg var så sur på ham og det eneste jeg havde lyst til var at få en forklaring.

Men jeg sagde ikke noget til ham, da vi begyndte at danse. I stedet hørte jeg ham komplimentere først mit hår, herefter mit diadem. Han bar selv sin krone og sammen lyste lysekronen os op.

Det var først, da Harry komplimenterede min kjole, at jeg svarede. Han spurgte: ”Det er et interessant valg af kjole, har vores syerske lavet den?”

Jeg svarede: ”Det er min yndlingskjole hjemmefra.”

Pludselig studerede han den på en helt ny måde. Han startede nederst og bevægede herefter øjnene op. Da han nåede til mit ansigt smilede han triumferende. ”Så må vi hellere få din syerske til at lave flere som den.”

Hvis der ikke havde været flere hundred blikke på os, havde jeg stoppet med at danse. Han opførte sig som om intet var sket mellem os. Han virkede til at have glemt det faktum, at vi havde kysset og at han ikke havde besøgt mig. Eftersom jeg aldrig havde prøvet noget lignende før, var jeg ikke klar over, hvor skuffet jeg ville ende med at blive. For jeg troede alligevel at jeg betød mere for ham.

”Du virker sur?” Han drillede mig. Jeg havde allerede mærket, at han havde drukket lidt, men kun på sådan et niveau, at hun kunne styre det til perfektion. Han vidste præcis, hvordan jeg havde det, men skulle lige køre i det.

Da jeg rullede med øjnene, kiggede han stift på mig. Han bad mig om at uddybe. ”Du har slet ikke nogen idé om hvorfor jeg er sur?”

Han rystede på hovedet, men da jeg åbnede munden for at råbe af ham, skiftede musikken. Vi gik fra at have danset i et fast tempo, til nu at blive tvunget ud i en sjæledans. Jeg stoppede op midt på dansegulvet, men da alles blik stadig var på os, vidste jeg, at jeg ikke kunne løbe fra det. Så jeg gik helt hen til ham. Hans varme åndedræt åndede på mig. Vi havde ikke stået så tæt siden vores kys.

Det var kun ham, der kunne høre mig nu. ”Hvorfor besøgte du mig ikke?”

Mit blik stirrede ind i hans, mens vi dansede i cirkler. Jeg vidste ikke, hvor lang tid, vi havde stået sammen på dansegulvet.

Harry grinede pludselig, og kastede alle mine tanker op i luften. De landede hulter til bulter og jeg nåede ikke at samle dem, før han svarede. ”Aretha, jeg besøgte dig ikke, fordi jeg troede du var sikker på, at jeg ikke ville sende dig hjem nu.”

Jeg missede et trin og var lige ved at falde. Harry var hurtig til at tage ud efter mig og forhindrede en katastrofe. Men jeg skulle bruge sekunder før jeg kunne fokusere. For hvert trin vi tog, mærkede jeg hjerterytmen stige. Og da han fortsatte, blev jeg mundlam.

”Jeg troede, at du havde brug for mere tid alene. Hvis jeg havde vidst, at du ville blive så nervøs, ville jeg selvfølgelig have besøgt dig.” Det hele lød for godt til at være sandt, men det blik han sendte mig afkræftede min teori. Blikket var kærligt og venligt. Han var oprigtig ked af, at han havde sat mig i denne situation.

Jeg havde brugt hele dagen på at være sur og forvirret, hvilket alt sammen havde været for ingen verdens nytte. Jeg blev ikke sendt hjem i dag. Jeg havde ikke skræmt ham væk. Vi var ok. Ellers så ok som man kunne være efter at have kysset, uden at have snakket om det.

Men Harry ødelagde det hele, da musikken stoppede. Det var tid til at gøre plads til Marissa, men han skulle selvfølgelig lige hviske en bemærkning i mit øre. Og det blev enden på min stilhed.

Han hviskede: ”Jeg ville kysse dig, hvis vi ikke var omringet af mennesker.” Han var ikke klar over, at han var gået for langt. Han burde have vidst, hvor mange problemer jeg havde haft med, at vi allerede havde kysset én gang. Alligevel så han forbi alt det og prøvede at smigre mig. Det tog jeg ikke let på.

