Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU. Deltager i Fandom-konkurrencen med fandommen "One Direction."

102Likes
53Kommentarer
15868Visninger
AA

6. "Lost and Found"

Kapitel 4: "Lost and Found"

Harrys synsvinkel   d. 26. januar 2016

”Jeg tror, jeg stopper med at spille fodbold,” sagde jeg i en halv mumlen.

Niall spyttede næsten sin mad ud i overraskelse af mine ord. Han stirrede på mig, og kunne ikke aflæse, om jeg var seriøs eller ej. Så begyndte han at smågrine lidt, for han troede, at jeg lavede sjov med ham.

”Niall, jeg mener det rent faktisk.” Min stemme var mere sikker denne her gang. Fodbold havde ikke bragt mig den store glæde for nylig, og det var med til at gøre en populær og i søgelyset konstant.

Niall rystede ivrigt på hovedet. ”Du kan ikke stoppe! Er du vanvittig?” sagde han lidt for højt og et par stykker kiggede i retning af vores bord. Vi var de eneste, der sad ved vores bord, fordi Niall havde skræmt alle væk. Han havde i en uge siddet og sagt: ”Du kan ikke sidde med os.” Til alle. Bogstavelig talt alle.

”Du er quarterbacken! Jeg ville forstå, hvis jeg ville stoppe, for jeg sidder på bænken konstant, men dig? Ej. Det er lidt for tidligt til første-april-jokes, Harry,” forsatte Niall og han havde egentlig en nogenlunde god pointe. ”Det her kan være dit skole stipendium. Du kan ikke stoppe. Overvej lige hvad Coach vil gøre ved dig, hvis du sagde sådan noget.”

Niall havde skabt endnu en god pointe: Coach. Han ville kværne mig med sine tommeltotter, hvis jeg sagde det til ham.

”Hvordan går det med de tre piger?” spurgte Niall om for at få mig hen på bedre tanker.

Jeg trak lidt på skulderne. ”Jeg har en date med Summer,” sagde jeg lidt i en ligegyldig tone. Det var en date, der skulle overstås hurtigt. ”Jeg tror, det var en dårlig idé med de her tre piger.”

Niall rullede med øjnene af mig. ”Det var min idé, så den var nok ikke så dårlig igen,” pointerede han en anelse fornærmet.

Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle som om, at det var en dårlig plan. Jeg havde allerede såret Hollie, som jeg rent faktisk godt kunne lide at være sammen med. Og Summer? Det ville umuligt ende kønt med hende.

Og ikke mindst, så havde Zoey mere eller mindre såret mig.

”Hey, er du egentlig klar til kampen i aften?” sagde Niall henkastet.

Jeg slog mine øjne vidt op. ”I aften? Er det ikke først på torsdag? Jeg har jo en date med Summer i aften?” sagde jeg og et eller andet sted, var jeg lykkelig over, hvis kampen var i aften. Det ville betyde, at kampen i aften ville blive min befrielse for Summer.

”I aften, mester.”

* * *

Uden nogen vitterlig grund gik jeg ned ad gangen med et smil på læberne. Smilet varede dog ikke længe, for klokken ringede pludselig ind til time. Jeg kiggede forvirret rundt og bagefter ned på mit ur. 12.10? Var det allerede så sent?

Jeg satte fart under mine fødder, og stormede hen til auditoriummet, hvor jeg igen skulle have musiktime. Nærmest listende kom jeg ind til timen, og satte mig på en af stolene på scenen. Selvom jeg krydsede fingre for, at Mr. Collins ikke opdagede, at jeg kom listende, gik det selvfølgelig ikke min vej.

”Harry Styles. For sent igen,” sagde han med en bitter tone. ”Du kan ikke forvente, at vi venter på dig hver gang.”

Jeg pressede mine læber sammen, og brød mig ikke vitterlig meget om at blive udstillet foran alle. ”Jeg beklager, Mr. Collins. Tiden smuttede fra mig.”

Mr. Collins nikkede kort. ”Vi lader dig slippe denne gang, men lad det ikke blive en gentagelse.” Jeg åndede lettet ud, og tog i mod det ark, som Mr. Collins havde sendt rundt til de forskellige elever. Jeg skimmede arket kort, og lod et smil ramme mine læber, da jeg så navnet på sangen, vi skulle øve.

”Maps af Maroon 5,” læste Mr. Collins højt. “Vi skal fremvise den foran hele skolen. Jeg ved godt, I fleste betragter det her som en musiktime og ikke som et sted, hvor vi skal synge foran alle mulige andre. Men i år tager det en drejning. Vi skal lokke flere elever til det her hold, og det er I med til at starte.”

Der lød nogle begejstrede klap et par steder i cirklen, men jeg var bestemt ikke en af dem.

”Zoey Wilson, du synger pigeparten, og så har vi også et nyt ansigt med denne her gang. Harry Styles, du skal synge med Zoey. Kan I klare det?” Jeg var ved at få et hjertestop, da jeg hørte Mr. Collins ord. Mig, synge?

Jeg havde kun sunget en anelse i de andre timer meget lavt, men hvorfor skulle jeg lige synge nu? Foran alle? De andre måtte da være meget bedre til at synge end mig.

Protesterende rakte jeg hånden op. ”Mr. Collins, jeg kan ikke synge. Jeg kan ikke.”

Mr. Collins rettede sit blik over mod mig. ”Det er en af de ting, du næsten gør bedre end fodbold. Zoey vil hjælpe dig, hun er meget rutineret.”

Det var først nu, at jeg lagde mærke til, at Zoey var i blandt cirklen. Jeg havde slet ikke haft mine øjne på hende. Jeg troede ikke, hun ville dukke op, men her var hun altså.

