KNÆK

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2016
  • Opdateret: 7 jul. 2016
  • Status: Færdig
"Et øjeblik stod hun bare og spejdede ud i den mørke skov. Det var svært at afgøre, om hendes fantasi spillede hende et puds, men uanset hvad hun havde fået øje på, så fik det de små hår i nakken til at rejse sig. Et par øjne stirrede på hende inde fra mørkets dyb." // En gyser om at være alene på en stormfuld aprilaften, men så alligevel ikke helt.

3Likes
5Kommentarer
234Visninger
AA

3. //

 

Knæk, knæk.

Sådan lød det, da hans fødder sank ned i den bløde skovbund, hvor grene og kviste måtte give under for presset. Hvor længe han havde gået og lyttet til sine egne skridt, vidste han ikke. Men at dømme ud fra det dunkle lys, skoven var svøbt i, måtte det være sidst på eftermiddagen. Derfor vidste han også, at han måtte skynde sig, hvis han skulle være fremme inden aften. Man vidste trods alt aldrig, hvad skoven gemte på, når mørket først faldt på.

Skridtene blev tungere, og det samme gjorde hans vejrtrækning. Benene havde båret ham afsted i timevis, men nu var kræfterne så småt ved at være opbrugte. Han sank derfor taknemmeligt sammen ved et træ med en kraftig stamme og en krone frodig og grøn. Lukkede øjnene og tænkte på mor. Han knyttede sine hænder, så knoerne blev hvide og tydelige.

Ved siden af ham lå en gren. Uden videre samlede han den op, holdt den højt over hovedet og nød følelsen af magt, da han brækkede den midtover. Knæk. Hvis nogen havde set ham her, var de nok blevet bange og løbet deres vej. ”Løb I bare,” råbte han af sine lungers fulde kraft ud i stilheden. ”Dette er mit territorie nu!”

En fugl skræppede vildt i det fjerne og lettede fra en gren.

Stilheden havde så småt sænket sig over skoven igen, da der lød en svag buldren. Det var hans mave, og den var voldsomt utilfreds, fordi den ikke havde fået noget længe. Han vidste derfor, det kun var et spørgsmål om tid, før han ville begynde at få det dårligt og måtte finde på noget hurtigt. Der gik heller ikke længe, før løsningen kom hoppende på sine spinkle, pjuskede ben. Haren havde et skræmt udtryk i ansigtet og stoppede langsomt op. Lyttede. Hoppede så videre igen, mens den stadig havde alle sanser ude. Stoppede op. Lyttede igen.

Sådan fortsatte den i et stykke tid, men den var ikke så langt væk, så han kunne stadig holde øje med hver af dens bevægelser. Han holdt næsten vejret og kunne ligefrem mærke adrenalinen pumpe i hans årer, da han lagde sig ned fladt ned på skovbunden. Han følte sig næsten som et vildt dyr, der lige havde udset sig sit bytte. Og så gjaldt det bare om at vente, indtil muligheden bød sig, og så slog man til. Det ville blive et godt måltid, vidste han.

Haren så ud til at have glemt alt om sin modstander, for den var begyndt at rykke tættere og tættere på det store træ. Den slappede mere af i omgivelserne, og den åd ivrigt af græsset. Det så ud til, den også var blevet sulten.

Efter et stykke tid var han så småt begyndt at blive utålmodig. Hver gang den kom tæt nok på, og han gjorde sig klar, blev den opmærksom og hoppede væk igen.

Han kunne mærke vreden blusse. Haren legede bare med ham, var han sikker på. Den havde magten, og det gjorde ham bare endnu mere arrig. Men om lidt, lovede han sig selv, så ville det gå med den som med grenen, og han ville grine. Rulle rundt i skovbunden af grin, fordi den et øjeblik havde troet, den havde magten. Men det havde han.

 

Han kom til at tænke på sin mor igen. Hun havde også altid haft magten over ham. Grimme ord flød altid ud af kæften på hende og regnede over ham som tusind knive. Men en dag havde han vendt sig om, tvunget begge hænder omkring hendes strube og presset til. Hun gav modstand, men han blev bare ved med at presse hårdere og hårdere, så der aldrig nogensinde ville komme flere grimme ord ud af den beskidte mund. Og fra det øjeblik var han blevet jægeren, i stedet for den jagede.

