Beskeden

Kærlighed: Gry er vild med Andreas. Meget vild. Men Andreas ser hende ikke, bekræfter ikke engang den venneanmodning, hun har sendt på Facebook. Gry indser, at der må tages andre midler i brug. Og gør noget rigtig dumt!

2Likes
2Kommentarer
249Visninger

1. Beskeden

Beskeden

 

Jeg ved godt, at det var dumt gjort.

Rigtig dumt, set i bakspejlet.

Især nu, hvor det hele er blevet afsløret.

Desværre var det ikke engang mig selv, der sagde det til Andreas. Det havde nok været bedst. Hvis jeg selv havde sagt det, kunne jeg i det mindste have sagt undskyld i situationen, i stedet for at gå rundt og føle mig så lille og tarvelig som nu, hvor jeg med få minutters mellemrum tjekker min messenger på henholdsvis Ipad'en, mobilen, computeren.

Ingenting.

Alt er stumt.

Jeg glor mig selv i spejlet, der hænger over min seng (mørkt hår, blå øjne, flad næse, spids hage – ingen bryster, stor mås) og synker længere, dybere ned i en sej, grå tåge af deprimerende skyldbetyngede tanker.

Hvis bare jeg selv havde fået mulighed for at sige det. Så ved jeg godt, hvordan det skulle være gået til.

”Undskyld, Andreas,” ville jeg have sagt og slået blikket ned, håbet på det bedste – som at han i det mindste ville synes, at jeg havde pænt hår IRL. ”Undskyld, det var et rigtig åndssvagt forsøg på at komme i kontakt med dig. Jeg skulle aldrig have gjort det. Kan du tilgive mig?”

Jeg ville have rynket panden og sørget for, at mit pandehår hang lidt ned i øjnene, så jeg så mystisk ud i halvmørket.

Men undskyldende, frem for alt, selvfølgelig undskyldende.

Måske ville han have smilet, når han så mit angerfulde ansigtsudtryk – ja, måske ville han faktisk have forstået. Og sagt, at det ikke gjorde noget. Og taget min hånd og ført mig ud på terrassen, væk fra alle de andre, der var til festen...

Min mave giver et halvhjertet, smertefuldt hop ved tanken om at være alene med Andreas på en terrasse – Andreas med fregnerne, den lange krop og den flade mave – og det føles som om, usynlige knive prikker mig forsøgsvis i ryggen – ikke helt nok til at perforere huden men nok til at det gør ondt og jager stød af dårlig samvittighed helt op i hjernen.

For det var ikke mig, der sagde det til Andreas.

Det var Cille.

Søde, søde Cille.

Med det silkebløde, blonde hår, de store brune øjne og den slanke krop, som alle drengene i klassen kaster begærlige blikke efter.

Cille – min bedste veninde.

Bedste veninde – ha! Som om.

Det havde hun da virkelig lavet om på til festen i går. Festen hos Miranda. Hvor Andreas var med.

”Men kan du da ikke forstå det, Gry,” hylede hun skingert, da jeg i raseri var stampet ud i gangen og var i gang med at rode igennem bunken af jakker for at finde min egen.

For jeg skulle hjem. Bare hjem.

”Nej! Jeg kan ikke forstå det,” knurrede jeg og forsøgte at blinke tårerne væk, mens jeg med ryggen til hende slyngede den ene Canada Goose fra mig efter den anden for at finde min egen Vero Moda dynesag.

”Jeg syntes, det var synd for Andreas. Jeg var nødt til at sige det til ham,” vedblev hun med et halvt tryglende, halvt irettesættende tonefald. ”Du har ærlig talt ikke behandlet ham særlig godt.”

Jeg snurrede rundt, så jakker og støvler fløj til alle sider og rettede en dirrende pegefinger mod hende.

”Du...” kvækkede jeg og måtte synke for at få det næste ord tvunget frem. ”Du har været med i det her fra begyndelsen af. Vi havde aftalt, at...” Jeg sank en ekstra gang. ”Jeg skulle nok have gjort det. Du har ingen ret til at blande dig...”

Hun satte begge hænder på hofterne og lo hånligt.

”Jo, jeg har, Gry,” afbrød hun. ”Og nej du ville ej. Du har ikke sagt et ord til ham hele aftenen.”

