Vildfarne hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2016
  • Opdateret: 11 jul. 2016
  • Status: Igang
Hvad sker der, når man farer vild i sine egne følelser og ikke kan spørger nogen om vej? 15-årige Laurits levede et ganske normalt og helt ufarligt liv. Han gjorde hvad han skulle gøre og følte hvad han burde føle. Men det ændrer sig, da den oprørske Håkon begynder at fylde mere og mere i Laurits liv. Denne dødsens ærlige dreng vækker nogle følelser i Laurits som han ellers aldrig har mærket før. Vildfarende hjerter er en fortælling om ung kærlighed på sit højeste. En fortælling om hvor let man kan snuble i sine egne følelser.

4Likes
8Kommentarer
411Visninger
AA

4. Der var ikke plads til mig

 

Ugen forløb underlig. Meget Underlig. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det. Jeg glemte helt at Luna var syg. Det plejede jeg nu ellers aldrig at gøre. Under normale omstændighed havde jeg nok gemt mig under jorden. Men nu var det anderledes. For jeg var populær. Det var som om en hel ny verden åbnede sig for mig.

Tine brugte størstedelen af sin tid på, at hænge op ad mig. Hun svingede sine gyldne lokker. Pigerne fniste hver gang jeg kiggede over mod dem. Jeg kunne tydeligt se, hvordan Tine vogtede over mig i frikvartererne. Hendes arm var altid viklet sammen med min. Hun holdte et vågent øje med resten af skolegården. Det havde virket så uvirkelig. Inderst inde vidste jeg nok godt, at det ikke ville vare ved, evigt. Og det gjorde det heller ikke.

Det blev fredag. Jeg havde været ufattelig ufokuseret hele dagen i går. Det eneste jeg havde haft i tankerne var udflugten. Jeg nåede ikke engang at give Tine hendes blyant tilbage. Det måtte jeg gøre på et andet tidspunkt. En hel dag i Aalborg var vigtigere. Det var en lettelse for mig, da det langt om længe blev tid til at cykle i skole. Den tunge taske var tungere i dag. Den kolde forårsvind generede mig mere, end den plejede. Faktisk blev den ved mig hele dagen.

  ”Er i klar unger?” skrålede Birgit begejstret.

Hun havde farverigt tøj på. Hendes lange nederdel struttede lidt i enden. Det var som om en farvepastel var sprunget på hendes bluse. Alle regnbuens farve var der. Hun havde taget et par spidse vinrøde stiletter på. Hvis hun overlevede bare en enkel time i skoven, ville jeg være imponerede.

 Det var enlig ikke Birgit der havde arrangeret turen. Det var forældrerådet der havde valgt, at vores klasse havde behov for at blive rystet sammen. Den bedste måde ifølge dem var, at sende os hormonforstyrrede teenagere langt ud i naturen. Hvor der ikke var noget internet, som ville kunne forstyrre os. Når jeg tænker tilbage, behøvede vi det nok. Men jeg tror ikke, det havde den ønskede effekt, som forældrene havde haft i sinde.  

Vi skulle mødes foran skolen. Faktisk lige ved parkeringspladsen. Vi stod nu alle sammen samlede i en klump. Klukkende latter rummede skolegården. Bussen kringlede sig vej ind på parkeringspladsen. Luna var sur på mig. Det vidste jeg udmærket godt. Hun skubbede endda til mig, på vej op i bussen. Jeg kiggede søgende mod Tines folk. Jeg listede mig hen mod dem. Her lugte surt og luften var tyk. Sæderne så ubekvemme ud. Jeg fandt Tine. Hun kiggede op.

  ”Vil du noget?” spurgte hun.

Louise og Marie sad dybt begravede i deres mobiler. Jeg tror ikke engang de bemærkede mig. Og så, så jeg det. Ingen pladser ved dem var frie. Der sad fem. Fem piger. Alle hang over hinanden og fnisede. Jeg vidste godt, at der ikke var plads til mig. Jeg mærkede hvordan tasken blev ti kilo tungere.

  ”Øhh, nej ikke alligevel” mumlede jeg.

Jeg drejede en omgang. Så stod jeg her igen. Uden nogen plads. Jeg gik hen mod Luna, der havde en tom plads ved sin side. Luna skulede til mig. Jeg kiggede afventede på hende. Hun tog sin taske og placerede den på sin tomme plads. Helt diskret. Derefter brød hun øjenkontakten. Jeg mærkede klumpen der sad i min hals. Endnu engang blev tasken tungere og jeg troede rent faktisk, ikke jeg ville kunne bære den længere.

Jeg smed mig, rent tilfældigt ned på det nærmeste sæde. Et suk lød bag mig. Jeg satte mig med et ret op. Jeg drejede hovedet og så ved min store overraskelse, Håkon sidde der. Lige foran mig. Eller faktisk ved siden af mig. Hans store blonde løve manke var gemt under en stribet hue. Jeg trak mig på ren automatik lidt væk fra ham. På denne akavede måde sad vi en time. En time hvor vi intet sagde og alle former for unødvendig bevægelse var forbudt.

