Forbidden Love

Emily Bristow er en normal teenager, der får sig den største overraskelse, da hun en dag kommer hjem fra skole. Hun bliver taget væk fra hendes elskede mor, som ikke længere kan passe hende. Til at starte med synes Emily at det er verdens værste ting der er sket for hende, men hun skal flytte over til hendes far og storebror som hun ikke har set i flere år, så hun begynder også at glæde sig. Hun flytter fra et faldefærdigt hus til en drømme villa med pool og det hele. Emily starter på en ny skole, hvor hun får nye venner, men finder hun også kærlighed? Hun møder skolens "badboy" som tager hende med på flere rejser igennem hans hverdag, men alle har hemmeligheder - nogle dårligere end andre. Hvordan vil Emily håndtere de ting hun går igennem? Hvordan vil hun reagere da hun finder ud af hendes storebrors fortid med denne nye dreng? Kan hun leve med at han lever livet farligt? Alt det sker i Forbidden Love.

19Likes
0Kommentarer
1610Visninger
AA

2. Broken Home

 

"The sudden moments of sadness, hurt you even more,

because you know you were happu just a little while ago."

__________________________________________________________________

 

Det småregnede lidt. Himlen var grålig og vejret her i Brighton var ikke så godt. Det blæste ret meget. Jeg var på vej hjem fra skole på gå ben, fordi jeg ikke nåede bussen. Det vil sige, at det vil tage mig omkring 45 minutter at komme hjem, og til den tid vil jeg sikkert være sjask våd på grund af regnen. Vinden tog i mit hår, og den kolde regn gjorde det værre. Jeg frøs og det hjalp ikke at løbe eller at gå hurtigere, for jeg følte ikke jeg kunne få varmen.
Bilerne susede forbi og det hjalp heller ikke når de kørte igennem en vandpyt, så vandet sprøjtede op på mig. Det har regnet de sidste par dage her i Brighton, hvilket gjorde at vandpytterne var ret store. Jeg kunne mærke mit tøj klæbe sig til min krop og det var noget at det værste! Jeg havde virkelig lyst til at lave noget kakao når jeg kom hjem, men jeg vil vædde med at vi ikke har noget.
Min mor er sådan en der glemmer at købe ind. Det er derfor at vi ikke så tit har så meget ordentlig mad der kan spises, eller noget andet end vand fra vandhanen.
Jeg sukker højlydt da jeg drejede af hovedvejen og ned af en lille sti som førte om til den vej jeg bor på.
 
Jeg gik det lille stykke ned af vejen indtil jeg nåede mit hus. Et smil viste sig på mit ansigt, da jeg træk ned i håndtaget og åbnede døren. Da jeg var inde i gangen, skyndte jeg mig at tage mine sko af og hænge min jakke op. Jeg gik ind i køkkenet og åbnede nogle af skabene for at lede efter noget varmt kakao. Jeg sukkede dybt da der ikke var så meget som et tebrev. Jeg tog et glas ud og tænde for vandhanen. Jeg fyldte glasset og drak så det hele. Jeg gik ind i stuen og var på vej hen til trappen der førte hen til mit værelse, da jeg så min mor sidde med nogle mennesker jeg aldrig havde set før. Jeg sukkede mentalt. Det var et virkelig dårligt tidspunkt min mor havde gæster over, jeg var helt gennemblødt. Jeg kiggede hen på min mor og hun så ret alvorlig ud.
 
