At leve i mørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Færdig
Om en myte, som I alle ubetinget tror på sandheden af. Men jeg ved bedre. For mig er mørke og lys det samme - og dem der ser lyset, ser ikke nødvendigvis, hvad mørket bringer.

3Likes
3Kommentarer
170Visninger

1. -

 

At leve i mørke

 

Myten vil vide, at folk som jeg ikke ser. At vi er blinde.

 

Jeg ved bedre. Da jeg går ned ad vejen, er det ikke de mange farver fra verden omkring mig, jeg opfanger. Jeg ser ikke de grønne skraldespande, der så møjsommeligt er blevet kørt ud til fortovet, så skraldemændene kan tage dem. Jeg ser ikke de lyse, nyudsprungne bøgeblade, eller de fnisende piger iført deres sikkert-alt-for-korte-shorts.

Jeg ser ikke den røde farve på blomsten i min hånd.

Men jeg ser noget andet. Jeg ser hende. Og hun viste mig, hvordan jeg skulle se resten af det, vi tilsammen kalder vores hjem.

 

Engang spurgte hun mig om, hvad jeg ønskede mig allermest i verden.

Jeg svarede, at min største drøm var at kunne flyve. Åbenlyst nok kan jeg ikke fortælle dig, hvordan hendes ansigtsudtryk så ud - men jeg ved med sikkerhed, at der må have været overraskelse at spore. Hendes stemme havde i hvert fald været fuld af det.

”At flyve?” havde hun spurgt mig. ”Vil du da ikke gerne opleve verden?”

Og jeg fortalte hende, at det netop er det, jeg gør. For hvem har brug for lyset fra verden, når alt man kender og elsker, er bygget på mørket fra sit eget sind?

Jeg hører bedre end de fleste. Hendes altid fjerlette vejrtrækning var i det øjeblik tungere, dybere end normalt. Det var i det sekund, mens jeg studsede over det, at jeg for første gang så hendes læber. Så deres sarte kurve og blide smag.

Jeg kan stadig se dem for mig, når jeg tænker tilbage.

 

Efter det gik det stærkt. Jeg havde altid kunnet se hendes stemme, blød og klingende lys, som klokker under vand. Mens andre hørte den for sig, så så jeg den med indersiden af mine ører, hendes latter kildende mod min hud.

Mit billede af den blev kun bedre, og jeg lærte hurtigt at se alle nuancerne. De bøjelige og vridbare forskelligheder, den kunne mønstre, forundrede mig ofte, når vi lå i det dugvåde græs og talte.

 

Jeg ligger der stadig fra tid til anden. Lader vandet gennembløde det tynde stof, mens det på samme tid gennembløder mig med minderne.

 

Hendes krop var det næste, jeg fik syn på, selvom vi lod det tage sin tid. Afrundet og tryg. Sikker og stærk mod min. Citruslignende i duften. Selvom jeg ikke så den fulde skønhed, som så mange talte om, når de fortalte mig om hende, så så jeg noget andet. Jeg så hende med min egen krop - og hun så mig. Og aldrig havde en seende mand set mere, end jeg gjorde med hende.

 

Asfalten mod mine slidte skosåler giver knirkende lyde fra sig, da jeg går de efterhånden velkendte skridt hen ad den stille sti. Min T-shirts sorte stof trækker varmen til sig i det blide sommervejr, og efterlader mig tryg og komfortabel.

Jeg går ofte i sort.

Ikke fordi jeg ved, hvordan det ser ud, eller fordi det er min yndlingsfarve, eller at det er en eller anden langt ude metafor for min sindstilstand. Jeg går i sort, fordi varmen på dage som denne minder mig om hende.

Jeg ved reelt ikke, hvordan sort ser ud. Sort er manglen på lys, så mange går ud fra, at dét er, hvad jeg ser. Men jeg ved ikke hvordan sort ser ud. Alt hvad jeg ved er, at når jeg ser sort, så ser jeg det med mine hænder, jeg ser dets varme og dets tryghed.

Reelt er det det samme med det hvide, som sollys. Varme er, hvad jeg ser. Sort og hvid, nat og dag.

Hende, og jeg.

Jeg lærer nok aldrig helt at give slip.

 

Da hun mistede håret græd jeg. Ikke på grund af omstændighederne, men fordi jeg følte, at det var det første nedadlaget på vores rejse. Den første del af hende, som jeg mistede.

Og som jeg siden ikke fik at se igen.

 

Mange af de andre er kommet videre. Hendes familie, venner. Gamle bekendte. Sidst sagde hendes yngre bror til mig, med anger i stemmen, at hendes ansigt allerede er ved at forsvinde for ham.

”Hun er tåget herinde,” havde hans stemme lydt, lille og bange. ”I mit hoved. Det er kun på fotografierne, at hun er klar for mig.”

Det er efter udtalelser som denne, at jeg trækker ham ind i et kram.

 

For første gang i mit liv ser jeg bedre og mere klart, end nogen anden gør det. Jeg ser hende endnu, klarere, trods jeg altid har været den, som ”intet så”.

 

Jeg lægger blomsten på graven. Jeg ser dens ynde.

Hendes stemme, hendes latter, hendes læber og krop lever hos mig.

Jeg smiler, da jeg spreder armene og flyver. For hvem har brug for lys, når mørket er, hvad der bevarer dit syn?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...