Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Færdig
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU.

115Likes
85Kommentarer
28579Visninger
AA

16. "The Kind of Love You Fight For"

Harrys synsvinkel  d. 23. februar 2016

Jeg gemte mit hoved under puden, da vækkeuret ringede. I håb om, at det snart ville slukke, ignorerede jeg det fuldkommen. Dovent fik jeg grebet ud efter min mobil og trykket på 'sluk alarm', da lyden irriterede mig grænseløst. Mit hoved faldt ned mod puden igen det sekund, hvor jeg havde slukket alarmen.

Til mit uheld var det ikke kun min alarm, der mente, at jeg skulle op. Det mente min mor tydeligvis også.

"Harry, godmorgen, skat," sagde hun, da hun trådte ind af døren. Jeg kiggede på hende og mumlede et utydelig svar tilbage til hende. "Kom ned og få morgenmad. Vi har store nyheder til dig," sagde hun i en alt for begejstret tone i forhold til, at klokken kun var syv om morgenen.

Men jeg gjorde, som hun sagde. Jeg fik trukket i noget tøj og tøffede langsomt nedenunder.

"Godmorgen," sagde Paul og løftede blikket fra hans avis. 

Jeg satte mig tungt ned på stolen ved bordet. "Morgen," sagde jeg i en mumlen. Jeg snakkede aldrig meget om morgenen, da jeg ofte var alt for træt til det. Jeg kiggede ud over morgenmaden, der så aldeles godt ud. Og det fik mig til at undre mig lidt. "Hvorfor skal vi have sådan noget morgenmad? Var der noget galt med havregrøden?" spurgte jeg om. Det var overraskende, at jeg var i stand til at sætte en hel sætning sammen.

"Harry... Din mor og jeg har en overraskelse til dig," sagde Paul, der ikke virkede meget mere frisk end jeg.

Jeg hældt kaffe op til mig selv og tog noget brød samt røræg. "Ja?" sagde jeg i en lettere ligegyldig tone. Jeg fugtede mine læber og tog en slurk af min kaffe.

"Åhr, jeg kan ikke vente med at sige det! Vi skal giftes! Om 2 uger," sagde min mor i en glædesfuld tone. Hun smilede begejstret, og jeg var ved at få kaffen galt i halsen.

Jeg havde en smule svært ved at sluge det hele ned. Det var blot tirsdag morgen, og de lagde allerede kæmpe beskeder på bordet. "Er I overhovedet klar til det? Hvad med gæsterne? Maden?" spurgte jeg om.

"Det hele er faktisk på plads. Vi tænkte, at vi ligeså godt kunne gøre det nu end at vente til sommer. Hvad er forskellen?" sagde min mor og lagde en hånd på min skulder. "Men er der nogen, du gerne vil invitere?" spurgte hun om.

Jeg sukkede lidt og tog en bid af mit brød. "Jeg ved det ikke helt endnu," sagde jeg i en ligegyldig tone. "Kan jeg vende tilbage til det i løbet af i dag?" spurgte jeg om. Min mor nikkede hurtigt og placerede et kys i håret på mig. Jeg smilede til hende og spiste færdigt.

Og i løbet af de næste 20 minutter, var jeg allerede på skolen.

Jeg sad placeret på en stol til musik. Der var godt og vel et kvarter til, at vi skulle møde ind. Men jeg håbede vel, at Zoey også ville dukke op tidligere. Så kunne jeg endelig få sagt det, som jeg havde på hjertet. Mine fingre rystede en anelse og jeg endte med at tabe papirene, som jeg havde i hånden.

"Harry Styles. Det må være første gang, at du er den første, der er mødt ind," sagde en stemme bag mig. Jeg kiggede mig om og fik øje på Mr. Collins.

Jeg nikkede til hans ord. "Jeg havde bare noget, jeg lige skulle rette op på. Og noget jeg skulle indhente," sagde jeg som svar. Han nikkede godkendene til mig og smilede ganske kort.

"Harry, jeg siger noget til dig nu, som du måske ikke forventer, men jeg siger det alligevel," sagde han, og jeg kiggede på ham med et par rynkende øjenbryn. "Du har en fantastisk stemme. Men din indstilling er elendig. Jeg ved ikke, hvad du går og kæmper med. Jeg har kun en forestilling af det," forklarede han. "Jeg kendte din far. Jeg ved, at du har den samme kærlighed for musik, men jeg tror, at hans dødsfald blokerer den kærlighed, du har, til musik."

Hans ord var fuldkommen ærlige og de ramte plet. "Kendte De min far?" spurgte jeg om med et undrende udtryk.