Jeg ville protestere, men hun fortsatte.

Du ville aldrig få det gjort. Du er for bange.” Nu var det hende, der pegede. En lang, spids pegefinger, der huggede mod mig som et bidsk dyr og understregede hver eneste gang, hun sagde du. Du er for glad for det, I har nu. Men det hele hele handler om dig. Og hvor meget du har brug for hans opmærksomhed. Men det er jo bare falsk, Gry.

Falsk?” hvinede jeg og mærkede raseriet bruse i årerne, så jeg næsten fik åndenød. ”Siger du, at det vi har, er falsk?”

Hun sukkede, som en træt mor, der forsøger at tale fornuft til et hysterisk barn og er på nippet til at opgive.

Hvilket naturligvis bare gjorde mig endnu mere rasende.

Fuck hende!

Gry for helvede. Hvis du tænkte dig ordentligt om, ville du måske indse, at det er lige præcis det, det er.” Hun tog sig til hovedet med begge hænder og lod dem løbe igennem sit hår. ”Det var det eneste rigtige at gøre.”

”Men...”

”Og du ville ikke gøre det – så måtte jeg gøre det.” Og med det drejede hun om på hælen, så det blonde hår svingede som et glinsende gardin om hende og vuggede i takt med hendes skridt, da hun gik tilbage til dansegulvet. Jeg bildte mig ind, at jeg kunne se hendes skygge tale med Andreas' skygge.

Døren smækkede efter mig, så det gav genlyd i hele det noble villakvarter, men jeg tror ikke nogen inde i huset kunne høre det for musikken. Ekkoet fra braget blandede sig med lyden af mit hidsigt hamrende hjerte og fulgte mig hele vejen hjem.

 

Okay.

For nu at være helt oprigtig, så har Cille nok delvist ret i det, hun sagde.

Delvist!

Det skulle gøres. Så langt er jeg med.

Sagen er den, at jeg længe – meget længe – har syntes, Andreas er sød.

”Stormfuldt forelsket,” plejer Cille at sige med en dramatisk dirrende stemme, og så smider jeg en pude efter hende og rødmer og benægter alt.

Men han har aldrig så meget som kigget på mig. Eller i hvert fald ikke sådan, som jeg ville ønske han kiggede. På samme måde som når drengene kigger på Cille. Med det der svømmende strejf af attrå i blikket.

Vi har måske talt sammen en håndfuld gange – vi går i samme klasse i gymnasiet – om gruppearbejde og hvilke lektier, der var for til dagen efter.

Men aldrig noget vigtigt. Noget rigtigt.

For halvt års tid siden sendte jeg ham en venneanmodning på Facebook, men han har aldrig bekræftet den. Så en aften for en tre måneder siden, hvor Cille og jeg i smug havde delt et par Mokaïer og en smøg på altanen, mens Far så fodbold inde i stuen (og Far hylede af tv'et, så underboen bankede i gulvet, og jeg savnede Mor mere, end jeg plejede, fordi hun kunne få ham til at tie stille) – så fandt jeg en løsning.

En falsk profil.

På Facebook.
Genialt, syntes jeg selv. Og Cille var med på den.

Jeg kaldte mig Thea, fandt et billede på nettet og var med et enkelt klik blond, blåøjet og med slank talje og ret gode bryster. Jeg boede tæt på, men ikke for tæt - ”Han skal ikke kunne tage hen til hende på en eftermiddag,” rådede Cille, ”så bliver hun alt for lettilgængelig, og det bliver noget rod, for så vil han pludselig mødes.”

Jeg fulgte hendes råd, inden jeg sendte en venneanmodning og skrev noget om en fætter, der kendte ham, fordi de gik til fodbold sammen – jeg vidste, hvad alle på Andreas' fodboldhold hed. Med en selvtillid der var godt boosted af alkoholen, sluttede jeg af med at skrive, at jeg syntes, han så sød ud.

Vi hylede af grin og sneg os til en af fars øl ude på altanen og en ekstra cigaret.

 

Jeg ville slette profilen dagen efter, da jeg vågnede med en tunge så lodden som et ryatæppe og en tudse i halsen på størrelse med en mindre kokosnød, men da jeg satte mig ved computeren og loggede på som Thea for at slette det hele, gispede jeg.

