flood. - h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Igang
Det, der starter som en helt normal familieferie for familien Lynn, tager en tragisk drejning. 19-årige Beth lever ellers livet i udkanten af London med job, kæreste og lejlighed, da hendes mor tilbyder en ferie til Chiles hovedstad, Santiago. Familien når dog aldrig destinationen, og Beth bliver tvunget til at kæmpe for sin egen overlevelse. En kamp, som kommer til at kræve alt - og mere til - af hende, når også menneskets egoisme for egen overlevelse ser dagens lys. STØDENDE OG VOLDSOMME SCENER FOREKOMMER.

1Likes
3Kommentarer
462Visninger
AA

4. dag 1-2

dag 1-2

life hurts a lot more than death

Det havde været sidst på eftermiddagen, da Harry fandt mig, og der gik ikke mere end 2 timer før solen var forsvundet bag de enorme bjerge, der omkredsede os. Med solen forsvandt den varme, jeg hurtigt havde taget for givet. Jeg sad stadig op ad flyet og havde småsnakket lidt med en anden kvinde, Janice. Hun var ældre end mig, omkring 35 år, og havde lyst, kort hår. Hun havde været heldigt placeret under styrtet og var stort set sluppet uden mén. Det havde givet et stik i mig, da hun sagde det. Jeg var udmærket godt klar over, at havde jeg ikke rejst mig på det givne tidspunkt, havde jeg været blandt de døde i kabinen. Uden bevægelse og en blåhvid overflade. Det var mere held end forstand, jeg stadig var i live og sad med Janice. Da hun kom for at hilse på mig, havde hun medbragt en lille førstehjælpskasse, de havde fundet i flyet. Hun havde tilset flængen i min pande og hånd, men havde ikke gjort andet end at rense det.

Jeg forstod godt hvorfor. Da Harry og jeg gik forbi området med de skadede, havde jeg kun nået at tælle til 6, men jeg vidste, der var flere. Skaderne var alvorlige og strakte sig fra brækkede ben og arme til hovedbrud og åbne kødsår. Der var på ingen måde tilstrækkeligt med medicin og jod til alle. Alt man kunne gøre var at håbe - og håb var en sjælden ting at se, når man kiggede rundt på den gruppe folk vi var.

En anden kvinde kaldte pludselig på Janice henne fra de syge. Hun klemte hurtigt min skulder og sendte et smil, inden hun forsvandt hen for at hjælpe til. Inden længe kom Alex til syne rundt om flyenden, og jeg fulgte ham med diskret med blikket. Han talte hurtigt med den lyshårede mand, for derefter at vende sig mod mig. Jeg rejste mig, børstede sneen af min bagende og gik Alex i møde.

”Hey,” sagde jeg, ”Kan jeg hjælpe til med noget?” Alex’s blik vandrede fra mit blik til mit sår i panden, tvivlende. Jeg kunne se på hans blik, at han overvejede det nøje.

”Jeg tror, det er bedst, hvis du får hvilet dig lidt. Du var trodsalt bevidstløs længe,” fik han sagt til sidst. ”Du skulle nødigt blive dårligere.” Jeg sukkede dybt og slog ud med hænderne.

”Men jeg vil gerne hjælpe. Hvad er i i gang med omme ved indgangen?”

”Ikke noget specielt.”

”Alex.”

”Okay, vi er ved at rydde en plads inde bagerst i flyet, så vi kan sove der. Men det er meget makabert,” indrømmede han og så vurderende på mit ansigt. ”Helt ærligt, det ville være bedst, hvis du blev herude.” Med det sidste ord så han alvorligt på mig og vendte om for at hjælpe den lyshårede mand igen. Min hjerne skulle lige op i omdrejninger, før det gik op for mig, at de var ved at flytte døde udenfor, så vi kunne sove inden for. Et jag af panik greb mig, og jeg skyndte mig at småløbe efter Alex.

