Stranded with One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2016
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Vanessa Hansen er den attenårige danske pige, som skal en tur på krydstogtskib med sin familie; Caroline hendes lillesøster og hendes mor. Vanessa har været skeptisk om hele ideén om, at tage på krydstogtskib, da hun er bange for at det ville synke. En nat, går mareridet i opfyldelse, skibet synker. Vanessa havner på en ø, hun ikke aner hvor er. Men alligevel er det en drøm for hende, for hun møder ingen ringere end One Direction. Vanessa opbygger et helt specialt bånd til den fantastiske Louis Tomlinson.

33Likes
8Kommentarer
2291Visninger
AA

3. ¬ To

Vanessa Hansens

8/7-16

Jeg åbnede langsomt øjne, jeg havde en forfærdelig hovedpine. Var jeg død? Jeg konkluderede hurtigt, at med sådan en smerte kunne jeg umuligt være død. Jeg lå på en ø, af en art, der var i hvert fald vand og sand. Alt hvad der skete igår kørte rundt i hovedet på mig som en film. 

Hvad skal jeg gøre her på øen, ene og alene? Ville der overhovedet komme nogle, eller er jeg det eneste menneske på den her ø? Uden jeg vidste af det, græd jeg.

Jeg rejste mig stille op, og hovedpinen blev endnu værre. Jeg kunne virkelig godt bruge noget musik, selvom jeg havde hovedpine. Her var helt stille på øen, ikke et menneske at høre, kun det endeløse vand der bruste. 

Jeg besluttede mig for, at udforske øen. Hvordan skulle jeg kunne få mad? Jeg ville jo slet ikke kunne overleve her alene, endnu en tåre faldt ned af min kind. Jeg kiggede mig omkring, i håbet om at finde flere mennesker, men det eneste menneske der var her, var mig. Det gjorde ondt, jeg ville bare gerne være sammen med en, som havde oplevet samme scenarie som mig, men der var ikke nogle. Jeg vidste det godt, jeg skulle dø her, ene og alene. Ingen ville komme for, at finde mig, de tror jo bare jeg er druknet og ligger i vandet. Endnu flere tårer faldt ned fra mine kinder. 

Nothing can drag me down,” hviskede jeg ud mellem hulkene. Jeg satte mig ned på det varme sand, jeg havde alligevel intet jeg skulle nå, så jeg kunne lige så godt sætte mig ned og tænke tingene igennem. 

Hvad med min mor? Hun var vel død, hun døde sikkert i vandet. “Nej” jeg rejste mig hurtigt op, og besluttede mig for, at jeg ville lede efter hende. Chancerne var små, for at hun var her, men alligevel jeg havnede her, så hvorfor skulle hun ikke også kunne være havnet her? Caroline kunne jo i princippet også være her, selvom hun faldt i vandet før os andre. Caroline og min mor, kunne jo også sagtens være blevet reddet. 

Jeg kiggede rundt på øen, der var tropisk her. Jeg ville kalde det for drømme øen, men problemet er at jeg oplever det alene, jeg ville hellere opleve det sammen med min familie. Jeg nynnede en sang, som jeg ikke kunne huske hvad var for en. 

Jeg kiggede over ved et palmetræ, og så et omrids af en person. Jeg var langt fra sikker på, at det var en person så jeg undlod at gå derhen. Men på den anden side, hvis det var en person, så ville jeg have en der havde opdaget det samme som mig. Jeg kiggede hen på skikkelsen igen, og denne gang var den på vej herhen, jeg kiggede hurtigt væk igen. 

“Jeg er så glad!” jeg konkluderede det var en han, og han kom løbende hen over mod mig. Han omfavnede mig i et kram. “Du aner ikke, hvor glad jeg er for at se et andet menneske her,” hans stemme, den lød så bekendt, den var så special, dét var Louis Tomlinson. Vi trak os fra krammet. 

“Hvordan kom du her hen?” spurgte jeg om, da jeg ikke selv vidste hvordan jeg kom her hen. “Jeg aner det ikke,” hans stemme rystede, og var på randen til at bryde sammen i gråd, men i stedet sendte han mig et opmuntrende smil.

Hvis det var rigtigt ville jeg fan girle, men jeg kunne ikke fokusere på andet end jeg havde fundet et andet menneske på øen. “Har du set andre mennesker?” jeg rystede stille på hovedet, og mimede et nej.