Andreas Rennberg Jensen har accepteret din venneanmodning.

I højre hjørne blinkede messenger ikonet – en ny besked.

Det havde intet med tømmermænd at gøre, at mine hænder rystede, da jeg klikkede på beskeden.

Jeg synes også, at du ser sød ud, Thea.

Efterfulgt af en smiley.

Blinkesmiley.

Jeg var nær drattet ned af sengen.

Et eller andet sted forsøgte min dårlig samvittighed at råbe mig op.

Stop det. Nu.

Inden du gør nogen fortræd.

Jeg tog et dybt åndedrag og ville helt klart have fuldført mit forehavende med at slette profilen, hvis ikke et distinkt pling havde sneget sig ud gennem højttaleren. Og igen. Pling. Messenger blinkede.

Andreas var online. Og han skrev til mig.

Jeg skulle så meget slette det her – øjeblikkeligt.

Men nysgerrigheden vandt, og jeg åbnede samtalen.

 

Og det er så derfor jeg sidder i det her rod nu. For jeg ved – eller rettere Thea ved – rigtig meget om Andreas. Alt for meget, faktisk.

Naturligvis kender jeg til alle de almindelige ting, såsom yndlings-det-ene og det-andet: fodboldhold, musik, film, bøger, livretter. Men også andre ting, mere intime ting. Som man ikke lige fortæller hvem som helst. Specielt ikke sine drengevenner, går jeg ud fra, hvis man altså selv er en dreng.

Du er noget helt særligt, Thea,” skrev han en dag. ”Jeg føler, at jeg kan være helt åben overfor dig. Vi har noget specielt sammen. Et unikt bånd.”

Selv solede jeg mig uforbeholdent i hans opmærksomhed.

I hans åbenhed.

I hans ord.

Også selvom de ikke for alvor gjaldt mig. Det virkede underordnet. Ubetydeligt i forhold til det helt unikke forhold, jeg bare vidste, at vi var ved at opbygge. Sammen.

 

Cille var med på sidelinjen de første par måneder, for jeg har aldrig været særlig god til det med drenge, muligvis fordi jeg ikke rigtig har haft chancen for at prøve det.

Men Cille ved lige, hvilken emoji man skal sende hvornår, og hvornår man skal spille kostbar eller være mere kontaktsøgende og flirte aggressivt.
”Du skal holde ham på tæerne, Gry,” informerede hun en aften, hvor jeg havde mobilen fremme og viste hende en besked, der bekymrede mig. Hendes brune øjne var store og alvorsfulde, da hun fortsatte: ”Den ene dag er du vild og blodig og den næste dag kølig og afvisende. Han skal være usikker på, hvor han har dig. På den måde bliver du ved med at være mystisk. Og mystisk...?” Opfordrende hævede hun øjenbrynene.

Mystisk er lig med interessant,” fuldførte jeg sætningen, som hun havde lært mig, og som på det nærmeste var blevet mit mantra, siden Andreas havde accepteret min venneanmodning, og Cille havde taget mig under sine kyndige, flirtende vinger.

Netop,” svarede Cille og løftede en belærende finger. ”Mystisk er lig med interessant.”

 

Jeg overvejer, om jeg skal sende Cille en sms.

Jeg har ikke hørt fra hende siden i går. Der har været total radio silence i næsten fireogtyve timer nu. Så slemt har det aldrig været før. Klart – vi har skændtes mange gange. Om alt muligt dumt. Men vi kan aldrig være sure på hinanden særlig længe af gangen. For det meste går det over inden for et par timer.

Rastløst kratter jeg i et neglebånd og trommer fingrene mod skrivebordet, mens jeg glor på computerskærmen og forsøger at fremtvinge et pling. For Gud ved hvilken gang den dag tjekker jeg, at højttalerne ikke er på lydløs... og mobilen... Måske skal den genstartes? Det kan være, den er crashet?

Det er jo også bare en gammel 4'er.

Et gammelt stykke bras!

Jeg samler telefonen op og kyler den fra mig bare for at ombestemme mig i næste sekund og kaste mig efter den, hamre skulderen ind i radiatoren og slide mobilen frem inde fra mørket under sengen. Fyldt med nullermænd.