”Alex! Vent,” råbte jeg efter ham, og jeg kunne se på hans ryg, at han stivnede. Han vendte sig og trådte et par skridt frem i mod mig.

”Beth, jeg mener-”

”Det er ikke det, ti nu lige stille,” afbrød jeg ham. ”Ehm..” Jeg trak vejret dybt og prøvede at ignorere de sorgfulde følelser, der vældede op i mig.

”Hvis du, selvfølgelig hvis det er du laver derinde, ser min familie, vil du så ikke være sød at hente mig? Åh gud, tror du, de er der? Jeg ved godt, du har bedre ting at tage dig til, men Alex, vil du ikke nok?” rablede jeg løs, mens tårene begyndte at vælde op i mine øjne. Det var, som om min krop blev revet op indefra, da jeg endelig tog hul på den byld, der havde været der hele dagen. Sorgen over mine forældre og min lillebrors død. Alex’s ansigt gik fra hårdt til medlidende, og han trak mig ind til sig. Jeg hulkede ned i hans skulder og kunne ikke lade være med at forestille mig dem, døde.

”Shh.. Beth. Jeg troede, du rejste alene. Du sagde ikke, at du var sammen med nogen?” sagde han stille, mens han holdt mig ind til sig og strøg min ryg beroligende.

”Jeg ville nok ikke acceptere det.. Du ved, jeg sad rigtigt længere nede i flyet,” jeg snøftede, ”Jeg var tilfældigvis oppe og blev placeret ved dig..” Han vuggede mig stille og roligt fra side til side, og jeg kunne mærke roen og fatningen finde tilbage igen.

”Du skal nok klare den,” jeg kunne mærke, at han så på mig, ”Jeg skal nok se efter dem, men jeg aner ikke hvordan de ser ud.” Jeg nikkede og gav ham en mindre beskrivelse af dem hver især, selvom jeg kunne spotte det tvivlende blik i hans øjne. Inderst inde vidste jeg også godt, at ikke alle ligene var i særlig god stand, men noget i mig håbede på et mirakel.

Jeg tog en dyb indånding, tørrede øjnene og så over imod området med de syge, hvor Janice gik rundt. Hvis jeg ikke kunne hjælpe i flyet, kunne jeg måske være til hjælp for Janice? Jeg bevægede mig tøvende hen imod sygepladser og lod blikket glide over de forskellige skader. Flere var virkelig alvorlige, og bare synet af dem fik min appetit til at forsvinde. Jeg tog mod til mig og gik helt hen til Janice.

”Janice, kan jeg hjælpe med noget?” Det var ingen hemmelighed, i hvert fald ikke for mig selv, at jeg følte mig nyttesløs. Jeg brød mig ikke om at sidde og se passivt til, mens alle andre farede rundt. Også Janice gav mig et vurderende elevatorblik, men hun så ikke så afvisende ud som Alex.

”Det må du meget gerne,” sagde hun og virkede næsten lettet. ”Vil du ikke fugte et stykke stof og få kølet hovederne af på dem, som har feber?” Jeg nikkede og gik øjeblikkeligt over efter stof, lykkelig efter at blive sat i gang med noget.

❅❅❅

Det var - mildt sagt - en skide kold nat. Da det blev mørkt, trak hele flokken ind i enden af flyet, hvor alle de sårede også var blevet flyttet ind. Jeg følte mig ikke særlig godt tilpas blandt de ukendte mennesker, så jeg lagde mig så langt op ad flyets side, som det overhovedet var muligt. Alle lå på tøjstykker og enkelte på sæder, for ikke at komme i kontakt med den iskolde bund, der var i flyet. Jeg havde valgt at lægge mig på en enkel trøje, og der gik ikke særlig lang tid, før jeg blev klar over, at jeg ikke ville komme igennem natten i live, hvis jeg skulle ligge der. Kulden gik direkte igennem trøjen, ind under mit tøj og videre helt ind til knoglerne. Jeg prøvede ihærdigt at holde mine kæber i ro, men der gik ikke lang tid, før mine tænder klaprede ukontrolleret.

