Den tyske soldat

Egentlig en skoleopgave som jeg lavede her sidste måned, men synes den har potentiale nok til at blive smidt op. Den er nok lidt stødende (ups anden gang jeg laver dette stunt) eller idk... Men har markeret den som gul for en sikkerheds skyld ;)

1Likes
0Kommentarer
99Visninger

1. .

Jeg står rankt med den sølvglinsende jernpistol i hånden. Den er kold imod min varme hånd. Adrenalinen pumper,

og hjertet slår hurtigt. Det pumper hastigt blod ud til hver eneste lille celle i min krop. Jeg mærker sveden pible frem

på min pande. Det er varmt udenfor. Blomsterne og træerne lyser grønt og farverigt op, og får normalt ethvert

menneske til at føle glæde. Men ikke nu, ikke i dag. Jeg kigger til siden, og ser mine medsoldater kigge afventende på

mig. Jeg hører en svag summen af folk omkring mig. En mand råber op. En kvinde græder. Jeg mærker en klump i

halsen. Alt ansvaret ligger på mig, som en tung sky. Jeg kigger ned på min uniform, og studerer hurtigt alle de sorte

tegn. Hagekorsene. Et simpelt tegn der betyder så meget. Det definerer mig og alle mine handlinger. Alle mennesker

der ikke er præget af disse tegn, afskyr mig.

 

Jeg forstår dem godt. Selvom de civile er så lette ofre, og ikke har magten, ville jeg ønske jeg var en af dem. Det må

være fantastisk at have en at dele sine tanker og sin frygt med. Jeg tror at det gør folk stærkere, hvis man har nogen at

dele sine svagheder med. Men jeg står her. Helt alene på den store slagmark. Mig mod verden. Hvis det ikke var fordi

at min far var tysker, og stor beundrer af Adolf Hitler, ville jeg aldrig have stået her. Jeg kunne have snakket med

mine venner. Om hvor forfærdelig krigen var, og om hvordan nazisvinene bare skulle dø. Nu er jeg selv en af dem der

skal dø. Det skal alle vel, men spørgsmålet er hvem der dør først, og hvem der fortjener det mest.

 

Nogen gange ville jeg ønske at jeg rent faktisk var død. Men en lille stemme i mit hoved fortæller mig hver dag at jeg

skal holde mig i live. At det hele vil blive bedre en dag. At jeg en dag kan gå rundt uden pistol og tyske ordrer

hængende på mig. At jeg en dag kan blive fri igen.

 

 

En tysk stemme vækker mig fra min dagdrømmen. ”Schiess, ”råber han højt og kommanderende. Han peger med 

armen mod den jødiske familie der står foran mig. Jeg følger den tyske soldats arm med øjnene, til jeg til sidst kigger 

den jødiske far direkte i øjnene. Hans blik ser sørgmodigt ud, og den lille datter står og gemmer sig i morens kjole. 

Hun kan højest være 4 år. Drengen, der formentligt er omkring 15 år, står og kigger direkte ind i røret på min pistol.

Jeg har det så dårligt indeni. Jeg vil allerhelst bare smide pistolen, og så flygte sammen med familien. Men hvis jeg 

gør det så risikerer jeg selv at blive skudt. Jeg vil IKKE dø. Kom nu for satan, du skal bare trykke på den lille fedtede 

aftrækker. Før ham den tyske soldat bliver endnu mere stram i betrækket.

 

Jeg fumler lidt med pegefingeren, før jeg får den placeret på aftrækkeren. Jeg glider fingeren mod den kolde 

overflade. Overvejer hvem jeg skal skyde først. Jeg har det dårligt. Jeg mærker min mavesæks indhold skvulpe 

mærkeligt indeni mig. Jeg dirrer med hænderne mens jeg sigter på den lille pige. Ingen børn fortjener at se deres 

forældre dø, tænker jeg. Så det er mest retfærdigt at starte med dem. Datter, søn, mor, far. Den rækkefølge må det vel

blive. Jeg tager en dyb indånding. Jeg ved at jeg skal koncentrere mig om at ramme præcist, og skyde hurtigt efter

hinanden. Igennem sigtekornet ser jeg direkte på den lille piges hoved. Jeg står stille et øjeblik, og trykker så hårdt på 

aftrækkeren. Et højt brag lyder, først af kuglen der bliver sendt af sted i luften, dernæst den lille piges kranie blive

gennemboret. En eksplosion af blod, vrede og tårer svirrer rundt i luften. Jeg mærker mine egne tårer presse på, men

er for stærkt optaget af at skyde de andre familiemedlemmer hurtigt.

 

De ligner ikke mennesker mere. De ser så unaturlige ud. Som tøjdukker. Tøjdukker indsmurt i blod. Den klamme 

dunst af blod snor sig sirligt ind i mine næsebor. Min ene medsoldat siger lavmælt; ”spitzen klasse, ” mens han smiler

svagt. Jeg falder hurtigt ned på knæ og brækker mig på den hårde asfalt. ”Du får mareridt på livstid. Og dette er kun 

begyndelsen, ” hvisker jeg stille til mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...