Vildfarne hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2016
  • Opdateret: 11 jul. 2016
  • Status: Igang
Hvad sker der, når man farer vild i sine egne følelser og ikke kan spørger nogen om vej? 15-årige Laurits levede et ganske normalt og helt ufarligt liv. Han gjorde hvad han skulle gøre og følte hvad han burde føle. Men det ændrer sig, da den oprørske Håkon begynder at fylde mere og mere i Laurits liv. Denne dødsens ærlige dreng vækker nogle følelser i Laurits som han ellers aldrig har mærket før. Vildfarende hjerter er en fortælling om ung kærlighed på sit højeste. En fortælling om hvor let man kan snuble i sine egne følelser.

4Likes
8Kommentarer
408Visninger
AA

2. Hvem i alverden kalder sin søn Håkon?

Håkon. Hvem i alverden kalder sit barn Håkon?

Det var den første tanke der gjorde sig, da jeg mødte ham. Han var ikke sådan en, man ikke så. Han havde en gigantisk blond busk på hovedet. Det var ikke kærlighed ved første blik. Tværtimod. Der gik et år før der skete noget. Selvom vi endda gik i samme klasse.
Det var omtrent der, hvor de nøgne træer atter fik blade igen. Og måske var det også det der skete for mig. Jeg fik en ny del af mig selv. Og jeg mistede den, da det atter blev vinter igen.

Jeg havde aldrig været fan af gruppearbejde. Men det var min dansklærer, Birgit. Hun elskede det, så inderligt højt og lavede altid et glædeshvin på vores vegne. Jeg havde aldrig været et særligt socialt menneske. Jeg spillede hverken fodbold eller computer. Nej, jeg foretrak nu en god bog og en kop kaffe. Alligevel havde jeg formået at skaffe mig, en enkelt ven. Hun hed Luna. Hendes hår duftede altid af slik og hun var altid forelsket.

Luna forelskede sig i dreng efter dreng og, så den samme dreng igen. Hun havde sågar i syvende klasse præsteret, at blive ulykkelig forelsket i vores praktikant, Morten. Han havde det, der skandinaviske look, det var i hvert fald det hun altid prøvede at forklare mig. Det tog hende flere uger at komme sig over ham. Jeg havde aldrig været forelsket. Hvilket Luna ikke kunne forstå. Hun mente ikke, at det kunne passe. Men det gjorde det. Jeg havde aldrig mærket, en eneste gnist. Ikke engang et tegn på kærligheden. Jeg måtte være immun overfor kærlighed. Det var i hvert fald det jeg bilde mig selv ind.

Jeg var heldig. Jeg havde kæmpet mig igennem slagmarken og var endt i gruppe med Luna. Hun smilede til mig. Inden hun igen kiggede søgende efter vores tredje medlem. Jeg var egentlig ret ligeglad, da Luna bestemt, trak Håkon hen til os. Det tror jeg egentlig også Håkon var. Han fnyste lettere utilfreds af mig. Hans næsebor var udspilet og han kiggede ned ad mig. Jeg så det anklagende blik, men ignorerede det. Jeg tror enlig ikke, han havde noget specialet problem med mig – i hvert fald brød han sig nok, lige så lidt om mig, som resten af klassen. Den eneste som Håkon viste bare den mindste smule glæde ved, var Luna. Men hvem i alverden gjorde ikke det?

Stemning var lettere anspændt, da vi langt om længe havde fundet et frit bord at sidde ved. Det første Håkon gjorde var, at smide fødderne op på bordet. Derefter placerede han høretelefonerne i ørene og trak hættetrøjen ned over hovedet. Jeg mærkede irritationen stige. Men jeg undlad at sige noget. For jeg vidste inderst inde godt, at han nok ville få det som han ville til sidst. Den ydmygelse behøvede jeg ikke.

Luna og jeg arbejdede i en time før der kom liv i Håkon. Det var først da Luna gik, at han kiggede på mig. Han trak hætten ned. Jeg kunne se hans musegrå øjne. Han holdte øje med mig. Det kunne jeg mærke. Jeg følte mig pludselig så lille. Hvilket var underligt da jeg var over et hoved højere end Håkon.  Jeg overvejede endda at gå. Det var som om hans små øjne gravede sig vej ind i mit hoved. Han hev høretelefonerne ud af ørene. Jeg vidste at han ville sige et eller andet. Jeg kunne mærke hans tøven.

  ”Er du vild med hende?”

Jeg lænede mig frem over bordet og lavede en forundrende grimasse. Jeg anede vitterlig ikke hvad han talte om. Forelskede i Luna? Vi var venner. Venner forelsker sig ikke i hinanden.

  ”Lyver du?” Ordene røg ud af mig.

Han grinede straks.

  ”Og hvorfor i alverden skulle jeg det?”

Han kiggede afventende på mig. Jeg følte mig pludselig ikke så lille længere.

  Jeg svarede: ”Fordi du er underlig”.

Håkons små øjne blev mindre, mens han sagde:

  ”Og du er helt almindelig og ufattelig kedelig. Har du nogensinde set gjort noget som ikke var villakvartersagtigt?”

Jeg kunne tydeligt se hans misfornøjelse ved at snakke til mig.