Som reaktion på lyden, rejste en skikkelse sig fra den tæt sammenslyngede mængde og kom hen til mig. Jeg fulgte den nøje med blikket og kunne inden længe konstatere, at det var Alex. Han satte sig på hug ved mig, og hviskede: ”Kom med herover. Du fryser.” Mit svar blev et klaprende ’okay’, og jeg rejste mig langsomt. Han rakte mig sine hænder, og jeg var gispede ved den varme kontakt. Vores ånde stod ud i luften som tåge og understregede blot, at det var voldsomt koldt.

”Kom”, sagde han og lagde han svag vægt på mine håndled og fik mig derved til at følge med ham. Jeg havde svært ved at styre min kolde krop, men han korrigerede mig, når jeg ved at træde på nogen af de sovende personer, der var lige ved siden af mine ben.

Da han stoppede op i midten af menneskeklyngen og vendte sig om mod mig, var jeg på ingen måde forberedt. Jeg opdagede det for sent og mistede balancen, så jeg væltede ind i ham. Vi var begge lige ved at miste balancen, men fik rettet op på den i sidste sekund, da han greb fat ved mine skuldrer og pressede os bagud.

”Sorry,” hviskede jeg så lavmælt som muligt. Jeg kunne se hans læber forme et svagt grin i genskæret fra sneen. Jeg var lige ved at skubbe til ham igen, men han fangede min opmærksomhed ved at pege ned på gulvet - der hvor han stod. Jeg fulgte hans hånd med blikket og spottede med det samme Harry, som lå på noget, jeg umiddelbart ville kategorisere som et iturevet sæde. Det hvide fyld fra stolen lå ud over det hele, og jeg kunne kun forestille mig, at det var blødt.

Et puf i min side fik mig til at se op på Alex, som så meget sigende ned på Harry og pegede igen. Jeg tog en dyb indånding og gik i knæ for ikke at bumpe ned ved siden af ham.

Da jeg kom ned i en meters højde, gik det op for mig, at Harry var vågen - han sov ikke. De mørke øjne hvilede på mig, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt utilpas. Det resulterede i endnu et puf fra Alexander, som stadig stod op, og tydeligvis gerne ville sove. Jeg skævede en sidste gang på øjnene, inden jeg mærkede efter med hænderne på det bløde underlag og gled ned med ryggen til ham. Jeg havde knapt fundet mig til rette, før jeg blev korrigeret af en hånd om mine hofter, som trak mig helt ind til en meget varm krop. Kontakten kom fuldstændig bag på mig, men jeg nåede ikke at tage afstand igen, før Alex havde lagt sig ned foran mig, og derved låst mig fast mellem Harry og ham. Jeg kunne mærke mit hjerte banke i mit bryst, mest af alt fordi det på alle måder overskred mine grænser.

Bag mig strakte Harry hovedet frem og hviskede sagte: ”Godnat, Beth.” Varmen strømmede igennem mig ved hans ord, mest af alt fordi det næsten blev for intimt. Kontakten med hans krop bag mig og Alex’s foran mig var nok til at gøre mig helt svimmel. Normalt var jeg kun så tæt på min kæreste, Ty. Jeg sukkede kort, forsøgte at lukke af for tankerne og tænke på den nødvendighed, det egentlig var. For overlevelse.

❅❅❅

Jeg var stået op et godt stykke tid før de andre. Solen var kommet over de enorme bjerge, og mine tanker havde ikke tilladt mig meget søvn. I løbet af natten var lugten af lig og blod også begyndt at gå mig på, så jeg til sidst bare måtte ud. Jeg havde løsrevet mig forsigtigt fra Harrys greb og forsigtigt manøvret mig forbi den sovende menneskemængde.

