Kingdom Come ♛ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 2 dec. 2016
  • Status: Igang
Doran Lean er Nordregionens største kongerige og det kræver meget at være kronprins. Det indser Prins Harry Edward, da hans far, Kong Leopold, beordrer ham til at finde en kone inden sin 22-års-fødselsdag. Seks piger bliver sendt til slottet, og en af dem er Prinsesse Aretha af Avina. Hun må sande, at hun er fanget i et kongerige, hvor oprøret ulmer lige rundt om hjørnet. Hun må dermed vænne sig til at leve midt i faren, mens hendes forhold til Harry udvikler sig. Ingen er sikre, for selv inden for slottets mure gemmer der sig spioner, der vil gøre alt for at udslette kongefamilien. Og hvad sker der, når deres største hemmelighed bliver afsløret? Intet vil blive det samme igen.

147Likes
382Kommentarer
53575Visninger
AA

13. Kapitel 11 // "Threats Cause Kisses"

THREATS CAUSE KISSES

Duften af nyslået græs fandt vejen til mine næsebord, mens lyden af summende stemmer overdøvede mine tanker. Det var dagen for hestegallaet og nerverne bekæmpede min bevidsthed. Jeg havde redet hesten frem til indgangen for banen og ventede på Serena færdiggjorde sin runde. Det hjalp ikke på humøret, at komme så tæt på, så jeg kunne se menneskene.

Jeg plejede aldrig at blive nervøs, når jeg skulle ride, men af en eller anden grund havde min selvtillid svigtet mig. Derfor gentog jeg spørgsmålet for mig selv: hvorfor var jeg pludselig urolig?

Var det på grund af publikummet var Doran Leans Elite og deres førstehåndsindtryk af mig ville blive skabt på baggrund af mine evner på en hest?

Eller var det fordi jeg egentlig gerne ville vinde daten med Harry?

Mit blik fandt ham på midten af den største af tribunerne. Øjnene fulgte Serena på ridebanen, hvilket gav mig mulighed for at studere ham i smug. Han var placeret på den venstre trone ved siden af Kong Leopold, der havde sin kone på den højre. Med rank ryg sad han og lignede en rigtig konge, mens armene hvilede på armlænede. Det var første gang, jeg for alvor havde mulighed for at studere ham ved siden af sine forældre.

Da Kong Leopold var skaldet, sammenlignede jeg ham med sin mor. Selvom begge havde mørkebrunt hår, var Dronning Eiras hår det glatteste, jeg nogen sinde havde set. Harry måtte have arvet krøllerne fra sin far.

Hesten under mig prustede og trak mig ud af mine tankestrømme. Forsigtigt klappede jeg den og så hvordan solen skinnede igennem skyerne og lyste den striglede pels op. Jeg kiggede op og så, hvordan skyerne fyldte himmelen og jeg skulle kigge langt for at se blå himmel. Det var for alvor ved at blive efterår.

Tribuerne klappede og alle rejste sig op, da Serena færdiggjorde sit sidste spring. Triumferende trak hun hesten rundt i cirkler for personligt at takke alle kanter af tilskuerpladserne. Jeg hørte også store klap bag mig, og da jeg drejede hovedet så jeg, hvordan Kenzie ihærdigt lykønskede sin veninde.

Serena red nu hen mod udgangen, der var min indgang, og for hvert skridt hesten tog, mærkede jeg presset. Hendes blik var rettet direkte mod mig, og ikke én gang blinkede hun. Først, da hun kom hen helt hen til mig, åbnede og lukkede hun øjnene. Da øjenlågene gik op, var blikket fyldt med flammer.

”Knæk og bræk,” tirrede hun og drejede efterfølgende håret til siden, så totter ramte mig direkte i ansigtet. Mit blik var tomt, da hun red forbi, for jeg anede ikke, hvad jeg burde føle. Men der var et eller andet over hendes ord, der skræmte mig. Dog måtte jeg gemme det, for da mit navn blev råbt op, vidste jeg, at det var show time.

Jeg red hesten frem til løbebanen og tog en dyb indånding. Jeg lukkede alt ud, og fokuserede kun på at få min vejtrækning ned i tempo. Da jeg kiggede op, fandt jeg Harrys blik. Hans smil gav mig mod, og da han nikkede til mig, følte jeg mig klar. Så jeg sparkede til hesten side og mærkede, hvordan farten steg. Mit hår blev blæst op af vinden og da vi sammen hoppede over den første udfordring, smed jeg min nervøsitet. For det gik perfekt, og jeg påmindede mig selv om, at jeg godt kunne ride.

Men det sagde jeg for tidligt. For allerede ved næste springudfordring, gik det galt.

Hesten stejlede pludselig og vrinskede, så en høj, skinger lyd fyldte hele pladsen. Jeg prøvede at råbe til den og få den til at slappe af, men der var intet jeg kunne gøre. Og før jeg vidste af det, satte den i galop og hoppede over barrieren og løb væk fra banen.

