Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 6 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
397Kommentarer
57639Visninger
AA

14. Kapitel 12 // "Lost and Found"

LOST AND FOUND

Harrys synsvinkel

Kysset udviklede sig så hurtigt, at min puls ikke kunne følge med. Rytmen fra mit hjerte bankede derud af og jeg vidste, at jeg ville have svært ved at holde mig tilbage, hvis ikke vi snart stoppede. Så det var næsten som om Aretha havde læst mine tanker, da hun tog et skridt tilbage. Hendes blik hvilede mod gulvet, mens vi begge hev efter vejret. Kysset havde ikke varet særlig længe, men der var noget ved hende, der fik mig til at kysse hurtigere og heftigere. Men jeg kunne ikke sætte ord på det.

Aretha øjne løftede sig pludselig og vi fik øjenkontakt. Det blik, der mødte mig, havde jeg aldrig set hos hende før. Selvom det var tit, at jeg ikke kunne regne hende ud, var jeg på bar bund lige nu. Hendes øjne søgte efter noget, men jeg kunne ikke give hende et svar, når jeg ikke vidste, hvad hun længtes efter. Den eneste følelse, jeg med sikkerhed kunne genkende i blikket, var sårbarhed og som jeg tænkte over det, var det nok første gang, Aretha havde vist mig den side af sig selv. Det klædte hende.

Jeg løftede mit øjenbryn og prøvede at få hende til at sige noget, men det eneste, der fyldte rummet, var vores dybe og lange vejrtrækning. Til sidst blev der helt stille.

Det gik op for mig, at vi havde stået og kigget på hinanden så længe, at vores rytme nu var helt normal. Det skræmte mig. Det var første gang, vi havde været sammen så længe, uden at en af os havde talt. Vi elskede begge at snakke, så det overraskede mig faktisk en hel del. For blot et par minutter siden, havde Aretha hevet efter vejret, fordi for mange ord forlod hendes mund pr. minut, men nu var hun helt stille.

Og den stilhed fortsatte, da hun erstattede afstanden mellem os. Jeg var ikke klar, da hun lukkede sine øjne og igen, men langsommere, placerede sine læber mod mine. Den eneste måde, jeg kunne se de brune øjne, var nu ved at se hende for mig i mine tankestrømme. Så det gjorde jeg. De smilede til mig.

Blodet løb rundt i mine blodbaner. Det føltes som om, jeg havde drukket og at alle mine hæmninger var blevet oversvømmet af lysten til hende. Hendes læber var bløde, og da hun forsigtigt åbnede dem, mistede jeg kontrollen og glemte, hvordan jeg virkelig havde prøvet at modstå hende. Men mens vores tunger dansede, indså jeg, at det var umuligt at stå imod. I dette øjeblik gav intet andet mening. Lige nu var hun den eneste, der betød noget.

Vores åndedræt var for længst smeltet sammen til et. Jeg følte pludselig alt det, hun havde prøvet at sige med de brune øjne. Hvordan hun frygtede for sit liv, hvordan hun ikke kunne tænke klart og den tanke, der påvirkede mig mest: Hvordan det at kysse mig var det eneste, der beroligede hende.

Og pludselig fik jeg kontrollen tilbage. Jeg trak mig væk, overrasket over, at jeg havde smidt fornuften i første omgang. For hvad havde jeg gang i? Aretha var sårbar og kunne ikke tænke klart. Det havde været fejt af mig, at jeg havde udnyttet den mulighed.

Jeg nåede ikke at se Arethas overvejelsesproces, fordi jeg var for opslugt i min egen, men da hun talte til mig, indså jeg, at vi begge havde indset, hvad vi lige havde gjort.

”Åh nej.” Hun behøvede ikke engang at forklare, hvad ordet dækkede over. Jeg forstod hende. Eller det troede jeg, for det viste sig, at hun var nået længere i processen. ”Jeg gider ikke være ligesom de andre piger,” brokkede hun sig og tog hænderne op til håret.

