Finding Her | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2016
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Færdig
"Har du så fundet en kæreste, søde Harry?" Spørgsmålet var ved at gå den attenårige Harry Styles på nakken, og alle parrene der gik rundt og holdt i hånd på gangen på Hayesville High School, gjorde det bestemt ikke bedre. At finde den rigtige person, kan bringe en ud på en vanskelig og lang vej, men Harry forbereder sig på det. Sammen med hans bedsteven Niall, udvælger de tre helt forskellige piger: Den populæreste pige på skolen, stræber-pigen og den usynlige pige. Men vil én af de tre piger være den rette for Harry? Knuste forhåbninger samt hjerter, vil blive en del af rejsen. Men vil Harry lytte til det gamle ordsprog, at man ikke finder kærlighed, men at kærlighed finder en? Eller vil han forsætte håbløst på sin rejse? | AU.

115Likes
85Kommentarer
28526Visninger
AA

10. "Falling Around You"

Zoeys synsvinkel  flashback fra d. 22. december 2014

Gaderne var tomme. Det var kun lyden af vinden, og raslen fra min pose i hånden, der gav et lille ekko i gaden. Lyset fra lygtepælene gjorde ikke spor meget nytte. De var gamle, og trængte til fornyelse. Men nederst for enden af gaden, lyste de alligevel en velkendt silhuet op.

"Niall," sagde jeg i en glad tone, der langsomt falmede, da jeg så hans ansigt. Hans ansigt lyste ikke op, som det plejede. Det virkede præget af en tristhed. Det kunne ses i hans øjne. "Hvad er der galt?" spurgte jeg straks.

Han rystede langsomt på hovedet ude af forstand til at forklare. Jeg rynkede brynene sammen, og forstod ikke situationen.

"Jeg flytter, Zoey." Hans ord blev hængende i luften, og ramte mig til sidst hårdt i brystet. Men alligevel blev jeg overfaldet af en optimisme. Jeg havde håb.

Jeg trak på skulderne. "Det er lige meget. Vi finder ud af det," sagde jeg med en håbefuld tone, og greb ud efter hans hænder, men han afviste. 

"Zoey, jeg elsker dig. Det gør jeg," sagde han med en rystende stemme. Hvis han elskede mig, hvad var problemet så? Kærligheden burde være nok. Men det fik jeg svar på. "Jeg bliver nødt til at lade dig gå. Det lyder dumt, jeg ved det. Men jeg flytter 3 timer væk herfra. Det vil gå i stykker før eller siden. Det ved vi begge."

Jeg kiggede på ham med et uforstående blik, og rystede ihærdigt på hovedet. "Hvorfor skal vi ikke kunne klare det? Niall, du kan ikke bare forlade mig. Aldrig."

Men mine ord kunne ikke trænge igennem til ham. Han kiggede på mig med et tomt blik. Han havde allerede bestemt sig, og afgjort, at han ikke kunne holde til det. Tårerne pressede langsomt på. Med langsomme skridt stillede han sig foran mig, og placerede et blidt og ømt kys på mine pande.

Efterfølgende vandrede hans skygge ned langs gaden, og forsvandt bag nogle bygninger. Jeg stod efterladt tilbage med et knust hjerte. Kun 16 år og allerede hjerteknust.

 

Nialls synsvinkel  i dag, d. 8. februar 2016

Mine tanker var ikke til at samle om et bestemt fokuspunkt. Matematik tallene dansede foran mine øjne, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvordan jeg skulle løse ligningen, der stod foran mig. Hurtigt rakte jeg hånden op, og fik mig lærers opmærksomhed.

Hun nikkede godkendende. "Kan jeg gå på toilettet?" spurgte jeg om, og da hun havde nikket igen, styrtede jeg ud af døren, men langt fra i nærheden af toilettet.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, men jeg vidste, hvem jeg ledte efter.

Zoey. Jeg havde set hende sidde udenforan lektiecaféen før timen og til mit held, sad hun stadig plantet på en af stolene med hovedet ned i en bog, fuldkommen opslugt. 