“Hvad hedder du?” Louis skiftede emne, der var et eller andet i hans stemme der fik mig til at tro at han hele tiden var på randen til at græde. “Vanessa,” jeg kiggede ind i hans dybe øjne, han havde de flotteste øjne. 

“Jeg er Louis,” jeg nikkede bare. “Det ved jeg godt,” jeg kiggede over på Louis, som lyste op i et smil. “Så du ved hvem jeg er?” jeg nikkede hurtigt, hvem kendte ikke til One Direction? De er det største boyband lige nu, så selvfølgelig kendte jeg One Direction. 

Louis satte sig ned på sandet, jeg gjorde hurtigt det samme. En akavet stemning flød over os, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var alt for genert til at starte en samtale, alt i alt ville jeg bare gerne have en samtale i gang. Men hvordan? Jeg ville ikke starte samtalen, det måtte han gøre. Men alligevel så det ikke ud som om han ville starte en samtale, så vi skulle vel bare sidde her i sandet i tarvshed?

“Så,” sagde Louis, jeg kiggede over på ham, og sendte ham et kort smil. “Hvad lavede du på krydstogtskibet?” endte det ud med Louis sagde efter et par få minutters stilhed. Hvad skulle jeg sige? Jeg ville ikke kvaje mig selv foran ham, jeg mener han er verdenskendt. Min bedste veninde har forgudet ham siden hans single audition til x-factor. 

“Øh,” jeg kiggede over på Louis, som kiggede forvirret på mig. “Du behøves ikke være nervøs eller noget, det er bare mig,” bare ham? Det er Louis fucking Tomlinson, vi snakker om. Hans stemme er fantastisk, hans stemme er en engel stemme, så hvordan kan det bare kun være ham?

“Min mor ville gerne afsted,” mumlede jeg ned i sandet. “Hvad med dig?” jeg kiggede ham ind i øjne, han sendte mig et kort smil. Selv hans smil kunne gøre mig nervøs. Jeg ville gerne fortælle ham jeg er directioner, men det er pinligt nu hvor jeg er atten, og det kun er fjortenårige piger der fangirler over dem. Men min bedste veninde og jeg gør altså også. 

“Resten af drengene var med, vi skulle nyde vores pause. Jeg aner ikke hvor drengene er,” der faldt en tåre ned af hans kind. Så resten af drengene var her også, måske var de døde? Nej, så ville jeg også ende med at græde og det måtte og skulle ikke ske, ikke nu. “Hvor så du dem sidst?”

“På dækket, vi kom for sent til redningsbådene. Så de er vel nok døde,” flere tårer faldt ned af hans kinder, jeg havde medfølelse med ham, mine øjne begyndt også at blive en smule våde. Hvis de andre var døde, var der ikke mere One Direction? Og intet One Direction betyder, intet liv. Det måtte være en drøm det her, eller rettere et mareridt. 

“Hvad med din mor?” Louis tørrede hurtigt sine øjne, og fokuserede på det spørgsmål han lige havde stillede mig. “Vi kom også for sent til redningsbådene, så der er vel sket det samme med hende,” jeg fældede en tåre. Caroline var højest sandsynlig også død, Caroline var ellers den perfekte lillesøster, hun var sød og forstående. Men nu er hun vel, død..

Igen fordi ingen af os sagde noget, blev den akavet stemning ved. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde lyst til at snakke, men så alligevel ikke. I stede kunne jeg godt bruge noget musik, og det eneste musik jeg hører er One Direction. Jeg hører ikke andre kunstnere, og jeg syntes det er rigtig akavet når folk spørger hvilket musik jeg hører. 

“Fortæl om dig selv,” sagde Louis efter den akavet stemning, jeg nikkede stille. Hvad ville han have jeg skulle snakke om? Jeg havde ikke rigtigt noget at sige. “Jeg er atten år, og er fra Danmark,” det var det eneste jeg kunne komme på at sige. 

“Danmark?” spurgte Louis om, jeg nikkede. Ikke at jeg var en stolt dansker, for det var jeg virkelig ikke. Det var ekstremt dyrt i Danmark og så skal man betale mega meget i skat, og nu hvor jeg er atten skal jeg betale skat, det er pisse irriterende. 