Så jeg gav ham igen: ”Ligesom du kyssede Penny?”

Blikket blev hurtigt erstattet med forvirring. Det var en blanding af, at han ikke havde regnet med, at jeg vidste det. Den anden del af blikket, der gemte sig, var ærgrelsen. Han kunne ikke forstå, at han havde tabt. Men jeg gjorde det klart for ham ved at gå væk. Jeg hverken najede eller takkede for dansen.

I stedet skyndte jeg mig væk og kiggede efter et velkendt ansigt. Jeg fik øje på Evangeline, der stod og snakkede med Liam. Hun strålede i sin kjole og smittede sin skønhed hen på Liam. Han smilede til hende og var tiltrukket. Hvis han ikke havde sin stok at støtte sig til, var nok han faldet forover.

Jeg glemte Harry sekundet efter.

Liam rettede sig op, så snart jeg kom hen til dem. Evangeline på den anden side, angreb mig med et stort kram. ”Åh Aretha, det er den mest perfekte aften,” jublede hun og udviste den modsatte maner af hvad en prinsesse var blevet trænet til.

”Jeg er glad for du nyder det,” smilede jeg til hende. ”Og jeg ser du har mødt Liam.”

De udvekslede blikke. Evangelines kinder blussede. ”Tusind tak for at vise resten af menneskene her, at en tjenestepige kan være andet end sit job,” takkede han.

Et nik blev mit svar, inden jeg skiftede emne. ”Undskyld jeg spørger, Liam, men jeg har simpelthen ikke kunne stoppe med at tænke på din ulykke. Jeg har hørt så mange fortællinger om Skyggeskoven, men ved ikke om noget af det er sandt?”

Til mit held ville Liam hellere end gerne fortælle. Det lød som en af de mange fortællinger, jeg selv havde hørt. Mens han fortalte om, hvordan mørket pludselig havde angrebet ham, fik jeg små glimt af Harry og Marissa på dansegulvet. Tempoet var blevet sat op igen og de nærmest løb rundt på gulvet. Deres ansigter var fyldt med det største smil, jeg længe havde set, og for første gang så jeg deres venskab udfolde sig.

Jeg var blevet så optaget, at jeg havde misset halvdelen af Liams fortælling. Han havde ikke opfattet noget. ”Så det var sådan jeg fik stokken,” afsluttede han og bankede træet mod gulvet et par gange. Jeg fortrød allerede, at jeg var blevet hevet ud af samtalen. Det havde været spændende at høre.

”Jeg er glad for, at Harry sørger for du har det godt,” fortalte jeg ham oprigtigt. Der var intet værre, end at have et perfekt job, der blev taget fra en på grund af en ulykke. Mange kom aldrig ud fra den onde cirkel.

”Hvis det ikke havde været for ham og Louis, havde jeg nok siddet deprimeret derhjemme.”

”Louis?”

Liam nikkede og pegede hen mod en af soldaterne. Han holdte et skarpt øje på alt omkring sig og havde især blikket på kredsen omkring Harry og Marissa. Og dér indså jeg, hvem det var. Det var Oberst Tomlinson. ”Var han med, da du kom ud for ulykken?”

Han rystede på hovedet. ”Jeg var alene.” Hvor skrækkeligt. Heldigt at han stadig var her, for at blive efterladt i Skyggeskoven havde få gode historier med sig. Han var en af de få, der havde overlevet.

Vi blev afbrudt i vores samtale, da en stor gong-gong erstattede dansemusikken. Det var først, da Harry mødte sin far foran den, at jeg indså, det var blevet tid. Snart ville fem blive til fire.

Jeg lagde ikke skjul på, at jeg håbede Serena ville forlade slottet. Eller Kenzie. Men sandheden var, at jeg ikke anede, hvem Harry kunne lide.

