Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU. Deltager i Fandom-konkurrencen med fandommen "One Direction."

102Likes
53Kommentarer
15893Visninger
AA

5. "Labels"

Kapitel 3: ”Labels”

Harrys synsvinkel   25. januar 2016

Jeg så ikke Zoey i skolen de næste par dage. Hverken på gangene eller til musiktimerne. Musiktimer som jeg rent faktisk havde set frem til på grund af, at jeg vidste, at jeg ville se hende igen der. Men hun var forsvundet fra jordens overflade. Niall havde fået mig til at spekulere på, om hun overhovedet eksisterede.

Slingrende gik jeg ned ad gangen rettet mod mit skab, da Niall halede op ved siden af mig.

”Dude, du bliver nødt til at tage dig sammen,” sagde han ud i det blå. Jeg hævede det ene øjenbryn, og kiggede over mod ham med et misforstået blik. ”Dit rygte. Du hænger lidt for meget ud sammen med Hollie. Nørden, husker du vel?”

Jeg rullede med øjnene af Nialls ord. ”Og hvad så? Nørd eller ej, vi er blevet gode venner,” sagde jeg forsvarende. ”Og var det desuden ikke dig, der sagde, at jeg skulle blive venner med hende? Flirte med hende?”

Niall sukkede, da han vidste, at jeg havde ret. Det havde været hans idé fra starten af. Hollie var en af de tre piger, jeg skulle forsøge at date. Dog vidste jeg allerede, at Hollie og jeg kun forblev venner. Og det var fint med mig.

”Jeg tænkte ikke klart i det øjeblik, Harry. Jeg havde et følsomt øjeblik, det forekommer, okay? Men sagen er den, at du ikke længere kan ses med hende,” sagde han i en bestemt tone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vælge at lytte på ham. På et eller andet punkt var jeg hamrende træt af, at folk gik så meget op i popularitet.

”Niall, hun er min ven. Jeg kan ikke såre hende sådan?” Jeg var blevet klemt imellem to valg. Jeg kunne gå imod Niall, men så vidste jeg også godt, at jeg ville ende op med at spise min frokost alene på toilettet. Jeg kunne vælge Nialls valg, men så ville jeg miste Hollie som ven. Det så ud som om, at jeg mistede noget ved hvert valg.

Niall kiggede mod mig, og trak på skulderne. ”Det er op til dig. Men quarterbacken er nødt til at forblive stærk. Du kan ikke lade en nørd ødelægge dit image. Vi mødes ved frokost.” Niall gav mig et klap på skulderen, og forsatte ned ad den lange gang.

Jeg sukkede tungt, og begav mig udenfor for skolen. Jeg havde ikke i sinde at dukke op til næste time, da jeg klart havde brug for en tænkepause. Tungt satte jeg mig ned på en bænk.

Et eller andet sted forstod jeg ikke hele idéen med at være populær. Gjorde det dig virkelig mere glad? Selvfølgelig blev man ikke mobbet, og jeg var skam heller ikke en af de populære børn, der mobbede andre, men jeg havde stået på sidelinjen. Det var ikke, fordi jeg brød mig om det, men jeg havde ikke modet til at sige fra.

”Gemmer du dig herude?” En bekendt stemme satte sig ned ved siden af mig, og hendes krøller blev grebet af den kølige januar vind.

Lige præcis den person, som jeg allermindst ville stå ansigt til ansigt med nu. ”Hollie,” sagde jeg lettere overrasket. Hendes smil falmede lidt, da hun hørte min tone.

”Hvad er der galt?” sagde hun hurtigt. Man kunne umuligt gemme noget fra hende.

Jeg trak lidt på skulderne. ”Popularitet. Mærkater. Det hele.” Mit hoved var propfuldt med alle tankerne. Hvad skulle jeg gøre? Det virkede dog ikke til, at nogen ville give mig svaret på det hele.

