flood. - h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2016
  • Opdateret: 10 jul. 2016
  • Status: Igang
Det, der starter som en helt normal familieferie for familien Lynn, tager en tragisk drejning. 19-årige Beth lever ellers livet i udkanten af London med job, kæreste og lejlighed, da hendes mor tilbyder en ferie til Chiles hovedstad, Santiago. Familien når dog aldrig destinationen, og Beth bliver tvunget til at kæmpe for sin egen overlevelse. En kamp, som kommer til at kræve alt - og mere til - af hende, når også menneskets egoisme for egen overlevelse ser dagens lys. STØDENDE OG VOLDSOMME SCENER FOREKOMMER.

1Likes
3Kommentarer
464Visninger
AA

3. dag 1

dag 1

pain changes people

Jeg rykkede mig forsigtigt i sædet og fik øjeblikkeligt et stød op igennem min højre hånd. Jeg stønnede let ved smerten og lagde forsigtigt min hånd ned igen. Der var fuldstændig stille. Det eneste, jeg kunne høre, var en form for susen. Ingen snak, ingen lyde. Var jeg død? Min krop virkede følelsesløs. Jeg bevægede min højre hånd igen.

Smerten var ikke gået væk.

Jeg trak vejret dybt ind og sad helt stille. Hvor var jeg egentlig? Hvad var der sket? Stilheden gav intet svar. Ved en mindre kraftanstrengelse løftede jeg min venstre hånd og lagde den imod min pande. Hånden var isnende kold imod min brandvarme pande, og chokket fik mig til at slå øjnene op.

Der var sorte plamager for mine øjne, og jeg måtte blinke adskillige gange, før jeg så flysædet foran mig. Jeg var i et fly. Lige så langsomt begyndte min hjerne at fungere igen, og jeg huskede, at jeg havde været på vej til Chile. Flysædet foran mig var stadig blåt og hvidt, men havde nu pletter af en rød substans. Det ellers fine betræk bar præg af hård behandling, og flere steder var der hul ind til foret. Jeg lod mine øjne glide fra stolen mod højre og så intet andet end 3 tomme stole. Der lå blod på flere af dem.

Min krop frøs. Blod. Det var også det, der var på stolen foran mig. Jeg kiggede ned af mig selv, blod. Min hvide trøje var plettet af blod, fuldstændig ligesom min venstre hånd. Jeg kunne ikke se, hvor det kom fra. Mere forvirret kiggede jeg tilbage på de 3 stole. Hvis der var blod der, måtte der have været mennesker - og hvor var de nu? Overbevisningen om, at jeg var død, begyndte at bide sig mere og mere fast i mig. Hvis jeg var helt alene, måtte jeg vel være død? Hvis jeg ikke var, hvor var alle andre så?

Uvidenheden og angsten steg mig mere og mere til hovedet for hver eneste gang tanken strejfede mig. Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at gå i panik - og kun troen på, at jeg var død, afholdt mig fra det i øjeblikket. For at få det fulde overblik, lod jeg langsomt mit blik glide til venstre, mod midtergangen.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Et skrig, der fik hele min krop til smerte ved anstrengelsen, forlod mig, uden jeg selv havde kontrol over det. Det virkede næsten fremmed. Som om jeg stod og så på mig selv fra afstand.

Synet, der havde mødt mine øjne, var forfærdeligt. Det mindede mig om en massakre. Flyets hvide side var smurt ind i blod, og det var intet i forhold til de 3 mennesker, der stadig sad på sæderne. Jeg kunne se blodet pible ud fra store sår, og flere af deres lemmer sad i skrækkelige vinkler. De var alle tre badede i blod. Det bagage, der lå på skødet af dem, var grunden til lemlæstelsen. Bagagen havde løsrevet sig fra de øvre rum i flyet og var haglet ned over passagerne i venstre siden. Den store kraft, de havde ramt med, havde dræbt deres ofre på stedet.