“Hvordan er det i Danmark?” jeg kiggede over på Louis som så interreseret ud. Havde han ikke være i Danmark før? Altså på tourné. “Der er kedeligt,” mumlede jeg, men alligevel var der trygt der, det var aldrig der der var krig, eller terror. Dog havde vi en lille smule terror i starten af sidste år, men det var næsten ingenting.

“Kedeligt?” jeg nikkede blot, jeg ville hellere bo i England, hvor der skete mere. Jeg kiggede over på Louis som blot kiggede ned i sandet, der dannede sig en akavet stemning over os.

“Hold kæft! Det er Louis’ solo,” råbte Alberte op, jeg rystede grinende på hovedet. Alberte var en Louis-pige, hvor jeg mere var til Harry. Alberte havde et kæmpe udvalg af seler, røde bukser og stribede trøjer. Ikke nok med det, spiste hun guleroder dagen lang. Louis much?

“Alberte, vi har hørt den sang hundrede gange,” jeg grinede stille, hendes absolut yndlingssang, var Story Of My Life, og så især med Louis solo. “Jamen jeg syntes bar-“ jeg afbrød Alberte og færdig gjorde hendes sætning, “-at Louis ikke får nok soloer,” jeg rullede med øjne, jeg fik den samme smøre af vide hver dag. 

“Jamen det kan du sagtens sige. Du er Harry girl og Harry får alle omkvædene og en masse soloer,” jeg rystede stille på hovedet. “Og?” vi havde diskuteret det så mange gange, at det var helt latterligt, at vi stadig diskuterede det. Alberte ville have Niall og Louis skulle have flere soloer, og jeg havde det fint nok med de soloer der var uddelt. 

“Du kan lære det kan du. Louis er en stolt far, du kommer aldrig til at møde ham,” jeg grinede stille, Alberte havde altid fantaserede sig om, at hun en dag ville møde en af drengene. “Fordi du ville møde en af dem?” grinede Alberte, jeg rystede stille på hovedet. “Selvfølgelig ikke, jeg mener bare.. Bare glem det.”

“Alberte der er mad,” vi kiggede begge over ved døren, hvor Albertes far stod og kiggede på os. “Vi diskuterede lige om-“ Albertes far afbrød Alberte. “Om One Direction. De kommer aldrig tilbage, fokuser hellere på noget andet,” Albertes far blev ved med at sige, at de aldrig nogensinde ville komme tilbage, men jeg følte altid der var håb forud. 

“De kommer tilbage, Henrik,” jeg rejste mig fra sengen og gik nedenunder sammen med Alberte og Henrik. “Ham der med det lange hår, han går solo,” jeg kiggede over på Henrik som så mange gange før, mente han at Harry ville gå solo. 

“Han er blevet klippet!” råbte Alberte, Alberte havde fortalt Henrik så mange gange at han var blevet klippet, men han blev stadig ved med at hedde: Ham med det lange krøllede hår, i Henriks verden.  

“Snakker I stadig om One Derriere?” jeg kiggede over på Albertes bror, Anthon. “Det hedder de ikke!” råbte Alberte og jeg samtidig, Anthon havde altid kaldet dem for det, og det var så tarveligt. “Så Anthon, pads nu din mad,” jeg kiggede over på Yvonne, og sendte hende et taknemligt smil. “Tak mor,” sagde Alberte til Yvonne.

“De er sgu da bøsser, de der Jerry,” jeg kiggede med det samme over på Alberte, og vi begyndte begge at grine af Anthon. “Det hedder ikke Jerry, men Larry,” grinede Alberte. “Du har hørt det en million gange, og du kan det stadig ikke?” grinede jeg, vi har altid fortalt Anthon om One Direction, men han har til sydenladende ikke hørt efter. 

“Så, ikke mere One Direction,” jeg kiggede over på Yvonne som tog noget pasta ned på hendes tallerken. “Mor, de er jo fantastiske,” forsvarede Alberte dem, jeg nikkede mig hurtigt enig i Alberte. “Og når deres pause er ovre skal vi til koncert med dem, og så skal vi møde dem,” hvinede Alberte. “Selvom de bliver udsolgt med det samme, vil vi have billetter før alle andre,” hvinede jeg, det ville næsten ikke kunne lade sig gøre at få meet and greet billetter. 

