Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Færdig
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU.

115Likes
85Kommentarer
28530Visninger
AA

17. "Take Me Home"

Harrys synsvinkel  d. 12. marts 2016

En vis mand havde engang sagt, at man ikke selv fandt kærligheden, men at kærligheden fandt en selv. Det handler lidt om skæbnen, tro og hvad der står skrevet i stjernerne. Men det var ikke Zoey, der havde fundet mig. Jeg havde fundet hende. Siddende ved et klaver næsten to måneder siden. Tiden var fløjet afsted. Men jeg vidste ikke, om det gamle ordsprog havde holdt stik. Men hvad betød det overhovedet, når jeg havde fundet vejen tilbage til hende?

De seneste 2 uger havde været de mest fantastiske i mit liv hidtil. Jeg havde endelig fundet min plads. Jeg var blevet gode venner med Niall igen og jeg havde stadig Hollie ved min siden. 

Livet giver os en masse valg. Valg vi skal træffe. Og hvert valg jeg tog, førte mig ind i Zoeys arme. 

"Er du klar?" en yndig stemme forstyrrede mine lettere poetiske tanker, men jeg smilede blot, da min øjne ramte hendes. Jeg nikkede en enkelt gang og trak hende til mig for at placere et lille kys på hendes pande. "Hey, du ødelægger min makeup," protesterede Zoey i et lille grin og skubbede drilsk til mig.

"Slåsser I allerede?" spurgte Niall, der kom gående med Hollie ved siden af sig. Jeg anede ikke, hvad der foregik i mellem de to - hvis der overhovedet foregik noget i mellem dem. Det var ikke til at ane, men jeg havde heller ikke formået at stille spørgsmål omkring det.

Jeg grinede lidt af Niall og lagde en hånd på hans skulder. "Tak fordi du er her," sagde jeg i en lav hvisken for at undgå, at pigerne hørte det. De havde heldigvis travlt med at komplimentere hinandens kjoler. 

"Selvfølgelig. Jeg ville ikke gå glip af min bedstevens-mors-bryllup," sagde han og fik det til at lyde helt underligt. "Jeg er jo praktisk talt din moders anden søn," tilføjede han og smågrinede kort. Og han havde fuldstændig ret. Han var blevet en del af min familie igennem årene. Men hvordan kunne det også undgås, når han nærmest boede hjemme hos os?

Kirkeklokkerne begyndte at larme over os. Jeg smilede spændt til min mor, der stod ved siden af min bedstefar. Derefter vendte jeg mig om og holdt Zoey i hånden. Et lille smil placerede sig på hendes læber, og jeg gengældte det hurtigt.

Ceremonien var fantastisk smuk, og jeg var ovenud lykkelig for min far. Hun havde endelig fundet kærligheden igen.

"De har jo hundredesytten kager deroppe," sagde Niall lettere forpustet, da han dumpede ned ved vores bord. Jeg grinede lidt af ham.

"Det er jo ikke et bryllup for ingenting," sagde Hollie med en drilsk undertone. Niall rullede med øjnene af hende, hvilket fik mig til at smågrine. Jeg fjernede dog blikket fra dem og i stedet for landede mit blik over på Zoey, der stod ved gaverne og var i færd med at læse alle kortene igennem.

Jeg rejste mig op og gik over mod hende. Langsomt lod jeg mine hænder glide rundt om livet på hende med et lille smil på læben. Hun gispede kort, da mine kolde fingre strejfede hendes hud. "Finder du noget spændende?"

Hun trak lidt på skuldrene til spørgsmålet. "Din mor er i hvert fald dybt elsket," sagde hun og lagde et kort fra sig. I stedet for at læse alle kortene, vendte hun sig om mod mig med et smil på læberne. "Vil du have noget imod at stikke kort væk fra din mors bryllup?" spurgte hun mig om med en nervøsitet gemt bag hendes stemme.

Jeg kiggede en anelse skeptisk på hende. "Det er alligevel en større ting at spørge om."