Så nu sad jeg udenfor på en af de sæder, der var taget ud fra flyet, mens mine tanker strakte sig vidt og bredt. Solen var ikke vildt varm endnu, men det var stadig varmere end inde i flyet. Jeg sad i mine egne tanker, og tænke på Ethan og mine forældre. Små tårer løb ned af mine kinder, og det var en lettelse ikke at holde sorgen tilbage.

Mine tanker faldt også på Ty. Jeg savnede ham, og jeg håbede ikke, at han var syg af bekymring. Mest af alt ville jeg bare gerne have muligheden for at ringe til ham og resten af min familie for at fortælle dem, at jeg var ok. Og hvor vi var. Desværre var der ingen forbindelse, og min mobil havde for længst tabt strømmen i den bidende kulde.

Da jeg pludselig hørte slæbende skridt komme uden for flyet, snøftede jeg kort og tørrede tårerne væk. Jeg ville ikke have, at nogen så mig sådan her. Sådan var det bare for mig: Jeg hadede inderligt at være svag, især over for andre mennesker. Uanset om det gjorde mig menneskelig eller ej, så var det nok en af de ting, jeg afskyede mest, grundet en blottede og nøgne følelse jeg fik. Det var nok den største udfordring i øjeblikket, og jeg brød mig ikke om de ryk, der skete med mine grænser hver dag.

En rømmen fik mig til at se op og møde de grønne øjne, der havde set på mig i nattens mørke.

”Godmorgen,” sagde han kort, inden han satte sig ned på et sæde ved siden af mit.

”Godmorgen,” fik jeg sagt lidt halvkvalt. Jeg så hurtigt ned, hvorefter jeg fandt hans blik. Han så på mig. Ikke stirrende, bare.. Overvejende.

”Du er ret intimiderende, at du ved det,” mumlede jeg, mest af alt henvisende til hans blik.

”Genererer det dig?” spurgte han, med en nysgerrighed, der slet ikke var til at spore i går. Jeg overvejede hans spørgsmål nøje og besluttede mig for at ignorere det. Det var et underligt spørgsmål.

”Tror du, vi nogensinde kommer herfra?” spurgte jeg i stedet.

”Du snakker udenom.”

”Ja, det var et mærkeligt spørgsmål.”

”Så vil jeg gå ud fra, at det ikke gør.” Jeg klemte øjnene lidt sammen og spidsede trodsigt læberne.

”Nå,” svarede jeg kort og lænede mig tilbage i sædet uden at tage speciel notits af hans ord. Med hånden skyggede jeg for solen for at se toppen af bjergene. Der var stille imellem os lidt, indtil han brød det.

”Har du sovet godt?” spurgte han roligt og foldede hænderne i skødet. Han så væk fra mig og fulgte mit blik på bjergene.

”Hvad er der med alle de spørgsmål?” spurgte jeg, ”I går sagde du nærmest ikke et ord.”

”Jeg ved ikke, hvor længe vi kommer til at være her, og vi kan lige så godt få det bedste ud af det.” Han så hurtigt over på mig med et roligt blik. Men jeg var ikke overbevist. Han lød ikke overbevisende. I går var han tydeligvis mærket af noget, som i dag lå længere inde bag hans facade.

”Det har du ret i,” fik jeg sagt og lænede mig tilbage med lukkede øjne for at nyde solen.

”Så sov du godt?” spurgte han igen.

”Mmh.”

”Godt du gjorde, det gjorde jeg ikke,” sagde han, og jeg må indrømme, jeg blev overrasket over svaret. Jeg så undrende over på ham.

”Hvad?”

”Du lå på min arm. Hele natten.” Det lignede, han var dybt seriøs.

”Nope, jeg lå ikke på nogen arm. Og hvis jeg gjorde, kunne du have fjernet den,” svarede jeg, forsvarsberedt. Hans intimiderende blik lå igen på mit trodsige ansigt, og jeg skulle lige til at sige noget mere, inden han smilede varmt og blinkede til mig.