“I er begge atten, gå dog i byen i stedet for at hør One Direction,” grinede Anthon, Alberte gav Anthon fuck fingeren. “Bare fordi du er jaloux på at vi kan fangirle uden det bliver pinligt,” Alberte tog noget pasta op på hendes tallerken. “En anden gang vil vi ikke se den finger,” jeg kiggede over på Henrik som kiggede strengt på Alberte.

“Undskyld, men han var irriterende,” undskyldte Alberte, jeg nikkede stille. Han var irriterende. “Skal vi ikke tage til Zayn koncert?” spurgte jeg om, efter få sekunders stilhed. “Jo!” råbte Alberte og tog en mundfuld pasta. Jeg puttede også lidt pasta op på min tallerken. 

“Men han var totalt tarvelig og forlod bandet,” sukkede jeg og tog noget pasta ind i munden. “Ja, jeg kan stadig begynde at græde over det,” sagde Alberte, mens hun kiggede over på Yvonne som ikke så specialt glad ud. 

“Ikke mere One Direction eller Zayn, her ved bordet,” sagde Yvonne strengt, vi nikkede stille. “Ja, og lad os snakke om mig,” begyndte Anthon, Anthon var en slags bror for mig, så jeg kunne sagtens tillade mig at rulle med øjne af ham. 

“Jeg inviterede Sofie ud!” jeg kiggede hurtigt over på ham, han havde ikke snakket om andet en Sofie fra hans arbejde siden han fik jobbet. “Og gæt hvad,” tilføjede han, jeg kiggede over på Alberte som havde en spydig kommentar klar. “Hun sagde nej, og hældte cola ud over dig?” 

“Nej! Hun sagde ja! Vi skal i biografen sammen i dag. Jeg lovede at betale, så far har du nogle kontanter?” han kiggede over på Henrik som sukkede og hev hans pung frem. “Men kun fordi jeg har betalt Albertes One Direction billet.”

“Far det var en dårlig plads. Jeg kunne ikke engang se dem,” mumlede Alberte, det var rigtigt nok, jeg var med hende. Man kunne næste ikke engang se storskærmen det var noget være lort. “Ingen One Direction eller Zayn, her ved bordet,” gentog Yvonne, jeg kiggede beklagende på på Yvonne.

“Far startede,” sagde Alberte barnligt, Henrik kiggede undskyldende over på Yvonne som blot sendte ham et kærligt smil. “Spis noget mere, Vanessa,” jeg nikkede stille og tog lidt mere pasta. 

Det gik op for mig nu, at jeg faktisk sad og græd over hvor meget jeg savnede Alberte. Jeg tog hurtigt tårne væk fra mine kinder, inden Louis ville få øje på at jeg havde grædt. “Jeg havde aldrig troet at jeg skulle møde dig,” snøftede jeg stille.

“Hvad mener du?” Louis kiggede forvirrede over på mig, jeg sendte ham et venligt smil. “Jeg er en directioner,” sagde jeg lavt, fordi jeg blev selv en smule flov. “Min veninde, ville elske dig,” jeg kiggede over på Louis som sendte mig et smil.

“Jeg savner virkelig de andre drenge,” Louis sendte mig et falsk smil, og jeg kunne se det var falsk, fordi jeg vidste hvordan det rigtige Louis Tomlinson smil så ud. “Må jeg spørge om noget?” jeg bed mig stille i læben, Louis nikkede hurtigt.

“Har I tænkt jer at komme tilbage efter pausen?” jeg havde det allerede dårligt nu med at jeg var så nysgerrig og at jeg bare havde spurgt ham sådan. Jeg burde slet ikke havde spurgt, det var forkert af mig, jeg skulle bare havde forblevet stille, men jeg kunne ikke. Det var som om det spørgsmål bare ville ud af min mund. 

“Hundrede procent,” jeg kiggede over på Louis med et kæmpe smil. “Fortæl om din veninde. Hun lyder sej, hvis hun ville elske mig,” grinede Louis, det gjorde ondt i hjertet at tænke på Alberte, jeg savnede hende allerede. Det var meningen Alberte skulle være med på krydstogtskibet, men hun skulle på ferie til Malaga, hvilket jeg hundrede gange hellere ville, end på krydstogt. Men nu, hvor jeg er her strandet på en ødet ø, med Louis Tomlinson ville jeg alligvel gerne være her, selvom jeg savnede min familie, og venner. 