Og her var jeg også. På vej til at skulle synge foran en hel skole. Jeg var dømt til at blive smidt af fodboldholdet nu. Coach ville i hvert fald grine sine bukser af, når han hørte, at jeg var med i Mr. Collins nye kor.

* * *

Jeg svang rygsækken over min ene skulder, da musiktimen endte. Jeg havde endnu en time, jeg skulle til, hvilket var science. Det ville blive ret simpelt, for Hollie og jeg var allerede godt i gang med vores projekt.

På vej ud af døren halede jeg op ved siden af Zoey. ”Jeg troede ikke, at du ville vende så hurtigt tilbage.”

Zoey vendte sit ansigt mod mit, og endnu engang mødte jeg de nøddebrune øjne. De strålede dog ikke så meget, som de førhen havde gjort, men dødsfaldet i hendes familie forklarede det hele.

”Musik er åbenbart det eneste, der kan få mine tanker hen på noget andet. Jeg føler mig mere fri, når jeg er derinde. Synger, spiller. Det hele giver lidt mere mening,” sagde hun med en fascinerende stemme. Det virkede til, at hun var på en helt anden planet, når hun snakkede om musik. Og jeg elskede at lytte til det.

”Zoey, for at det ikke skal være løgn, så ved jeg, hvad du går igennem,” startede jeg langsomt ud, og hun kiggede eftertænksom på mig. ”Jeg mistede min far for ikke så længe siden. Jeg ved, hvad du kæmper med.”

Jeg havde aldrig sagt det højt, at jeg havde mistet min far. Det havde næsten været et år siden, at kræften satte for alvor ind mod ham. Jeg snakkede ikke meget om det, faktisk overhovedet ikke.

”Du skal holde fast i din musik. Jeg nægtede at spille og synge, fordi det var noget, jeg plejede at gøre med min far. Jeg afholdt mig fra musik, selvom det var det, jeg elskede mest,” forklarede jeg, og vi begge var holdt op med at gå. Zoey stirrede ind i mine øjne, og sukkede dybt.

”Det er jeg ked af, Harry. Og nu føler jeg mig endnu dårligere omkring, at jeg flippede sådan ud på dig. Jeg vidste ikke, du havde gået igennem noget lignende,” sagde hun med en svag stemme. Hun følte sig åbenbart skyldig over, at hun havde skældt mig sådan ud i går.

Jeg trak lidt på skulderne. ”Du vidste det ikke. Det er fair. Desuden snakker jeg aldrig om det, så hvordan skulle du overhovedet kunne vide det?”

”Hvorfor gør du ikke? Betyder det ikke meget?” Hun hævede sit øjenbryn en anelse, og kiggede indgående på mig.

”Det betyder alt. Det var det sværeste, jeg nogensinde har gået igennem. Men jeg ved det ikke. Jeg føler ikke for at grave fortiden op,” sagde jeg og begyndte hurtigt at tænke på et andet emne. Det virkede alt for underligt at snakke om vores forældres død på en skolegang. Men jeg følte alligevel, at jeg kunne fortælle Zoey om det. Hun forstod.

Jeg kløede mig lidt i nakken, og smilede så, da jeg fandt på et andet emne. ”Vi spiller fodbold i aften. Hvis du interesserer dig for det, og vil se på en flok tosser løbe rundt efter en bold… Så kom endelig forbi. Hvis du også er klar til det,” sagde jeg og prøvede at skjule min usikkerhed med et smil.

”Er det en invitation?” grinede Zoey, og jeg måtte nikke til hendes spørgsmål. Det var bestemt en invitation. ”Jeg vil være til at finde på første række, Styles,” sagde hun drillende, og lagde et tryk på Styles.

Jeg smilede lidt, og i et par sekunder kiggede vi på hinanden i stilhed. Vi behøvede ikke at sige noget til hinanden.

Vores stilhed blev dog afbrudt af Summer, der kom vadende. Hun lagde en kærlig hånd på min skulder, og smilede sit bedste smil. Et smil hun måtte have øvet foran spejlet.

”Jeg så frem til vores date i aften, Harry, men jeg er jo cheerleader, og jeg skal jo være til kampen i aften, så vi udskyder det, okay?” sagde Summer med en fnisende stemme. Jeg behøvede ikke engang at svare på hendes spørgsmål, for det var allerede bestemt. Jeg kiggede mod Summer, men mit blik blev alligevel fanget af Zoey. Zoey så en anelse skuffet ud, og jeg vidste ikke hvorfor.

”Jeg skal også spille i aften, så det passede alligevel ikke,” sagde jeg kort for at afklare, at jeg heller ikke kunne.

”Klumpe,” sagde Summer i en alt for piget stemme. ”Det er godt, at jeg kan holde styr på tingene i vores forhold.” Hun grinede lidt, men jeg kiggede forvirret på hende. Forhold?

Før jeg kunne nå at spørge ind til det, kyssede hun mig på kinden, og forsvandt ned ad gangen. Zoey kiggede på mig med et hævet øjenbryn, og vidste ikke, om hun lige havde været vidne til den foregående situation.

”Wauw, Harry,” sagde hun i en dømmende tone, og forsvandt ud af mit øjesyn bagefter.

 

* * *

OMG! Må jeg lige få vejret igen? Det er helt overvældende for mig!

Der er så mange, der har liket og favoritiseret! Det giver mig så meget

lyst til at skrive. Og jeg nyder at se jeres kommentarer omkring, hvem I holder med!

Jeg kan ikke takke jer nok! Jeg vil prøve at udgive ofte, men med gymnasium og det hele

er det ikke altid muligt. Men igen tak!!

xoxo, Sia


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...