De stirrede alle sammen på mig og jeg stirrede på dem. En listende stilhed kom og det blev virkelig akavet.
"Øhm.. Heeeej?" Fik jeg sagt og en dame rejste sig op. Hun var klædt fint på. Lidt for fint til at være en af mors venner.
"Hej Emily, mit navn er Renée Thompson."
Hun rakte hendes hånd frem og det samme gjorde jeg. Hun tog ved min og gav mig et lille klem.
Da hun tog hånden til sig fortsatte hun med at snakke.
"Emily nu skal du høre.
Vi vil gerne have at du får pakket dine ting til i overmorgen, hvor du skal tage til Los Angeles."
Sagde hun og jeg kiggede undrende på hende. Jeg forstod ikke noget af det hun prøvede at fortælle mig. Hvad snakkede hun om? Hvad skal jeg i L.A? Min hjerne kunne ikke få noget af det til at passe.
"Kommunen har bestemt at du skal bo hos din far, så derfor holder du fri fra skole i morgen og der skal du pakke og så skal du flytte til L.A."
Hun smilede meget pædagogisk til mig, men jeg stivnede helt da hun nævnte min far.
Jeg har ikke snakket med ham siden min mor og far blev skilt. Han flyttede til L.A og min storebror Matt flyttede med.
Jeg blev her sammen med min mor, fordi jeg ikke ville forlade skolen og det. Men det kommer jeg alligevel til? Hvorfor og hvordan kan en okay god dag blive ødelagt af en fin dame fra kommunen som alligevel er ligeglad med mig. De tænker slet ikke på hvad jeg føler!
 
"Men det kan i jo ikke mene? Hvorfor det?" Jeg besluttede mig endelig for at sige noget. Jeg var nød til at kæmpe min egen sag her. Desværre gjorde kommunen det også. "Din mor har som du nok ved, diagnosen stress og det er blevet meget værre. Hun har ikke penge nok til at forsøge jer, eller betale regningerne. Huset ryger på tvangsauktion, hvis hun ikke snart betaler." sagde Renée til mig. Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg vidste godt min mor havde stress, men hun havde aldrig vist mig at det påvirkede hende så meget. Desuden kunne jeg slet ikke forlade hende.
"Jeg får et arbejde!" tilbød jeg. Hvad som helst for at kunne redde den her. Jeg kan ikke bare flytte væk fra det hele. Jeg har venner her og er mit i mit skoleår.
 
Renée sukkede svagt og kiggede skiftevis på mig og min mor.
"Det går ikke Emily, det er ikke nok, det er bestemt at du flytter til L.A, der er intet du kan gøre."
Hun smilede skævt til mig, men jeg blev irriteret.
Hun skulle ikke stå der og tro at hun ved alt.
"Hvad så med skole? Jeg er halvvejs. Kan jeg ikke vente til efter sommerferien?"
Jeg håbede så inderligt at de bare ville lade os være og så smutte.
Men nej, selvfølgelig ikke. Det her er bare ikke min dag.
"Emily skat."
Min mor rejste sig op og gik i mod mig. Hun skulle lige til at trække mig ind i et kram, men jeg gik.
Jeg ville ikke være i selskab med de mennesker. Det hele kunne da også være lige meget så.
Jeg gik op på mit værelse og smækkede hårdt med døren, hvor efter jeg hørte dem begynde at snakke nede i stuen.
Jeg lod min ryg glide ned langs døren og der kunne jeg mærke mine tårer komme frem i mine øjne.
 
Hvad havde de regnet med? At de bare lige pludselig kunne dukke op i mit hus og fortælle mig at jeg skal flytte hele vejen over til USA? Og endda hen til min far? Ham har jeg set i flere år. Det samme gælder med Matt. Vi havde dog et rigtigt tæt bånd for nogle år siden. Men hvad hvis han har ændret sig helt? Og jeg skal starte på en helt ny skole, midt inde i året? Jeg kunne mærke tårerne nu trillede ned af mine kinder, men jeg gjorde intet for at stoppe dem. Jeg kunne høre nogle gå op af trapperne og gå imod min dør. Jeg sukkede svagt da det bankede på. "Emily skat, må jeg komme ind? Dem fra kommunen er gået." sagde min mor, med en meget rystende stemme. Det var den der fik mig til at rejse mig og åbne den. Jeg satte mig hen i min seng og hun fulgte efter.
"Hør.. Jeg vil heller ikke have du skal flytte. Men lige nu ser tingene rigtig mørke ud og jeg vil ikke have du skal opleve det. Du skal ikke bo i et hus, hvor der næsten aldrig er noget mad. Specielt ikke i et hus de overvejer at tage fra os. Din far og Matt glæder sig virkelig meget til at se dig søde. Jeg klarer mig herhjemme, jeg har brug for at være mig selv lidt og ordne tingene." sagde hun. Jeg var en smule mundlam over hendes tale og sad så bare og tænkte tingene igennem en ekstra gang.
 