Hollies ansigtsudtryk ændrede sig drastisk. ”Åh,” sagde hun forbavset. ”Jeg gætter på, at det måske har noget at gøre med mig?” Hun hævede sit øjenbryn en anelse. Jeg undgik at svare, men det var åbenbart svar nok for hende. ”Jeg forstår. Du er den populære dreng, og jeg er nørden, der skal på Havard.”

”Hollie, jeg vil ikke såre dig, det ved du,” sagde jeg for at forsikre hende om det. Det var den mindste intension, jeg havde i sinde.

”Jeg ved det, Harry. Du valgte ikke det populære liv. Det valgte nærmest dig. Og det er okay. Så meget som jeg hader mærkater, så har vi dem alle sammen.” Hollie snakkede løs, og jeg vidste ikke, om hun var såret eller ej over, at jeg ikke kunne ses så ofte med hende som muligt.

Kulden bed sig fast i mine fingre, og jeg fortrød hurtigt, at jeg ikke havde taget min jakke med herud. ”Jeg vil stadig gerne besøge dig. Det har faktisk været virkelig sjovt at være sammen med dig. Du har i hvert fald lært mig en masse.”

Hollie grinede lidt. ”Det skulle der heller ikke så meget til,” sagde hun og jeg blev endnu engang fornærmet af hende. Men hendes humoristiske tone falmede lidt bagefter. ”Så vi er venner i hemmelighed?” mumlede hun en anelse.

”Indtil at jeg får gjort noget ved den her skole, Hollie. Jeg må bruge min popularitet til noget godt, ikke?” sagde jeg i en optimistisk tone.

* * *

Samtalen med Hollie havde hjulpet på mit humør. Jeg var glad for, at hun ikke følte sig truffet ved min beslutning. Jeg åbnede mit skab, og nynnede en svag melodi. Jeg smed mine bøger ind i skabet, og kiggede ned langs gangen. Folk strømmede langsomt mod kantinen.

Jeg fulgte langsomt med strømmen, men stoppede automatisk op, da jeg fik øje på Hollie, der var omringet af et par piger. Heriblandt skolens populæreste pige - og største bitch - Summer Sparks. 

Summer skubbede til hende, så hun tabte sine bøger pladask på gulvet, og Summers slæng grinte af hende. ”Havard-pigen kan ikke engang holde på sine egne bøger. Klodset,” overhørte jeg Summer sige i en højere og nedladende tone. Hollie rakte ned efter sin bog, men Summer sparkede den efterfølgende væk, så Hollie lignede en tåbe.

Jeg bed mine læber hårdt sammen. Kunne jeg virkelig stå her og se på? Hollie spottede mig ud af øjenkrogen, og så hjælpeløst på mig. Så meget som jeg gerne ville hjælpe hende, så stod jeg som frosset fast til stedet. Jeg overså Hollies bøger blive sparket væk fra hende, og jeg gjorde ikke noget for at stoppe det.

Jeg fik endelig begivet mig hen mod pigeflokken. ”Summer?” sagde jeg i en bestemt tone. Hollie kiggede forbløffet over mod mig, men jeg vidste, det ikke ville vare længe. Hollie troede sikkert, at jeg ville forsvare hende, men jeg forsøgte blot at lokke Summer væk fra hende.

”Harry!” sagde Summer begejstret, og kiggede væk fra Hollie. Hun snoede en løs tot hår rundt om sin finger, og kiggede afventede på mig. ”Har du endelig fået modet til at spørge mig ud?”

Summers spørgsmål kom en smule ud af det blå, men det var den perfekte mulighed for at få hende ud af Hollies søgefelt. ”Ja, det var lige præcis dét, jeg ville spørge dig om.”

Jeg viklede min hånd om Summers lænd, og førte hende væk fra Hollie. Jeg kiggede kort over min skulder, og så Hollie samle alle sine bøger op med et såret blik. Jeg vidste godt, jeg havde dummet mig.

