Dommedag

Kæmpe store rum tallerkener viste sig på himlen, Grønne, skallede, nøgne høje mænd hoppede ned af dem. Jeg stivnede. Min hvide t-shirt klæber til min hud, det var nok ikke den bedste dag at tage cowboy jakke og shorts på. Rumvæsnerne stak deres skarpe hugtænder i alle folk og flænsede dem. Blod var overalt, folk lå døde allevegne, heldigvis var der nogle som havde nået at gemme sig.

1Likes
0Kommentarer
43Visninger

1. Dommedag

Regndråberne gled ned af mit ansigt, det er det værste jeg ved, at gå i skole i regnvejr. Det var underligt, regnen var helt cremet og ulækker, og luften var svær at trække vejret i. Det har sikkert regnet hele natten. “Hey Serena kom her ned” råbte Regitze nede i skolegården, hun stod sammen med Niels, Aya og Halfdan. Jeg løb derned og gav dem en krammer og Niels et kys. “Du ser herrens ud Serena” sagde Aya og grinte. “Jeg ved det godt, men der var jo ikke nogen hjemme til at køre mig”. klokken ringede ind og alle børnene bevægede sig modstræbende mod indgangen. Men pludselig lyder et kæmpe brag. Jeg holder mig for ørene og lægger mig ned på asfalten. Jeg tror at jeg skriger men jeg kan ikke høre noget. Mine øjne er knebet så hårdt sammen at tårerne har svært ved at bevæge sig ud. Jeg åbner dem langsomt, solen sprænger i luften, flere hundrede store ildsten falder ned fra himlen. Solen er stadig lille på himlen, men det bliver mørkere. Jeg kan intet høre, kun en lille hivende skrigende lyd i mit øre. Folk ligger og skriger med brændemærker over hele kroppen. Jeg kigger rundt, træerne er i store flammer, skolen brænder også. Lærerne løber derud fra og hen til alle børnene som ligger skrøbelige og skriger ad rædsel. Jeg gik i panik, jeg ved ikke hvad jeg tænkte. “Det er bare en drøm, det er bare en drøm..” blev jeg ved med at sige til mig selv. Jeg kneb mine øjne sammen og åbnede dem igen i håb om det bare var en drøm, men det var det ikke. Lyden kom tilbage i mine øre, folk omkring mig græd og skreg. Regnen slukkede ilden lidt, men luften blev værre, som om der ikke var særlig meget ilt i luften. Jeg kom i tanke om min familie, og løb af alle mine bens kræfter væk fra skolen, men et hegn stoppede mig. Et kæmpe hegn sprang op ad jorden. Hvordan kunne det overhovedet være muligt. Jeg løb så stærkt jeg kunne, mine ben gjorde mere og mere ondt, og jeg havde ikke mere luft i lungerne. Jeg kunne ikke nå det, hegnet var groet for højt. Jeg løb ind i hegnet, et stød bevægede sig gennem hele min krop i en stor smerte. Jeg faldt bagud og lå bevidstløs i nogle få sekunder. Tårerne var varme i forhold til regnen som bare piskede ned. Jeg rejste mig med besvær, flere og flere prøvede at klatre over hegnet. Jeg prøvede at få øje på Niels, Regitze, Halfdan og Aya, men jeg kunne ikke se noget for regnen og røgen. Pludselig kom der lyd i højtalerne i skolegården, det var vores inspektør Ulrik. “ HØR GODT EFTER ALLESAMMEN DET HER ER VIRKELIGHED, RUMVÆSENER HAR HOLDT ØJE MED OS!! OG NU KOMMER DE OG OVERTAGER VORES PLANET, DER ER INTET VI KAN GØRE, GEM JER! GEM JER OG HOLD JER I LIVE SÅ LÆNGE I KAN, SKYND JER DE KOMMER!. Jeg holdt fast i mit hår, hvordan kan det her være rigtigt. Min adrenalin steg, jeg havde ikke lang tid. Jeg satte i løb ned bagved skolen. Kæmpe store rum tallerkener viste sig på himlen, Grønne, skallede, nøgne høje mænd hoppede ned af dem. Jeg stivnede. Min