Hvad nu, hvis den er gået i stykker, og Cille, Andreas, en eller anden forsøger at ringe?

Heldigvis har den ikke taget skade. Den ser bare lige så trist og gammel ud som før.

Bras.

Jeg sukker, lægger mobilen ved siden af computeren og gnider mig over panden, mens jeg nedstirrer Andreas' profil på Facebook.

 

Den sidste måned blev mine – undskyld, Theas – og Andreas' chatsessions mere og mere intense og personlige. Det var også her omkring, at jeg lukkede Cille mere og mere ude af vores samtaler – jeg ringede ikke længere til hende, hver gang han skrev til mig. For hun var ikke længere nødvendig. Jeg kunne sagtens klare Andreas på egen hånd. Det var nærmest som om, vi havde udviklet vores helt eget sprog, han og jeg.

Noget, som andre aldrig ville kunne forstå eller være en del af.

Noget unikt.

Jeg levede mig ind i det af hele mit hjerte. Opfandt Theas baggrundshistorie, fortalte om hendes små søskende – og hendes forældre, især hendes mor.

Som Thea kunne jeg være et helt andet menneske. Et bedre menneske. Mere fuldendt. Jeg måtte tage mig selv i ikke at underskrive som Thea, når jeg skrev til andre, eller svare Det er Thea, når jeg tog telefonen.

Det hele kulminerede en lørdag for en uge siden, efter at vi i flere timer havde sendt mere og mere ophedede beskeder til hinanden. Da han indrømmede, at han var ved at falde for Thea: Den aften lagde jeg næsten ikke mærke til, at Far først kom sent hjem og væltede rundt inde i stuen, eller at Cille ikke svarede på mine beskeder.

Jeg var lykkelig.

Men da jeg søndag morgen luftede ud i lejligheden, fejede knuste flasker op og smed tomme dåser til pant som altid, sneg den sig ind på min messenger, så der lød et pling i min lomme – beskeden.

Som jeg havde ventet og frygtet.

 

Skal vi ikke mødes, Thea? IRL.

 

Indrømmet. Jeg måtte google IRL, mens jeg bed negle og koldsveden løb stikkende ned ad ryggen på mig. For det stod mig jo egentlig ganske klart, hvad budskabet var.

Jeg måtte få fat på Cille. Men hun tog den ikke.

En halv time travede jeg frem og tilbage på gulvet som en retningsforvirret turist i en storby, akkompagneret af rytmen fra Fars snorken inde fra soveværelset, og ringede til Cille hvert femte minut.

Men uden held.

Til sidst gik jeg i panik. Rendyrket panik. Hvor hjertet hamrede og adrenalinen pumpede som små nåle rundt i mine blodbaner. Det blev ikke bedre af, at min lomme mindst tre gange brummede og sagde pling på den mest insisterende måde.

Da angsten nåede sit højeste og peb i mine ører, flåede jeg mobilen op af baglommen og tastede en besked så hurtigt, at mine fingre nærmest flød ud for mine øjne. Uden at læse den igennem trykkede jeg på send. Så kastede jeg telefonen fra mig på sofabordet og gik ned for at pante dåser. På vej ned ad trappen følte jeg mig næsten rolig.

Beslutningen var taget.

 

 

Jeg havde lovet Cille, at jeg ville sige det til ham til festen. For det var jo der, jeg havde sagt, at Thea ville møde ham.

Allerede fra starten af aftenen havde han han nervøs. Jeg kunne se det på ham, for jeg kendte alle hans bevægelser, hans talemåder, hans mimik. Jeg havde studeret ham i klassen, i frikvartererne i flere måneder. De lange hænder strøg hurtigt hen over håret, over læberne og hver andet minut kiggede han mod døren. Hvis den gik op, eller det ringede på døren, gav det et sæt i ham. Som timerne gik, så han mere og mere modløs ud.

Gør det nu,” hviskede Cille for Gud ved hvilken gang og stak mig en dåseøl og et tequilashot i hånden med et insisterende tryk. ”Prøv at se på ham. Du piner ham jo...og du har lovet det!”

