Sådan skriver du. [Råd, diskussioner og anmeldelser]

Få en masse råd til at skrive, en masse anbefalinger hvad du burde læse og en masse andet.

52Likes
33Kommentarer
6050Visninger
AA

3. "The Catcher in the Rye" af J.D Salinger.

ANMELDELSE:

”The Catcher in the Rye”

af J.D. Salinger 


 

Det er længe siden, at jeg har læst en bog, som jeg nød så meget at læse som The Catcher in the Rye. Der er mange bøger, som jeg synes er indsigtsfulde og tankevækkende, men som samtidig også er så deprimerende og melankolske, at de er virkelig svære at læse. The Catcher in the Rye var en ren fornøjelse, fordi den var morsom og sproget var så up-beat. Jeg elskede den og elskede den og elskede den, men jeg har hørt så mange sige, at de hader den. At det er noget af det værste, de nogensinde har læst. Det er en af de der bøger, der nok bare rammer eller rammer ved siden af.

 

I bogen møder vi overklassedrengen Holden Caulfield, der fortæller om, da han som 16-årig blev smidt ud Pensey Prep High School. Planen er at han skal blive på skolen, indtil juleferien starter, men efter et slagsmål med hans værelseskammeret ender han med at tage tilbage til New York og beslutter sig for at indlogerer sig på et hotel, indtil vinterferien starter, så han ikke behøver se sine skuffede forældre i øjnene et øjeblik før han absolut skal. Vi følger Holden henover tre dage, mens han fuldstændig uhæmmet og ureflekteret boltrer sig rundt i New Yorks gader.

 

Det her er en klassiker, som man altid finder på de listerne over "100 bøger du skal læse før du dør." Den blev første gang udgivet i 1945 og er et af de første ungdomsromaner, der er skrevet. Den ville selvfølgelig aldrig kunne være blevet udgivet som YA roman i dag – hvilken den i øvrigt heller ikke blev dengang, for i 1945 var YA slet ikke en genre. Den adskiller sig fra klassisk YA i dag ved, at hovedpersonen er utilgiveligt usympatisk, at det er en bog, der virkelig tvinger en til at tænke sig frem til sine pointer og så er det en roman stort set uden plot. På den måde kan man virkelig mærke, at den er skrevet i en tid, hvor YA-genren ikke fandtes og derfor var der heller ikke de her dogmer for hvad YA må og hvad det ikke må. Det er virkelig forfriskende at læse og fordi J.D. Salinger er sådan en dygtig forfatter, har man også bare lyst til at være med på Holdens vanvittige rejse. Og det er på trods af at Holden er lidt af et asshole.

 

For det er han. Han er rodløs, dømmende, irriterende og sexistisk – og det er ofte grunden til, at mange ikke kan lide bogen. Jeg har ikke noget imod det, fordi jeg sagtens kan læse om en karakter jeg ikke synes er sympatisk, så længe jeg synes de er interessante – og jeg synes Holden er sindssygt interessant. Der er en verden til forskel på hvornår en bog er sexistisk, og hvornår den har en karakter, som er det. Det er helt tydeligt, at Holden ikke er en karakter, som man skal se op til og det i sig selv er der intet galt med. Det sjove ved bogen er faktisk, at Holden er et stort omvandrede paradoks. Han siger, at han hader film, men ser dem hele tiden. Han hader folk, der er phonnies og næsten hver anden person, han møder, udnævner han som en ”phony” men alligevel lyver han selv om alt. Sin alder, sit navn, sine planer, alt. Han er den slags karakter, der ikke kan have en tanke uden straks at føre den ud i livet, og derfor flyver han også rundt fra den ene scene til den næste, og man aner aldrig hvad man kan forvente af ham, udover at alle beslutninger han tager er elendige og afspejler hans ansvarsløshed og den måde han nægter at blive voksen.

 

En anden ting jeg elskede var sproget. Jeg tror, sproget er grunden til hvorfor romanen er sjov i stedet for tam. Det er sådan en fantastisk timing i Salingers sprog og så mange gentagelser af ord, som Holden virkelig har optaget som sine egne. Phony, dough, horsing around, sonofabitch, unintelligent, swell bliver konstant brugt igen og igen – hvilket under en dårlig forfatters pen ville få romanen til at virke livløs og som om forfatteren ikke havde et godt nok ordforråd til at præstere bedre – men i den her roman får det bare sproget til at blomstre op, giver rytme og man forstår, at det er de her ord der gør Holden til den han er, at han ikke bare er ureflekteret i sine handlinger, men også i sit sprog, som han konstant bruger i sammenhænge, hvor det ikke engang giver mening.

 

Jeg synes helt bestemt det her en bog alle burde læse. Det er litteraturhistorie, men det er samtidig ikke svær litteraturhistorie, så hvis du normalt har det svært med klassikere, fordi du ofte ikke føler du forstår dem, så er ”The Catcher in the Rye” bestemt en romanm du sagtens kan læse alligevel. Du vil måske ikke elske den ligeså meget som mig, hvis du normalt er til meget plotdrevne historier og gerne vil kunne lide de karakterer du læser om, men det er en historie, der er rimelig let at læse. Den er interessant og der er så mange ting man kan vende og diskutere, men den er meget let at forstå på overfladen. Jeg er vild med den – og overrasket over at jeg er så vild med den - det er helt sikkert en af den slags bøger, som jeg kommer til at læse igen og igen de næste mange år.

 

Stor anbefaling herfra! It’s swell!

 

Sideantal: 230

Udgivelsesår: 1945

Er bogen oversat til dansk? Ja, den hedder: ”Griberen i rug.”

Nøgleord: coming of age, seksualitet, rodløshed, oprør,

Citat:

“Anyway, I keep picturing all these little kids playing some game in this big field of rye and all. Thousands of little kids, and nobody's around - nobody big, I mean - except me. And I'm standing on the edge of some crazy cliff. What I have to do, I have to catch everybody if they start to go over the cliff - I mean if they're running and they don't look where they're going I have to come out from somewhere and catch them. That's all I do all day. I'd just be the catcher in the rye and all. I know it's crazy, but that's the only thing I'd really like to be.” 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...