hvide t-shirt klæber til min hud, det var nok ikke den bedste dag at tage cowboy jakke og shorts på. Rumvæsnerne stak deres skarpe hugtænder i alle folk og flænsede dem. Blod var overalt, folk lå døde allevegne, heldigvis var der nogle som havde nået at gemme sig. Jeg kunne kun be til at der ikk var sket noget med Niels, Regitze, Halfdan og Aya. Jeg måtte skynde mig at gemme mig, før de kom herned. Jeg løb hen mod en gammel togvogn som lå ved bermæksbanen, den blev brugt som sløjt. Jeg løb derind og gemte mig under en reol med en masse værktøj. “psssst.. Serena” Jeg drejede mit hovede ned ad mod gangen i togvognen. Aya sad i en krog bag en reol. “hvis der sker noget så red dig selv” nåede hun at sige da der blev trukket i håndtaget. Mit hjerte hamrede så jeg kunne høre det. En slimet grøn fod trådte ind. Den gik lange tunge skridt. Jeg lukkede øjnene, en tårer gled ned på min næse. Den gik videre og jeg kunne ånde ud igen. Men så lød der et skrig fra Aya. Jeg klatrede ud fra reolen, uden at tøve tog jeg en hammer ned fra hylden. Væsenet sad og sugede blod fra Aya, mens den sad på hende og holdte om hendes hals. Hun strittede slet ikke imod, som om hun bare ventede på der ikke var mere blod i hendes årer. Jeg løftede hamren og slog den så hårdt ned i væsenets hovede jeg kunne, og igen, og igen, indtil jeg var sikker på den var død. Blodet løb ned af dens ansigt. Jeg åbnede dens mund og trak Aya’s hals væk fra den. Væsenet var død, så jeg lagde det hen i hjørnet. Jeg sad med Ayas hovede på benet, mens hun hev efter vejret. Jeg trak hende op og krammede hende, da hun trak den sidste luft. “Alt skal nok gå” hviskede jeg mens tårerne trillede ned af mine kinder. Håndtaget bøjede og jeg rejste mig hurtigt op, og tog min hammer. Da den åbnede stod Niels og vores fysiklærer i sådan noget jæger tøj med et gevær. Jeg smed min hammer og løb hen i armene på Niels. “Er du okay” spurgte han bekymret. Jeg nikkede og kiggede hen mod Aya. Han holdt mit hovede i hans arme, “det hele skal nok blive okay igen, det lover jeg, bare tænk på det som en ond drøm”. En lille tårer rendte ned af min kind, mens han krammede mig. “vi har ikke tid til alt det der følelsesmæssige pis, vi må ringe til militæret, så vi kan få udryddet de væsener” sagde fysiklæreren med sin mobil i hånden, og skrev nummeret ind. Niels kiggede på mig med løftede øjenbryn. “ Kom vi finder nogle slags våben vi kan bruge mod dem” sagde Niels. Niels tog en økse, jeg havde selvfølgelig min hamer som jeg brugte før, og vores fysiklære havde åbenbart en pistol på sig. “ Okay hør godt efter nu” sagde hun og kiggede hårdt på os. “ vent lige lidt….hvad hedder du overhovedet?” spurgte jeg. “ Det er sgu da fuldstændig lige meget” sagde hun og kiggede på mig som om jeg var en død torsk. Niels stod bare og drejede hovedet frem og tilbage, når vi talte. “Ja altså hvis nu vi skal kalde på dig” jeg rødmede, det var måske lidt dumt. “ fint jeg hedder Kattie, og nu til sagen.” “ Jeg ringede til militæret og de har ikke nok mænd til at komme herud, så vi må klarer sagerne selv og få ryddet op i det her, vi er nødt til at komme over i fysiklokalet, så vi kan få lavet en masse giftbomber. “ Og du ved godt hvordan man gør det” spurgte Niels og kiggede u-overbevidst på Kattie. “ Jeg har ikke lavet andet i over 30 år, men i er nødt til at dræbe dem i kommer forbi, ellers