Og det var sådan jeg endte i Aldi sammen med Håkon. På vej til at gøre mit livs første forbrydelse. Håkon trak mig ind i afdelingen med spiritus. Jeg vidste ikke helt hvad han ville her. Ingen af os kunne alligevel købe alkohol. Hylderne var fyldte med alt fra små sure til fine vine. Vi gik side om side. Indtil Håkon lige pludselig stansede op. Jeg fulgte hans bevægelser med øjnene. Han tog en dåseøl op og rakte den mod mig. Han gik et skridt tættere på. Han så sig hurtigt omkring. Han kiggede sammenbidt på mig Jeg kunne mærke hans ånde i mod min kind.

  ”Tag den!” hviskede han bestemt.

Han rakte den tættere mod mig. Men jeg kunne godt se den. Sagtens. Hvad ville han have mig til?

  ”Tag den nu for helvede!” hvislede han.

Jeg kunne mærke at han var nervøs. Jeg kunne endda se hvordan hårene rejste sig på ham. Jeg tog et skridt bag ud. Jeg vidste hvad han var ude på, men jeg anede ikke hvorfor jeg skulle gøre det.

  ”Hvorfor skal jeg?” spurgte jeg spørgende.

  ”Fordi du gerne ville. Du ville jo gerne prøve noget vildt.”

Han måtte have misfortsåede mig, hvis han troede at det her var noget jeg ville.  Jeg havde slet ikke lyst. Min puls var høj. Det var dybt i mod min vilje, da jeg tøvende rakte ud efter dåse øllen. Jeg rystede. I en hurtig bevægelse gav Håkon mig øllen.

Jeg blev forskrækkede og tabte den ud af min hånd.

  ”Din idiot” hviskede han.

Denne gang lagde han i stedet, selv øllen ned i min lomme. Han begyndte og gå. Han nikkede til mig og jeg fulgte i trop. Vi gik hurtigt. Alt for hurtigt.

Det opdagede vi først ved udgangen. Vi gik igennem butiksalarmen. Og det pippede voldsomt. Men det var for sent. De to butiksmænd havde listet efter os uden vi havde opdaget det.

Jeg tror vi alle fire vidste hvad der ville ske. Det vidste jeg i hvert fald. Jeg forstillede mig selv, i en orange fængselsdragt. Siddende bag tremmerne. Hvordan skulle jeg forklare mine forældre dette. De ville stensikkert forbyde mig nogensinde at komme ud igen. Hvordan skulle min fremtid dog se ud? Tankerne løb af sted med mig.

  ”Vil I godt lige komme med os?” spurgte den ene kassemand.

Men jeg tror nu ærlige talt ikke, det var noget spørgsmål. Det var bare noget vi skulle.

Jeg gik lydigt med. Men Håkon lod sig ikke transportere. Det havde nu også undrede mig hvis Håkon frivilligt gik med. Håkon overgav sig efter en længere kamp. Vi gik i den modsatte retning fra kasserne af. Hvor langt der var husker jeg ikke. Det føltes som flere kilometer. Mine hænder var svedige. En af kassemændene holdte sin mobil op mod øret. Jeg kunne høre den svage mumlende. De holdte øjne med os. Jeg kunne mærke deres blikke i min nakke.

Hvis man ikke havde vidst hvad vi havde gjort, havde man sikkert troet, at vi bare var to helt almindelige drenge som havde en ufattelig dårlig stedsans, inden for madvarer. Men sandheden var langt værre. Jeg var forfærdelig bange. Jeg ønskede inderligt at spole tiden tilbage, til før jeg mødte Håkon. For i den time vi havde kendt hinanden havde vi allerede fucket et eller andet op.

Her sad vi så. På to ufattelig kedelige stole, i et mødelokale. Jeg kunne høre en mumlen inde ved siden af. Det var dem der lige nu bestemte vores fremtid. Jeg bed i mine negle. Jeg mærkede den første tåre glide ned af kinden. Jeg græd. Jeg ville aldrig nogensinde kunne få mig en udannelse. Jeg tror ikke engang jeg ville kunne arbejde her, i Aldi. De ansatte nok ikke personer med pletter på straffeattesten.

  ”Lad være med at tude, det var alligevel din skyld alt sammen. Hvis du bare havde ladet være med, at skabe dig så meget og bare tage den fandens øl var dette ikke sket!”

Hans stemme steg som ordene røg ud af munden på ham.

  ”Hold din kæft!” hvæsede jeg, lyn hurtigt.

Mit hvæs overraskede mig. Jeg tror Håkon var ligeså overraskede som jeg. Han krøb sig i hvert fald tilbage og klappede i. Her sad vi så musestille i hvad der føles som flere time. Alligevel vidste jeg, at det nok kun varede et par minutter.

  ”Undskyld” mumlede han.

Han kiggede væk fra mig. Jeg så mit snit til at iagttage ham.  Hans hår så faktisk ikke så slemt ud som først antaget. Det var sådan jeg mødte Håkon. Sådan for alvor. Selvom jeg knap nok havde lært ham at kende.  Dengang ville jeg aldrig have gættet, hvor stor en betydning han ville få for mig

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...