”Det var på tide, at du kom til mig. Det giver jo kun god mening, at skolens populæreste pige og skolens populæreste dreng er sammen, ikke?” Hun stoppede op på gangen, og sendte et flirtende blik i min retning. Jeg nikkede bare ganske kort. Jeg var dog ikke skolens populæreste dreng, hvis man spurgte Niall.

”Så vi ses i morgen? Jeg henter dig klokken otte?” sagde jeg og var allerede fastbesluttet over, at jeg skulle på en date med Summer Sparks i morgen. Niall ville sikkert blive begejstret. Jeg var derimod ikke vitterlig begejstret.

* * *

Frokostpausen var fløjet forbi som sædvanlig, og det havde den efterfølgende time overraskende også nok. Jeg var nu på vej mod det sidste modul på dagen, som nok skulle forløbe nogenlunde. Det var i hvert fald en af mine yndlings timer - eller det havde det blevet.

Det var ikke en nødvendighed at have bøger med til musiktimen, så jeg smed min rygsæk ind i mit skab. Mit blik røg ned ad gangen, hvor jeg spottede Zoey. Zoey Wilson, der havde været forsvundet fra mine øjne i længere tid.

Ude i stand til at holde mig væk fra hende, førte mine ben sig ned til hende. Hun blev lettere overrasket over at se mig stå ved hendes skab.

”Zoey Wilson,” sagde jeg fastbesluttet. ”Hvor har du gemt dig de seneste par dage?”

Hendes blik virkede en smule skræmt. Måske var det hele idéen om, at jeg snakkede med hende. Eller måske var det på grund af, at jeg pludselig kendte hendes navn.

”Jeg har været hjemme. Der har været nogle problemer,” sagde hun en smule fraværende. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville rode i det.

”Skal vi følges til musik?” Det var den oplagte mulighed for at snakke lidt mere med hende, men hun rystede på hovedet. I hendes øjne anede jeg tristhed, og igen vidste jeg ikke, om jeg havde gjort noget forkert. ”Er det noget galt?” spurgte jeg forsigtigt om.

Hun rystede på hovedet. ”Jeg skal hjem. Jeg tager ikke til musik i dag. Det er det mindste, jeg har lyst til lige nu,” sagde hun og begyndte at gå ned langs gangen. Jeg fulgte efter ved hendes side.

”Hvorfor ikke? Mr. Collins vil gerne have os til at spille sammen i dag. Det bliver vildt fedt,” sagde jeg med en optimistisk stemme for at lokke hende til timen. ”Jeg kunne virkelig godt bruge din hjælp til klaveret. Jeg har ikke spillet siden min far-”

”Hør-,” afbrød Zoey mig. ”Jeg forventer ikke, at du forstår noget af det her. Jeg mistede min mor, og jeg har ikke lyst til at indvikle mig med musik lige nu. Mit liv er fuld af problemer, og jeg har ikke brug for at tilføje endnu et til listen. Du forstår det ikke, og det er okay. Du er jo quarterbacken, der lever livet på fuld drøn. Men andre af os står over for oprigtige problemer. Så hvis du bare vil lade mig være i fred, vil jeg sætte pris på det.” Det hele kom så hurtigt, og jeg nåede ikke at svare tilbage, før Zoey febrilsk forsvandt ned ad gangen.

Jeg følte mig ramt. Ikke nok med at jeg blot var endnu et problem for hende, så havde jeg også min egen mærkat: Jeg var kun quarterbacken i folks øjne. Ham der var populær på grund af sine brune krøller og grønne øjne, og fordi han kunne finde ud af at spille noget fodbold.

* * *

Først og fremmest - wow, hvor er jeg evigt taknemmelig for,

at der er så mange, der har liket og favoritiseret! Jeg takker!

Nåh, Harry er ude i nogle problemer med Hollie, har en date med Summer...

Men han bliver også afvist af Zoey? Lad os se, hvad det bringer i næste kapitel!

xoxo, Sia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...