følger de efter, ikk noget med tøven”. sagde hun med et skævt smil. synes hun det er sjovt eller hvad. Imens Kattie gjorde sig klar med alt sit grej, prøvede Niels at berolige mig, men det var overhovedet ikke nemt. “ Hør jeg ved godt det er svært, men vi er nødt til at prøve, bare lad vær med at tænke, og bare slå dem i hovedet så hårdt du kan, okay?” “okay” “men hvad med Regitze og Halfdan, dem har vi fuldstændig glemt”. sagde jeg. “ Hør vi er nødt til at komme hen til fysiklokalet, hvis vi finder dem på vejen tager vi dem med”. “Nåh er i klar, i kender vejen” sagde Kattie. Vi stod foran døren, mens vi havde vores våben klar. Kattie tog fat i håndtaget,hendes hånd svedte på jernet. Hun slog døren op, og med et hun åbnede den stod der et hvæsende rumvæsen klar til at æde os. Bang Kattie skød den uden tøven, Hun fniste lidt. “ Nåhh skal vi gå videre” sagde hun. Jeg sukkede og gik forbi hende. Det eneste lys var gade lamperne længere væk, og månen som lyste på den tusmørke himmel. Det var ulækkert, græsset var mudret og blodigt, og det var som om der var noget som gloede på mig i mørket. Vinden rev i de nøgne spøgelsesagtig træer. Vi listede op ad en lille bakke på vej op mod skolegården. Jeg gik forrest, så Niels og så Kattie bagerst. Da vi går forbi hjørnet, springer et stort slimet væsen på mig, dens skrigende væsen, skingrede i mit øre. Den åbnede sit gab og stak dens spidse tænder i min hals, den sugede og sugede, men jeg gjorde intet, det var som om jeg var lammet. Den kiggede på mig med dens mørkeblå skumle øjne. Men så lød der et skud og dens øjne lukkede i. Den faldt om og lå ved siden af mig. Varme bloddråber rendte ned af mig, og min hvide bluse var ikke så hvid mere. Niels tog min hånd og hjalp mig op, “er du okay?”. “Ja jeg har det fint, kom vi må videre”. Jeg rejste mig hurtigt op. Det blev sort for mine øjne, det var som om jorden drejede rundt. Det gjorde frygtelig ondt i mit hoved. Farverne kom hurtigt tilbage og vi var allerede løbet. Vi løb så hurtigt vi kunne gennem skolegården, jeg kunne høre alle de skud Kattie sendte afsted, det fik mig til at tænke på alle de mange rumvæsener der fulgte efter, jeg begyndte at tvivle på om Regitze og Halfdan havde overlevet det. Vi nåede hen til døren, Katties raslende nøgler låste døren op og vi løb ind og låste døren efter os. Der var ikke nogen tvivl om at rumvæsnerene også var herinde. Alt hvad børnene på skolen havde lavet var revet ned, vinduerne var smadret, trappernes gelænder var revet af, og blodet flød på gulvet. Man kunne høre skramlen. Vi listede på gangen så lydløst vi kunne, Kattie havde sin pistol klar, og jeg klemte om min hamrer så meget at mine knoer blev hvide. Der var belg mørkt, det eneste lys vi havde var Niels lommelygte. Vi gik ned ad trappen, forenden ad den sad et af væsenerne, den spiste. Kattie pegede sin pistol på den, og skød. Mit hjerte galoperede afsted, og mit blod klistrede. Det var Halfdan, han var ikke såret særlig meget heldigvis. Niels gav ham en stor krammer. “hvor meget fik den” spurgte Niels “den havde lige fået fat, det er noget rod det her. det er virkelig dommedag for os hva?” sagde Halfdan og grinte ironisk. “ja men vi har måske fundet en løsning” sagde jeg. “vi har travlt skynd jer med” sagde Kattie og begyndte at gå. Fysiklokalet var lige ved siden af til højre, vi låste døren bag os, og Kattie