Jeg blev forpustet over hendes ord. Jeg havde regnet med, at hun bare fortrød kysset, men ikke at hun nåede at se så meget andet i det også. Men jeg forstod, hvad hun mente. Hvis jeg havde været her med Serena eller Kenzie, så lå vi nøgne i sengen lige nu, og ikke på noget tidspunkt ville jeg have overvejet, hvilken situation vi var i. Og det var med de tanker, at jeg indså, at Aretha ikke var ligesom de andre. Så det fortalte jeg hende.

Men hun ville ikke høre på mig. ”Virkelig? For hvor mange af dem, har du ikke kysset med?” Hun løftede sit øjenbryn. Jeg nåede ikke at svare, før hun fortsatte: ”Jeg var sikkert den sidste, du manglede.”

Fordi jeg blot ønskede at redde situation, sagde jeg det første, der kom til mig. ”Jeg har ikke kysset Marissa.”

Det skulle jeg ikke have sagt, for Aretha var ikke just imponeret. For første gang i dag så jeg, hvordan hendes øjne rullede rundt, inden de igen stirrede på mig. Hun var blevet sig selv igen. ”Det ville også være forkert af dig, siden I er venner,” kommenterede hun.

”Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, hun har følelser for mig,” fortalte jeg hende. Det var igen nogle ord, som hun ikke var tilfreds med.

”Sagde du virkelig lige det? Det er ikke alle, der er vilde med dig, Harry.”

Hendes ord irriterede mig. Jeg vidste da godt, at alle ikke elskede mig, men jeg var altid sikker i min sag, når nogle havde følelser for mig. Jeg kunne se det flere meter væk, for det var altid det samme igen og igen. Pigerne prøvede altid at forføre mig på de samme måder, og selvom det kunne være trættende i længden, lykkedes det altid for dem. Det havde jeg ikke noget imod at indrømme.

”Hør, jeg har ikke tænkt mig at være en af de piger, der vil gøre alt for, at du vælger mig,” begyndte hun og slog ud med armene. ”Jeg har et land at tænke på, og ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor min far sendte mig hertil til at starte med.”

Vidste hun det ikke? Havde hendes far virkelig ikke fortalt hende, at grunden til hun var blevet udvalgt, var så der var en mulighed for at forene Doran Lean og Avina til ét stor kongerige, hvis jeg valgte hende? Det virkede ikke sådan, og jeg besluttede hurtigt, at det nok var bedst at gemme det til et andet tidspunkt. Aretha ville kæmpe med blod og tårer for sit land om nødvendigt, så hun ville nok blive rasende over at få at vide, det ville være mig, der skulle herske.

I stedet sagde jeg: ”Det har jeg også.”

”Seriøst? Du skal hele tiden vende samtalen tilbage til dig,” protesterede Aretha og gav op. Hun vendte ryggen til mig og lagde sig på sengen.

Jeg fortrød ikke, hvad jeg havde sagt. Måske snakkede jeg meget om mig selv, men det var jeg opvokset med at skulle mestre. Det gik ikke til en vigtig forhandling, at man kun hørte på, hvad den anden part havde at sige. Det måtte Aretha da også havde lært.

Jeg valgte ikke at spørge hende. Hun var så påvirket af hele situationen, at jeg ikke gad snakke med hende, når hun var irriteret og vred.

***

Ingen af os havde styr på, hvor lang vi havde været i rummet, da vi pludselig hørte skridt ovenpå. Aretha var den første til at gå i panik. Hun satte sig hurtigt op i sengen og trak sine ben helt op til overkroppen. Pulsen steg hurtigt og jeg kunne høre, hvordan hun hev efter vejret.

Jeg var modsat hende rolig. Der var fem personer, og ud fra hvordan deres støvler lød, var jeg nærmest overbevist om, at det var Doran Lean soldater. Jeg måtte dog indrømme, at Arethas vejtrækning gjorde mig en smule nervøs.

”Aretha, jeg tror det er soldater, så prøv at slap af,” hviskede jeg til hende. Jeg drejede hovedet hen mod hende og så hvordan hendes øjne skreg af nervøsitet. De kiggede direkte igennem mig. Forsigtigt tog jeg min hånd op til hendes ansigt og fjernede en tot af hendes hår. Jeg vidste, jeg kunne fortsætte, da hun ikke skubbede den væk. Derfor aede jeg forsigtigt hendes kind og prøvede at få hende til at glemme, at der var nogle i huset.

