Stranded with One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2016
  • Opdateret: 4 aug. 2016
  • Status: Igang
Vanessa Hansen er den attenårige danske pige, som skal en tur på krydstogtskib med sin familie; Caroline hendes lillesøster og hendes mor. Vanessa har været skeptisk om hele ideén om, at tage på krydstogtskib, da hun er bange for at det ville synke. En nat, går mareridet i opfyldelse, skibet synker. Vanessa havner på en ø, hun ikke aner hvor er. Men alligevel er det en drøm for hende, for hun møder ingen ringere end One Direction. Vanessa opbygger et helt specialt bånd til den fantastiske Louis Tomlinson.

33Likes
8Kommentarer
2281Visninger
AA

2. ¬ Et

Vanessa Hansen

9/7-16

“Vanessa, hav det nu lidt sjovt,” sagde min mor, mens hun gav mig nogle penge. “Mor, jeg er virkelig ikke i humør til det,” svarede jeg. “Gå ned på dækket, find en sød fyr. Gør et eller andet,” sagde hun. Jeg sukkede, tog i mod pengene og gik ud af døren. 

Jeg hader det her. Jeg vil ikke være her, det var min mors dumme ide. Et krydstogtskib, hvad havde hun dog tænkt?

Jeg satte mig ned i baren. “Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte tjeneren om. “Bare en rom og cola,” sagde jeg og gav ham pengene. Han tog imod pengene, og begyndte at producere min drink.

“Hey,” jeg kiggede over på en dreng, som havde sat sig ved siden af mig. “Hej,” sagde jeg. “Jeg er Wren,” sagde han, “jeg er Vanessa,” sagde jeg. Han var engelsk, det er jeg ikke. Jeg er dansk. 

“Du har en sjov accent,” sagde Wren, “hvor kommer du egentlig fra?” tilføjede han hurtigt. “Danmark,” sagde jeg, han kender sikkert ikke engang danmark. 

“Jeg kender godt Danmark,” sagde han, og tog en tår af sin drink. “Danmark er hovedstaden i Sverige, ikke?” jeg grinede lidt af Wren. “Nej,” sagde jeg mens jeg sendte ham et smil. “Danmark er et land, ikke en by.”

“Det vidste jeg ikke,” sagde Wren, mens han blev rød i hovedet. “Det går nok, alle tror det,” sagde jeg mens jeg grinte. “Du har et dejligt grint,” sagde Wren, mens han smilte. 

“Hvor kommer du fra?” spurgte jeg om, selvom jeg havde en anelse om det. “Værsgo,” sagde tjeneren og gav mig min rom og cola. Jeg tog hurtigt en tår af den, den var vidunderlig.

“Jeg kommer fra England,” sagde Wren, hans tykke accent fyldte hele rummet. “Det kan jeg godt høre på din fantastiske accent,” sagde jeg, mens jeg tog endnu en tår af min drink. 

“Du smigrer rigtigt,” sagde Wren, mens han rødmede. “Undskyld, jeg har bare altid været helt vild med en britisk accent,” sagde jeg, mens jeg kiggede rundt omkring. Mennesker dansede på gulvet, andre sad i krogene og snakkede. 

“Jeg må smutte til køjs, men vil du have mit nummer?” spurgte Wren om, mens han tog sin telefon op af lommen. “Klokken er kun ti, men ja,” grinede jeg. Wren blev en smule rød i hovedet af min kække kommentar. 

“Jeg har lovet min mor, at komme tilbage ved ti tiden,” jeg gav Wren min telefon, han tog også hurtigt i mod den. “Godnat,” sagde han og gav mig min telefon tilbage. “Godnat.”

Nu sad jeg endelig alene i baren, mit humør var helt nede. Jeg hader virkelig at være på krydstogtskib, jeg er så bange for at det vil synke. 

En dreng i hættetrøje sat sig ved siden af mig. Han havde en grøn grim hættetrøje på. “En øl,” sagde han, hans stemme lød så bekendt. Han vendte sig om, for at kigge på sine omgivelser.

Det var ingen mindre end Louis Tomlinson.

“Hey,” sagde han, jeg var ved at fan girle lige nu, men jeg ville ikke lade som om jeg var fan. “Hej,” sagde jeg og sendte ham et lille nik, som sikkert så dumt ud. 

“Du ser bange ud, er det mig?” spurgte han om, jeg grinede lidt. “Nej, det er ikke rigtig noget,” svarede jeg. “Ikke rigtig noget? Det ser ellers meget alvorligt ud,” sagde han, jeg trak lidt på skulderen. 