begyndte at finde kemikalier frem. Hun blandede alle mulige kemikalier som jeg ikke engang har lært navnene på, i nogle små dunke som skal sættes ild til. “ Øhm Halfdan, fulgtes du med Regitze?” spurgte jeg. “ Jeg er ked af det Serena, jeg har slet ikke set hende siden Esplosionen” “okay” hvis der var sket hende noget… det ville jeg ikke kunne holde ud, det var hårdt nok med Aya. Jeg tror vi har ventet en time, Kattie har også fået lavet vildt mange bomber. Pludselig kommer der en skraben og banken mod døren. “ Hold døren, skynd jer, jeg mangler kun en smule mere” råbte Kattie. Vi stod foran døren, man kunne mærke de blev stærkere på den anden side ad døren. “Har nogen af jer en lighter på jer” spurgte Kattie. “her” Halfdan kastede en til hende. “ Okay, når jeg siger til åbner i døren, og så kaster jeg bomben ud, i skal skynde jer at lukke den igen, og gå i dækning. Nu var jeg for alvor bange, hvad nu hvis bumben ikke virkede, så ville de spise os, eller hvad nu hvis de når at komme ind. Jeg blev utrolig forvirret. “nu!!!!” råbte hun og vi smækkede døren op, hun kastede den ud, og vi smækkede den i igen. Jeg løb under det store bord og holdt mig for ørene. jeg tror der gik et par sekunder, og der kom et enormt brag og døren sprang i luften. Vi kom stille og roligt ud af vores skjul. Vi stod foran den ødelagte dør, det virkede, jeg tror der lå ti døde rumvæsner på gulvet. Vi fik alle et smil på læben, vi vidste selvfølgelig godt at der var flere, men det var jo fedt, nu var der ti døde på en bombe. Vi løb så hurtigt vi kunne op ad trapperne og ud af skolen. Hvis der kom en på vejen kastede vi en bombe bagud. Da vi kommer ud, holder der et par militær biler ude foran hegnet, de har en masse våben til at skære det store hegn over. Da de endelig får det skåret over løber der en masse schæferhunde gøende ind og en masse mænd med lygter. Vi løber alle sammen derop og ud fra hegnet. Det var som at gå ud af et hegn fra fængslet. Kattie snakkede med betjentene om hendes bomber, og de løb ud for at få dem dræbt. Vi skulle sætte os ind i deres militær bil og vente, og det var strengt forbudt at gå ud. Da vi skulle træde ind i den, fik jeg øje på en gammel benzin bil, hvem køre stadig i dem, de er jo vildt gamle, vi lever jo ligesom i 3030 tallet. Vi sad inde i bilen hele natten tror jeg, jeg lå med hovedet på Niels skulder. Mit sår på halsen dunkede, men det var stoppet med at bløde. De havde kørt os op på politistationen, jeg havde fået forbinding om halsen, og havde fået en hvid lang kittel på, jeg tror det var et slags hospital eller noget for sårede soldater, der gik i hvert fald mange sårede. Jeg satte mig langsomt op i sengen og kiggede på mine bare fødder der dinglede. Jeg rejste mig op, det gjorde ondt i halsen. jeg gik ud på gangen, for at gå en lille tur. Men så stoppede jeg, forenden stod Regitze. Jeg løb imod hende, det gjorde selvfølgelig ondt, men det betød ikke noget. Hun var bidt som mig, men hun var i live. Vi krammede på midten. “Hvor er jeg glad for du er okay” “i lige måde”. “Vores familier kommer i morgen, glæden spredte sig i min krop, de var også uskadte. Jeg spottede Kattie længere væk. “ Hey Kattie, så virkede dine bomber hva?” sagde jeg og grinte. Hun så ikke spor glad ud. “ Åhh Serena, det her var kun lige opvarmningen...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...