Forbidden Love

Emily Bristow er en normal teenager, der får sig den største overraskelse, da hun en dag kommer hjem fra skole. Hun bliver taget væk fra hendes elskede mor, som ikke længere kan passe hende. Til at starte med synes Emily at det er verdens værste ting der er sket for hende, men hun skal flytte over til hendes far og storebror som hun ikke har set i flere år, så hun begynder også at glæde sig. Hun flytter fra et faldefærdigt hus til en drømme villa med pool og det hele. Emily starter på en ny skole, hvor hun får nye venner, men finder hun også kærlighed? Hun møder skolens "badboy" som tager hende med på flere rejser igennem hans hverdag, men alle har hemmeligheder - nogle dårligere end andre. Hvordan vil Emily håndtere de ting hun går igennem? Hvordan vil hun reagere da hun finder ud af hendes storebrors fortid med denne nye dreng? Kan hun leve med at han lever livet farligt? Alt det sker i Forbidden Love.

19Likes
0Kommentarer
1610Visninger
AA

3. Welcome to Los Angeles.

 

"Today I close the door to my past, open the door to my future,
take a deep breath and step through to a new life"

____________________________________________________________________

 

Jeg vågnede næste dag ved at solen skinnede direkte ind på mig, hvilket næsten gjorde mig blind da jeg åbnede mine øjne. Så jeg lukkede dem hurtigt igen og vendte mig om. Jeg lå lidt og prøvede at vågne og tog så min telefon frem. Der så jeg en besked fra Petra.
 


 

"Det mener du ikke seriøst vel? Hvor lang tid? Emily, er det her en joke? -Petra
" 


 

Jeg sukkede og besluttede mig for at svare hende med det samme.
 


 

"Desværre ikke. Jeg rejser i morgen. Jeg håber virkelig vi stadig kan være venner og kan skrive og ringe til hinanden, for jeg kan ikke undvære dig. Jeg elsker dig.  😗 -Emily"

 

Jeg rejste mig og gik hen til mit klædeskab. Jeg fandt noget tøj og tog det

 med ud på badeværelset. Jeg børstede mine tænder og gik så i bad. Da jeg var færdig var der tjekket en besked ind fra Petra igen. 
 


 

"Altid! Jeg vil heller ikke kunne undvære dig  
Men L.A! Det lyder fedt!
På en måde er jeg jaloux 
- Petra”

 

Jeg grinede af hendes besked og svarede hurtigt igen. 
 


 

"Ja, det er okay :* Men jeg skal pakke videre! 😬
Vi ses og snakkes snart! 
- Emily"
 


 

Jeg gik ned i køkkenet hvor jeg så min mor lave brunch. Hvilket gjorde mig meget bekymret. Hvorfor lavede hun det? Der var så meget mad, og jeg tror aldrig at der har været så meget mad i det hus her som der var lige nu. Jeg betragtede min mor lave mad da det ikke var en ting hun gjorde så tit. Da hun vendte sig om og kiggede på mig smilede hun stort.
"Hey skat!! Det er godt du er oppe. Der er morgenmad eller ’brunch’ nu.” Hun satte tingene over på bordet og satte sig på en stol. Jeg var mundlam, men stolt.

 

Min mor gjorde virkelig sit bedste. Det er fantastisk at se hende sådan her.

Jeg satte mig på stolen overfor hende og begyndte, at tage for mig. Da jeg begyndte at spise det, blev jeg positivt overrasket.
"Wow mor, det her er virkelig lækkert." sagde jeg og smilte til hende. Hun smilte hurtigt tilbage til mig. "Mange tak skat." svarede hun. Jeg tog noget af det juice hun havde stillet frem. Min mor og jeg startede hurtigt en samtale og jeg elskede det. Vi spiste ikke så tit sammen og det var virkelig hyggeligt det her. Jeg kommer virkelig til at savne hende. Tænk i morgen skal jeg ikke se hende i.. Jeg ved ikke engang, hvor lang tid jeg skal være væk? Jeg blev mere og mere nervøs for hvert sekund. Ny skole, nye mennesker, ny by. Nyt liv.