Han havde fået alles opmærksomhed, så da han afslørede sit valg, var der helt stille. ”Jeg vil ikke lægge skjul på, at denne beslutning har været svær for mig at træffe. Det er nu tre uger siden, at jeg mødte de nu fem piger for første gang, og de har alle sammen hver deres personlighed. Men jeg har skulle træffe en beslutning.”

Det var så stille i salen, at man ville kunne høre en nål. Alle ventede i spænding på hans valg. Jeg mærkede mine håndflader svede. Var jeg nervøs?

”Pigen, der i dag skal forlade os, er skøn. Hun har selvtillid og ved hvad hun vil med sit liv. Hun kæmper gerne for sine argumenter, men gør det på en forsigtig måde.”

Jeg begyndte at ryste. Havde jeg alligevel ombestemt hans holdning efter at have stormet væk fra ham? Det kunne sagtens være. Harry var ikke glad for, når nogen gik imod hans ønsker, og jeg havde gjort præcis det og mere til. Så mens stilheden trak ud, begyndte jeg at forberede mig selv på at høre mit navn.

”Pigen, vi skal sige farvel til er…”

Min vejtrækning stoppede.

”Penny.”

Jeg pustede så højt ud, at jeg troede alle kunne høre mig. Men ingen lod mærke til mig. Deres blikke var i stedet på Penny og hendes far. De holdt masken, men jeg kunne se på hende, at hun ikke var klar på at tage hjem. Det skreg ud af hendes øjne. Hendes far var derimod mere rolig og efter det, Penny havde fortalt, var han nok meget tilfreds med beslutningen. De forlod lokalet uden et ord.

Da jeg prøvede at finde Harrys blik for at sende min taknemmelighed, kiggede han væk. Øjnene blev fulgt hen til Serena, der flirtende smilede til ham. Jeg havde lyst til at kaste op.

Nu var hun et skridt tættere kronen.

Ballet havde endelig nået sin ende. Jeg havde snakket med alt fra ministre, til royale til gæster, jeg ikke anede, hvem var. Den eneste, jeg ikke havde snakket med, var Harry. Siden vores dans havde jeg ignoreret ham. Selvom jeg havde overvejet at takke ham for at lade mig blive, havde jeg valgt at lade vær. Jeg skulle ikke vise ham min usikkerhed. Men han havde opsøgt mig. Det var først, da han spurgte mig anden gang, at han havde indset, jeg ikke gad høre på ham.

Til sidst havde jeg mistet synet af ham. Jeg havde ikke set ham den sidste halve time. Derfor havde jeg ikke troet, at jeg skulle finde ham på vej mod mit værelse, mens jeg gik og dinglede med mine høje hæle i hånden. Men der stod han. Og det var det værst mulige scenarie, jeg kunne have forestillet mig.

Han stod længere nede ad gangen og kiggede ind på et værelse. Et slesk smil spillede om hans læber, mens han knappede sin skjorte op. Han havde smidt jakken og stod tilbage med kruset hår. Jeg var ikke et sekund i tvivl, hvad han havde lavet.

Da hun kom ud, lod jeg vreden finde frem til mit blik. Det lynede.

Serena hoppede ud med sin dyne viklet om sin nøgne krop. ”Skat, hvorfor går du allerede?” Hun grinede falsk og aede hans kind. Jeg havde lyst til at kaste op.

Hun lænede sig ind mod ham og det var i det moment, at hun fik øje på mig. Hendes blik var først overrasket over at se nogen, men da hun så, hvem det var, blev øjnene fyldt med stolthed. Hun triumferede.

Kun et sekund senere fulgte Harrys blik og så brød helvedet løs. Jeg skreg af ham og kastede mine høje hæle efter hans ansigt. Han prøvede forsigtigt at gå ned mod mig, men han nåede kun at tage et enkelt skridt, før jeg vendte om og løb. 

 

**

Ups Harry .. Please fortæl mig hvad I tænker, jeg elsker at læse jeres kommentarer!

Og til alle dem, der allerede har skrevet om dem selv, jeg er så beæret hvor mange af jer, der gerne vil være med! Der er allerede flere af jer, jeg har fundet en rolle til, og jeg glæder mig sådan til at offentliggøre det hele :D


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...