Men da vi kom ud af Hobro, brød Håkon den lov. Han klemte min arm blidt og søgte pludselig øjenkontakt. Han lænede sig hen mod mig. Han tøvede. Det så jeg.

  ”Hun bliver god igen. Altså Luna. Det gør hun altid” formanede han, mig.

Det gik så hurtigt. Jeg nåede knap nok at bemærke Håkons gestus før det var ovre. På en eller anden måde ønskede jeg, at det skulle fortsætte.

Det var første gang, at jeg mærkede, den sande Håkon.

Det næste stykke tid, gik stærkere. Måske fordi ”Twenty One Pillots” kørte for fuld skrald i mine ører. Birgit måtte flå den ene øresnegl ud af øret på mig. Da gik det op for mig, at vi var ankommet. Jeg sendte Birgit et undskyldende blik. Jeg fik hurtigt rykket min sandfarvede fjælræv op på den ene skulder. I et par store skridt var jeg ude af bussen.

Det første der mødte mig, var en kold jordbund. De andre var kommet ud og havde samlet sig, i små eller støre grupper. De grinte internt og snakkede højlydt. Jeg følte mig pludselig, akavet til mode. Mine nedbidte negle virkede meget interessant.

  ”Alle sammen lyt lige.” råbte Birgit.

Men ingen af os stoppede snakken. Hun fortsatte alligevel.

  – ”I dag vil jeg ikke presse jer igennem en masse opgaver. I vil kun få en enkel. I sidste uge bedte jeg, jer skrive på en seddel, hvem jeres bedste venner var. I skal nu følges med den person i mener, er en af jeres bedste venner. I får hver, et kort af mig. For at i ikke bare følger efter dem foran, har jeg sørget for at hver gruppe kommer ind i skoven 20 min. efter hinanden. Det gælder om, at bruge så kort tid som overhovedet mulig på at komme hen til lejerpladsen. En lærer vil stå og tag i mod jer” formanede Birgit.

Der var stille nu. Alle stod klar til at spurte ind i skoven. Lige undtagen mig.

  ”Laurits og Luna starter. Her er jeres kort. Bliv nu ikke væk, vel.”

Hun rakte kortet i mod os. Jeg mærkede den lettere anspændte stemning imellem Luna og jeg. Hun holdte en tilpas afstand til mig.

  ”Sæt i gang” skreg Birgit.

Luna løb der ud af og jeg kom langt bagud. Jeg kæmpede mig over den ujævne skovbund. Jorden var tung efter gårsdagens regn og jeg sakkede længere bag ud. Luna havde altid kunne løbe. I hver idrætstime var hun altid løbet forrest. Mine stankelben gled rundt i mudret. Jeg var forpustet. Det her var dømt til at gå galt. Mine ben krydsede hinanden og før jeg fik set mig omkring var det allerede sket.

Jeg lå på jorden. 

  ”Av!” råbte jeg.

Jeg slog vredt hånden, lige ned i jorden. Luna drejede om og løb tilbage til mig. Hendes kinder var røde og håret strittede ud til hver en side.

  ”Er du okay” mumlede hun.

Hun satte sig ned på jordbunden. Lige nær mig. Skulder mod skulder. Jeg nikkede halvhjertet til hende. Jeg mærkede allerede smerten falde. Jeg rykkede mig lidt, så jeg kunne sidde op af træet. Mine hænder var mudrede og kolde. Hun satte sig tættere på mig. Ja nærmest på skødet af mig. Hun sukkede. Hun nulrede sit brune hår. Jeg vidste, at hun ville sige, et eller andet. Jeg kiggede på hende.

  ”Undskyld at jeg har været så træls. Jeg blev bare så irriteret, da jeg fandt ud af, du hang ud med Tine. Jeg plejer jo bare, at have dig for mig selv.” undskyldte hun, oprigtig.

Jeg løftede øjenbrynet undrende og vidste ikke, hvor hun ville hen med dette. Hun sad helt sammenbidt. Hendes rødlige læber dirrede.

  ”Hvorfor” mumlede jeg.

  ”Jeg vil ikke have du hænger ud med andre piger end mig.”

Enhver anden dreng, eller bare menneske ville nok have regnet ud, hvad hun mente. Men jeg var stadig komplet forvirret. Hvor ville hun hen med det her?

  ”Jeg kan godt lide dig” hviskede hun.

”Jeg kan da også godt lide dig, du er en god ven” mumlede jeg.

Selvfølgelig kunne jeg da lide hende. Vi var venner. Venner kan lide hinanden.

Jeg burde nok have set den komme, men det gjorde jeg ikke. Hun lænede sig tættere på mig og før, jeg fik set mig omkring, var hendes læber plantende mod mine. Jeg prøvede at lukke øjne, som jeg havde læst man gjorde. Hun smagte af laks. Jeg brød mig ikke om laks.

Jeg trak mig tilbage. Jeg mærkede stadig hendes spyt i munden. Jeg prøvede nytteløst at synke det. Hun smilede stort i et øjeblik. Derefter hev hun mig op fra jordbunden.

Pludselig føltes smerten i foden, ikke som det værste, længere. Hendes hånd var svedig, da vi hånd i hånd, gik mod lejerpladsen.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg lige havde sagt ja til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...