"Zoey?" Hun kiggede op ved lyden af min stemme, og nåede også at spjætte en enkelt gang. Hun kiggede en smule uroligt på mig, og vidste ikke, hvad hun skulle svare, selvom jeg ikke havde stillet hende et spørgsmål. "Lad mig snakke ud, okay?"

Hun nikkede langsomt.

"Alt jeg nogensinde ønskede for dig, var, at du var glad. Jeg er ked af, hvis jeg knuste dit hjerte. Jeg prøvede at gøre den rigtige ting for dig. Men jeg havde ingen ret til at beslutte det for dig," begyndte jeg ud, og henvendte selvfølgelig til den aften, hvor jeg gjorde det færdigt mellem os.

Jeg fugtede kort mine læber. "Jeg har overvejet, hvad jeg ville sige til dig, hvis jeg nogensinde mødte dig igen. Først vidste jeg ikke, at det var dig. Harry nævnte navnet Zoey Wilson, men jeg kunne ikke genkende navnet. Overhovedet ikke. Jeg kendte dig som Zoey Jones."

"Jeg tog min mors efternavn i brug, da hun blev syg," forklarede hun ganske kort, og samlede kræfter til at sige noget mere. "Nu har du chancen, Niall. Sig det du aldrig nogensinde fik gjort, eller det du har overvejet i længere tid. Knus mit hjerte igen," sagde hun i en højere tone.

"Zoey, jeg ville aldrig såre dig," hviskede jeg nærmest.

Hun rystede på hovedet. "Men det gjorde du. Du efterlod mig. Tilbage. Såret og knust. Jeg følte mig så dum, Niall! Jeg stolede på dig."

Jeg kunne se i hendes øjne, at hun mente det. At det havde såret hende tilbage for et halvandet år siden. "Så sig til mig, at du ikke elsker mig længere. Hvis du siger det til mig, lader jeg dig være, Zoey. Hvis du ikke elsker mig længere, hvis hver følelse for mig er væk, så stopper jeg. Fortæl mig det," sagde jeg bestemt. 

Hun kiggede på mig, som om jeg havde stillet et uretfærdigt spørgsmål til hende. "Niall... det kan jeg ikke," mumlede hun nærmest. Jeg kiggede på hende forvirret, men alligevel med et gnist i øjet af håb.

"Hvorfor ikke?" spurgte jeg.

"Det ville ikke være sandt," svarede hun tilbage, og samlede hurtigt sine bøger op i sin favn.

Jeg kiggede på hende og fuldstændig ude af stand til at forstå øjeblikket. Indrømmede hun, at hun stadig var forelsket i mig? At hun stadig havde noget for mig? Nogle følelser inde i hende? 

"Hvis du stadig elsker mig, hvad er problemet så? Harry?" spurgte jeg ihærdigt. Hun kiggede på mig, og tårene var samlet i hendes øjne. Hun prøvede at holde dem inde, og kæmpede bravt. "Du kunne være glad, Zoey. Men du er bange for det. Men jeg elsker dig, okay? Det ændrede sig aldrig. Men du bliver nødt til at være ærlig over for dig selv."

Jeg stod foran hende, og hun blinkede et par gange med øjnene. Mine følelser var over hele stedet, og ligeledes var hendes.

"Jeg kan ikke. Det er for meget, jeg kan ikke. Okay? Jeg hader den følelse dig og Harry giver mig. Jeg er ved at bryde sammen hver femte minut. Jeg kan ikke håndtere det længere. Det er ikke mig. Du bliver nødt til at give mig tid. Tingene kan ikke vende tilbage til at være det samme som dengang," sagde hun, og var ved at tabe sine bøger i favne, selvom hun stod komplet stille.

Jeg sukkede kort. "Lad mig overbevise dig, Zoey. Tag med mig. Ud til min families hus ved søen. Vi kan finde ud af det."

Hun rystede blidt på hovedet. "Niall, gør det ikke værre."

Hun efterlod mig stående tilbage foran kantinen, og jeg begyndte langsomt at forstå, hvordan jeg havde såret hende halvandet år tilbage. Og her stod jeg. Håbløst forelsket i en pige, der følte det samme, men ikke kunne indrømme det over for sig selv. Og forelsket i den samme pige, som min bedsteven elskede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...