Let Me Go

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2016
  • Opdateret: 6 jul. 2016
  • Status: Igang
Kærlighed, den mest magtfulde magi på jorden. Tiffany Johnson er en 19 årig pige, hendes store passion er at danse og at spille Violin. Aldrig har hun oplevet kærligheden, men når den populære charmør, Justin Bieber møder hende ændre det sig. Selvom de snart har gået på samme skole i tre år, har han aldrig lagt mærke til hende, ikke før han ser hende gennem et vindue, hvor hun spiller Violin. Kærligheden begynder hurtigt, men når en slem ulykke opstår, hvad sker der så? *Justin Bieber er ikke kendt i historien,*

6Likes
6Kommentarer
918Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Ulykken

Tiffanys synsvinkel

Hjemme i Denver, på sit værelse, den 6 Juli 2018.

 

Mit blik var tomt. Jeg følte ikke spor, mens jeg kiggede ud ad vinduet fra mit værelse. Hvordan kunne en så lille ting, betyde så meget for mig? Eller en lille ting var det ikke, det galt min fremtid. Hvis jeg ikke kom ind, hvad skulle jeg så gøre med mit liv? Omkring fire måneder siden var jeg til optagelse prøve til Juilliard, og i dag ville posten komme med brevet, hvor der enten står at jeg er kommet ind, eller ikke. Min store passion er dans og violin. Jeg elsker de to ting så højt, og jeg ville ikke kunne leve uden det.

Min kæreste Justin var ikke meget for, at jeg gik til audition. Dog havde han en god grund til ikke, at synes om det. For det første ligger det i New York langt herfra. For det andet sagde jeg aldrig det til ham. Jeg ville bare ikke gøre ham ked af det, for jeg ved, at han ville tage det alt for personligt - især når det er så langt væk. Jeg ville bare ikke give ham falske forhåbninger om, at jeg skulle flytte, for det var slet ikke sikkert at jeg ville komme ind. 

Jeg tror aldrig, at jeg har set ham så skuffet, som jeg gjorde den dag. 

Mit smil kunne langt fra forsvinde. Jeg havde været til den vildeste optagelsesprøve til Juilliard. Hvis jeg selv skulle sige det, så gik det fantastisk - aldrig havde jeg spillet så godt. Jeg var så nervøs starten, alle som skulle til optagelsesprøve var fantastiske. Det var så nervepirrende, at se dem først, de var så gode alle sammen. Men da jeg først var gået i gang med at spille på min violin faldt jeg helt hen i min egen verden, det først da jeg stoppede med at spille, at jeg fandt ud af, hvor jeg egentlig befandt mig - det var helt utroligt. 

"Hvorfor er du så glad i dag, smukke?" spurgte Justin, jeg smilede blot til ham igen. 

Han vidste ingenting, det gjorde så ondt på mig, at jeg ikke kunne fortælle ham det. Jeg kunne i princippet godt, men min alt for store usikkerhed sad stadig i mig. Tænk hvis jeg ikke kom ind, så havde jeg givet ham falske forhåbninger. Juilliard ligger i New York, langt fra hvor vi bor - Denver i USA. 

"Det ved jeg ikke, jeg har vel bare verdens dejligste kæreste," svarede jeg, mens jeg smilede skævt til ham, med et glimt i øjet. Hvilket gjorde, at han selv smilede svagt. 

Hans ansigt kom pludseligt tættere og tættere på mit, og jeg vidste med det samme hvad han ville. Mine øjne lukkede sig, og lidt efter smagte jeg på dejlige bløde læber. Han har altid kysset som en drøm. Jeg trak mig svagt fra ham, og kiggede ham dybt i øjnene. På netop det øjeblik, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at fortælle ham sandheden - jeg kunne ikke holde ham for nar, i hvert fald ikke længere.

"Justin, der er faktisk noget jeg skal fortælle dig," sagde jeg, mens jeg kiggede ham seriøst i øjnene.

"Er der noget i vejen, Tiffany?" spurgte han bekymret.

"Du må virkelig ikke blive sur, men jeg har været til optagelse prøve til Juilliard, og jeg følte at det gik ret godt." sagde jeg hurtigt, hvor mit blik hurtigt var nede i mit skød. 