”Aretha!” Jeg hørte ham råbe mit navn, men jeg nåede ikke at reagere, da jeg fokuserede på at blive på hesten. Heldigvis virkede den ikke til at ville smide mig af, så jeg valgte til sidst bare at lade den galopere hen over engen. Og den blev ved og blev ved. Skoven blev større og større, mens slottet blev mindre og mindre. Mit hjerte bankede i takt med hovene og jeg mindes aldrig at have redet i et så højt tempo. Og det fortsatte og fortsatte. Hesten virkede ikke til at miste energi.

Først efter flere minutter i en hastighed, jeg havde svær ved at kontrollere, begyndte hesten at ride langsommere. Jeg satsede og prøvede at få kontrollen over situationen. Heldigvis fik jeg den til at slappe af. Den stampede dog i jorden og lettede kort fra jorden med de forreste hoved. Men jeg formåede at få den i ro, og da den var stille, hoppede jeg af. Forsigtigt prøvede jeg at gå frem til dens ansigt, men jeg nåede aldrig så langt, da jeg hørte en andens hests hove mod jorden. Da jeg kiggede op, så jeg ham.

Harry sad på sin hest, der galoperede mod mig.

Han var redet efter mig.

Jeg nåede dog ikke at nyde øjeblikket, da min hest igen vrinskede. Denne gang var det dog ikke i samme grad som på ridebanen, så jeg kunne kontrollere den, ved at klappe den på siden.

”Aretha!” Harry nåede så tæt på, at jeg kunne høre ham råbe. Da han nåede helt hen til mig, skyndte han sig at hoppe at hesten. ”Er du okay?!” Hans vejtrækning var hurtig og et par svedperler fugtede panden.

”Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg har det,” svarede jeg. Vores øjne mødtes, og jeg så, hvordan Harry viste sine følelser i sit blik. Det var ikke noget, han gjorde tit. Men han var oprigtigt urolig på mine vegne.

Harry gav sin hests tøjler til mig, mens han selv gik hen til min for at undersøge den. ”Jeg forstår ikke, hvad der skete. Jackie har aldrig gjort noget lignende før. Hvis ikke jeg tager helt fejl, har nogen gjort noget ved hende,” fortalte han mig.

”Serena.” Hendes navn forlod mine læber, inden jeg nåede at gennemtænke det. Men jeg var ikke et sekund i tvivl. Det hele gav mening.

Harry kiggede stramt på mig. ”Det er en meget alvorlig anklage, Aretha.”

”Jeg ved det godt, men hun truede mig inden,” fortalte jeg ham panisk.

”Truede dig?”

Han var langt fra overbevist. Men det overraskede mig ikke. Serena havde givet ham et helt andet indtryk af hende, end den ægte side, hun havde vist os. ”Det kan også være lige meget,” brokkede jeg mig og rullede med øjnene.

”Vi tager den senere. Men vi må nok se, at komme tilbage, inden-” Harry blev afbrudt af en høj, skinger lyd, at selvom den var fjern, var vi ikke i tvivl om, hvad det var.

Skud. Der blev skudt.

Harrys øjne blev store, men der gik ikke mere end et par sekunder, før han tænkte klart. ”Aretha, tag min hånd, vi bliver nødt til at løbe!” Han gav mig intet valg, da han tog ud efter min hånd og trak mig med ind i skoven. Vi forlod hestene og jeg hørte, hvordan de panisk galoperede væk fra indgangen til skoven.

”Hvad sker der?!” råbte jeg, og kunne mærke mit hjerte banke derud af. Jeg havde aldrig prøvet, at mit slot var blevet angrebet før, så hele situationen viste mig nye sider af mig selv.

Harry lignede en, der vidste, hvor han løb hen. Vi løb og løb, og jeg følte, at han ignorerede mit spørgsmål. Men pludselig som vi drejede en ad en lille sti, der kun var mulig at finde, hvis man vidste, den var der, svarede han: ”Det er oprørsstyrkerne.”

Mit hjerte bankede allerede fra det høje tempo, men hans ord fik det til at galopere afsted. Havde de prøvet at dræbe kongen? Havde de været succesfulde?

Harry stoppede pludselig op, så jeg faldt direkte ind i hans krop. Vi væltede næsten, men han formåede at holde balancen. Først da jeg fik ordentlig fodfæste, så jeg det lille hus foran os. Det så slidt ud. Træplankerne var rådne og taget grønt fra mos.

”Velkommen til vores safehouse,” præsenterede Harry og slog armen ud mod den faldefærdige bygning. Han havde sluppet min hånd, da vi sammen gik op mod hoveddøren.

Vi havde også tilflugtssteder i Avina, men det her virkede åndsvagt. Så det fortalte jeg ham. ”Hvordan er det sikkert, når alle kan se det?”

Mit spørgsmål virkede ikke til at komme bag på ham. ”Vi skal ikke bo i selve huset.”

”Hvad skal det betyde?”

