Vildfarne hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2016
  • Opdateret: 11 jul. 2016
  • Status: Igang
Hvad sker der, når man farer vild i sine egne følelser og ikke kan spørger nogen om vej? 15-årige Laurits levede et ganske normalt og helt ufarligt liv. Han gjorde hvad han skulle gøre og følte hvad han burde føle. Men det ændrer sig, da den oprørske Håkon begynder at fylde mere og mere i Laurits liv. Denne dødsens ærlige dreng vækker nogle følelser i Laurits som han ellers aldrig har mærket før. Vildfarende hjerter er en fortælling om ung kærlighed på sit højeste. En fortælling om hvor let man kan snuble i sine egne følelser.

4Likes
8Kommentarer
403Visninger
AA

3. At være en del af noget

Rygterne gik stærkt. Alt for stærkt. På under en dag vidste hele skolen mit navn. Jeg frygtede det værste. Jeg forberedte mig på alverdens kommentarer og påstande. Jeg havde endda sammensat en forsvarstale til, hvis det nu skulle være. Mine hænder havde svedt, som bare pokker. Jeg havde endda tryglet min mor om at måtte blive hjemme.  Men det havde ikke lykkedes. Hun mente, at det var sundt for mig at tage de konsekvenser der ville komme. Jeg havde ikke turdet at, sige hende imod.  Denne dag skulle simpelthen bare overstås. Det var i hvert fald min første tanke.  Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forstillet mig, at dagen ville blive som den blev.

Det var bestemt ikke med min vilje at jeg nu stod her. Skolen tårnede sig op over mig. Stedet føles pludselig så meget større eller også var det mig der pludselig følte mig så meget mindre. Et eller andet måtte der i hvert fald være sket.

Jeg triple tjekket at jeg havde låst min cykle. Hvis de få gange ellers kunne gøre det. Jeg var så ufattelig nervøs for at gøre noget forkert. Mine forældre havde ikke ligefrem været henrykt, da der blev ringet op fra bestyrelsen i Aldi. Min far havde intet sagt. Men hans øjne sagde vel alt. Min mor derimod havde talt som et vandfald. Ordene havde sivet ud fra hendes mund. Hun forklaret mig flere gange hvor heldig jeg var. En bortvisning fra Aldi var den letteste straf, man overhovedet kunne få.

Jeg forstod ikke, hvordan jeg skulle kunne føle mig heldig?

Jeg kunne tydeligt høre hvordan de høje stemmer fra klasselokalet blev til en hvisken, da jeg trådte ind. Jeg så blikkene.

Lige meget hvor jeg kiggede hen, var de der. De var overalt. Selv da jeg kiggede ned i jorden, så jeg dem for mig.

Jeg hørte deres mumlen. Det at Luna ikke var her i dag, gjorde mig kun mere nervøs. Jeg så mig søgende omkring efter den mindst giftige plads. Hvor sært det end var, virkede det faktum at være Håkons sidemarker som det sikreste. Håkon sad dybt begravede i sin egen verden. Det var i hvert fald min første tanke.

  ”Kan du måske rykke din taske?”

Jeg så anklagende på hans mørkeblå taske der spæret pladsen. Jeg var lidt i tvivl om jeg måske bare selv skulle rykke tasken. Jeg sank en klump. Han svarede mig ikke. Måske havde han ikke hørt mig? Det måtte være det. Jeg tog forsigtigt fat i tasken for at rykke den. Men Håkon var hurtig til at stoppe mig.

  ”Tasken bliver der.”

 Han lagde formanende hånden på tasken. Han kiggede op på mig. Han havde helt sikkert hørt mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne se at han spændte op. Han ville ikke have mig her. Det var tydeligt. Jeg træk forsigtigt hånden fra mig.

  ”Men hvor skal jeg så sidde?” klynkede jeg.

Jeg vidste det var ynkeligt. Forfærdelig ynkeligt.

Han stoppede øjenkontakten.

  ”Det er vel ikke mit problem?” mumlede han.

Jeg ved ikke om det var meningen at jeg skulle høre det, men det gjorde jeg i hvert fald. Jeg træk et tøvende skridt væk fra ham.

  ”Laurits du kan sidde her. Der er masser af plads!”

Den ivrige pige stemme kendte jeg godt. Hun vinkede og smilede stort. Jeg sendte et anspændt smil tilbage. Hun sad sammen med en flok fnisende tøser. De grinede og hviskede til hinanden. Jeg gik tøvende over til hende. Hvad skulle hun bruge mig til? Normalt så hun mig ikke engang. Selvom vi gik i klasse sammen, overraskede det mig faktisk, at hun kunne mit navn.

