Dangerous life

Hvad nu hvis, dit liv var ligesom Mathildas liv er. Ville du så kunne holde ud at blive slået, eller ville du gøre det samme som Mathilda. At stikke af. Blive væk og aldrig komme tilbage. Det er hvad Mathilda gør. Hun bor hos en rædselsfuld familie som ikke behandler hende som et menneske. Hun stikker af. Hun møder nye mennesker. Hun møder Grayson og Janet.

6Likes
2Kommentarer
4056Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Lørdag morgen var overraskende afslappet. Både Hr. Parks og Jack var ude af huset. Fru. Parks. Krævede ikke så meget af mig. Men hun ville gerne lige snakke med mig. Jeg gik ned i stuen til hende. Hun sad i en stol og strikkede. "Tag plads Mathilda." Hun så meget seriøs ud, så jeg satte mig over for hende. "Jeg ved godt du ikke var hjemme i går Mathilda. Jeg lod vinduet stå åbent til dig så du kunne komme ind igen." Hvorfor havde hun gjort det. "Jeg var som dig engang. Hr. Parks var min plejebror, og jeg blev tvunget til ægteskab. Han havde min mor og han ville slå hende ihjel hvis jeg ikke gjorde som han sagde. Jeg har lært at leve mit liv sådan her for at rede min mor, men du skal ikke komme her og ødelægge det. Jeg skal ikke kunne lide dig. Så går det galt for os begge to Mathilda. Jeg synes du skal tage en fridag og gå i byen. Få dig nogle venner Mathilda." Hun smilede kort til mig. Noget virkede mærkeligt, men jeg gik alligevel. 

Det regnede en del. Fru. Parks havde givet mig en jakke og paraply. Det var pænt af hende. Selvom det regnede var byen ikke stille, tværtimod. Folk ville i tørvejr og det gjorder det hele mere hektisk. Fyren fra sidst da Jack og jeg var her, sad henne på bænken og stirrede på mig. Jeg gik hen til ham og kiggede på ham. "Har du et problem" sagde jeg koldt til ham. "Nej mig, ikke ligefrem. Men det ser ud til at du har et problem." Hvad bildte han sig ind. Han stirrede på mig og ikke omvendt. "Altså med alle de mærker du har" sagde han hurtigt. Jeg satte mig på bænken ved siden af ham. Han havde selv en paraply. Og han havde lagt mærke til mig. "Er det ham der du havde med sidst der giver dig dem." Altså han var ikke bange for at spørger. "Blandt andet. Kommer du tit her?" Jeg prøvede at skifte emne, men det ville han ikke. "Hvem giver dig dem ellers" spurgte han og kiggede ligegyldigt ud i regnen. Jeg sukkede dybt, "en mand jeg bor hos." Der var stilhed. Alle menneskerne løb nærmest. Fyren kiggede på mig. "Grayson Dolan, men du kan bare kalde mig Gray." Han gav mig hånden. Jeg trykkede den, "Mathilda" sagde jeg venligt. "Efternavn?" spurgte han. Jeg kiggede på hans skønhedsplet på hans hage, "sådan et har jeg ikke." Mathilda Carolina Carlson, er mit fulde navn. Men i dag er det bare Mathilda. "Okay Mathilda. Hvad laver du her i regnen i dag." Han kiggede igen ud i ingenting. "Jeg øh, fik lov til at gå." Et kæmpe brag lød. Det var begyndt at tordne. Jeg klappede paraplyen sammen og tog jakken af. På ingen tid var jeg helt våd. Fru. Parks gik lige forbi mig. Hun stoppede op og kom alligevel hen til mig. "Mathilda, du kan sove ude i dag" sagde hun og smilede. Jeg nikkede til hende og så gik hun videre. "Det må være plejemoren" sagde fyren, Grayson og kiggede efter hende. Jeg sukkede og nikkede. "Hun virkede da flink." Han stoppede med at kigge på hende, men kiggede i stedet på mig. Jeg holdte blikket på dem der gik forbi os. "Det kan jeg ikke svare dig på, jeg kender hende ikke." Sagde jeg og tog Janets mobil op af jakkelommen. Dolan fyren tog telefonen ud af hånden på mig og tastede et nummer ind på telefonen, Gray, skrev han. "Så kan du også kontakte mig." Han smilede til mig.  
Vi sad og snakkede lidt, men så kom Janet og pigerne. Jeg havde skrevet til Janet og spurgt om jeg måtte overnatte hos dem i nat og det sagde hun ja til. Jeg sagde farvel til Grayson og gik med de andre. Mia var mere forsigtig efter faldet, men hun tog alligevel min hånd. Jeg kiggede tilbage på Grayson. Han kiggede på mig. Han var nu lidt sød. Mia vendte sig om og vinkede til ham. Jeg kunne ikke holde mit lille grin inde. Graysons ansigt lyste op og vinkede tilbage til lille Mia. 

Janets hus var helt fantastisk. Stort og lyst. Mia viste mig gæsteværelset som hun havde gjort klar til mig. I den store seng lå 2 bamser og noget nattøj til mig. Værelset havde sit eget badeværelse. "Far kommer snart hjem." Mia løb ud af værelset. Jeg tog mit snit til at studere rummet lidt. Familiebilleder. Babybilleder. Tegninger. Det hele var bare perfekt. "Kan du lide det." Janet stod i døråbningen. "Det er perfekt." Svarede jeg og satte mig på senge. Jeg tog den ene bamse op i hånden. Den var så blød. "Mathilda, i kommoden er der noget tog du kan bruge. Tag dig et bad og så kan du møde Mark og Ollie bag efter." Hun smilede til mig igen. "Ollie er vores hund, og Mark er min mand og pigernes far." Janet skulle lige til at gå, "Tak for det hele Janet, det betyder virkelig meget. Jeg har aldrig skulle sove i sådan en stor seng, eller noget i den stil." Janet satte sig i sengen ved siden af mig, "Mathilda, du er virkelig en sød pige. Du fortjener det bedste." Hun klemte min hånd enden hun gik ud af værelset og lukkede døren efter sig.  