Bagefter slap han taget i hende, og hun var faldet livløs om på gulvet. Så var han begyndt at gå. Og sådan var han endt her.

Nu var haren der igen.

Enhver muskel i hans krop spændtes. Han vidste med det samme, at det var nu eller aldrig. Og inden han fik tænkt tanken helt igennem, sprang han frem og strakte begge hænder, så han var klar til at lukke dem om den bløde pels. Men da han lukkede dem, var der ikke andet end blød muldjord. Haren var undsluppet endnu engang.

Slaget var tabt.

 

Mørket var så småt ved at sænke sig over skoven som et tykt tæppe. Han rejste sig langsomt op, satte den ene fod foran den anden og blev ved med at gå. Hvis han ikke snart kom ud af skoven, vidste han ikke, hvad der så kunne ske. Træerne havde pludselig ændret sig og stod nu som kæmper, der omringede ham.

Da han havde gået i et stykke tid i tavshed, blev den pludselig brudt, og der var ingen tvivl. Det var lyden af en bil. Han måtte være tæt på vejen nu.

 

* * *

 

Damen bag rattet havde svært ved at afgøre, hvad der larmede mest. Det ujævne underlag mod bilens hjul eller hendes egne tanker. Efter en hel uge på arbejde var hun ved at være fyldt godt op med tal og kontoudtog. Det skulle gøre godt at komme hjem og trække proppen af en flaske vin, og hun følte faktisk helt, hun havde fortjent det.

Eftermiddagen var så småt ved at gå på hæld, og nedtællingen, før mørket kom krybende, var så småt begyndt. Tunge skyer rullede ind over landskabet, og det tordnede i det fjerne. Hun skuttede sig og konkluderede, at det trak op til uvejr. Hvor glædede hun sig dog til at sove trygt i armene på sin mand i nat.

Nogle fugle lettede og fløj afsted over trætoppene. Hun forstod dem godt. ”Flyv væk, mens I stadig kan,” hviskede hun for sig selv. Og så brød helvede ellers løs. Store, tykke regndråber faldt tungt på bilruden og gjorde det svært for hende at se. I det fjerne blev himlen oplyst af lynglimt, og et sted buldrede tordenen også.

Hun vidste, at det næste stykke gennem skoven ville være lidt risikabelt, men det var hendes eneste mulighed for at komme hjem. For at komme til deres hus måtte hun først passere skoven. Hun drejede ind af vejen, der førte ind i skoven. Træerne stod tæt op ad hinanden og dannede derfor en tyk mur omkring vejen fra begge sider, så alt andet blev lukket ude. De tårnede sig op, næsten som et signal til de andre billister om, at man nu befandt sig på skovens territorie. Og hvis man ikke fulgte dens spilleregler var det uvist, hvad der kunne ske.

 

Det var sidst i april, og derfor stod egetræerne flottere end nogensinde. Som regel elskede hun at køre denne vej og nyde stilheden og føle sig i et med skoven. Nogle gange hjalp det faktisk på hendes larmende hoved, for mens hun kørte i skoven, glemte hun det som regel alt omkring hende. Men denne gang var det anderledes. Vinden hev og sled i den lille bil og sendte med sin tuden kuldegysninger igennem hendes krop. Hun havde svært ved at holde rattet i ro og begyndte at slingre på den smalle vej.

Mørket var nu taget så meget til, at hun blev nødt til at tage det lange lys på bilen for at kunne se vejen ordentligt. Gud, hvor hun dog savnede sin mand og deres trygge hjem. Hun vidste, at hun ville være i sikkerhed i hans store favn. Hun trykkede på sin mobil, og et billede af hendes mand lyste op. Det var hende selv, der havde taget det. Ud fra hans forlegne smil at dømme, var det klart, at hun havde overrumplet ham. Normalt hadede han at få taget billeder, så derfor passede hun ekstra godt på dette.

