Elias-En novelle


1Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. En novelle

Det var Idas idé. Hun ville så gerne. Lørdag morgen stod hun ved min dør med et stort smil. Jeg havde ikke engang forventet hende, hun var bare kommet.

“Kom, vi tager i svømmehallen” havde hun sagt.

Hele Fredagen havde jeg været syg. Nu havde jeg fået det bedre, og Ida var kommet med den geniale idé at tage i svømmehallen. Jeg smilede, og løb ind på værelset for at pakke en taske.

Da jeg kom tilbage, stod Ida lænet op ad dørkarmen.

“Du er vel blevet rask, ikke?”

“Jo. Hovedpinen gik væk i nat.”

Ida smilede, så hendes hvide tænder kom til syne.

“Kom, bussen kører om fem minutter.”

“De siger, at Elias fra ottende kommer. Ham den lækre,” Smilede Ida, mens hun nervøst pillede ved sin svømmetaske. Jeg grinede.

“Er det derfor, du inviterede mig med?”

“På en måde,” smilede hun.

Da vi begyndte at kunne se den store svømmehal udenfor vores busvindue, begyndte Ida at rette på sin hestehale. Da hun fangede mit blik, grinede hun let. “Hvad?” Lo Ida.

“Han er to år ældre end dig.”

“Og hvad så. Han kigger på mig, når vi går forbi ham på gangene.”

Bussen stoppede med et ryk, og vi steg ud af den gule bus.

Parkeringspladsen var propfyldt, og et par drenge kom cyklende ned af vejen, hen mod svømmehallen.

Vi åbnede de store glasdøre, og købte to billetter. Til Idas fordel, bestod endevæggen af store blanke vinduer. Hun satte hænderne mod ruden, og kiggede ud over de badende teenagers. “Jeg kan ikke se Elias.” mumlede hun trist.

“Måske er Oliver fra parrelklassen der. Ham du godt kan lide.”

Ida trak på skuldrende. Jeg trak hende gennem mængden af mennesker, og ind i omklædningsrummene.

Vi klædte om i stilhed, indtil jeg brød tavsheden.

“Øhm, de har fået en ny rutchebane. Den ender i det dybe bassin.” sagde jeg stille. Ida lyste op. Hun elskede vandrutchebaner.

“Er det rigtigt?” spurgte hun.

“Og jeg har hørt, at den er den vildeste i Danmark,” sagde jeg og trak på skuldrende. “Men det er nok ikke rigtigt.”

Ida satte hurtigt en hårklemme i sit lyse hår.

“Det kommer an på en prøve. Er du færdig?” spurgte hun, med et smil.

Jeg nikkede og vi smuttede ind i svømmehallen.

Lugten af klor var så kraftig, at det sveg i mine næsebor. Jeg kiggede ud over svømmehallen. Det største, og mest dybe bassin var fuldstændig fyldt. Piger sad på kanten med fødderne i vandet, mens drengene dykkede og sloes.

Den nye rutchebane var utrolig flot. Den var en sej metalisk farve, så den glimtrede i det tyrkisblå vand. Den snurrede sig udenfor, og ind igen, hvorefter den endte i det store fyldte bassin. Køen var lang, og trapperne derop var glatte. Vi stod og ventede i hundrede år, synes jeg. Men så så jeg ham. Han stod nede ved jaquzzibassinet. Elias var den flotteste på skolen, var Ida og jeg blevet enige om.

Han havde de flotteste brune krøller og det sødeste smil du kunne forstille dig. Og hans smilehuller! Jeg fik gåsehud på armene, bare af at se på ham.

Han havde taget sine venner med, og hende pigen fra niende. Mon de var kærester?

Ida knipsede foran mine øjne, og jeg vågnede op fra min vidunderlige drøm.

“Hallo? Hvad glor du på?”

Ida stod med armene over kors, med et drillende smil.

“Ikke noget.” løj jeg.

“Det er vores tur nu. Skal vi køre sammen?” spurgte Ida.

Jeg kiggede ned på Elias, der nu stod henne ved det dybe bassin. Min chance for at han ser mig, er nu.

“Jeg vil gerne køre alene. Er det okay?”

“Jaja. Jeg kører også med Oliver.” smilede Ida. Først nu opdagede jeg Oliver, der stod bag os. Han smilede nervøs. “Dig først.”