“Well, hun hedder Alberte og er den største Louis-girl ever. Hun har røde bukser, stribede trøjer og utallige seler. Hun savner fetus One Direction,” jeg grinede lidt over minderne der flød gennem mit hovede. Louis grinede svagt da jeg fortalte ham om hendes overforbrug af Louis’ fetus tøj. “Plus hun spiser gulerødder hele tiden,” grinede jeg. 

“Hun lyder sej, hende vil jeg gerne møde,” grinede Louis, det var som om den akavet stemning var ved at forsvinde, hvilket jeg var taknemlig for. “Hun var en gulerod til fastelavn,” jeg grinede af minderne der dukkede op i mit hoved. Vi var begge tretten på det tidspunkt, og blev faktisk mobbet noget af tiden i folkeskolen, indtil jeg satte dem på plads. 

“Hvilken uddanelse skal du tage?” jeg kiggede over på Louis som så interreseret ud. “Jeg vil gerne være..” jeg havde glemt det engelske ord for det. “Advokat,” sagde jeg da jeg kom i tanke om ordet, Louis nikkede stille. “Men faktisk, ville jeg gerne være sanger. Det er latterligt det ved jeg,” jeg hviskede det sidste, jeg havde slet ikke potentiale nok til at være sanger, så jeg droppede det. 

“Hvorfor er det latterligt?” spurgte Louis om, jeg grinede stille. “Jeg har ikke potentiale nok til det, og så de sangere der er store nu er de bedste sangere,” jeg kom i tanke om, at Louis var en af de største stjerner lige nu, men helt ærligt han gør det også godt.

“Oh, må jeg høre dig synge?” jeg rystede hurtigt på hovedet, jeg ville ikke have at selveste Louis Tomlinson skulle høre mig synge. “Nej, jeg lyder forfærdeligt,” uden løgn så lød jeg ren ud sagt forfærdeligt. “Bare rolig Vanessa, en dag skal jeg nok høre dig synge.”

“Vil du med i vandet?” jeg kiggede skræmt over på Louis som lige havde kommet med foreslaget. “Hvad hvis der er hajer, eller-“ Louis afbrød mig grinende. “Så var vi nok døde nu. Vi kom herhen af vandet, vi er ikke døde endnu,” Louis tog sin trøje af, og skulle til at springe i vandet. “Vil du med eller ej, Vanessa? Jeg har virkelig brug for at vide dit efternavn,” og med det hoppede Louis i, hvad skulle han bruge mit efternavn til?

Efter få minutter overvejelse med mig selv, tog jeg forsigtigt min trøje af, og derefter mine bukser af, så jeg egentlig kun stod i undertøj. Jeg hoppede stille ned i vandet - det var koldt, virkelig koldt. Jeg svømmede stille over til Louis. 

“Du kom,” smilede han, jeg nikkede stille. “Må jeg stille dig tyve spørgsmål?” jeg kiggede over på Louis og nikkede så genert. “Jeg går ud fra du ved en del om mig, nu hvor du er directioner. Men jeg ved intet om dig,” grinede han. 

“Hvordan skal en dreng se ud efter dit hjerte?” jeg tænkte mig godt om, men kun en dreng dukkede op i mit hoved. “Du lover du ikke griner?” spurgte jeg om, Louis nikkede hurtigt. “Okay, Harry Styles,” sagde jeg flovt, lige da jeg havde sagt det, fortrød jeg - Louis begyndte at grine uafbrudt. “Undskyld,” sagde han, mens han prøvede at kvæle sit grin. 

“Hvad er dit fulde navn?” jeg kiggede forskrækket på ham, ingen har nogensinde spurgte mig så direkte om mit fulde navn. “Vanessa Steele Hansen,” det engelske ‘Steele’ har jeg fået fra min far, men han gik bort i krig. Eller man ved ikke om han er død, men det formoder man bare. 

“Hvordan opdagede du One Direction?” 

“Min veninde, Alberte viste mig din audition til x-factor og så blev vi fan af dig. Men så blev du sat sammen med de andre fire og, ja på den måde startede det ligesom. Men jeg er ikke en totalt fan af jer, I skriver og laver god musik, og så ved jeg lidt om jer. Men det er det,” forklarede jeg, selvom jeg egentlig var en totalt fan. 

“Jeg ved du er en total fan, Vanessa Steele,” jeg kiggede ind i Louis’ øjne, det føltes så intens, men alligevel så surrealistisk. Jeg sad og kiggede Louis fucking Tomlinson ind i øjne, hvem havde nogensinde troet det? Fordi du ville møde en af dem? Ja, det ville jeg, Alberte. 