 

Dagen skred hurtigt frem og klokken blev mange. Vi havde fået pakket det hele, alt var klar på nær en ting. Mig. Jeg følte mig ikke klar. Jeg havde ikke lyst. Men et sted virkede det også fedt. L.A?! Jeg har aldrig været i L.A! Alle de ting man kan i L.A som man ikke kan her i Brighton!
Jeg kommer også til at se Matt igen! Det er lang tid siden jo. Da jeg skulle til at sove kunne jeg ikke. Jeg lagde og kiggede ud i ingenting.. Det var mørkt på værelset og der var helt stille, men alligevel føltes det som om tusinde mennesker snakkede til mig, fordi mine tanker kørte rundt. Jeg kunne ikke få ro, mit hoved var fyldt. Det var som om at de

positive tanker om L.A kæmpede i mod de negative tanker. Der var en krig i gang i mit hoved. Jeg tænkte og tænkte på hvordan det hele ville blive! Godt eller skidt? Vil jeg falde til eller ej? Så mange nye mennesker på et sted. Hvad med Petra? Vil hun klare sig? Og vil jeg overhovedet få nogle venner eller veninder..? Et godt stykke tid efter gav jeg op. Jeg gik ned hvor jeg tog noget at drikke også satte jeg mig på sofaen og kiggede på min mobil.. Ingen notifikationer.. Jeg surfede lidt rundt på nettet, men efter lidt tid var det som om en kontakt blev slukket inde i mig og jeg faldt i søvn på sofaen.

 

Jeg vågnede næste morgen, da min mor kom ned af trappen. Vi smilte til hinanden og fik sagt godmorgen. Jeg havde egentlig fuldstændig glemt, at det var i dag jeg skulle afsted, inden min mor sagde noget.
"Du skal med flyet kl 12." Jeg mærkede et sug i min mave. Jeg var slet ikke klar. Jeg kiggede på min telefon og så klokken var 7 minutter over 9. Jeg fik sagt et okay til min mor og gik så ovenpå. Jeg gik i bad og satte mit hår op i en hestehale. Derefter fandt jeg noget behageligt tøj, som jeg

ville kunne holde ud at have på i flyet. Jeg gik nedenunder og så min mor havde lavet pandekager. Jeg blev igen rigtigt overrasket, men på en positiv måde. Jeg smilte og satte mig.

 

Vi begyndte at spise i tavshed. Det blev lidt akavet og tanken om at jeg tager afsted snart irriterede mig. Det ødelagde lidt min morgen. Tiden gik, vi blev færdig med at spise og jeg var gået op for at sikre mig at jeg havde fået alt med. Min mor kaldte på mig og fortalte at taxaen var kommet for at hente os så vi kunne komme der ud. Jeg havde sagt til mor at hun ikke behøvede at tage med, men hun insisterede. Vi fik alle taskerne og kufferterne ud i taxaen også satte vi os ind i bilen også blev vi kørt ud til lufthavnen.

 

I bilen var der en akavet tavshed. Eller, den var nok mere trist. Jeg kan slet ikke forstå, at om ikke særlig lang tid, så var jo hos min far og væk fra min mor. Da vi ankom til lufthavnen gik vi hen og fik min billet og det. Der var stadig omkring en time til at mit fly lettede, så min mor og jeg fandt et sted og sidde. Jeg var ved at blive nervøs og min mor så det hurtigt.
"Du skal ikke være nervøs skat, det skal nok bliver super sjovt og en rigtig god oplevelse." Sagde hun og det beroligede mig faktisk lidt. Hun sendte mig et varmt smil og jeg sendte et tilbage.