Jeg satte mig ned, og kunne mærke vandet i ryggen. Jeg placerede hænderne om stangen over mig, og gjorde klar. Tunnellen så mørk og dyb ud. Jeg trak vejret dybt. Normalt var jeg ikke bange for rutchebaner. Jeg havde bare en mærkeligt følelse…

Lampen skiftede til grøn, og fire hænder skubbede mig i ryggen. Det sidste jeg så, før jeg forsvandt i mørket, var Ida og Olivers glade ansigter. Mon de kunne lide hinanden? De var så søde sammen.

Vandet sprøjtede omkring mig, mens jeg susede gennem tunnellen. Lys og farver blinkede omkring mig, og jeg måtte lukke øjnene. Nu kunne jeg mærke, at rutchebanen var kommet udenfor. Luften var blevet en anelse mere kølig.

Nu gik det stærkt. Jeg faldt bagover i et sving. Jeg susede fremad med fuld fart.

Nu kom lyset. Jeg kunne høre stemmer. Jeg holdt vejret da rutchebanen sluttede.

Nu kunne jeg se mennekserne i svømmehallen, jeg kunne se det afspærrede område. Jeg fløj ned i vandet, så det plaskede til alle sider.

Pludselig skete der noget mærkeligt.

Jeg røg bare nedad. Vandet omkring mig boblede. Mine ben kunne ikke bevæge sig. Jeg baskede med armene.

Så kom den.

Den stikkende følelse i siderne af mit hovedet. Vandet blev en mærkelig sort farve. Jeg slugte vand, mens jeg skreg i vandet. Stemmerne over mig blev lavere. Jeg sank lavere og lavere ned. Nu var jeg næsten nede på bunden. Alting blev sløret, og jeg lukkede stille øjnene. Så blev det fuldstændig mørkt. Jeg udåndede den sidste bobble.

Jeg missede med øjnene. Lugten af klor sveg stadig i mine næsebor. Jeg lå på et koldt stengulv. Jeg løftede hovedet et par centimeter og kiggede mig omkring. En masse mennesker stod omkring mig i en cirkel. En skikkelse stod lænet over mig, med hånden på min mave. Jeg kiggede mig igen forvirret omkring.

“Så så…”

Jeg gylpede pludselig vand op, og personen trak sig tilbage. Den varme hånd flyttede sig fra min mave.

Alting var så sløret. hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne se ordenligt.

“Alle sammen, så træd dog tilbage!” lød en velkendt stemme.

Idas bløde hænder aede min kind, med en rolig bevægelse.

“Rolig. Du er i sikkerhed nu.” sagde Ida beroligende. “Elias fik dig op.”

Jeg stivnede. Elias? Jeg åbnede med ét øjnene. Der stod han. Elias i fuld figur. Han havde hænderne i lommerne på sine blå badeshorts, og så forbløffende afslappet ud. Hans hår var stadig fugtigt.

“Hvad for noget?” udbrød jeg hæst. Ida smilede diskret.

“Du døde næsten” forklarede Ida. “Du døde i vandet.”

Så brød Oliver ind. “Øhm, Ida… Jeg tror ikke det er det smarteste at sige til en, der lige er vågnet op fra, øhm, besvimelse.”

“Elias fik dig heldigvis op i tide.” forsætter Ida. Jeg satte mig op. Elias? Af alle mennesker i denne svømmehal, reddede Elias mig? Den super lækre dreng fra ottende med de brune øjne! Åh nej, hvor må det havde set dumt ud.

“Tjaa, jeg gjorde jo bare, hvad der skulle gøres…” mumlede Elias. “Lad os lige få dig hen på en bænk. Lad mig skaffe dig et håndklæde.”

Elias fik mig op af stå, og jeg kunne ligefrem se de andre pigers midsundelse. Han førte mig væk fra alle de andre i svømmehallen, og hen på en bænk, hvor han aede mig stille på ryggen.

“Er du okay? Du ryster.”

Jeg kiggede ned på mine hænder, og ganske rigtigt rystede de.

“Øhm, Elias…” begyndte jeg.

“Det var så lidt. Lad os få skaffet dig et håndklæde og en kop kakao:”

Elias gav mig ganske rigtigt, hvad jeg havde brug for. Vi sad i forhallen med badetøj på, mens vi snakkede. Vi snakkede ikke om, hvad der lige var sket. Mere bare om, hvordan det var i skolen og hvad vi lavede når vi havde fri fra skole. Han fortalte mig, at han havde lagt mærke til mig på gangene, det fortalte jeg aldrig til Ida.

Han varmede mig helt indtil mine forældre kom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...