“Nej, Louis Tomlinson. Jeg er ikke totalt fan,” jeg kunne mærke vandet var begyndt at virke koldt. “Fryser du?” jeg kiggede over på Louis, og nikkede stille. “Lad os komme ind,” jeg nikkede stille og vi svømmede ind mod land igen.  

“Vanessa Steele,” hviskede Louis for ham selv, jeg absolut hadede når folk brugte mit efternavn. “Bare Vanessa,” rettede jeg ham, mens jeg rullede med øjne. “Nej, Vanessa Steele er godt,” forklarede han, jeg rystede stille på hovedet. 

“Vanessa Steele, skal du ikke have tøj på?” jeg kiggede ned af mig selv, og så jeg kun havde undertøj på. “Jamen Louis Tomlinson, jeg har intet håndklæde,” jeg syntes det var super pinligt at stå halvnøgen overfor Louis Tomlinson. 

“Det går nok jeg havde set dig sådan før eller siden,” hviskede Louis, men jeg kunne godt høre ham. “Undskyld mig,” jeg tog mig til brystet, som man plejer og gøre. “Det er ved at blive mørkt, lad os lave et bål,” og med det gik Louis ud for at finde ting til til et bål. 

Jeg gik ned til stranden og fandt to sten, min fysiklærer fortalte mig, at hvis man var strandet kunne man lave bål med to sten, hvis man gnider dem hurtigt mod hinanden. Jeg aner ikke om det er sandt, men det får vi vel af vide? De to sten jeg havde fundet, var flint. Det var vidst den eneste type sten man kunne lave ild af. Men igen, jeg går ikke fysikvejen så jeg aner det ikke. 

Da jeg kom tilbage var Louis der stadig ikke, det eneste jeg kunne se, var sand og træer i mørket. Jeg lagde stenene ned i sandet og satte mig på sandet. Det skulle jeg ikke have gjort, jeg fik sand klisteret fast til hele kroppen. Men igen, jeg er strandet på en øde ø, Louis kan jo ikke forvente jeg ser top lækker ud.

“Her,” jeg kiggede over på Louis som havde smit nogle grene på sandet. “Hvis du sætter bålet op, laver jeg ild,” foreslog jeg, da jeg ikke vidste hvordan man sætter et bål op. Louis nikkede stille og begyndte at sætte bålet op. Da Louis havde fået sat bålet op, lignede det rent faktisk et bål, hvilket kom meget bag på mig. 

“Hvordan vil du lave ild?” jeg kiggede over på Louis, og samlede de to sten op fra sandet. “Det kan man ikke,” grinede Louis. “Pas nu dig selv. Jeg har haft fysik og kemi i mange år, så jeg ved hvad jeg snakker om,” sagde jeg og begyndte at gnide stenene mod hinanden.

Det tog lang tid, men efterhånden som jeg havde gnedet i flere og flere sekunder begyndte der at ske noget. Ligepludselig var der ild. Jeg kiggede over på Louis, som var blevet mere tydelig. “Fuck dig,” smilede jeg, og satte mig ned. 

“Godnat, Vanessa Steele,” jeg kiggede over på Louis, som havde lagt sig til at sove. Et lille smil bredte sig på mine læber. Hvor heldig havde man lige lov at være? Ud af alle chancerne i hele verden havner man på en øde ø, med Louis Tomlinson. 

“Godnat Louis Tomnlinson.”

Jeg savnede min mor, Caroline og Alberte. Gad vide, hvordan Alberte havde det? Bare jeg dog kunne snakke med hende, og fortælle hende jeg er okay. Jeg ville så gerne også fortælle hende at jeg er på øen med Louis Tomlinson, hvor vill jeg dog bare ønske at vi kunne snakke sammen igennem vores tanker. Alberte? Alberte? Alberte. Min hjerne skreg efter Alberte, men det eneste svar jeg fik var den tomme summe inde i min hjerne. 

“Hey Alberte,” jeg kiggede over på Alberte som sad alene ved bordet. De havde fået øje på hende, og med de mener jeg: Mobberne. De har været ude efter Alberte og jeg siden vi startede i skole, men ekstremt meget efter Alberte klædte sig ud som en gulerod, så efterhånden vidste vi hvordan man skulle tackle det. “Lad mig være Alfred,” Alberte pakkede sin bog ned i sin taske, uden at virke det mindste bange. 