“Jeg må smutte. Vi render sikkert ind i hinanden på et tidspunkt,” sagde Louis og tog sin drink med sig. Hvad lavede han egentlig her? 

Jeg besluttede mig også for at gå tilbage i seng, selvom klokken ikke var særlig mange. “Hey mor,” sagde jeg, da jeg trådte ind i kahytten. Kahytten var mega lille, med det mindste toilet som jeg længe har set. 

“Shh, Vanessa. Caroline sover,” jeg nikkede stille, og gik ud på toilettet for at skifte til nattøj. Jeg fik hurtigt skiftet, og gik i seng,

“Vanessa?” jeg kiggede ved siden af mig. “Ja,” sagde jeg, det var Caroline der snakkede. “Tror du vi kommer til at synke?” spurgte Caroline om. Jeg var selv bange for, at vi skulle synke. “Risikoen for det er minimal.”

“Så det kan godt ske?” spurgte hun om. “Ja, men igen risikoen er minimal. Godnat,” sagde jeg og slukkede lyset. “Jeg elsker dig,” sagde Caroline, “jeg elsker også dig.”

 

Jeg gentager, alle passagere, bør gå ud til redningsbådene!” lød der i hele kahytten. Det føltes som en drøm. “CAROLINE OG VANESSA, VÅGN OP!” råbte vores mor, jeg rejste mig op fra sengen, og tog fat om Caroline og bar hende med. Hun sov stadig.

“Hvad sker der mor?” spurgte jeg om, imens vi var i gang med at løbe op på dækket. “Skibet synker!” råbte min mor. Caroline var stille ved at vågne op.

“Hvad sker der?” hviskede hun. “Der sker ingenting, sov bare videre,” sagde jeg, for at berolige Caroline. Vi kom op på dækket, der var helt fyldt op. 

“Vi skal over til redningsbådene, nu!” råbte min mor, da der var rift om pladserne. 

Vi kom over til redningsbådene, vi kom for sent. Tjenerene havde lige sunket alle bådene. Jeg gav Caroline til min mor, og løb over til en af tjenerene. 

“Undskyld, er der flere både?” spurgte jeg en smule hysterisk om. “Desværre Fru, vi har lige sunket den sidste,” beklagede tjeneren. Det var nu det gik op for mig, jeg skulle dø. Min familie skulle dø, mor og Caroline. 

Jeg kunne mærke vandet stige op til mine knæ, mens skibede rystede. Jeg kunne ikke finde Caroline og min mor. 

“CAROLINE!” råbte jeg, men der kom intet svar. Der var mange mennesker, mange forvirrede mennesker, alle råbte af hinanden, vi vidste alle sammen, at vi skulle dø.

“MOR!” råbte jeg, men der var heller ikke noget svar i sigte. Den ene halvdel af skibet, var stille ved at synke ned. 

Det var ligesom Titanic, nu vidste jeg hvordan Jack og Rose havde det. Det var et mareridt. Skibet ville synke ligesom i Titanic.

“SKIBET KNÆKKER!” råbte en ældre mand, jeg greb fat om hegnet. Jeg hang og dinglede fra hegnet, skibet var vendt. Spidsen af skibet var røget ned i vandet, mens den anden del var oppe i luften. 

“VANESSA!” råbte en kvindelig stemme, den var så genkendelig, det var min mor. “MOR!” råbte jeg, og kiggede mig omkring. Hun hang og dinglede ligesom mig. Det var et spørgsmål om tid, før vi ville falde ned i det kolde vand. 

“Hvor er Caroline?” spurgte jeg lavt om, men højt nok til hun kunne høre det. Hun kiggede ned i vandet. “NEJ!” råbte jeg, mens jeg fældede et par tårer. 

“Vi kommer alle sammen til at dø,” stønnede en ældre dame, jeg var ikke meget for det, men jeg nikkede mig enig. 

Jeg var så tæt på, at give slip på hegnet, og falde ned i det kolde vand. “Mor jeg elsker dig,” hviskede jeg, og så hoppede jeg. 

“VANESSA!” råbte min mor, og der kunne jeg mærke det kolde vand omfavne mig, mens mine øjne blev tungere og tungere og blev lukket i.

___

Hey Sweeties

Dette er det første kapitel  historien er lidt anderledes, men håber det går. Håber virkelig I kan lide den, for jeg elsker personligt selv hele forløbet.

Kys Fie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...