She's my sister!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2016
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
Michael bad Melanie på 17 om at passe på. En af Michaels band mates falder for hende under en koncert og leder ihærdigt efter hende. Da han finder hende lader Michael ham ikke komme i nærheden af hende. Vil Melanie møde de andre bandmates? Forbliver Michael overbeskyttende? Vil hun finde kærligeheden i en af Michaels venner?

17Likes
20Kommentarer
4079Visninger
AA

2. Kap 2

 

Lige overdejlige!” Sagde han på den mest bøssede måde han kunne og så flækkede vi begge af grin. Hvad skulle jeg gøre uden ham. Han var min eneste ven jeg havde, men jeg ville nok få nye venner når jeg startede igen på et nyt arbejde.

Jeg var faldet i søvn igen for da jeg vågnede var Raphael væk. I den stol der var ved siden af sofaen der hvor Raphael havde siddet sad Michael. ”Hvor er Raphael?” Spurgte jeg nervøst og kiggede rundt. ”Han tog hjem for en time siden, han sagde han var træt så jeg ringede efter en taxa for ham.” Svarede Michael og rejste sig. ”Er du snart klar til at tage hjem?” Spurgte han mens han var i gang med at samle vores ting sammen i en taske.

”Jeg er klar når du er klar,” svarede jeg og rejste mig op. Den her gang gjorde jeg det mere forsigtigt end første gang. Jeg gad ikke være dårlig igen.

Kort tid efter var vi hjemme igen. Jeg gik op på mit værelse og klædte om. Jeg lagde mig i sengen og tjekkede Facebook en sidste gang i dag. Døren åbner og Michael træder ind, han sætter sig på kanten af min seng og ligger hånden på min skulder.

”Melanie jeg vil gerne bede dig om at passe lidt på her det næste stykke tid.” Han kiggede på mig og jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Hvad går det nu ud på? Hvad har jeg nu gjort?” Hvad sker der for ham er han blevet sindssyg?

”Ingen grund til at blive irriteret, du skal bare passe på. Dit tøjvalg, dem du snakker med, din måde at være på. Alt.”

Inden jeg nåede at spørge hvorfor så havde han rejst sig og gået. Han opførte sig mærkeligt, mere overbeskyttende end han plejer at være. Hvad gik det ud på?

Jeg lagde mig til at sove fordi jeg var træt, det havde været en lang dag, en god dag.

 

Da jeg vågnede kunne jeg hør stemmer fra stuen. Jeg stod op og tog tøj på, gik ud på mit badeværelse og børstede tænder og satte mit hår op i en rodet knold. Jeg gik ud fra badeværelset og tog min Mac book og satte mig i min seng. Enligt var det ikke fordi at jeg skulle bruge den men det var en undskyldning hvis Michael kom ind. Jeg ville enligt bare lytte efter om hvad der skete der ude.

”Hør her Michael, du holder noget skjult for os, og jeg vil vide det. Desuden er jeg kommet her for hjælp.” En stemme jeg ikke helt kendte, eller jeg havde hørt den før men var ikke sikker på hvem den tilhørte. ”Jeg holder intet skjult, og hvis jeg gjorde var der nok en god grund til det, men hvad er det du skal have hjælp til?” Michael lød meget overbevisende i det første han sagde, men usikker på det sidste. ”Jeg så en pige til koncerten, hun var der med en dreng, hun havde vist nok hans jakke på, og han havde armen om hende. Hun var væk da koncerten var ved at være slut. Jeg tror jeg kender hende. Kunne du hjælpe med at finde hende?” Den anden stemme lød, hvordan skal man beskrive det, ivrig. Ivrig efter at finde pigen. Men kunne det være mig han søgte? Umuligt, der var mange andre piger med deres ven, kæreste eller what ever, som det kunne have været. ”Kan du beskrive hende mere, som hvordan hun så ud?” Michael lød til gerne at ville hjælpe men var han ikke klar over at det måske kunne være mig? ”Hun havde brunt hår, hun var ret høj men jeg tror ikke hun var over 180 cm. Hun var meget smuk, jeg så ikke mere.” Stemmen lød meget desperat som om at det var en nødvendighed at finde hende. ”Hvad med hvad hun havde på, altså tøj? Du må da have lagt mærke til mere.” Michael lød mere nervøs i stemmen, men hvad skulle han dog være nervøs for? ”Hun havde en hvid t-shirt på hvor der stod PINK, et par skinny jeans, og en sort hat, næsten magen til min.” Det lød som om der var håb i han stemme. ”Øh, hvad med drengen hvad havde han på?” Michael lød på en måde meget nervøs men også sikker, sikker på hvad det skal jeg ikke kunne sige men han lød sikker, men dog også tøvende.

