Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU. Deltager i Fandom-konkurrencen med fandommen "One Direction."

102Likes
53Kommentarer
15764Visninger
AA

9. "Hurts Like Hell"

Kapitel 7: ”Hurts Like Hell”

Zoeys synsvinkel                                                                                                                                                    1. februar 2016

Hysterisk gemte jeg mit ansigt ned i bogen, da Harry passerede mig på gangen. Til mit held opdagede han mig ikke, og historiebogen var hermed min redning.

"Og hvorfor gemmer du dig sådan?" Hollie stak hovedet ind foran mig, og hurtigt måtte jeg lade som om, at jeg blot var ved at læse i min bog.

"Gemmer mig? Hvorfor dog det? Jeg læser bare op på historie," sagde jeg i en tilfældig tone, og håbede inderligt på, at hun købte min løgn.

Men Hollie havde for længst gennemskuet mig. Hun hævede sit ene øjenbryn, og kiggede afventende på mig. "Zoey, du gemte dig for Harry. Jeg så det godt. Hvad er der galt?"

Jeg sukkede tungt. Det var problemet. Der var absolut intet galt. Kun med mig - hvis der overhovedet skulle være et problem. "Vi kyssede. Og nu er det akavet."

Det var ikke engang vildt akavet, men det var måske mere mig, der gjorde det akavet. Jeg havde aldrig været god til det kæreste halløjsa. Harry var hundrede gange mere erfaren end mig. Og var vi overhovedet kærester? Det kunne vi umuligt være. Hvad havde jeg rodet mig ud i?

"I kyssede? Wow, jeg troede, du var sammen med Niall eller sådan noget," sagde Hollie i en anelse dømmende tone. Jeg gav hende et pigefornærmet blik. "Undskyld, men I to har været meget sammen på det sidste," sagde hun til sit forsvar.

Jeg trak på skulderne. "Niall og jeg? Vi har en fortid, men det ville være kompliceret, hvis det nogensinde blev til noget," forklarede jeg i en lav tone i frygt for, at nogle skulle overhøre os. "Og Harry? Han er... Harry. Han forstår mig. Er der for mig," sagde jeg i en sukkende klang. "Åh, Hollie... Hvad skal jeg gøre?"

Hollie kiggede på mit med et opgivende blik. "Zoey, du bliver nødt til at beslutte dig. Hvis du nogensinde har følt noget for Niall, og stadig gør, vil du så have faldet for Harry?" Hollie lavede en udmærket pointe, men problemet var, at jeg havde glemt alt om Niall, da Harry kom ind i billedet.

”Jeg kan ikke, Hollie.” Mit blik falmede lidt ned i gulvet, og jeg følte, at alle væggene pressede ind mod mig i gangen. Hollie sortnede for mine øjne langsomt, og jeg havde brug for at trække vejret ordentlig. Jeg smed historiebogen på gulvet, og mine ben begyndte at bevæge sig mod udgangen.

Jeg skubbede døren op til den friske februar vind.

”Zoey?” En stemme bag mig fik mig til at stoppe op, da jeg var kommet et godt stykke væk fra hovedindgangen til skolen. ”Er du okay?”

Nialls ansigt kom til syne, da jeg drejede mig om og fjernede de legende hår fra mit ansigt. Det var bestemt ikke den person, jeg havde brug for at se lige nu, og det fik mig til at gå yderligere væk fra ham. Men Niall småluntede op til mig, og hev fat i min arm.

”Er du okay?” spurgte ham om endnu engang.

Jeg rystede langsomt på hovedet. ”Hvordan skulle jeg kunne være det?” Jeg hævede øjenbrynet, og så afventede på ham med et småirriteret blik. ”De seneste par uger har været helvede for mig, Niall. Og nu kommer du dumpende ind i mit liv igen, og lader som om alt er ved det gamle.”

Niall så opgivende på mig. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, og det gav mig retten til at svare for ham.

”Der var en grund til, at du flyttede i første omgang, Niall,” sagde jeg bestemt. Jeg pressede mine negle ind i håndfladen. Minderne omkring Niall og fra vores fortid flød sammen inde i mit hoved, og intet gav længere mening.

”Hvorfor skal du altid hive fortiden frem, Zoey? Jeg har ændret mig. Det ved du,” sagde han og hævede sit toneleje. ”Det ved du bedst af alle.”

Og han havde ret. Jeg vidste godt, han havde ændret sig, men når alle sagde noget andet til mig, så havde jeg svært ved at tro på ham. ”Du bliver nødt til at holde dig væk fra mig. Jeg kan ikke selv gøre det.”

