flood. - h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Igang
Det, der starter som en helt normal familieferie for familien Lynn, tager en tragisk drejning. 19-årige Beth lever ellers livet i udkanten af London med job, kæreste og lejlighed, da hendes mor tilbyder en ferie til Chiles hovedstad, Santiago. Familien når dog aldrig destinationen, og Beth bliver tvunget til at kæmpe for sin egen overlevelse. En kamp, som kommer til at kræve alt - og mere til - af hende, når også menneskets egoisme for egen overlevelse ser dagens lys. STØDENDE OG VOLDSOMME SCENER FOREKOMMER.

1Likes
3Kommentarer
465Visninger
AA

2. prolog

prolog

fear cuts deeper than swords

Spændingen steg i min mave, da jeg så de kæmpemæssige bjerge i det fjerne. Andesbjergene. De høje, grålige tinder var frygtindgydende og strakte sig op igennem skydækket som ville de gribe op efter flyet. Betaget af bjergets storhed, lænede mig endnu længere ud mod flyets plastikside for at se så godt som muligt. Min lillebror, Ethan, begyndte at beklage sig over min vægt, da jeg sådanset nærmest lå ind over hans skød for at se ud af vinduet. Egentlig var det lidt hans eget problem, eftersom han havde insisteret kraftigt på at sidde på det inderste sæde.

”Beth!” brokkede han sig et eller andet sted bag mig. ”Du fylder!”

Jeg slap bjergene med blikket et øjeblik og kneb øjnene let sammen, da jeg fandt hans blå øjne. Hans mørkeblonde lokker faldt lidt i panden på ham og et drilagtigt smil spillede på hans læber.

”Ellers skubber jeg dig ned,” truede han med et glimt i øjet. Jeg så nøje på ham for at være sikker på, at han mente det. Det så unægtelig sådan ud. Jeg drog et kort suk og satte mig tilbage i sædet.

”Så lad da gå.” Jeg fjernede opmærksomheden fra Ethan, der alligevel begyndte at rode i stoleryggen forn sig for at finde et blad. Vi havde efterhånden fløjet i 8 timer, og jeg var sluppet op for spændende ting at lave. Mine forældre sov, og Ethan syntes, at han skulle læse.

For at aflede mine flyvske tanker begyndte jeg at se mig omkring på flyet. Det var ikke så stort, men taget destinationen i betragtning, meget normalt. I hver side var 4 sæder, hvor vores familie sad i den venstre. Plastikket var hvidt, og vi sad i blå og hvide stole. Alt i alt et - meget kedeligt - og normalt fly. Kedsomheden greb mig hurtigt igen, og jeg tændte for skærmen foran mig.

1 t, 58 m to destination, stod der.

Jeg drog endnu et suk og satte mig tilbage i sædet. Hvordan skulle jeg få de 2 timer til at gå? Jeg blev enig med mig selv om, at det var på tide at gå på toilet. Så kunne jeg overveje det næste underholdning efter de 10 minutter. Mine forældre rørte på sig, da jeg skulle forbi dem, men de lagde sig hurtigt tilbage i sæderne igen, da jeg var kommet forbi. Vi havde i forvejen nogen af de forreste pladser i flyet, og jeg bevægede mig længere opad for at finde toilettet. Det lå på venstre hånd og så småt ud. Meget flyagtigt. Den røde lampe for optaget var tændt, så jeg stillede mig til at vente. Det var altid en smule akavet, og jeg skævede lidt ud over de restende passagerer, som alle sad med hovedet i deres egne ting.

Endelig åbnede døren sig, og en velklædt mand i jakkesæt kom ud. Han sendte et kort smil i min retning gennem sit korte skæg, inden han fandt tilbage mod sin egen plads. Jeg kunne ikke undgå at blive en smule betaget af hans mørkebrune øjne, der så ufattelig rare ud. Jeg møvede mig ind på toilettet og måtte konstatere, at det var lige så småt, som det så ud.

Da jeg stod og vaskede hænder, kunne jeg pludselig høre pilotens stemme i de små, skrattende højttalere.

”Kære passagerer. Alle bedes findes tilbage på deres pladser og spænde deres sikkerhedsbælter, vi oplever i øjeblikket turbulens. Jeg gentager..” Da lukkede jeg af, mest af alt fordi gulvet nærmest forsvandt under mig, for hurtigt at komme tilbage igen.

”Fuck,” mumlede jeg, mens jeg klamrede mig til den meget lille håndvask og fik åbnet døren. Turbulensen satte flyet i bevægelse, og jeg måtte holde fast i dørkarmen til toilettet for at komme ud. Alle passagerene sad og hoppede lidt rundt i sæderne, men alle tog det med ophøjet ro.

Jeg klamrede mig fra sæde til sæde for at holde balancen, hvilket ikke ligefrem var nemt. Jeg var så optaget af at komme frem, at jeg ikke opdagede stewardessen, før hun prikkede mig på skulderen og sagde: ”Sæt dig her, Miss.” Hun pegede ned på sædet foran mig, som var tomt. ”Det er snart ovre.”

”Okay,” fik jeg sagt, og drog et lettelses suk. Skulle jeg ned på min egen plads, var der endnu 10 rækker at forcere. Jeg sendte hende et taknemmeligt smil, men hun var allerede på vej væk til sin egen plads igen.

Jeg satte mig ned uden at lægge mærke til noget som helst og skyndte at spænde mig fast. Mit hjerte, der før havde hamret afsted i mit bryst, begyndte at tage farten lidt af igen, da følelsen af sikkerhed strømmede ind over mig.

Den var dog kortvarig. Jeg så til min venstre side, hvor manden fra toilettet sad helt ude ved vinduet. Han stirrede ud af det, og da han sansede mit blik på sig, drejede han sig og så på mig med et forfærdet blik. I samme øjeblik strøg noget, jeg umiddelbart ville tro var en bjergtinde, forbi vinduet. Jeg så væk, og forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke var en bjergtinde. Det var ikke en bjergtinde.

Det gav et ordenlig ryk i flyet.

”Fuck, fuck, fuck,” tænkte jeg, mens jeg prøvede at lukke øjnene og holde angsten væk fra min krop. Min hænder holdt krampagtigt om sædets armlæn, og blodet havde forladt mit ansigt for længst. Det her var ikke godt. Det var overhovedet ikke godt.

Der var ro i flyet lidt. En baby græd et eller andet sted, ellers var der dødsens stille. Jeg åbnede langsomt mine øjne og så direkte på vinduet igen. Det var kridhvidt af tåge udenfor. En grad af lettelse skyllende ind over mig, men den blev hurtigt erstattet af en hjerteskærende frygt. Skrig lød, og jeg forstod lidt efter lidt hvorfor.

Vi var kommet under skydækket, og det eneste, der kunne ses udenfor, var sne og bjerge.

”Kære passagerer, vi opfordrer til -- mens -- turbulens -- pilot,” skrattede højttalerne. I samme sekund sprang iltmaskerne ned fra loftet, og exit-lyset i gulvet blev tændt. Det skabte om muligt endnu mere panik i alle menneskene og endnu et kraftigt ryk ledte flyet ud af kurs. Bjergtinderne kom tættere og tættere på.

Den øreskærende lyd af klippe mod metal overdøvede midlertidig alt. Lyden var som negle mod en tavle, blot meget, meget højere. Jeg kunne mærke, at jeg skreg, mens jeg blev flået rundt i flysædet. Det sortnede for mine øjne, jeg følte ikke, jeg kunne få luft. Jeg kæmpede for at beholde alle indtrykkene, men det føltes som om livet blev revet ud af mig, og alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...