”Bare rolig Beth, jeg sov også fint. Det var væsentlig bedre at sove i ske med dig frem for Alex.” Jeg så på ham med hævede øjenbryn usikker på hans seriøsitet., men kunne ikke lade være med at smile hovedrystende af ham.

”Du er mærkelig, Harry,” konstaterede jeg og rullede øjne, da han lo af mig, netop som der lød en masse fodtrin mod den knasende sne. Jeg drejede hurtigt hovedet og kunne se, at størstedelen af de mennesker, der havde siddet udenfor i går, var kommet ud.

Lige så hurtigt, som jeg havde set på dem, vendte jeg nu hovedet væk for at se på bjergene. Harry og Alexander var de eneste, jeg var nogenlunde trygge ved indtil videre, og de andre sagde mig faktisk ikke så meget. Ud over den lyshårede leder og Janice. Derudover var også 20-25 stykker, jeg ikke kendte navnene på, så det var svært at gennemskue.

Jeg skubbede til Harry med albuen og nikkede hen imod den lyshårede, som netop var kommet ud.

”Hvad hedder ham der?” hviskede jeg, nysgerrig efter hans navn.

”Det er Lenny.” Jeg nikkede og følte igen en lettelse over den lederrolle, han spillede i øjeblikket.

Sammen med den større flok, som satte sig i en cirkel igen, kom Alexander ud fra flyet og gik direkte hen mod mig og Harry. Det var tydeligt, selv på den måde han gik, at han var noget ældre end os. Han var moden og selvsikker. Selvom han var på højde med Harry, var bare noget meget voksent over ham, som jeg ikke kunne sætte en finger på. Hans skæg måske. Det var i hvert fald en af de store kontraster imellem dem.

Han kom helt over til os og satte sig på min venstre side, så jeg havde Harry på den højre. Han hilste kort, inden den lyshårede mand, der havde fundet tøj frem til mig dagen før, tog ordet. Han, Lenny, var nok i starten af 40’erne, høj og muskuløs. Han var beskidt i ansigtet, men de få rynker og ar fik ham til at fremstå vidende og autoritær. Det virkede naturligt for alle, at han holdt overblikket og kom med forslag til ændringer. Alligevel var der noget ubehageligt ved ham, og den måde han talte på, som jeg ikke brød mig om.

”Godmorgen alle sammen,” startede han. Jeg spottede Harrys kort blik på mig, og jeg vidste, at vi begge tænkte tilbage på vores samtale før… Hans drillende gemyt var kommet noget bag på mig i kontrast til den stille og sørgmodige mand dagen før.

Lenny fortsatte: ”Jeg foreslår, at vi bruger dagen på at flytte og begrave resten af de døde, der endnu ligger i flyet. Flere føler sig dårlige ved at gå derind, som det er i øjeblikket, og vi skal helst ikke miste flere, end vi allerede har gjort. Vi har brug for læet for at kunne overleve.”

Hans afsluttende ord var starten på fuldstændig stilhed. Ingen sagde noget, men flere nikkede enigt til hinanden. Selvom jeg helst ville undgå kontakt med ligene, måtte jeg give Lenny ret i, at det var ubehageligt at være i rum med døde mennesker. Lugten blev heldigvis holdt nede af kulden, men det gjorde det ikke mindre forkert.

Lidt summen begyndte rundt omkring og flere begyndte at diskutere det. Alex lignede en, der gerne ville være med i snakken, men i så fald havde han sat sig det forkerte sted. Jeg var nok den yngste og så kom Harry. Resten var i hans aldersgruppe og helt op til de 45-50 årige.

Lenny havde været nede på hug for at diskutere det i øjenhøjde med flere, men brød han atter ind og skabte stilhed mellem os alle. Jeg brød mig egentlig ikke om, at det foregik på denne måde, men det var bedre end ingenting. Lenny var handlekraftig, modig og sagde sin mening. Min fornemmelse sagde mig, at det kunne gøre en forskel herude i ingenting.