Dagen forløb sig sært. Meget sært. Hele denne morgen, havde forløb sig sært. Folk havde haft en særlig respekt for mig. Der var endda en der holdte døren for mig, da jeg skulle på toilet. Jeg havde brugt det meste af tiden på, at sende små beskeder og deltage i den ivrige pigefnidder. Tine som hun hed, havde grinede til hvert et ord jeg sagde. Selv da jeg spurgte, om jeg måtte låne hendes hviskelæder. I starten troede jeg, at jeg havde fået en bums. Men da det fortsatte måtte det være noget andet. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at opmærksomheden ikke var rar. Jeg følte mig så vigtig. Jeg nød hvordan alle misundte Tines berøringer.

Den eneste som virkede ligeglad med mig, var Håkon. Han havde ikke engang sagt hej. Det plejede han nu heler ikke at gøre. Men efter vores oplevelse sammen, troede jeg at vi var blevet tættere. Måske ikke ligefrem venner. Men et stykke hen ad vejen.

Alt i alt havde jeg i hvert fald ikke forventet hans stirrende blikke og sammenbidte ansigtsudtryk.

Det føltes så vidunderligt at bliver tilbudt en omgang fodbold med drengene i frikvarteret.  Selvom jeg takkede nej, var det alligevel skønt. Den følelse af at være en del af noget.

Klokken dinglede og sidste time var slut. Jeg pakkede mine ting sammen og smilede. Jeg havde næsten glemt alt om tyveriet og Håkons sære opførsel. Selv Lunas manglende tilstedeværelse, var okay. Hvad der havde givet mig denne respekt i klassen, anede jeg ikke. Jeg vidste bare at jeg nød det.

  ”Jeg tænkte på om vi skulle sidde sammen i bussen? Du ved til udflugten.” spurgte Tine.

  -”Det ville være så sjovt!” tilkendegav Louise.

Hun stod ved siden af og lyttede efter. Jeg tøvede. Jeg havde jo enlig lavet en halv aftale med Luna. Men jeg ville jo heller ikke skuffe dem. Jeg stablede langsomt mine bøger i, et forsøg på at trække tiden ud. I et kort sekund ønskede jeg faktisk at være usynlig igen. Jeg nynnede lidt for mig selv. Jeg vidste at de forventede et svar. Sådan et, havde jeg da også tænkt mig at give dem.

  ”Måske. Jeg ved ikke helt om jeg har lyst.”

Den sidste del var hundrede procent løgn. Jeg havde lyst. Endda masser af den. En gruppe havde samlet sig omkring mig. Jeg vidste godt at ingen af dem godtog mit svar. Jeg måtte nu også indrømme, at det heller ikke var det bedste. Jeg kunne lige så godt have sagt at jeg ikke helt vidste om jeg gad dem.

  ”Ej kom nu, det bliver hyggeligt” udbrød Tine.

Hun blinkede til mig og smilede bedende. Hun folede sine hænder sammen. Jeg kiggede ned i gulvet. Gruppen af nysgerrige klassekammerater blev større.

  ”Jeg ved nu ikke. Jeg havde snakket med Luna, om vi skulle sidde sammen på turen” prøvede jeg.

Jeg holde blikket ned på mine slidte Convers sko. Alligevel kiggede jeg op, da Tine begyndte igen.

  ”Kom nu Laurits! Luna og dig sidder jo altid sammen. Så det er, vel min tur til at sidde med dig. Det klarer hun helt sikkert. Tro mig” tiggede hun.

Denne gang folede hun hænderne tydeligt. Jeg grinte lettere nervøs over hendes udbrød.

Hendes tiggeri måtte have en eller anden påvirkning på mig. I hvert fald sagde jeg, stille: 

  ”Jamen okay så.”

Før jeg vidste af det, havde Tine overfaldt mig med et kæmpe kram. Hun hvinede og jeg tror alle smågrinte lidt, over hendes reaktion. Da hun enlig havde slubbet mig, smilede hun.

  ”Tak du er en babe.”

og i en hurtig bevægelse var hun sat i løb efter den nærmeste bus.

Var jeg en babe?

Og hvordan er man enlig sådan en ’babe’? Det var nok den tanke der undrede mig mest. Jeg spekulerede faktisk en del over det. Men det skulle vise sig ikke at blive min største bekymring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...