Inden jeg fik set mig om gik min mor og jeg rundt for at pakke mine ting. Jeg kunne ikke få møbler med, det ville være for meget. Men jeg pakkede små nips ting, billeder, tøj osv.
Jeg havde to kufferter og en taske som jeg skulle bruge som håndbagage.
Min mor og jeg nåede dog ikke så langt. Vi grinede mere over gamle minder fordi vi gik i stå da vi fandt de gamle fotoalbums som har ligget under min seng. De var støvet, og det var lang tid siden at vi havde kigget dem igennem. Min mor og jeg sad op gulvet og gik igennem dem. Vi havde grint så meget at jeg havde fået ondt i maven og min mor sad og halv græd, men pludselig stopper hun med at grine også kiggede hun bare på mig.
"Hvad?" Udbrød jeg da hun havde kigget på mig i noget tid, også begyndte hun at græde.
Jeg fik helt ondt af hende. Jeg håbede på at hun ikke ville blive så ked af det fordi jeg skulle flytte, fordi så vil det ikke blive let. Jeg trak hende ind i et kram og hun krammede med.
"Jeg elsker dig mor.." Sagde jeg og nussede hende på ryggen. "Du er verdens bedste mor, og vi skal nok klare det. Bare rolig."
 
Min mor smilede til mig, men sagde ikke rigtig noget. Jeg forstod hende egentlig godt. Det må virkelig være hårdt for hende. Jeg håbede bare hun ikke følte skyldfølelse.
"Du er verdens bedste datter. Og jeg er ked af at det her er nød til at ske, jeg troede ikke jeg ville miste dig. Jeg har virkelig prøvet skat, det håber jeg du ved." Sagde min mor så. Det knuste mit hjerte, at hun var så ked af det.
"Mor jeg ved du har gjort dit bedste og jeg lover dig det har været godt. Jeg har haft det fantastisk her med dig. Det skal nok blive godt at få besøgt far og Matt igen, du skal ikke være ked af det, det her er ikke din skyld." prøvede jeg at trøste hende med. Jeg var faktisk ret nervøs for at se min far og Matt igen. Det er flere år siden de flyttede. Min mor og far blev skilt da jeg var 9 år og Matt 10. Min far tog Matt med til L.A og min mor blev her i Brighton med mig.
 
Vi sad lidt og kiggede på hinanden hvorefter vi blev enige om at vi skulle smutte i seng.
Jeg gik derfor ud på badeværelset og børstede tænder. Jeg gjorde mig klar og fik nattøj på også lagde jeg mig i sengen.
Jeg lagde med min mobil i noget tid fordi jeg kunne ikke falde i søvn. Men pludselig dukkede der en notifikation frem på min skærm. Det var en SMS fra min bedste veninde.
 
"Hey Emily! Hva' så?
- Petra"

 
Jeg viste ikke helt hvad jeg skulle svarer fordi jeg ville ikke gøre hende ked af det, men hun fortjente at vide det hvad der skulle ske. 


"Hey Petra..
Jeg synes det er åndssvagt at du skal vide det her på den her måde - altså over SMS. Men jeg flytter til L.A, jeg skal bo hos min far, fordi der er problemer her hjemme. Jeg synes du skulle vide det fra mig af, og det er grunden til jeg ikke kommer i morgen i skolen. Men jeg kan ikke nå at sige farvel, hvilket er sørgeligt.
Men pas nu på dig selv og de andre i klassen.
Elsker dig
😗
- Emily"
 
Jeg sukkede mentalt og lagde min mobil til strøm på natbordet, hvor efter jeg lagde mig til at sove.

 

________________________________________________________________________

Dette var vores første kapitel på denne historie - "Forbidden Love". Håber I kunne lide det! <3 
Kom gerne med konstruktiv kritik! :) 

 

- Malou & Lærke <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...