Ja, ja,” vrissede jeg åndsfraværende og tømte dåseøllen og glasset for at få mit mod, der kunne ligge på en lillefingernegl, til at vokse.Så lænede jeg mig frem og forsøgte at fange Andreas' blik.

Andreas?” Hans rastløse øjne fandt mine, men i det øjeblik slog alkoholen igennem, og jeg måtte suse på toilettet.

 

Da jeg kom ud igen efter at have skyllet munden grundigt, så jeg dem sammen inde i stuen. Lyset fra dansegulvet lyste dem op bagfra, kastede skygger over deres ansigter, så de kun var to silhouetter, der bevægede læberne på skift. Hvis jeg havde knebet øjnene sammen, havde vendt mig bort, kunne jeg næsten have bildt mig selv ind, at det ikke var dem. Andreas og Cille. Men jeg kunne mærke det helt ned i tæerne, ud i fingerspidserne.

Jeg tog et skridt frem. Og i det samme drejede Andreas ansigtet, så lyset ramte ham anderledes. Og hans øjne...

Åh hans øjne.

Det var som om alt i mig på en gang trak sig sammen og udvidede sig. Jeg stod frosset til stedet, naglet fast, da han rejste sig og med lange, beslutsomme skridt skred ud i gangen, hvor han standsede lige foran mig. Så tæt på at jeg kunne dufte ham, og jeg måtte hive efter vejret. Mit hoved svømmede over af undskyldning og bortforklaringer, den ene mere febrilsk end den anden. Jeg måtte lægge nakken tilbage for at kunne se hans ansigt.

Men jeg kunne ikke se ham i øjnene.

Da han endelig talte, råbte han ikke. Det var næsten det værste. Hans stemme var blød og trist.

Hvorfor gjorde du det? Hvorfor narrede du mig sådan?”

Jeg ved det ikke.”

Jeg er nødt til at vide hvorfor. Se på mig, Gry.”

Jeg kan ikke.”

Han tog mig i armen, under hagen og løftede mit ansigt.

Hvorfor, Gry?” Hans øjne studerede mig. ”Med alt det jeg har fortalt dig, skylder du mig det.”

Jeg krympede mig, blev mindre og mindre under hans blik.

Du bekræftede aldrig min venneanmodning...” hviskede jeg. Hans øjne udvidede sig.

Hvad snakker du om?”

Min venneanmodning... Du bekræftede den aldrig.” Jeg sank. Hans ansigt var unaturligt blegt under fregnerne. Så rystede han på hovedet, slap mig og gik.

Jeg slog armene om mig selv, forsøgte at holde mig selv sammen, mens et gabende hul åbnede sig i brystet. Da jeg så op, stod Cille lænet op af dørkarmen med armene over kors.

 

 

Fandens.

Hvis jeg bare aldrig var gået på toilettet.

Hvis jeg bare havde sagt noget andet. Noget bedre.

Hvis jeg bare ikke havde drukket så meget.

Jeg sukker og finder telefonen frem. Tørrer støvet af. Skærmen bliver uskarp, da der bliver varmt i mine øjenkroge og min skyldfølelse flyder over, ud over øjenvipperne, ned ad kinderne.

Hvis jeg bare ikke havde været så dum.

Jeg åbner messenger, finder Andreas og taster en lang besked. Fyld med forklaringer og undskyldninger.

Jeg er virkelig ked af det Andreas. Det var ikke meningen...

Nej.

Jeg ville aldrig...

Nej.

Jeg vidste ikke at...

Dårlige undskyldninger.

Jeg ender med at slette det hele og bare skrive

Undskyld,

hvorefter jeg logger på som Thea og sletter hendes profil.

 

Jeg sidder i stuen. Alene. Føler mig tom. Ensom. Lytter til stilheden med tårer, der langsomt tørrer på mine kinder.

Og jeg mærker efter. Mærker, hvordan Thea langsomt forlader mig. Forsvinder ud af mit system, som tømmermænd, der letter dagen derpå. Mærker, hvordan jeg bliver mere som mig selv. Mindre Thea. Og mere Gry.

Og måske – bare måske – er det okay.

 

Telefonen ligger lydløst på bordet, da jeg går ned og panter flasker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...