Han nikkede atter. "Det gjorde jeg skam. Fantastisk mand," sagde han med et smil på læberne, der fik mig til at smile. "Og jeg ved, at du kan, Harry. Jeg ved, du er ræd for at synge duetten sammen med Zoey, men stol på mig, når jeg siger, at du har talent. Du skal bare lære at bruge det," sagde Mr. Collins, og jeg nikkede hurtigt. "Apropos Zoey. Hun ringede og sagde, at hun ikke var sikker på, om hun kunne synge duetten. Du har vel ikke have en indflydelse på den beslutning?" spurgte han mig om.

Jeg trak hurtigt på skuldrene, selvom jeg godt vidste, at jeg sikkert havde en indflydelse på hendes beslutning. "Jeg kan prøve at snakke hende fra det, hvis du lige vil give mig noget tid i starten af timen?" spurgte jeg om og krydsede fingre for, at det ville kunne lade sig gøre.

"Måske er det slet ikke nødvendigt," sagde han og kastede et blik over mine skuldre. Og der stod hun. Zoey. Zoey Wilson der havde formået at skabe en del kaos i mit liv og alligevel holdt jeg så meget af hende, at det næsten gjorde ondt i mit hjerte. "Jeg vil give jer noget tid alene. I kan snakke indtil timen starter," sagde Mr. Collins og hentydede til, at vi gik ud på gangen.

Zoey kiggede forvirret på mig, men hun fulgte med, da jeg gik ud på gangen. "Hvad foregår der, Harry?" spurgte hun mig om med en skrøbelig stemme.

Jeg tog en dyb indånding og vendte mig om for at se på hende, da vi var stoppet op ude på gangen. "Jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ikke kunne gøre det her længere. At vi var ovre," sagde jeg, og hun kiggede på mig med et såret blik.

"Jeg har ikke lyst til snakke mere om det, Harry. Jeg forstod det godt første gang. Du behøver ikke knuse mit hjerte mere," sagde hun og hendes blik faldt til jorden. Jeg anede ikke, at jeg havde såret hende så meget. Men selvfølgelig: Jeg havde været hård mod hende. Kold og brutal.

"Må jeg stille et spørgsmål? Hvis det kun var i mellem Niall og jeg. Hvem ville du vælge?" spurgte jeg om med et håb i stemmen om, at det ville være mig. Men jeg anede det ikke. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg stod. Hvad hun følte for mig - hvis hun overhovedet følte noget for mig længere.

Hun løftede sit blik, og jeg blev mødt af hendes hasselnødedbrune øjne. "Dig," sagde hun uden at tøve. "Men hvor vil du hen med det her? Jeg har forstået, at du ikke vil have noget med mig at gøre længere," sagde hun i en håbløs tone.

Jeg rystede på hovedet af hende for at afklare, at det ikke var dét, som jeg ville snakke om. "Jeg sagde nogle ting, som jeg ikke mente, Zoey," sagde jeg med en stemme præget af nervøsitet. "Jeg skubbede dig væk, men alligevel fandt du en måde til at tilgive mig på. Du snakker endda med mig lige nu efter alt, jeg har slæbt dig igennem."

Hendes blik var lettere forvirret. Hun kunne ikke helt finde hoved og hale i det, som jeg sagde.

"Du har fået mig til at smile igen. Finde glæden i de små ting. Efter min fars begravelse havde jeg kun Niall. Indtil jeg mødte Hollie. Og bagefter mødte jeg dig," sagde jeg med et lille smil på læben. "Du ændrede mit liv fuldkommen, Zoey," fortalte jeg med en livagtig stemme. "Vi vælger ikke selv, hvad vi føler. Men jeg er ikke sur over, hvad jeg føler for dig."

Zoeys øjne kiggede på mig med håb denne gang. Jeg greb langsomt fat i hendes hånd og gav den et lille klem. 

"Jeg el-," mere nåede jeg ikke at sige før, at klokken ringede på gangen. Jeg grinede lidt af vores ufattelige dårlige timing. "Kunne du tænke dig at være min ledsager til min mors bryllup?" spurgte jeg om med et lille smil på læben.

Hendes øjne lyste op og et smil blev bredt ud over hendes læber. "Med glæde," sagde hun. Hun virkede lettere forsigtig og vidste ikke helt, hvor hun havde mig endnu. "Så hvad betyder det her nu?" spurgte hun om for at få svar på sin forvirring.

"Det betyder, at vi prøver. Noget vi skulle have gjort fra starten," sagde jeg og placerede et lille kys på hendes pande. "Men først skal vi ind og synge en duet. Miss Wilson, vil De synge med mig?" spurgte jeg om med en fornem tone.

Hun nikkede og grinede lidt af min åndsvage accent. "Det ville være mig en stor ære, Mr. Styles."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...