Denne gang svarede han mig ikke, men åbnede i stedet døren og gik direkte ind i stuen. Det indvendige matchede det ydre og var ligeså slidt som jeg havde regnet med. Jeg fik dog ikke lang tid til at studere rummet, da Harry hastigt gik hen til en af bogreolerne. Hans fingre søgte efter en bestemt bog, og da han fandt den trak han ud i den.

Det var en dør. Bogreolen sagde klik, og Harry kunne trække den ud fra væggen. Åbningen afslørede et lille rum. Da jeg gik forbi ham, så jeg trappen.

Jeg havde intet valg, da Harry lukkede reolen og ventede på, at jeg ville gå nedenunder. Det var mørkt og lugtede. Men jeg vidste, at jeg blev nødt til det, for at forblive sikker.

For enden af trappen blev vi mødt af en lang gang med så mange døre, at jeg ikke kunne se enden. Harry tog igen min hånd, og temperaturen steg pludselig, da han begyndte at gå ned ad gangen.

Han kiggede på numrene på dørene. 12, 37, 88, 102. Vi havde passeret over hundred døre, da han tog fat i håndtaget til nr. 144. Det hele var virkelig gennemtænkt og gjorde mig mere tryg, da jeg vidste, det ville tage lang tid for oprørerne at finde os, hvis de overhovedet fandt frem til huset.

”Velkommen,” jokede Harry med et tørt grin. Jeg afslørede ham straks. Han var så nervøs, at han gemte det væk ved at være sjov. Jeg lod ham slippe afsted med det.

Rummet var ikke stort. Længst væk fra døren var en smal dobbeltseng, til højre et gammelt, støvet køkken og til venstre en dør til det, jeg gættede på, var toilettet. Jeg håbede virkelig ikke, at vi skulle være her længe, for jeg kunne ikke klare tanken om at tilbringe flere dage i et lille rum. Tapetet hang løst fra loftet.

Min mave rumlede ved synet af køleskabet, og jeg indså det var timer siden, jeg sidst havde spist. Men da jeg tog fat i lågen og hev den åben, var det tomt. ”Der er ikke noget mad,” beklagede jeg mig.

Harry satte sig på kanten af sengen. ”Vi har aldrig været nødt til at bruge stedet før,” forklarede han.

Mit hjerte var endelig faldet til ro, men da hans ord forlod hans mund, begyndte det at banke igen. ”Mener du det?” råbte jeg og følte temperaturen stige. ”Hvad så, hvis vi skal være herinde i flere dage?!”

Harry rejste sig og forholdt sig mere rolig, end jeg tidligere havde set ham. Det var nok en del af hans facade, for at dække hans ægte følelser. ”Den her knap sender signal til slottet,” fortalte han, da han trykkede på den røde knap, der hang på væggen. ”Nu ved de, at vi er her.”

”Hvad så, hvis der er nogen forkerte på slottet, der får signalet?” tænkte jeg højt og gik hen til ham. ”Har du nogen sinde overvejet, at der kunne være spioner på slottet, og at du lige har givet dem vejen til os?”

Hans blik blev blankt, da han gennemtænkte sin handling. Men efter et par sekunder strakte han ryggen og udviste en sikkerhed. ”Hvis der spioner, ville vi vide det.”

Svaret var det sidste, jeg behøvede. For alt ved hans ord var en stor løgn. Der var helt sikkert spioner på slottet, og de ville kende alt til vores gemmested.

Bank, bank, bank. Mit hjerte gik helt amok og jeg manglede luft. Harry opfattede det ikke, så jeg råbte af ham: ”Harry, jeg kan ikke det her. Hvad hvis de finder os?” skreg jeg og prøvede at sende kold luft mod mit ansigt, ved at vifte med hænderne.

Men Harry afbryd min handling og tog fat i mine håndled. For første gang så jeg nervøsiteten i hans blik. Men det blev hurtigt erstattet med flammer og ild. ”Hold kæft, Aretha. Du har intet at frygte. Der er mig, der ikke aner om min far eller mor er okay!”

Hans ord kom bag på mig. Nok vidste jeg, at han havde temperament, men aldrig havde han vist det over for mig på denne måde. Han skræmte mig.

Mine hænder begyndte at ryste i hans greb, og pludselig blev han bekymret på mine vegne. Det var som om, han glemte sig selv, for at fokusere på mig. Blikket kiggede skiftevis på mine fingre og mit ansigt.

”Harry, jeg kan ikke slappe af,” fik jeg ud mellem de hurtige vejtrækninger. Da han ikke svarede, tog mine tanker overhånd. ”Harry, hvad nu hvis de er kommet ind på slottet og de-”

”Aretha, ti stille,” bad Harry og prøvede at berolige mig. Men det havde den modsatte effekt. Hele min krop svedte og jeg mærkede tårerne trille ned ad mine kinder.

”Jeg kan ikke tie stille, når jeg ikke ved, hvad der skal-”

Harry afbrød mig igen. Men denne gang var det ikke med ord. I stedet fjernede han sit tag om mine hænder for at placere mit ansigt mellem hans varme hænder, inden han pressede sine læber mod mine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...