Hendes puls blev lavere for hvert sekund, der gik. Jeg hørte fortsat støvlerne mod gulvet, men da jeg hørte dem gå ned ad trappen, var jeg overbevist om, at de var på vores side.

Jeg var i flere år blevet testet i at kunne genkende fjenden på skridt. Hvis de havde en ensartet rytme, som i dette tilfælde, kendte de området, og vidste altså præcis, hvor de skulle hen. Hvis det derimod var fjenden, ville de gå langsomt frem, når de først fandt trappen.

Skridtene kom tættere og tættere på, og før jeg vidste af det, blev døren åbnet. En af slottets bedste soldater stod i døren og smilede til os. Jeg slap Aretha og så lettelsen i hendes blik. Hun tog en dyb indånding, inden hun gik ud af sengen. Der kom hurtigt en soldat hen og eskorterede hende ud af bygningen.

”Jeg ser I har det godt, Prins Harry?”

Mit blik fandt en af mine bedste venner. Han stod med rank ryg og talte formelt til mig, men jeg havde allerede set det smørrede grin, inden det dukkede op.

”Du så ikke noget, Tomlinson,” advarede jeg, da jeg rejste mig op og gik hen til ham. Han var kendt på slottet for at joke, selv i livsfarlige situationer, som denne kunne have været, hvis de ikke havde fundet os.

Louis løftede sine hæle og drejede rundt. Vi gik ud af rummet ved siden af hinanden, mens to soldater beskyttede os både foran og bagved. En sidste soldat gik på min anden side, og da jeg studerede ham, mindes jeg ikke at have set ham før.

”Louis, vil du venligst fortælle mig, hvem denne nye soldat er?”

Soldaten forstod hurtigt, at der blev talt om ham. Han drejede forsigtigt hovedet og smilede til mig. ”Samuel Taylor til din tjeneste, Prins Harry Edward.”

Det gik med det samme op for mig, hvem han var. Jeg vidste, at Anns søn havde tilsluttet sig soldaterne, men det var første gang, vi mødtes. Jeg mærkede straks klumpen samle sig i min mave. Uden det havde været min mening eller mit valg havde jeg stjålet Samuels mor fra ham, og alligevel stod han nu klar til at tjene mig. Det føltes forkert.

Louis fik min opmærksomhed. ”Samuel ønskede at komme med på denne farlige mission, og jeg tænkte hellere at kaste ham ud i det med det samme, end at lade ham vente.”

Jeg nikkede forstående og studerede Samuel. Han lignede ikke sin mor, men havde det samme varme sind, som hun var kendt for. Han måtte have sit udseende fra sin far.

”Godt tænkt. Jeg vidste du ville være en god leder.”

Vi kom ud af huset og taget ud fra vejret, havde vi været i huset i et par timer. Det var stadig lyst.

Louis eskorterede mig hen til den bil, der ventede på os. Da vi sammen steg ind, så jeg Aretha allerede var der. Hun var blevet mere rolig, men stadig forskrækket.

Da bilen begyndte at køre fokuserede jeg på Louis. ”Hvad er status?”

Straks som jeg spurgte så jeg sorgen finde frem til hans blik. ”Oprørerne prøvede at trænge ind på slottet og angreb ridekonkurrencen, men vi fik stoppet dem,” fortalte han, men jeg havde for længst set, at noget var galt.

Derfor spurgte jeg direkte. ”Hvor mange mistede vi?”

Spørgsmålet kom bag på Aretha, hvis øjne stirrede skiftevis på Louis og jeg.

Da han svarede, mistede hun modet: ”To.”

Hendes hænder dækkede for ansigtet, mens hun rystede det til siden. Jeg valgte at ligge min hånd på hendes ben for at signalere, at det hele nok skulle gå. Vi havde bekæmpet oprørerne, og det var det vigtigste. Hun behøvede ikke at være bange.

”Aretha, jeg lover, der ikke sker dig noget,” sagde jeg sikkert til hende og prøvede at styre skælvene i min stemme.

For sandheden var, at jeg selv var rædselsslagen for, hvad der nu skulle ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...