"Hvad har du? Juilliard ligger i New York. Hvad vil du have, at jeg skal gøre med min karriere. Mit liv er ligesom her, jeg kan ikke leve uden musikken i mit liv. Du ved jeg elsker bandet overalt på jorden." sagde han vredt og skuffet. 

Justin har altid elsket at spille på trommer, og lige nu er han med i band, som er ved at blive ret stort. Dog er det ikke mit problem, hvis han må følge sin drøm, hvorfor må jeg så ikke?

"Så det er kun dig der må følge din drøm eller hvad? Hvor egoistisk er du ikke lige? Det er ikke engang sikkert at jeg kommer ind, så lad vær med at blive så hidsig over ingenting. Desuden kan vi stadig være sammen, det ændre ingenting," sagde jeg, og prøvede virkelig at lyde sød til sidst, dog var det lidt svært, da jeg var blevet godt og grundigt gal over hans udtalelser. 

"Har du nogensinde haft et langdistanceforhold Tiffany? Det er forfærdeligt, og det går alle - ligesom alle andre langdistanceforhold," sagde han. Jeg så målløs på ham, hvordan kunne han få sig selv til at sige det. En begyndende stikken i et mit øje overtog mig, og før jeg havde set mig om røg den første tårer ned af min kind. Justin kiggede væk, og løb ud af hoveddøren. Var han seriøst lige skredet fra mig? IDIOT!

Mit ansigtsudtryk blev pludseligt mere trist, efter tanken om den dag. Heldigt for mig, kom Justin tilbage til mig et par timer efter og sagde undskyld for alt det han havde sagt. Det gjorde mig selvfølgelig rigtig glad, at han kunne se sin fejl. Han skulle lige nå at opfatte hvad det egentlig var han stod og sagde til mig. Jeg elskede ham jo.

“Tiffany skal du med ud og køre?” råbte min mor, jeg rullede blot med øjnene. Jeg skulle ikke ud og køre nu, når jeg vidste at postbuddet kunne være her når som helst.

“Nej,” råbte jeg tilbage.

Igen kiggede jeg ud ad vinduet, og ned på vejen. Det var svagt begyndt at regne, måske et tegn på at jeg ikke er kommet ind? Højlydte trin lød i mine ører, og lidt efter åbnede min dør. Mit blik vendte sig over mod døren, hvor min 9 årige lillesøster, Chloe stod.

“Vil du ikke godt tage med, for min skyld - jeg gider ikke være alene med mor og far,” jeg grinte blot lidt, men som altid når Chloe spørger mig om noget, giver jeg mig.

“Fint,” svarede jeg, hvor jeg hurtigt så et kæmpe smil på hendes svagt lyserøde læber. En dejlig følelse var i min mave, det gjorde mig altid så glad at se Chloe være glad, især når det er noget jeg har gjort.

Vi gik sammen nedenunder, hvor vi tog jakke og sko på. Vi satte os ud i bilen, hvor vi med det samme begyndte at køre.

“Må jeg ikke godt vælge musik?” spurgte Chloe om. Hendes musiksmag var ikke lige mig. Hun kunne lide det klassiske pop, hvor jeg mere kunne lide klassisk musik.

“Jo selvfølgelig,” svarede mor.

Chloe tog sin mobil op fra sine bukselommer, tog stikket som var tilsluttet til bilen. Efter lidt tid kunne man høre Rihanna med sit nye nummer “Work” ude i hele bilen. Det var ikke ligefrem lavt musik vi hørte i vores familie, det var altid skruet næsten helt op.

Jeg kiggede ud af bilruden, hvor man tydeligt kunne se at regnen var blevet en smule kraftigere. Tænk hvis brevet ligger derhjemme lige nu, tænk nu hvis jeg er kommet ind. Juilliard har altid været min store drøm, og nu går den måske i opfyldelse. Jeg kunne pludselig hører nogle skrig, jeg kiggede med det samme ud af forruden, hvor en stor sort bil var næsten henne ved os. Før jeg kunne nå at se mig om, rystede vores bil voldsomt, og pludselig blev alt sort.

 

________________________________

Det var første kapitel, håber i bedre kunne lide dette end det første. Undskyld, at jeg slettede den, men nu er den igang igen. Hvad synes i om denne start? 

- Linnea H. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...