”Vi flytter ligene i dag. 18 af os er i stand til at udføre fysisk arbejde, så det kommer nok til at tage hele dagen.” Han så kort rundt på os alle og noterede sig tydeligvis, at de fleste nikkede, inden han fortsatte: ”Kvinderne kan frit vælge mellem at begrave de døde under sne eller at hente ligene ud, men jeg skal bruge mindst tre mænd til at begrave udendørs. Hvem melder sig?”

Nærmest inden han havde spurgt, var tre hænder i vejret, så det var nærmest afgjort på forhånd. Han nikkede tilfredst og fik så hurtigt sat alle i gang.

Jeg skævede over til Alex og Harry, som begge skulle ind og hente ligene ud. Lenny havde sagt, at kvinderne havde frit valg, og jeg regnede da med, at jeg var under den kategori - og jeg ville uden tvivl gå med Alex og Harry.

”Hvad vælger du, Beth?” spurgte Alex og kørte en hånd gennem sit lange, fedtede hår for at få det væk fra panden. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig.

”Jeg går ind sammen med jer,” sagde jeg, lidt tøvende. Jeg ville helst være sammen med de to, så det var ikke et svært valg egentlig. Ligene var jeg bare ikke fan af, men der var ikke stor forskel på at hente og begrave. Han nikkede og rejste sig så nærmest samtidig med Harry. De førte an, mens jeg gik stille bag dem og samlede mine tanker. Alex havde ikke set nogen derinde som passede på den beskrivelse, jeg havde givet ham dagen før, så chancen for, at de var der, eksisterede stadig.

Vi passerede indgangen, hvor Lenny stod og dirigerede. Han sendte drengene ind med det samme, men da han så mig, tøvede han og så vurderende på mig, fra top til tå.

”Skal du ikke ud til kvinderne? Det her er ikke noget for piger.” Han skulle lige til at puffe mig ud af flyverens åbning, men jeg rykkede mig tilbage.

”Nej tak,” sagde jeg spidst, lidt overrasket over hans diskriminerende udbrud, så han fik en vred rynke i panden. Nok ville han mig det bedste, men han skulle ikke tro, at han skulle lege min far eller tale nedgørende til mig og mit køn. Selvom jeg var den eneste kvinde, der ville hjælpe til i flyet, kunne jeg ikke se problemet. Dog kunne jeg tydeligt se på ham, at han holdt noget tilbage bag det irriterede ansigtsudtryk.

”Du går ud til de andre - og det er ikke til diskussion.” Han sendte mig et skarpt, irettesættende blik, som jeg blot ignorerede. Jeg kunne høre mændene bag mig tale lavmælt med mit navn på læberne, og normalt ville jeg blive påvirket af det. Men den direkte provokation, Lenny havde smidt i hovedet på mig, gjorde mig blot endnu målbevist. Harry og Alex var gået ind, så jeg kunne ikke få deres støtte. Jeg så en sidste gang på ham trodssigt, mens hans ord fra før ringede i mine øre: ”Det her er ikke noget for piger.”

Med et stramt ansigtsudtryk gik jeg til højre og om på bagsiden af flyet. Jeg kunne høre ham lade resten af mændene komme ind i flyet, og provokationen irriterede mig grænseløst. Men jeg fik ikke lov til at spekulere over ham længe, nærmest øjeblikkeligt fik jeg smidt et stykke metal i hånden, så jeg kunne hjælpe med at grave.

Der kom det ene lig ud efter det andet, stivfrosne i forskellige positioner, og jeg holdt øje med hvert og et ud af øjenkrogen. Gravearbejdet var kedeligt, og det tog lang tid. Lenny sendte flere mænd ud til os, og det fik det til at gå mere glat. Nærmest per automatik fik vi gravet grav efter grav for derefter at dække dem til igen.