Jeg sad i badekaret og vaskede mig, jeg har aldrig følt mig så afslappet før i hele mit liv, men det ville ikke holde for evigt. Jeg skulle tilbage til familien Parks på et tidspunkt. Lige nu skal jeg bare være glad. Happy in the moment, eller hvad man siger. Jeg lukkede vandet ud af badekaret. Jeg viklede et håndklæde rundt om mig og gik ind i værelset. I kommoden lå der noget undertøj. Nogle habitagtige busker og strik trøjer. Jeg hoppede hurtigt i tøjet og satte mit hår op i en høj hestehale. Jeg gik ud i køkkenet til Janet. "Hvor er det godt det passer, du er så fin." En meget høj mand kom ind af hoveddøren sammen med en lidt stor pjusket hvid hund. "Hej skat." Sagde manden og kyssede Janet, det må være Mark. "Mark der er en du skal møde, det her er Mathilda jeg har fortalt dig om." Janet lagde sin hånd på min skulder. Jeg gav ham hånden. "Hej" sagde jeg. "Hej Mathilda, jeg er Mark, Janets mand og pigernes far." Han smilede stort til mig. "Og det der er Ollie" grinede han, da hunden løb hen til mig. Jeg satte mig ude på gulvet og nussede med hunden. Den var bare så sød.  

Aftensmaden var noget af det bedste jeg havde fået længe. Jeg var for en gang skyld glad. Janet og Mark havde sagt at vi skulle snakke sammen. Jeg frygtede det, hvad ville de snakke om. Jeg sad i stuen sammen med resten af den her fantastiske familie og så løvernes konge. Mia lå i sofaen og sov og Josephine lå på gulvet og så filmen. Mark rejste sig op. Han gik hen til Mia og tog hende op i hans arme, "kom prinsesse, du skal lige ud og tisse." Han gik ud på toilettet med hende. Hurtigt var de inde på værelset igen. Jeg sad med mobilen og kiggede ned i telefonen. Den så dyr ud, hvilke var en grund til at passe godt på den. Jeg var inde på beskeder. Til Gray. Hmm. Hvad skal jeg skrive. Hej måske, men det lyder bare mærkeligt. Hej Dolan, det var hyggeligt at snakke med dig i dag. Det må vi gøre igen. XoXo Mathilda. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Skal. Sendt, ingen vej tilbage nu. "Mathilda skal vi lige tage den i køkkenet" spurgte Janet og strøg hånden over mit hår. Jeg nikkede og gik der ud sammen med hende. Mark var der allerede. Jeg satte mig på en stol. "Mathilda, jeg ved godt det er hårdt, men du skal fortælle os hvad du har været igennem. Hele din historie." Mark kiggede på mig. Jeg fik en klump i halsen. "Mine forældre blev dræbt for øjnene af mig da jeg var lille. Min lillesøster og jeg blev smidt rundt til plejefamilier. Vi kom til en ulækker mand det var rigtig grov og upassende med hende så jeg brækkede noget på ham. Jeg kom på en anstalt for unge voldlige. Jeg kom ud og havnede i en plejefamilie. Jeg startede med at for tæsk, men for nogle dage side." En tåre trillede ned af min kind. Janet lagde sin hånd oven på min. "Søde. Det er helt okay hvis du ikke er klar til at fortælle os mere." Flere tåre kom. "Den dag Mia kom til skade. Fyren jeg var med. Jack, familiens søn. Fordi jeg hjalp Mia skulle jeg straffes. Hvis jeg ikke gjorde som han sagde ville det gå helt galt. Han havde en kniv på natbordet." Det var som at opleve det hele igen. Jeg hev efter vejret. Ubehageligt. "Jeg skulle tage tøjet af. Ligge mig i sengen. Han lagde sig oven på mig. Det gjorde ondt." Jeg kiggede på Janet. Hun græd. "Mathilda vi skal ikke høre mere hvis du ikke vil tænkte på det. Vi har hvad vi skal bruge." Sagde Mark. Jeg har aldrig været så åben. Janet og Mark krammede mig. "Du skal ikke tilbage til det forfærdelige sted" hviskede Janet ned i mit hår.  

Klokken var ved at være 23:30. Mark snakkede i telefon med hans advokat. Janet gik ude i haven med Ollie. Jeg fangede Marks opmærksomhed og gjorde tegn til at jeg gik i seng. Han kom hen til mig og krammede mig, præcist lige som han gør med hans Josephine og Mia. Jeg gik ind på værelset og tog noget nattøj på. Jeg rullede gardinerne ned. Jeg lagde mig forsigtigt ned under dynen. Sengen var dejlig blød. Det har været en god dag i dag, helt uden tæsk. Min mobil vibrerede. En besked. Fra Gray. Hej Mathilda. Vil du drikke kaffe i morgen, kl. 11.00. Det lyder hyggeligt. Til Gray. Top, ses på café shalie. - Mathilda. 
Jeg stolede på Janet og Mark da de sagde jeg ikke skulle tilbage. Men det virkede for godt til at være sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...