"Jeg ved det godt mor, det er bare lidt underligt at tænke på.." Svarede jeg hende. Hun nikkede. "Det forstår jeg godt, men du skal nok vænne dig til det." Det var min tur til at nikke. Vi sad bare og snakkede lidt videre, indtil en dame sagde i højtaleren, at mit fly skulle til at lette. Min mor fulgte mig hen til Gate 7 og vi krammede hinanden. Vi havde allerede aftalt ikke at sige rigtigt farvel, da det ville gøre for ondt. Jeg satte mig ind på mit sæde og kiggede ud af vinduet. Jeg kom

ind i min egen verden og før flyet nåede at lette, var jeg faldet i søvnen.
 


-------
 


Flyveturen var lang og kedelig.
Men det gik. Da vi endelig var landet og vi fik lov til at tage vores ting føles det som om alt gik i slowmotion. Jeg tog min lille taske over skulderen og så forlod jeg flyet. Jeg gik stille og roligt ned af en gang og ud i et stort rum, hvor jeg stod og ventede på min bagage kom op på båndet. Da den så endelig kom tog jeg den. Jeg fulgte flokken af mennesker ud til der hvor man kunne blive hentet og taget imod af familie osv. Jeg gik igennem en stor dør og der mødte jeg en masse larm fra flere familier. Ude til siden så jeg britiske flag flagre og to bekendte ansigter, men også et ukendt.

 

Jeg blev en smule forvirret, men gik alligevel hen til dem. Matt var den første til at sige hej. Han løftede mig op og svingede mig rundt da jeg

havde sat min bagage ned. Jeg grinte og mærkede allerede der den trygge

fornemmelse Matt altid havde formået at give mig. Han satte mig ned og

krammede mig så hårdt, at det overrasker at mig mine lunger ikke blev mast. Men jeg krammede lige så hårdt igen. Bagefter kastede jeg mig ind i min fars arme og krammede ham lige så hårdt, hvilket han hurtigt gengældte. Den trygge fornemmelse blev større og mit smil kunne slet ikke tages fra mig. Jeg havde savnet dem SÅ meget. Efter jeg trak mig fra krammet stod der en helt fremmed dame og smilte til mig. For at være venlig smilte jeg tilbage. Hun holdte sin hånd oppe foran mig og jeg tog hurtigt imod den.
"Jeg hedder Katherine." sagde hun og gav min hånd et klem.
"Emily." svarede jeg bare simpelt og gav også hendes hånd et svagt klem. Efter det kiggede jeg op på min far med et 'hvem-er-hun' blik.

 

Han smilede svagt til mig, og undgik lidt at svare mig. Jeg kiggede undrende over på Matt som var så sød at tage mine kufferterne da vi var på vej ud af lufthavnen. Far og Katherine gik et lille stykke foran mig og Matt. 

"Matt, vil du forklare mig hvem hun er?" Spurgte jeg Matt om meget lavt.
Han grinede svagt. "Hun er vores papmor! Og ja, mere er der vel ikke at forklarer. " Svarede han og smilede til mig. Jeg nikkede svagt. Hun lignede en der kunne være min storesøster og ikke en der kunne være min papmor, eller min fars kæreste. Men der var et eller andet ved hende jeg ikke helt kunne lide. Jeg ved ikke om det er alderen eller alt det botox hun har fået for at holde rynkerne væk. Hun bliver sikkert sådan en der ønskede sig en prinsesse datter, hvor jeg så er datteren men jeg er langt fra en lyserød elsker og det. Jeg holder mig helst langt væk fra for meget tøsefnidder det er ikke helt mig.

_______________________________________________________________________

Dette var andet kapitel af "Forbidden Love"!
Hvis I nu undre jer over hvem der har skrevet hvad kommer det her. 
Vi har stiftes til at skrive cirka et afsnit hver, men ja?
Nogle sprøgsmål, så kom med dem. 
Kom gerne med konstruktiv kritik <3 
- Malou og Lærke :)) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...