Jeg kom først til ud af trancen, da jeg spottede Harry og Alex komme med ud med en dreng, der ikke kunne være andre end Ethan. På lang afstand sendte de to unge mænd bekymrede blik i min retning, og jeg glemte både tid og sted med det, jeg var i gang med. Med blikket fæstnet på liget, rejste jeg mig og løb hen til dem. Jeg kunne høre Alex sige - ”det var det jeg sagde” - til Harry, men det virkede pludselig, som om det var meget langt væk. Jeg studerede Ethans stilfærdige ansigt, som havde fået en blålig nuance. Han så fredfyldt ud. Jeg lagde ikke mærke til de tårer, der strømmede ned af mine kinder. Selvom synet af ham skabte røre og uro i mig, var det også som om en brik faldt på plads. Jeg behøvede ikke at spekulere på hans skæbne mere, jeg vidste, at han med garanti havde mere fred nu. Med en dyb indånding samlede jeg mig selv sammen igen, tørrede tårerne væk og nikkede langsomt. Harry og Alex løftede ham igen og lagde ham i sne-graven.

Jeg kunne mærke en beroligende hånd lægge sig på min skulder, da jeg med rystende hænder begyndte at hælde sne over ham. Det var lige ved at få mig til at bryde sammen igen, men jeg så ud i det hvide landskab og tog en dyb indånding. Jeg forsatte, men tog mig god tid. Hånden forsvandt efter lidt tid, og jeg så aldrig om det var Harry eller Alex.

❅❅❅

Solen var ved at gå ned bag bjergene, og alle var udmattede, da mændene kom ud og proklamerede, at der nu ikke var flere tilbage i flyet. Mit hjerte sank i mit bryst. Mine forældre var ikke blevet fundet.

Tårerne væltede ud af mine øjne, mens jeg sad der. Alex holdt om mig og trøstede mig. Han sagde ikke noget, men det satte jeg blot stor pris på. Jeg følte, at alt var taget fra mig. Sorgen havde først ramt nu, og den havde ramt med et hårdt og rent slag. Som en syngende lussing. Jeg måtte tage mig selv i flere gange at overveje, om det havde været bedre at dø i styrtet. Det gik i det mindste hurtigere end at fryse ihjel. Vi havde kun været her i 2 dage, og vi havde knapt fået noget mad. Så hvis ikke af kulde, så af sult.

Det var, som om Alex kunne mærke mine dystre tanker. Han strøg min ryg og spurgte: ”Hvem har du derhjemme?”

Jeg hævede hånden og tørrede et par tårer væk med et snøft. ”Min kæreste, farmor og farfar,” hviskede jeg og blev blot endnu mere trist ved tanken. Dem ville jeg formentlig aldrig komme til at se igen.

”Vi bliver snart reddet, Beth. Du kommer hjem til dem igen.” Han kiggede ned på mig med et fattet blik, inden han lænede sig frem og kyssede min pande med sine sprukne læber. Jeg kunne mærke, at gråden begyndte at trække sig lidt, og der faldt lidt mere ro over mit sind, selv det allerede var spredt ud over alle vinde - dog ville jeg mest af alt helst have drejet samtalen væk fra mig selv. Det gjorde alt for ondt.

”Hvad med dig, Alex?” Jeg snøftede og så op på ham. En smule overraskende spottede jeg hans fugtige øjne, og det gjorde mig i tvivl. Havde han også mistet nogen i styrtet?

”Jeg har mine forældre og en søster tilbage,” sagde han sørgmodigt og kiggede kort væk for at samle tankerne.

”Mistede du nogen?”

”Nej,” sagde han. Jeg kunne se på ham, at han havde mistet nogen. Hans læber bævrede let, men han tog sig hurtigt sammen. Han viste sjældent nogen form for følelser.

”Vi skal nok blive reddet,” konstaterede han, da der havde været stille lidt imellem os, og nikkede for sig selv. Det lød mest af alt som om, han prøvede at overbevise sig selv. ”Før eller siden flyver der et fly over os og finder os. Bare rolig Beth.” 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...