Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU. Deltager i Fandom-konkurrencen med fandommen "One Direction."

101Likes
53Kommentarer
15656Visninger
AA

4. "The Ties That Bind"

Kapitel 2: "The Ties That Bind"

Harrys synsvinkel   d. 19. januar 2016

Jeg havde brugt eftermiddagen i går på at læse sammen med Hollie på vores science-projekt. Jeg havde prøvet at lægge små flirtende hints, men hun havde ikke opdaget nogle af dem. Enten var det bevidst, at hun ikke lagde mærke til dem, ellers var jeg ude af mit dating-game. Måske havde jeg ikke den charmerende klang i mig længere?

For da jeg havde spurgt Hollie, om vi måske ikke bare skulle læse hjemme ved mig, havde hun kigget på mig med et sammenknebet blik, og sagt: ”Er biblioteket ikke godt nok for dig?”

Tiden med Hollie havde dog ikke været helt forgæves. Vi kom godt ud af det med hinanden, og hun lærte mig en del. Derfor havde vi også aftalt, at hun skulle hjælpe mig med nogle andre fag, så jeg kunne komme ud af High School med et nogenlunde snit.

Jeg gik i mine egne tanker på vej ned til auditoriummet på skolen, da jeg blev forstyrret af en sangstemme derinde fra. Jeg befandt mig omme bagved scenen, og listede mig nysgerrigt frem for at se, hvem der sang derinde. Klaveret spillede, og sangstemmen sang yndefuldt. Hvis jeg hørte rigtigt, var det ”To Build a Home” af The Cinematic Orchestra.

Det hele klingede sammen, og jeg kunne nu se en pige ved klaveret. Hun havde langt brunt hår, og virkede på en eller anden måde skrøbelig. Men som hendes fingre ramte klaveret, virkede hun ikke skrøbelig længere. Hun var i sit es ved det klaver.

Så optaget som jeg var af det hele, snublede jeg over et reb, og efterfølgende mistede jeg balancen. Det resulterede i et styks Harry på jorden. Pigen blev helt forskrækket, og vendte sig om. Hun gispede, da hun så mig lægge på jorden.

Forsigtigt fik jeg rejst mig op igen, og kiggede mod den ukendte pige. Hun havde brune øjne, en lysere næsten porcelæn hud. Det lange glatte hår var trukket lidt tilbage ved hjælp af et hårbånd. Der gik et par sekunder, hvor jeg studerede hende, og da jeg bevægede mit blik op til hendes øjne, kunne jeg aflæse et nervøst udtryk.

”Hvad laver du her?” spurgte hun om yderst forsigtig.

Jeg kløede mig lidt i nakken. ”Er der ikke time nu?” Måske var jeg gået forkert, eller havde læst forkert på mit skema. ”Jeg mener musik timen,” sagde jeg for at forklare mig yderligere.

Hun samlede sine noder sammen ved klaveret, og kiggede ikke over mod mig, da hun svarede mig. ”Det er aflyst i dag. Mr. Collins er syg. Men så vidt jeg ved, har du ikke musik? Det ville jeg da vide, siden du ikke er i min klasse.” Hun havde en udmærket pointe.

”Jeg fik lavet mit skema om, fordi… Ja, det er en længere historie,” sagde jeg og prøvede at lede samtalen hen på et andet emne. ”Du behøver altså ikke stoppe med spille og synge, bare fordi jeg kommer vadende.”

Hun kiggede endelig over mod mig med sine noder foldet sammen i hendes favn. ”Jo, det gør jeg helt bestemt. Jeg bryder mig ikke om at synge over for andre.”

Jeg undrede mig lidt over hendes svar, og jeg kunne umuligt holde min mund lukket. ”Du burde ikke gemme en stemme som din. Den er fantastisk. Speciel og unik,” tilføjede jeg. Hun blev en smule forbløffet over mine ord.

”Hvor længe stod du lige og lyttede på mig?” Hun prøvede at aflede væk fra mit kompliment, og ledte i stedet for hen på den pinlige situationen, der havde foregået få minutter før.

”Ikke nok,” sagde jeg med et lille smil. Jeg smed min skoletaske på jorden, og gik over for at sætte mig ved klaveret. Det havde været alt for længe, siden jeg sidst havde siddet foran et. Langsomt lod jeg mine hænder glide over klaveret, og begyndte at spille på et par noder, der endte med at blive til en melodi. En melodi jeg havde lært, siden jeg sidst spillede med min far.

”Colour Me In?” Pigen satte sig ned ved siden af mig, og kiggede betagende på, at jeg spillede. Så meget som jeg gerne ville have gjort det uden fejl, kunne jeg ikke. Det havde været alt for længe siden sidst, at jeg havde spillet. Det bragte samtidig utrolig mange minder frem - gode som dårlige.

Lyden fra klaveret gled langsomt hen, og jeg stoppede med at spille.

”Quarterbacken har ikke den dårligste musiksmag,” sagde hun med et lille smil. Jeg kiggede mod hende, og trak i smilebåndet. Hendes brune øjne var endnu klarere herfra, hvor jeg sad tættere på hende. Hendes ansigt var fyldt med par fregner omkring næsen.