En mindre chokbølge vandrede gennem hendes krop, da den pludselig begyndte at ringe. Det var hendes mand. Uden videre besvarede hun opkaldet.

”Hej, skat,” lød den maskuline, hæse stemme i den anden ende. ”Er du kommet godt hjem?”

”Ikke endnu, men jeg er der næsten. Glæder mig til at se dig. Hvor er du henne?”

”Ude for at ordne nogle ærinder. Jens skulle pludselig have hjælp til at fikse et sprunget vandrør – jeg lover at skynde mig så meget, jeg kan. Elsker dig.”

”Elsker også dig,” nåede hun lige at svare, men han hørte det ikke. Der var allerede lagt på.

 

Bagefter skete det hele så hurtigt. Hun lagde mobilen tilbage på sædet ved siden af, og da hun kiggede op, nåede et gisp lige at undslippe hendes læber. Træstammen, der lå midt på vejen og spærrede for hende. Bilen, der hvinede, da hun klodsede for bremsen. Lettelsen i hendes krop, da hun lige akkurat nåede at få stoppet bilen, inden den ramte. Regnen trommede stadig arrigt på ruderne, og det var til alt held, at hun overhovedet havde fået øje på stammen. Fandens til blæst, sagde hun til sig selv, mens hun bandede den langt væk for at være skyld i den væltede træstamme.

Den eneste løsning var at fjerne træet. Og alene i en skov gik hun ikke ud fra, der var nogle i nærheden til at hjælpe hende. Derfor var der jo ikke andet for end at gøre det selv.

Vinden kastede med hendes hår og gjorde det svært at stå oprejst, da hun smækkede bildøren. Hver skridt var en kamp, men snart var hun henne ved stammen, og så opstod problemet først. Hun var ikke stærk nok til selv at flytte stammen. Først prøvede hun at se, om hun kunne løfte stammen, hvilket viste sig at være lidt af en anstrengelse. Hun fik løftet den et par centimeter over jorden, men udstødte så et dybt suk og lod den falde igen med et dunk.

Et øjeblik stod hun bare og spejdede ud i den mørke skov. Det var svært at afgøre, om hendes fantasi spillede hende et puds, men uanset hvad hun havde fået øje på, fik det de små hår i nakken til at rejse sig. Et par øjne stirrede på hende inde fra mørkets dyb.

Uden overhovedet at tænke over det, holdt hun vejret. Stod bare der. Afventede, hvad der ville ske. Og så sprang den. Dens smidige krop hoppede over vejen og kom til syne i lyset fra bilens lygter. Nu begyndte hun at grine, højt og gennemtrængende. Det var bare en uskyldig hare, hun havde fået øje på. Det var så åndssvagt, at det næsten blev helt komisk, men hun kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad den mon flygtede fra.

 

Pludselig slog en ny tanke hende. Hun forsøgte at rulle stammen væk fra vejen, og hendes plan så ud til at lykkes. Langsomt fik hun rykket den så langt over i grøften, at det var til at komme forbi med en bil.

Hun stod med ryggen til og hørte så pludselig en dør smække. Hun nåede lige at opfatte, at der holdt en bil bag hendes. Lygterne fra hendes egen bil blændede hende, og hun følte sig mest af alt som et dådyr, der var blevet fanget af lyskeglen. Fra der hvor hun stod, kunne hun ikke se ansigtet, men det lignede skikkelsen af en mand. I hånden holdt han noget, der lignede et bat.

Instinktivt vidste hun, at der var noget galt, og det tog hende ikke mange skridt, før hun sad i sin bil og låste den. Manden nåede op til ruden og bankede som en gal. Da hun drejede hovedet, mødte der hende to mørke øjne. Der var desperation at spejde i dem.

Hun trådte hårdt på speederen, og bilen fløj nærmest afsted. Et stykke bag ved hende kunne hun høre manden råbe til hende, at hun skulle stoppe, og så blev en motor startet. Det var tydeligt, at han ikke gav op så let.