Skrækken havde boret sig så langt ind i mig, at jeg ikke opdagede, at tårerne løb ned af kinderne på mig. Jeg dækkede mit ansigt med hænderne uden hensynstagen til min ømme højre hånd, og lod frygten rase igennem mig. Mest af alt fordi forsøgte jeg at undgå det grusomme syn igen. Min puls farede af sted, og jeg følte mig så forbandet alene, og stedet, kulden, ligene: det hele skræmte mig. Tårerne trillede ned over mine kinder, jeg råbte og græd i afmagt, og det virkede ikke som om noget nogensinde ville ændre sig. Jeg følte mig så forbandet magtesløs, og der var stille som i graven. Kabinen gjorde mig nærmest klaustrofobisk, der virkede som om alt indtog min hjerne og blev større og større.

Klaustrofobien fik mig til at hive og flå i den sele, der holdt mig fast. Jeg tav let og hulkede svagt, da jeg igen tog fat om selen for at få den fri - men lige meget hvad, ville den bare ikke give sig. Den var kommet i klemme, efter mit armlæn var blevet bøjet ned. Jeg prøvede ihærdigt at holde hulkene inde, men det var som om, jeg tabte vejret flere gange og var nød til at hive efter det for at få det igen. Mine stive fingrer kæmpede stadig en hård kamp med selen uden resultatet, og jeg begyndte langsomt at give op.

Den hånd, der pludselig lagde sig på min skulder, gav mig et gevaldigt chok, og jeg så så hurtigt op på personen, at jeg kunne det smerte i min nakke.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet. Manden med leen måske. I stedet mødte jeg et par slørede grønne øjne, et beskidt og blodigt ansigt. Uregerligt og fedtet, brunt hår, som var han lige stået op. Han havde i hvert fald 5 lag tøj på, og det så ret mærkeligt ud.

”Er du okay?” spurgte han med en karakteristisk, britisk accent. Jeg blinkede et par gange, så væk og skulle først forlige mig selv med tanken om, at jeg faktisk var i live. Det var virkelighed, og jeg var et sted, som jeg ikke kendte. Da jeg atter kiggede på ham, havde jeg for længst glemt spørgsmålet og spurgte ham i stedet:

”Kan du få mig fri?” Jeg kunne næsten ikke kende min egen stemme, men det var betryggende, at den stadig var der. Han nikkede stilfærdigt og så sig omkring, formentlig efter noget at skære selen op med. Hele hans tilstedeværelse havde lagt en dæmper på min frygt, selvom jeg udmærket kunne huske, hvad der gemte sig bag ryggen af ham. Det var betryggende, at jeg ikke var alene.

Han samlede et stykke metal op fra gulvet, og det så skarpt ud. Jeg tog mig selv i at skæve nervøst op på ham og kniven, men udsigten til at blive fri fra sædet, gjorde, at jeg ikke kunne sige nej.

”Sid helt stille,” mumlede han med en hæs stemme og holdt min venstre lår fast, presset over mod højre, så han kunne skære. Det var mere besværligt, end det så ud til. Metallet var en elendig kniv og svært at holde på. Selen var kraftig, og det tog lang tid at få skæret den over. Jeg kunne mærke en begyndende krampe i det lår, han holdt fat i, men jeg sagde ikke noget til det. Det var ikke værre, end den kulde jeg langt om længe var begyndt at mærke. Da jeg tog hjemmefra virkede en T-shirt som det oplagte valg, men pludselig gav hans mange lag tøj fuldstændig mening: Det var hamrende koldt. Det forklarede mine iskolde hænder, og at jeg ikke følte nogen voldsom smerte. Mine tænder begyndte ufrivilligt at klapre i kulden, mens manden forsatte med at skære løs.

Endelig gav selen sig, og jeg sukkede lettet.

”Kan du gå selv?” Han så skeptisk på mig, nok både på påklædning og de blodige pletter.

”Ja,” sagde jeg uden tvivl i stemmen. Selvtilliden bed dog voldsomt tilbage. Jeg rejste mig alt for hurtigt, og inden jeg havde set mig om, lå hans arm omkring mig og støttede mig.

