She's my sister!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2016
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Michael bad Melanie på 17 om at passe på. En af Michaels band mates falder for hende under en koncert og leder ihærdigt efter hende. Da han finder hende lader Michael ham ikke komme i nærheden af hende. Vil Melanie møde de andre bandmates? Forbliver Michael overbeskyttende? Vil hun finde kærligeheden i en af Michaels venner?

17Likes
20Kommentarer
4079Visninger
AA

4. Kap 4

// Melanies synsvinkel //

Hold kæft hvor var jeg træt af Michael, det var ikke første gang at han bare var gået under jorden. Vi var snart hjemme og jeg håbede enligt at Michael var hjemme. Jeg kendte ikke Calum ret godt, men han havde været ret sød ved mig i dag. Jeg syntes bare det var lidt for godt til at være sandt, altså hans venlighed over for mig i dag.

Hvad! Døren til vores hus stod åbent, jeg trak mig ud af Calums arme og løb hen mod døren. ”Hallo! Er det dig Michael?” Jeg gik ind og tændte lyset i gangen. Jeg smed mine sko og min jakke og løb længere ind i huset. Hvad, der var lys i køkkenet, så jeg gik derud først. Der var ingen, jeg løb ind i stuen igen og tændte lyset der, der var ingen. Jeg løb ovenpå, tændte lyset der og løb hen mod mit værelse, tændte lyset derinde og på badeværelset. Heller ingen der. Jeg gik mod Michaels værelse, tændte lyset der og på hans badeværelse. Der var ingen dog en lille seddel, jeg tog den op men læste den ikke. Jeg gik ud på gangen igen og mod gæsteværelset og gæste toilettet. Der var ingen på toilettet, men inde på gæsteværelset sad en fyr. Han havde brunt hår med krøller mere så jeg ikke. Jeg gik i panik, begyndte at skrige. Han kiggede op, jeg smækkede døren og løb nedenunder. Jeg kastede mig i sofaen og lå der bare. ”Hvad sker der?” Jeg kiggede op, det var bare Calum. ”D… der sidder en f… fyr på gæsteværelset.” Jeg var virkelig bange, Calum stod lige ved siden af mig da jeg høre fodtrin på trappen. ”Hey Cal hvad laver du her?” Det var stemmen, den person Michael snakkede med forleden dag. ”Spørgsmålet er snarer hvad du laver her Ash?” Ash, det var et mærkeligt navn, men var mindre nervøs når det nu var en både Michael og Calum kendte. ”Jeg skulle snakke med Michael om en pige, dig?” Jeg satte mig endnu ikke op i sofaen, tænk nu hvis det var mig som var den pige han ledte efter. ”Jeg fulgte Melanie hjem, vi ledte efter Michael.” Fuck da dig Calum, du skulle da lige røbe mit navn. Hvad hvis Raphael havde stukket mig i ryggen og givet den her Ash fyr min adresse og mit fulde navn. ”Melanie, som i Melanie Clifford?” Spurgte ham Ash fyren. ”Ja, kender du hende?” Holy crap hvordan skulle jeg komme væk fra det her lort, jeg orkede ikke at snakke med nogen lige nu. ”Det er den pige jeg snakker om hele tiden, hende jeg så til koncerten.” Pokkers også, hvorfor var det ikke en anden pige han havde set. Calum gik væk fra sofaen hvor jeg lå og gik hen mod Ash fyren. Jeg kiggede op og tog chancen og kravlede hen mod hoveddøren. De så mig heldigvis ikke, og derefter rejste jeg mig og løb. Jeg nåede kun lige ud fra vores grund da jeg løb ind i en. ”Melanie hvad har du gang i?” Jeg kiggede op og lige ind i ansigtet på en fyr. Det var Michael, gosh hvor var jeg lykkelig. ”Hvor fuck har du været?” Jeg lød nærmest overbegejstret. ”Jeg har bare hængt ud med nogen venner.” Svarede han og jeg gav ham et kram. ”Nå gå så ind og få Calum og den her Ash fyr ud af huset uden de ser mig, tak.” Det var ikke for at lyde streng, men jeg var træt og gad ikke mere. Michael gik mod huset og jeg gemte mig i en busk. Man kunne høre Michael inde fra huset af, han lød vred. Kort efter gik Calum og Ash ud af huset og da de var lidt længere væk rejste jeg mig og gik ind. Jeg var på vej op på mit værelse da Michael kaldte. Jeg vendte om og gik hen til ham. ”Hvornår er de kommet?” Spurgte han og kiggede undersøgende på mig. ”Calum kom omkring klokken 8, og ham der Ash han var her da vi kom hjem.” Hvorfor ville han vide det? Det kunne da være lige meget. ”Hmm… Okay, gå bare op på dit værelse.” Jeg smilede vendte rundt og gik så mod trapperne. Min mobil bippede, det var fra Raphael. Hvad mon han ville? Jeg gad ikke tjekke den her i stuen så jeg gik op på mit værelse.