Niall så forvirret på mig, og jeg forstod ganske godt hans forvirring. ”Zoey,” mumlede han lavt, og trådte langsomt et skridt tættere på mig. Men jeg trådte et skridt tilbage i samme øjeblik, som han trådte frem. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke, Niall. Snak ikke til mig,” sagde jeg lavt, og vendte mig om. Med langsomme men bestemte skridt trådte jeg væk fra Niall, og begav mig hjemad. Skoledagen virkede alt for overskuelige, selvom det i virkeligheden blot var 2 personer, der fik mig til at knække. Hvordan kunne kærligheden gøre så pokkers ondt?

 

Harrys synsvinkel                                                                                                                                                    2. februar 2016

Med lette bank slog jeg på Zoeys hoveddør. Sekunderne tikkede afsted, og det virkede til, at der ikke var nogen, der ville åbne døren. Jeg kiggede håbløst frem og tilbage. Opgivende vendte jeg mig om, og begyndte at gå ud mod min bil igen.

”Harry?” Bag mig var døren blevet åbnet, og i døren stod Zoey. Hun så tildeles skrøbelig ud.

Med hurtigere skridt begav jeg mig op til hende. ”Du har ikke svaret på nogle af dine beskeder. Jeg begyndte at blive urolig, så jeg var nødt til at se, om du er okay.” Jeg kiggede på hende med et bekymret blik, men hun havde mere travlt med at kigge ned mod sine fingre end at kigge på mig. ”Du er okay, ikke?”

”Hvorfor bliver folk ved med at spørge mig om det?” Hun rettede endelig sit blik mod mig. Hendes øjne var matte, og hun virkede en anelse træt. Udmattet.

”Du var ikke i skolen, Zoey? Er det forkert, at jeg bliver bekymret for dig?” Jeg kiggede ind i hendes øjne, men det eneste hun gjorde, var at trække en anelse på sine skuldre. ”Hvad er der galt?”

Hun rystede langsomt på hovedet. ”Harry, jeg kan ikke forklare dig det. Du vil hade mig for det,” sagde hun i et lavt toneleje. Jeg sukkede ganske kort.

”Hvad end du siger, Zoey, så skal der meget til, før jeg kommer til at hade dig,” sagde jeg. Jeg havde dog alligevel på fornemmelsen, hvad hun snakkede om. ”Det er omkring Niall, ikke?”

Hun kiggede overrasket op mod mig, men det var ikke den gode slags overraskelse. ”Fortalte Hollie dig det?”

Jeg rystede blidt på hovedet. ”Jeg vidste godt, at selvom jeg havde kysset dig, og vi måske havde noget sammen, så ville Niall altid være i billedet. Hvad end jeres fortid er, så kan jeg umuligt slå det, for jeg har ikke kendt dig i så lang tid igen. I har minder sammen,” sagde jeg i en meget forklarende tone, selvom det skårede mig dybt i hjertet.

”Harry, hvad Niall og jeg har haft sammen, siger intet,” prøvede Zoey, selvom vi begge vidste, at det ikke var sandt. ”Du ved godt, at jeg kan lide dig. Meget. Du har hjulpet mig som ingen andre.”

Hendes ord ville have fået mig til at smile, men grundet omstændighederne, kunne jeg ikke gøre andet end at blinke et par gange og se på hendes med et tomt blik. ”Det betyder ikke noget, hvis du stadig føler noget for ham.”

Vi kiggede på hinanden i få sekunder, og vidste ikke helt, hvem der skulle sige det næste ord.

Til sidst tog jeg ordet fra hende. ”Jeg kan ikke gøre det her, Zoey. Ikke sådan her. Du bliver nødt til at beslutte dig.” Hun kiggede på mig, og selvom det var dybt uretfærdigt, så vidste hun godt, at hun var nødt til at vælge. Der var ingen, der sagde, at det skulle være i dette øjeblik, men med tiden måtte hun tage en beslutning. Det var kun fair for alle.

Jeg trådte langsomt et par skridt tilbage, og i samme øjeblik faldt der en tåre ned langs ad Zoeys kind. Mine instinkter sagde, at jeg skulle vende mig om, og gå væk fra hende, men mit hjerte sagde noget andet. I et par hurtige bevægelser, fik jeg trådt frem mod hende igen, og presset mine læber mod hendes i endnu et ømt kys.

Vi slap hinandens læber et par sekunder efter, og hun kiggede dybt ind i mine øjne og jeg ind i hendes. Og med dette kys kunne jeg endelig vende mig om, og forlade hende ved døren. Beslutningen var nu hendes, og jeg havde nået at sige det, som jeg kunne. 

* * *

Okay, Zoey er lidt i tvivl om de to skønne herrer, og det forstår man da også godt!

Men hvad er fortiden endelig mellem Niall og Zoey? Det får vi gravet op om ikke så længe.

Jeg takker igen for alle I dejlige læsere <3 

xoxo, Sia

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...