”Det kan jeg se,” et kortvarigt smil spillede på hans læber. ”Prøv igen, jeg skal nok hjælpe dig denne gang.”

”Tak,” fik jeg sagt - og det var en underdrivelse. Armen omkring mig var ikke bare støttende, den var også varm. Det gav mig lyst til at putte mig langt ned under et bjerg af dyner foran en brændeovn. ”Du er virkelig varm.”

Jeg kunne næsten fornemme ham smile ved siden af mig.

”Vi har noget tøj udenfor, som du kan få. Så skal du nok få varmen igen,” sagde han roligt. Aldrig har varme klinget bedre i mine ører. Vi tog langsomme skridt fremad, og mine ben var langt mere svækkede, end jeg havde forventet. De var stive, og jeg havde svært ved at styre dem. Han skyndede ikke på mig, vi gik bare lige så langsomt ned igennem midtergangen. Den var ikke bred nok til 2, så vi gik nærmest sidelæns. Jeg forsøgt at holde fokus på ham og mine egne ben, men enkelte gange kiggede jeg det forkerte sted hen: Konstateringen var, at dem jeg sad overfor, langt fra var de eneste.

Jo nærmere vi kom udgangen, jo koldere føltes det. Jeg måtte virkelig bide tænderne sammen, for at de ikke klaprede. Først da vi kom til midten af flyet, gik det op for mig, at den anden halvdel manglede. Midterdelen fortsatte direkte ud i et hvidt landskab.

Jeg blev fuldstændig blændet først, både af sneen og den strålende sol. Også manden ved min side måtte holde sig for øjnene. Der gik et stykke tid, før jeg opdagede dem. Resten af de overlevende.

På venstresiden af flyet sad en lille gruppe af mennesker, og ved siden af dem lå flere ned på flysæder. Fere af hovederne var pakket ind i tøjstrimler for at stoppe blødninger. Der sad flere kvinder ved de skadede og hjalp dem med at holde sig selv i livet. Alt i alt, ville jeg skyde på, at vi var omkring 25 mennesker.

Da slog det mig - hvis der var mennesker i live, måtte mine forældre og Ethan også være her et sted. Manden bag mig virkede lidt forbløffet over mit pludselige stop.

Jeg spejdede og spejdede hen over de forskellige grupperinger, over de friske, de syge, kvinderne. Jeg kunne ikke se dem nogen steder. Der var ingen, der lignede dem. Realiteterne skyllede ind over mig, mens jeg ihærdigt prøvede at holde dem tilbage. Vi begyndte langsomt at gå igen. Jeg sagde ikke et ord.

Gruppen, der sad i en ring ved siden af de skadede, vendte sig ved synet af os. Stemningen var nedslående, og sorg og angst fyldte ansigterne. En mand med lyst hår rejste sig og gik hen imod os. Jeg genkendte ham ikke fra flyet.

”Hvor er jeg glad for at se endnu en i live. Følg med, så vi kan få dig i noget tøj.” Hans stemme var varm og venlig, og det blik han sendte mig var medlidende og varmt. Manden, der havde hentet mig i flyet fulgte med hen til bagenden af flyet, hvor flere kufferter lå åbne. Det lignede et kaos. Jeg var så optaget af at kigge, at jeg ikke så ham kaste tøj imod mig. Den mørkhårede strammede grebet om mig og støttede mig, så jeg kunne tage tøj på. Det var alt for stort, men jeg frøs nok til at være ligeglad. Jeg trak flere par bukser over mine egne, og da jeg kom til T-shirten måtte jeg indse, at den skulle af. Den var stadig fugtig af blodet, og den venlige lyshårede mand stod klar med en hættetrøje. Uden at tænke nærmere over det, hev jeg trøjen af og skyndte mig at få hætte trøjen over hovedet i stedet. Jeg fik endnu flere lag på, og jeg ved ikke, hvad jeg lignede til sidst - men det var det bedste, og det rareste nogensinde.