“Vi hører du og din lille veninde var ude at shoppe i går,” sagde Julie, jeg rullede med øjne, selvfølgelig skulle hun køre rundt i det. “Har du købt den trøje?” fortsatte hun. “Nej,” snerrede Alberte af hende. 

“Hvor har du så købt den?” Alberte kiggede op i hendes øjne. Kunne hun virkelig lide Albertes trøje? “I Forever 21,” jeg begyndte at smile indeni, hvad nu hvis Julie rent faktisk kunne lide den trøje, det ville være fremskridt. “Kan du få pengene tilbage?” jeg rejste mig hurtigt fra min stol, nu var det nok. 

“Hør her Julie, har du ikke noget pænt at sige? Så luk din røv, og Alfred du skal ikke komme med en af dine spydige kommentarer. Freja, Emilie og Christian I kan godt glemme det, hvis Julie ikke var der var I ingenting. Så Julie enten lukker du din røv, eller-“ Julie skulle selvfølgelig afbryde mig. “Ellers, så hvad?” jeg grinte lidt af hende, kunne hun ikke finde på noget andet at sige? Det er det alle siger i film, kom igen Julie. 

“Ellers sørger jeg for at resten af tiden i din skolegang bliver forfærdelig,” jeg skulle til at sætte min ned men Christian grab fat i min hånd. Jeg rullede med øjne. “Christian, hvad vil du nu?” spurgte jeg sødt om, han sukkede blot. 

“Et ord til, eller jeg slår hende,” han kiggede over på Alberte, som prøvede at spille hård, men selv jeg kunne se hun fejlede gevaldigt. Jeg kiggede over mod døren og så Joan, vores lærer komme gående ind. Det ville være perfekt timing at snakke nu. “Christian, du bør virkelig tænke dig-“ Jeg blev afbrudt af et hårdt klask og jeg formodede han slog Alberte. 

“Christian, du kommer med op på mit kontor!” Joan kom løbende ned til Christian og tog fat om hans hånd. “Giv slip. Jeg kan forklare!” Joan rystede ham hurtigt af. “Forklare at du slog en pige?” og med det var de ude af klasselokalet. 

“Hvis I så meget som rør Alberte eller mig igen, så bliver det jer næste gang,” jeg satte mig smilende ned på min plads. Julie, Freja, Emilie og Alfred satte sig hurtigt ned på sin plads. Så kan de lære det. 

Og det var sådan vi blev populære. Efter det, blev Alberte og jeg de mest populær piger i hele klassen. Gud, hvor jeg savner Alberte, min far, min mor og Caroline. Den eneste jeg nogensinde ville kunne se igen, var nok Alberte. De andre var nok faldet i døden. En tåre faldt ned af min kind efterfulgt af et snøft. Jeg tørrede hurtigt tåren væk, og kvalte mit næste snøft. Jeg ville ikke vække Louis. 

Jeg foldede mine hænder sammen og besluttede mig for at be til Gud. Jeg er meget kristen, men jeg vil ikke have andre skal høre mig be. “Kære Gud. Jeg vil virkelig ønske, at min mor og Caroline er okay. Jeg ved godt, jeg har bedt mange gange om, at møde en fra One Direction, men jeg håbede da på jeg ville møde Louis på en anden måde, men tak fordi du lyttede på mig. Jeg vil også gerne ønske at Alberte ved jeg er i live, og ikke død. Hun skal ikke bekymre sig om mig. Ammen,” jeg lagde mig ned på sandet ved siden af Louis og lukkede mine øjne.

“Godnat Louis Tomlinson,” hviskede jeg. “Det var virkelig smukt, Vanessa Steele,” jeg kiggede over på Louis, som havde åbnet øjne. “Hørte du det?” hviskede jeg, på en eller anden måde syntes jeg ikke det var pinligt, at han hørte det, men mere naturligt. 

“Ja,” hviskede han ned i sandet. “Og tak fordi du takkede for at møde mig. Jeg takker også Gud for at jeg mødte dig,” jeg sendte Louis et skævt smil. Så han kunne lide mig? Omg Louis Tomlinson, kan lide mig - ikke på den måde. Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at fangirle. Hvorfor, anede jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...