"Kom nu. Det vil kun tage et ganske kort stykke tid," sagde hun med et smil på læberne. "Vi skal bare over på skolen," sagde hun. Jeg rynkede øjenbrynene sammen. "Jeg forklarer dig det senere, okay?" 

Jeg kunne umuligt sige nej til hendes hasselnødebruneøjne, så derfor nikkede jeg blot uvidende om, hvad jeg sagde ja til.

 

Zoeys synsvinkel  d. 12. marts 2016

Jeg havde slæbt Harry over på skolen, der heldigvis kun lå få minutter væk fra stedet, hvor hans mor holdt sit bryllup. Han havde protesteret lettere og stillet mange spørgsmål omkring, hvorfor jeg havde nøglen til skolen. Jeg havde dog også kun nøglen til auditoriummet, som jeg havde lånt af Mr. Collins for at øve det sidste af sangen, som vi skulle optræde med om ganske få dage.

Døren gik op til auditoriummet, og jeg sendte Harry et lille smil. Han var nervøs for at blive opdaget, selvom jeg havde tilladelse til at være her.

"Jeg kommer her nok timer i løbet af min hverdag, hvorfor skal jeg også være her nu?" spurgte han om med en gnaven stemme. Jeg vidste godt, at han lavede sjov med mig og derfor rullede jeg blot med øjnene af ham. "Hvorfor er vi her, Zoey? Vi kunne bogstaveligtalt"

Jeg kiggede lidt over den store sal, da vi stod oppe på scenen. "Det var her, at vi mødes første gang. Lige her på scenen," sagde jeg og gav slip på hans hånd, som jeg havde holdt indtil nu. 

Han sendte mig et lille smil og et ømt blik. "Hvis jeg ikke havde dukket op her, selvom timen var aflyst, havde vi ikke mødt hinanden," sagde han og gik over mod klaveret. Jeg nikkede ganske kort. Hans fingre ramte klaveret i en kort melodi, men bagefter stoppede han. "Der var engang en, der sagde til mig, at kærlighed har noget med skæbnen at gøre, tro og hvad der står skrevet i stjernerne," sagde han. Jeg kiggede på ham med et undrende og fascineret blik.

"Tror du på det?" spurgte jeg om med en forsigtig stemme.

"Ja," sagde han hurtigt, men ændrede hurtig mening igen. "Nej..." sagde han efterfølgende. "Vedkommende sagde også, at man ikke fandt kærlighed. Men at kærligheden ville finde en." Jeg lyttede efter, hvad han sagde med et smil på læben. "Men jeg fandt dig, så måske tror jeg ikke helt på det."

Han greb ud efter mine fingre og klemte min hånd en anelse. "Vejen hertil har ikke været let, det ved jeg. Men jeg er glad for, at vi gjorde det. Kom igennem det sammen," sagde han med en følelsesladet stemme. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og så på ham med et drømmende blik. "Jeg elsker dig." Mit hjerte hoppede en ekstra gang over, da han sagde det. Langsomt mærkede jeg, at hans læber ramte mine. Med Harry var jeg hjemme. Jeg vidste det. 

"Jeg elsker dig," hviskede jeg tilbage mod hans læber. "Og jeg er glad for, at du bumpede ind i her og hørte mig spille den dag. For ærlig talt? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig," sagde jeg og fik næsten tårer i øjnene. Det var fuldstændig plat, at jeg blev så let til tårer over sådan noget simpelt, men jeg kunne ikke lade være. Det hele betød så meget for mig. Harry betød så meget. "Du fik mig til at komme videre."

"Hey, jeg ville gøre alt for dig, Zoey," sagde han og placrede et kys på min pande.

"Men selvom du knap og nap kendte mig, stod du alligevel ved min side. Jeg ville vel bare sige tak," sagde jeg med et lille smil på læberne. "Vi har kun et par måneder tilbage, før vi skal på college. Og jeg vil nyde hvert minut af dem," tilføjede jeg.

Han sukkede kort. "Det behøvede du ikke at minde mig om," sagde han tungt. "Men jeg er enig. Jeg vil nyde hvert minut af dem. Med dig ved min side. Den person jeg elsker allermest."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...