”Du ved, hvem jeg er? Nu føler jeg mig da helt dårligt tilpas,” sagde jeg med en lille humoristisk klang over det. Men det var dårligt. Hun havde idet mindste en idé om, hvem jeg var. Jeg måtte på den anden side tilstå, at jeg aldrig havde set hende før.

Hendes smil faldt lidt hen. ”Du ved ikke, hvem jeg er, vel? Det skal du ikke være ked af. Det gør de fleste ikke,” sagde hun, og prøvede at dække tristheden bag et smil. Men jeg gennemskuede hende nemt.

”Det er en skam,” sagde jeg for at gøre hende i bedre humør. ”Så, hvad hedder du?” Spørgsmålet var lidt henkastet, men straks rejste hun sig op fra klaverstolen, og klemte sine noder til sig. Jeg var i tvivl om, om jeg havde sagt noget forkert.

”Det finder du måske ud af med tiden. Men for nu er jeg et uopklaret mysterium. Aftale?” Der var en form for drilhed gemt bag hendes smil, og jeg kom helt selv til at smile. Hun gik et par skridt bag ud, men vedligeholdt øjenkontakten med mig. ”Jeg håber, vi mødes igen.” Med de ord forlod hun scenen.

Jeg sad alene foran klaveret, og jeg blev fristet til at spille atter igen. Men jeg vidste, at så snart jeg begyndte for alvor at spille, så ville det slæbe gamle minder med sig. Minder der helst skulle forblive glemt.

* * *

”Jeg har fundet den tredje pige,” sagde jeg bestemt til Niall, da jeg satte mig ind i hans bil. Jeg havde ikke været i stand til at tænke klart på grund af hende, og det havde været et helvede at komme igennem dagen. Timerne føltes længere end før, og jeg vidste, at jeg ikke vil få ro, før jeg kendte hendes navn.

”Hvem er det så?” Niall kiggede over mod mig, og startede motoren til bilen samtidig. Vi trillede ud fra parkeringspladsen til skolen, og satte kurs mod mit hus til at starte med. ”Jorden kalder Harry?” sagde Niall højt til mig.

Jeg lagde slet ikke mærke til, at jeg havde været væk i mine egne tanker, da Niall skubbede til mig. Han grinede lidt af mig. ”Hun må da være ret så fantastisk, siden du ikke længere kan føre en normal samtale.” Nialls stemme indeholdt en humoristisk klang, der fik mig til at rulle med øjnene.

”Niall, jeg har først lige mødt hende. Og jeg kender ikke engang hendes navn,” sagde jeg lettere håbløst. Hun var atter et mysterium i mit hoved præcis, som hun gerne ville være. ”Men hun genkendte mig.” Quarterback, som hun havde kaldt mig. Kendte hun mig kun som fodboldspilleren, eller kendte hun også mit navn? Hvordan var det retfærdigt, at hun kendte mit navn, og jeg ikke kendte hendes?

”Mystik pige du har fat i,” sagde Niall og tændte for musikken. Og han havde fuldstændig ret. Hun var mystik og speciel på en måde, jeg slet ikke kunne beskrive. Og hvorfor fyldte hun mit hoved så meget lige pludselig?

Jeg bed mine tænder sammen, og kiggede ud over husene, som vi kørte forbi. Turen hjemad varede også længere end normalt, og det hele var, som det plejede. Niall valgte musikken, og holdt fartgrænserne.

Han kørte ind i indkørslen til mit hjem, der virkede mere som et kæmpe palads. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvad min mor skulle med så meget plads og rum. Men siden hun havde forlovet sig med Paul, virkede det til, at hun fik, hvad hun ville have.

”Du tænker tydeligvis over pigen meget,” sagde Niall ud af det blå. ”Måske skulle du kigge i årbogen fra sidste år, og se om hun er der?” Han kiggede over på mig, og jeg smilede stort. Niall var absolut genial. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Det var den perfekte mulighed.

”Du er den mest geniale bedsteven, jeg nogensinde har haft!” råbte jeg begejstret, og lagde en arm om hans skulder.

Vi kom ind på mit værelse, og jeg rodede lidt efter årbogen fra sidste år. ”2014-2015,” mumlede jeg og studerede hylden for bøger. ”Her,” sagde jeg lettere optimistisk.

Jeg bladrede igennem de mange billeder af eleverne, studerede hver enkel person for at finde hende. Jeg var næsten ved de sidste par sider, da jeg begyndte at opgive håbet. Men som jeg skimmede over ”Zoey Wilson”, og studerede pigen, gik det op for mig, at jeg nu vidste, hvem det var.

”Zoey Wilson,” sagde jeg til Niall. Han løftede sit ansigt fra hans mobil, og kiggede hen mod mig med et hævet øjenbryn. ”Det er pigen,” forklarede jeg kort og kontant.

Niall tænkte længere tid over, om han kendte vedkommende. ”Hvem er det?”

”Præcis.”

* * *

Så blev vi også introduceret til Zoey Wilson!

Og der går heller ikke længere, før vi møder skolens populæreste

pige aka. skolens diva… Og tak fordi I læser med, ihh <3

xoxo, Sia

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...