”Tusind tak,” sagde jeg, både rettet imod den lyshårede og den mørkhårede mand. Den lyshårede lo varmt, og så ud til at kende den lettelse, det gav.

”Det skal du ikke tænke på. Hvad hedder du?” spurgte han.

”Bare kald mig Beth,” sagde jeg og fulgte med de to mænd tilbage til cirklen af mennesker. Den mørkhårede placerede mig ved siden af en, jeg fandt bekendt. Jeg måtte kigge lidt på ham, ingen det gik op for mig. Det var den velklædte mand fra flyet, jeg havde siddet på række med til sidst. Nu lignede håret en rodebunke, og han havde, ligesom mig, enormt meget tøj på. Han så til siden, og jeg var på ingen måde skarp nok i hovedet til at kigge væk, inden han sendte mig et let smil.

”Du overlevede,” konstaterede han og afslørede sin stærkt amerikanske stemme. Jeg nikkede og kiggede op imod solen, som jeg inderligt nød. Sneen var stadig hamrende kold, men solen hjalp.

”Jeg beklager, vi ikke tog dig med fra starten. Vi var sikre på, at du var død.” Hans undskyldning fik mig til at se op på ham.

”Hvorfor?” spurgte jeg, uden den mindste smule venlighed.

”Det lignede, at du havde fået en kuffert i hovedet,” sagde han, overraskende roligt, ”og indtil videre, har vi ikke fundet nogen, der har overlevet det.”

”Har jeg fået en kuffert i hovedet?” spurgte jeg dumt og tog hånden op til min pande. Den var dækket af blod, da jeg sænkede den igen. Det var derfor, jeg havde blod på mig.

Manden fra før rømmede sig på min anden side. ”Vil du have et klæde til at binde omkring? Det ser lidt voldsomt ud.”

Jeg nikkede langsomt og spekulerede på, hvordan jeg mon så ud. Ligesom de 3 fra flyet? Sikkert.

Han kom hurtigt tilbage med et klæde, som jeg rakte ud for at tage imod. Han smilede let.

”Lad mig, du har slået din hånd,” sagde han. Og som om jeg ikke så dum nok ud i forvejen, sad jeg nu og stirrede ned på min højrehånd, som ganske rigtigt havde en lang revne i håndfladen. Han var hurtig, og bandt det iturevne lagen omkring såret i hovedet.

”Tak, nu ser jeg rigtig godt ud,” smilede jeg svagt. Han gengældte det kort. ”Kom med din hånd, så binder vi også den ind.”

Jeg rakte hånden til ham, og igen bandt han den ind uden problemer. Hans omsorg for mig fik sorgen til at nage, men jeg gjorde det bedste for at ligge den i baghovedet, selv om jeg godt vidste, jeg ikke kunne undgå den for evigt. For at komme på andre tanker kiggede jeg hurtigt rundt på de overlevende og kunne konstatere at størstedelen var mænd. Kun enkelte kvinder sad i cirklen.

Til sidst faldt mit blik på manden på min venstre side, som havde bundet mig ind: Jeg smilede kort, ”Hvad hedder du?”

”Harry,” svarede han kort uden at kigge direkte på mig.

”Tak Harry,” Han så hurtigt op på mig med sine sørgmodige grønne øjne, inden han kiggede væk igen.

”Og hvad er dit navn?” lød det fra højre siden af mig. Jeg vendte mig om, for at kigge på den nu knapt så velklædte mand. Hans brune øjne betragtede mig nysgerrigt, og smilet mindede om det, han havde sendt mig på flyet.

”Beth,” sagde jeg med et lille nik, inden jeg så direkte på ham igen. ”Og du hedder?”

”Mit navn er Alex.” Jeg så overvejende på ham.

”Som i Alexander?”

Han nikkede.

”De formelle navne forsvandt vidst med flystyrtet. Du kan bare kalde mig Alex.” Jeg nikkede og smilede.

”Okay, Alex.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...