Nu begyndte panikken for alvor at melde sig. Hun kiggede i sidespejlet, og bilen var allerede ved at hale ind på hende. Hun tænkte på deres trygge hjem, men så kom hun i tanker om det kæmpe dilemma, hun nu stod overfor. Skulle hun køre direkte hjem, så han vidste, hvor hun boede? Eller skulle hun bare fortsætte med at køre … og hvad ville hun så gøre bagefter? Nej, det eneste rigtige ville være at køre direkte hjem, hvor hendes mand nok skulle stå klar til at hjælpe hende. Hun bad til, at han var hjemme før hende. Ellers ville hun blive nødt til at klare billisten bag hende selv. Og det var bestemt ikke noget, hun havde lyst til.

 

Gruset knasede under bilen, idet hun kørte ind i indkørslen. Selvom hun ikke havde regnet med det, så håbede hun alligevel på, at manden ville dreje af og skulle en anden vej. Men han blev ved med at følge efter og kørte også gennem gruset nu, kunne man høre.

Hun håbede på at se hendes mand komme løbende ud, men da det ikke skete, blev hun ved med at kigge ind på huset efter tegn på, at nogen var hjemme. Men alt lyset så ud til at være slukket, så hun turde ikke forlade bilen. Derfor tjekkede hun lige en ekstra gang, at alle dørene var låst. Hun var enig med sig selv om, at bilen måtte være det sikreste sted for nu.

Så hørte hun en bildør smække.

Skridt i gruset.

Nu stod manden henne ved hendes bilrude igen. Den var blevet helt dugget, men hun kunne stadig se omridset af ham. Først forstod hun ikke, hvad han havde gang i, men så gik det op for hende, at han var ved at skrive på ruden. Det stod spejlvendt, men budskabet var ikke til at tage fejl af.

 

EN MAND HOPPEDE IND I DIN BIL

 

Hun begyndte at trække vejret i små, korte stød og sad som forstenet. Hvis det passede, hvad manden så ivrigt havde prøvet at forklare hende, siden hun havde prøvet at flytte den stamme, så var hun ikke den eneste i bilen. Nu spredte kuldegysningerne sig til hele kroppen.

Måske var det i det samme, hun lagde mærke til, man kunne høre et andet åndedræt end hendes eget. Det var så stille, man næsten ikke kunne høre det, men der var ingen tvivl. En anden person befandt sig i bilen. Langsomt vendte hun sig om, og til hendes store overraskelse mødte der hende to øjne, hun kendte særdeles godt. De tilhørte nemlig hendes mand.

 

”Der skræmte du mig godt nok! Hvad laver du dog her?” Hun forstod ingenting længere. Men på en måde var hun ikke så lettet over at se sin mand på bagsædet af sin bil, og hun forstod slet ikke, hvordan han var havnet der. På en måde føltes det ikke som det tryggeste sted længere, og hun følte en trang til at komme ud derfra. Men hun nåede kun lige at gribe om håndtaget, før en iskold stemme borede sig ind i hendes øregang.

”Haren slap væk fra mig. Jeg var så tæt på, men den var bare for hurtig. På det tidspunkt var jeg ikke længere jægeren, men jeg blev den jagede igen. Og jeg har lovet mig selv aldrig at blive den jagede igen – derfor får du ikke lov til at slippe væk nu.”

Hun havde det som om, alt blodet var forsvundet fra hendes krop. Der var noget i måden, han sagde får ikke lov til at slippe væk på, der lød så oprigtig, som mente han hvert eneste ord. Nu følte hun sig igen som dådyret fanget i lyskeglen fra en bil. Han greb fat i håret på hende og trak hende stille om på bagsædet. Som en edderkop, der godt ved, at fluen er viklet så godt ind i spindet, at den ikke kan komme fri og derfor kan bruge så lang tid, den vil.

Manden uden for bilen hamrede løs på ruderne og tog fat i håndtagene, men der var ikke noget at gøre. Nu vidste de begge to, hvem der havde vundet.

 

Knæk, lød det derindefra. Det gav genlyd i skoven, der omgav huset, men så døde lyden atter hen, og skoven tav igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...