Old Money

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Færdig
Let me put on a show for you, daddy

1Likes
0Kommentarer
123Visninger

1. Old Money

 

Da hun så den blå bil køre ind i naboens gård, stoppede hendes hånd midt i bevægelsen, og sammen med den døde den taktfaste lyd fra kniv mod spækkebræt ud.

Hendes mand så op fra avisen. Det var aften. Han var sulten, de havde ikke spist siden frokost. Han fulgte hendes blik ud af vinduet.

”Nye naboer,” konstaterede han.

Hun sagde ikke noget, genoptog bare.

Han så på hende i noget tid. Hun kunne godt mærke hans blik. De blødeste dun i det nederste af nakken blev fugtige ved hans kiggen. Hans åndedræt ind mod hende. Hun kunne ikke sove om natten. Hun løftede op i håret, og viskestykket tørrede følelsen af rindende udåndingssaft væk.

Han blev ved med at iagttage hende. Hun krummede tæerne, bed tænderne. Han tog en indånding og skulle til at nævne det, da en af børnene stak i et hyl udenfor, og han lod det ligge, erstattede det med et tager du ham?

Hun tørrede kniven fri for kyllingevæde og gik ud af køkkendøren, der knirkede hver gang, man åbnede den halvvejs.

Med hånden skyggede hun for junisolens hvide blindværk, mens hun spejdede efter drengen. Fingrene tirrede en blå hortensias blomst af et bundt, som de havde plantet sammen sidste sommer, mens hun kaldte:

”Seba?”

Hun gav slip på planten og trådte lidt længere ud. Det var en regel, at man havde sko på, når man begav sig på terrassen.

”Seba?”

Hun nød at lade dem ligge i entréen.

Solen prikkede til hendes Hellerup forretningskvindehud. Hun kunne ikke se drengene nogen steder, varmen var styg, hun rystede let. Havde hun husket at give dem solcreme på?

Seeb?

Hendes stemme var vasen, han havde kastet efter hende i fjor, der var ingen spor af tilbageholdenhed at finde. Hun trådte ud på græsplænen, vendte hovedet højre, venstre, højre, sveden kom.

”Han er her, mor,” peb en stemme, der var lige så ynkelig som et vådt gulvtæppe med porcelænsskår. Gustav knælede ved siden af en sort klump, og som en høg, der kaster sig over sit bytte, var hun hos drengen.

”Gå ind til far og sig hvad der er sket.”

Han tøvede, det var klart.

”Af sted med dig,” viftede hun.

Sebastian lå bag et tæt krat, forkrøblet og med en lidende grimasse. Det var ikke til at sige, om han var en krokodille i dag.

Hun hev det hele til side for at nå til ham, nælderne og tornene og det stikkende, og det måtte hun alligevel give ham, det var stygt. Hun fandt fodfæste, lænede sig, rev sig, hev ham op.

”Så,” trøstede hun, mens hun satte ham på hoften. Han dirrede og vædede hendes skulder. Det var et stjålent øjeblik, mor der kaster sig gennem det brændende for at redde sin søn.

”Det skal nok gå, jeg har dig.” Hun sagde det, som flammerne fik fat, først ved det umiddelbare, den første kontaktflade mellem lighter og papir (nælde og hud), den ene arms håndled, og derefter som sommergrill på terrassen fuf, og København brændte.

 

Hun begyndte at gå, prøvede at smøre jord på også, det hjalp lige meget. Hun trådte på sten og grankogler og fandt også ud af, at deres have havde fået tidsler.

 

”Goodeftermiddag.” Hun så op fra sin vej. De var gået forbi huset. Drengen stoppede med at græde og puttede sig ind til sin mors barm. De stod ved siden af den blå bil i favnen af et nåletræ. Hun tænkte på, at det nok ville komme til at drysse ind i efteråret engang.

Hun rømmede sig og så på den nye nabo. De hilste. Han hed Andrew og kom fra vestkysten af, og han var gammel nok til at være hendes far.

Hun undskyldte og gav ham hånden, og ved mødet mellem californisk ørken og dansk skovbrand, var der et eller andet, der smeltede sammen inde i hende. Det sendte kuldegys op gennem København, helt til det nordligste punkt, og der var to tvillingetårne, der kollapsede, men hun blev stående alligevel.

Han lænede sig ind over køleren, hun så draget på ham, og drengen gav sig i hendes arme. Hun overvejede et kort øjeblik, om det ville være bedre, hvis hun bare sagde farvel og tak og gik, men der var noget over den glatbarberede hage. Der var sommernætter og cashmere i hans stemme.

”Smut du ind til far,” hviskede hun i drengens øre og satte ham fri. Han så sig prøvende omkring, var det en test? Så spænede han af sted og så kun tilbage i døråbningen, men så ikke andet, end at hans mor så på manden og ikke på ham.

 

De snakkede om alt muligt, han fortalte om hans gamle bopæl på hjørnet af Sunset og Vine, og at han var helt vild med røde racerbiler. Hun følte sig fjollet, da han spurgte, om alle kvinder i Danmark gik i bare tæer udenfor. Han smilte. Hun kunne godt lide hans smil.

Så tænkte hun på, hvordan hendes liv havde set ud, hvis hun havde mødt ham, da hun havde rejst i upperstate New York og stadig havde ungdommens odds på sin side. De ville hurtigt være blevet kærester. De ville være smaskforelskede, han ville give hende fodmassage og lave Croque Madame til morgenmad. Der ville være meget drama til at starte med, hendes mor ville bestemt ikke synes om, at hun havde fundet sig en mand på alder med far. De ville blive gift i en moderne kirke, og de havde nok fået en dreng og en pige, og drengen havde været ældst. De ville være stoppet ved to, fordi hun også gerne ville have sin chefs titel, og derfor ikke kunne tage mere barsel. Det ville han støtte op om. Og børnene, de skulle have internationale navne, der stadig havde rødder til det danske, drengen Oliver eller Daniel måske, og pigen Clara, Astrid. De ville bo i en penthouse, måske over there, måske bare her, men de ville have haft et sommerhus tæt ved togstationen i Tisvilde. Der ville de tage op to gange om året, og hun ville gå i Birkenstock, og han ville se Tour de France i haven.

Pludselig blev hun draget til ham, urkvinden tog rettet, hun ville lugte hans cologne og trække i håret, mens hans tunge fik hende i gulvet, one two three knockout, lige nu og her på forsædet, på køleren, foran manden og ungerne, hun var ligeglad, hun ville dufte ham i nakken og sætte sig bag hans sorte motorcykel, direkte til Nevada. Dronningen af New York City igen.

”Du bløder. Skal jeg hente a plaster?” Den amerikanske accent var skarp. Hun så ned ad sig selv.

”Ellers tak.” Hun rystede på hovedet, mest af sig selv.

De sagde farvel, da solnedgangen slog dem, og den lille by blev hyllet i orange. Skinnet gav genskær i bilens mørke ruder, da hun så sig tilbage efter ham, og hun forestillede sig, hvordan det sorte læder ville brænde hendes knæ, når han tog hende i bilen, da hun åbnede køkkendøren. Den knirkede. Drengene var ikke til at se. Hendes mand så op fra avisen.

”Bliver den kylling til noget?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...