”Michael kan det ikke være lige meget hvad drengen havde på? Det er irrelevant, men han havde en sort t-shirt på, der stod noget på men kan ikke huske hvad, et par sorte skinny jeans som hende og så havde han en jakke på, eller mere en bomber jakke, og den var sort med et blåt mønster på ærmerne.” Stemmen lød lettere irriteret, men dog kunne man stadig fornemme en lille smule håb. ”Tror måske jeg kender drengen.” Michael lød nu endnu mere nervøs, jeg tror han troede at det var mig den anden søgte. ”Hvad hedder han? Jeg må vide det han kender jo nok pigen. Please Mikey du ved noget som jeg bare må vide.” Stemmen havde nu endnu mere håb i sig end før. ”Han hedder Raphael Miller, han er ret storfan af os, men vær nu sød ved ham. Du kan have en tendens til at blive lidt voldelig hvis andre ved noget du gerne vil vide.” Michael lød mere og mere urolig, og den anden måtte være en fra deres band, men hvem? VENT! Den pigen han beskrev, var det mig? Han beskrev jo hendes tøj som nøjagtigt det jeg havde på. Var det det Michael advarede mig om i går aftes? Jeg tog min mobil og skrev til Michael (Kom lige ind til mig, bare sig du skal på toilettet. O.o)

//Michaels synsvinkel//

” Hvad mener du? Jeg blive sku da ikke voldelig.” Wow han blev virkelig vred hurtigt irriteret. ”Tag det roligt, træk vejret.” Jeg lagde en hånd på hans skulder da min mobil vibrerede. Jeg tog den op og tjekkede det var fra Melanie.

Melanie: - Kom lige ind på mit værelse, bare sig du skal på toilettet. O.o

Åh shit, havde hun hørt det hele? God save me, hun må ikke have hørt noget. ”Jeg skal lige på toilettet bare se lidt tv or something eller tag noget at spise what ever. Kommer tilbage om lidt.” Jeg lagde min mobil tilbage i lommen og gik mod Melanies værelse, jeg åbende døren forsigtigt og lukkede den igen. ”Hva så?” Jeg kiggede meget mærkeligt på hende. ”Hvem er ham fyren der er her? Jeg ved han er fra dit band. Og hvofor gav du ham Raphaels navn og efternavn?” Hun kiggede meget undersøgende på mig. Jeg satte mig ned på sengen ved siden af hende. ”Ham fyren der er her er fra mit band men han kender dig ikke og ved ikke du eksistere så du skal ikke bekymre dig. Eller jo måske skal du, han så dig og Raphael til koncerten og nu er han besat af at finde dig. Kan du huske det jeg sagde i går aftes? Du skal virkelig passe på nu. Jeg kan nok ikke holde det hemmeligt så meget mere, altså at du bor her.” Jeg var virkelig nervøs men jeg måtte prøve at lyde så sikker som mulig. ”Hvem snakk

er du med Mikey?” ”Øh et familiemedlem.” Fuck vi har ikke snakket lavt nok. ”Jeg går nu.” Jeg rejste mig op og gik ud. Det var tæt på jeg var blevet opdaget der.

//Melanies synsvinkel//

Han er begyndt at holde hemmeligheder over for alle. Jeg må ikke vide hvem han snakkede med, hvem det er der leder efter mig. Jeg har ordre om at passe på med alt hvad jeg laver. Godt jeg snart har job, så slipper jeg for at være så meget herhjemme, eller mere her. Det er jo ikke mit eget hjem, det er Michaels.

Jeg fandt et usb stik og satte det i min Mac. Det usb stik var helt specielt. Det var billeder og videoer med mine forældre og mig. De eneste minder jeg har tilbage. Jeg fik det af Michael da jeg flyttede ind, han havde fået det af børnehjemmet som havde fået det af min mormor og morfar som også er døde nu. Jeg har intet familie tilbage af hvad jeg ved af, begge sider af mine forældres familie er døde. Jeg ved ikke om jeg har nogen søskende, så lige nu er Michael alt hvad jeg har, mit eneste familiemedlem. Men det skal nok ændre sig med tiden.

Alle de billeder og videoer, vi ser så glade ud. Tænk de skulle forlade mig så tidligt. Verden er trist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...