Raphael: - Hey søde, der kom den her fyr ved navn Ashton i dag og han spurgte om jeg kendte dig. Han havde vist set dig til koncerten, han virkede ret ivrig men ville ikke sige noget til ham.

Melanie: - Hvordan kunne han så vide at jeg boede hos Michael, og hvad jeg hed til efternavn? -.-”
Raphael: - Han truede mig, gik i panik. :c

Melanie: - Du skulle bare have stået i mod. Været stædig, han kan vel ikke være så skræmmende.

Raphael: - Nu er jeg ikke verdens stærkeste, og hey han er ret skræmmende, han er højere og mere muskuløs end mig... Du overvurdere mig!

Melanie: - Årh come on! Nu skal min sjæl hjemsøges af en eller anden mand jeg ikke har lyst til at kende.

Raphael: - Så slemt kan det ikke være Mel, han er en ret flot fyr. Giv ham en chance hvis han kommer til dig.

Melanie: - Det bestemmer du sku ikke! Gider ikke snakke med en der opsøger og truer mine venner!

Raphael: - Mel, tag det nu roligt…

Melanie: - Gu vil jeg røv!

 Jeg tyrede min mobil gennem luften, af ren vrede. I et øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg gjorde. Den ramte væggen med et brag. SLAM! Det var så den mobil. Jeg havde så mange følelser inden i mig lige nu! Lige pludselig begyndte jeg at græder. Jeg så som sådan ingen grund til det i starten, men så kom det hele. Sorg, vrede, fortrydelse. Det hele. Og så på en gang. Jeg smed mig ned på sengen med hovedet lige ned i puden. Det føltes som om jeg lå der i evigheder, men jeg kan ikke ave gjort det. Pludselig gik døren op. ”Hvad sker der?!” Jeg kiggede ikke op fra puden, men jeg vidste det var Michael, og han lød overrasket. ”Skrid!” Jeg anede ikke hvor det kom fra. ”Mel, hvad sker der?” Kunne mærke da Michael satte sig på sengen, han lagde sin hånd på min ryg. ”Gå nu, vil bare være alene!” Inderst inde ville jeg gerne have hans nærvær, men uden på ville jeg være alene. ”Rolig nu, hvad skete der?” Han kørte sin hånd rundt i små ovaler på min ryg, og han gik ikke. Det var ikke første gang jeg havde fået et anfald som de kaldte det. Lægerne mener jeg er psykisk ustabil efter det jeg så. ”Må jeg ikke godt bare være alene?” Jeg lå stadig helt fladt uden at kigge op. ”Nix, bliver til du fortæller hvad der er galt.” Jeg vidste enligt godt at han ikke gik før jeg sagde noget og han er stædig så der var ingen grund til at prøve og lade være. ”Alt er galt.” Jeg satte mig op og kiggede på Michael. Han hev mig ind i et kram. ”Er det noget du har lyst til at tale om?” Jeg skubbede mig lidt ud af krammet, nikkede og trak mig så helt fra krammet.

 

Vi havde talt i lang tid, klokken var langt over midnat, jeg var træt og havde det som om jeg havde grædt alt vandet ud af min krop. Jeg gabte og lagde mig ned. ”Er der noget du vil have inden jeg går?” Michael kiggede ned på mig. ”Kan du ikke sove her i nat?” Jeg kiggede på ham med bedende øjne. ”Kan jeg godt.”

 Jeg sov i min pyjamas og Michael sov i sine underbukser. Der gik ikke lang tid før han faldt i søvn. Jeg lå bare og stirrede op i loftet og tænkte. Jeg var enlig ret så nysgerrig efter at vide hvad ham Ashton fyren ville mig. Han var en af Michaels venner så så slem kunne han da ikke være. Jeg måtte skaffe mig et job. Jeg kunne ikke bare ligge her hjemme og lave ingenting og bare bruge Michaels penge. Jeg syntes enligt ikke det var okay. Og inden jeg vidste af det var jeg faldet i søvn.

 

Jeg vågnede op uden Michael ved siden af mig. Jeg snuste ind og gabte. Der duftede af bacon! Jeg tog min pude og gik ned i stuen. ”Godmorgen, der er morgenmad om lidt.” Michael lød utrolig morgenfrisk. ”Godmorgen, lyder godt.” Jeg tog min pude og gik ud i køkkenet og satte mig ved bordet med min pude i ryggen. ”Hey Michael, jeg tænkte på om du ville hjælpe mig med at finde et job?” Han vendte sig om og kiggede overrasket på mig. ”Du behøver jo ikke et job?” Han kiggede på mig som om jeg var en lille pige. ”Jeg bryder mig ikke om at bruge alle dine penge, vil du hjælpe mig eller?” Jeg kiggede spørgende på ham. ”Du bruger ikke alle mine penge, men jo jeg vil godt hjælpe.” Han smilte og vendte sig om igen. ”Tak.” Mumlede jeg morgentræt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...